Trykt i tidsskriftet Retfærd i november 2000.

Abstract

In this article, conflict resolution procedures focussing on reconciliation and forgiveness are analyzed in contrast to traditional court hearings. Forgivesness is seen as a process in the individual, which can either be facilitated or complicated but never demanded by the institution offering the framework. Especially three elements are identified as necessary in order to bring forgiveness about. These elements are knowledge of what happened, a willingness to forgive and restitution of dignity obtained by, among other things, the victim receiving some kind of reparation from the perpetrator. Examples are given from the author's work in South Africa and former Yugoslavia.

1. Indledning.

De senere år har studier af forsoning fået begyndende anerkendelse som akademisk disciplin. Flere steder i udlandet er etableret institutter til formålet, f.x International Forgiveness Institute ved Wisconsin University, USA og Department of Peace Studies, ved Bradford University, England.

De teoretiske studier har nær sammenhæng med en voksende anerkendelse af behovet for forsoning, i individuelle såvel som i samfundsmæssige konflikter. Det er blevet vigtigt at vide mere om, hvad der skal til for at forsoning kan opstå, herunder at undersøge om nogle fora er mere egnede til at formidle forsoning end andre. Derfor bliver forsoning ikke blot en teologisk, psykologisk eller filosofisk disciplin, men også en disciplin med relevans for jurister.(1)

Min egen interesse for forsoning er udsprunget af efterhånden mange års praktisk og teoretisk arbejde med mægling i mange typer sager. Dette har bl.a. ført mig til studier af Sandheds- og forsoningskommissionens arbejde i Sydafrika og til arbejde fortrinsvis i marken' i Eks-Juguslavien.

I det følgende vil begrebet forsoning blive søgt afgrænset og vilkårene herfor beskrevet. Eksemplerne vil koncentrere sig om erfaringer fra Sydafrika og Eks-Juguslavien. Der vil i et vist omfang herudover blive henvist til erfaringer fra de hjemlige konfliktråd og statsamtsforsøg.

2. Begrebsafklaring.

Begrebet forsoning anvendes i meget forskellige sammenhænge og ofte med et noget formanende skær: tidligere ægtefæller skal forsone sig med hinanden, ofrene for kriminelle eller krigeriske handlinger skal forsone sig med gerningsmændene, EU skal forsone sig med Østrigs Jürg Haider osv. Det er nok vigtigt fra første færd at slå fast, at forsoning hverken kan beordres eller forventes.

Der er altid mindst to parter i en forsoningsproces, den, der er eller føler sig som offer og den, der er eller føler sig som gerningsmand. En tredjepart kan eventuelt gå ind som formidler af kontakten mellem de forsonende, eller gå foran som et eksempel, men forsoning er en personlig proces, der foregår i den enkelte og som ydre rammer kan skabe gunstige eller vanskelige vilkår for, men ikke i sig selv medføre.

Fælles for de nævnte og andre eksempler er, at der anses at have foreligget en krænkelse, dvs.overgreb mod et individs eller en gruppes grænser, psykisk eller fysisk. Når forsoning foregår, har den, der føler sig som offer, valgt at nedtone behovet for at få hævn og i stedet undersøge muligheden for at leve med krænkelsen og indgå i en konstruktiv relation med krænkeren.

Når man taler om forsoning har man oftest ofrenes lidelser for øje. Men forsoning er ikke alene ofrenes begreb, men også gerningsmændenes. Gerningsmanden skal kunne leve videre med sig selv og forsones med sin egen historie og de relationer, som er knyttet hertil. (2)

Fælles for forsoning er uanset karakteren af krænkelse, at såvel krænker som krænket må have valgt at forsone sig med det skete. (3) Der ligger altså en beslutning bag, som ofte vil være begrundet i ønsket om at frigøre sig fra det greb, som vreden, hadet eller angsten fastholder den enkelte i, så livet kan få en ny begyndelse.

Det giver derfor efter min opfattelse ingen mening at tale om, at "et samfund forsoner sig". Kollektiv forsoning findes ikke, men der kan være tilstrækkelig mange eller stærke individer med et forsonende sindelag i en gruppe til at det forsonende element bliver dominerende. Sydafrika er et enestående eksempel herpå.

Såvel graden af forsoning som vejen hertil kan være forskellig, fra på et funktionelt plan at forlige sig med noget, over at blive enige om dette og hint, til det, som kan kaldes fuld tilgivelse. En forsoningsproces kan være kortvarig eller fortsætte hele livet. Umiddelbart skulle man forvente, at forsoningsprocessen er vanskeligere desto større krænkelsen er. Ikke desto mindre viser eksempler, at nogle mennesker er i stand til at tilgive selv de groveste overgreb, andre vanskeligt ved at forlige sig med langt mindre. Det er derfor ikke rimeligt at reservere forsoningsbegrebet til krige og voldelige overgreb.

Når eksemplerne i det følgende veksler mellem erfaringer fra f.eks. den sydafrikanske Sandheds- og forsoningskommission og danske konfliktråd, vil det på nogle kunne virke stødende. Det er ikke hensigten. Formålet er at illustrere - og fastholde - begrebets bredde. (4)

De danske konfliktråd, som er i gang med deres 2. forsøgsperiode (fra 1999 til 2002), er et led i den danske regerings handlingsplan for at styrke retsstillingen for ofre for forbrydelser. Gennem konfliktråd opstilles et supplement til det eksisterende straffesystem ved at lade offer og gerningsmand i mindre straffesager (f.eks.vold, indbrud, hærværk), møde hinanden for evt. at nå frem til en aftale om, hvordan der kan rettes op på det skete. Møde i konfliktråd forudsætter begge parters frivillige medvirken og træder ikke i stedet for en retsforfølgning af gerningsmanden, men kan i visse tilfælde medføre mildere straf. .

3. Formål med og argumenter for forsoning

Selvom det umiddelbart kan synes indlysende, at forsoning er et gode, er der grund til at se lidt nærmere på, hvorfor det nok forholder sig sådan.

Fra en samfundsmæssig synsvinkel er det uhensigtsmæssigt, at gerningsmænd, der afsoner straf i fængsler, er afskåret fra at anvende deres arbejdskraft og øvrige ressourcer til gavn for samfundet. I tråd hermed har ofre, der er opslugte af deres lidelser, ofte behov for megen hjælp fra omverdenen for at klare deres liv. Forsoning kan altså ud fra helt nøgterne betragninger tjene til, at samfundet kan gøre brug af gerningsmændenes og ofrenes ressourcer til genopretning og genopbygning.

I Sydafrika var overvejelser af denne art nærliggende, eftersom hovedparten af gerningsmændene var veluddannede hvide, som beklædte stillinger, det umiddelbart kunne være vanskeligt at finde kvalificerede sorte til at overtage. Betragningerne var derfor et af argumenterne for ordningen med individuel amnesti, som blev en af TRC's nyskabelser. Det er samtidig indlysende, at det har krævet en meget høj grad af vilje til forsoning fra især de sorte sydafrikanere at acceptere, at tidligere gerningsmænd har kunnet fortsætte i deres oprindelige stillinger.

Det er ikke vanskeligt at se, at mægling i konfliktråd, som ofte resulterer i aftaler, hvor gerningsmanden skal udføre en eller anden praktisk opgave for ofret, har større elementer af genopretning end anbringelse af gerningsmanden i et fængsel. Ser man på mægling i andre typer konflikter, herunder forældremyndigheds- eller samværskonflikter, som er omfattet af en forsøgsordning ved danske statsamter, bliver den bedre resourceanvendelse mere indirekte.(5) Der er dog ingen tvivl om, at mennesker, der er optaget af deres konflikt, ofte vil have vanskeligere ved at passe deres arbejde og børn ordentligt. Konflikter har det med at sluge al energi, som i højere grad bliver frigjort, når forsoning er sket.

Det samfundsmæssige og det personlige aspekt for offer og gerningsmand supplerer derfor hinanden. Ofrene vil ved en forsoningsproces kunne få løst op for deres frustrationer og angst og blive mere trygge i dagligdagen, ligesom gerningsmændene vil få mulighed for at opnå den lettelse det er at påtage sig et ansvar og få tilgivelse for sin ugerning. Såvel offer som gerningsmand får herved større frihed til at leve fremover.

Endnu en grund til at give plads for forsoning er, at krænkelser har en tendens til at gentage sig. I krige eller borgerkrige vil den forurettede gruppe bestræbe sig på at få genoprejsning, ofte ved hjælp af overgreb af mindst samme styrke, som de selv har været udsat for. Incestofre bliver ofte krænkere som voksne, krænkede ægtefæller bruger børnene til at hævne sig på den anden ægtefælle osv. Når retssystemet går ind og håndterer konflikten, ved vi, at den specialpræventive effekt i forhold til gerningsmænd er ringe. Vi ved også at samværsresolutioner mv. i vidt omfang bliver saboteret, hvorimod samværsaftaler, parterne selv har indgået oftere bliver overholdt. Har parterne forsonet sig, er motivet til at gentage eller fortsætte historien svundet ind.

Forsoning vil oftest forudsætte en viden om det skete, jfr. afsnit 4. Derfor vil forsoning også indeholde en dokumentation og synliggørelse af krænkelserne, som i sig selv er medvirkende til at historien ikke gentager sig.

Endelig vil overbelastning af retsystemet kunne anføres som årsag til etablering af et særligt forum for forsoning. Imidlertid har f.eks. den sydafrikanske forsoningskommission været ekstremt kostbar, og kun kunnet lade sig realisere ved international økonomisk hjælp, ligesom de danske konfliktråd ikke fungerer som alternativ til retsystemet, og mængden af sager ved domstolene derfor ikke umiddelbart er svundet ind ved oprettelse af disse mæglingsfora. Der er derfor ikke nødvendigvis nogen økonomisk besparelse ved etablering af fora for forsoning, men retssystemet vil kunne reserveres til behandling af mere traditionelle retssager og den sædvanlige ordensfunktion opretholdt.

Der synes altså at være tilstrækkeligt med pragmatiske betragtninger for at søge at etablere rammer, der kan formidle forsoning. Samtidig må konstateres, at det langt fra er altid, at betingelserne for forsoning er til stede.

4. Retssystem eller alternative fora

Dommer Richard J. Goldstone (6) beskriver i forordet til Martha Minow's bog (7) , at ofre i et perfekt samfund har krav på fuld retfærdighed, nemlig retsforfølgning af gerningsmanden, og hvis denne findes skyldig, idømmelse af en passende straf. Goldstone fastslår samtidig, at idealet ikke er muligt efter omfattende voldsudøvelse såsom krige og borgerkrige. Der er simpelthen for mange ofre og for mange gerningsmænd.

Selv det mest sophistikerede retssystem vil blive totalt overvældet af mængden af sager.

Derfor er man tvunget til at finde på noget andet. I nogle tilfælde har man valgt at retsforfølge hovedmændene bag forbrydelserne, i andre givet generel amnesti. Nürnbergdomstolen og UN-tribunalerne for henholdsvis Eksjuguslavien og Rwanda er eksempler på det første, sandhedskommissionerne i Chile og el Salvador eksempler på det sidste. I de fleste situationer vil valget af reaktion være begrænset af politiske, militære og økonomiske betingelser. Karakterisisk ved de nævnte eksempler er herudover en måske erkendelsemæssig begrænsning, idet man har valgt enten via straf at tage vare på ofrenes behov for retfærdighed og hævn eller via amnesti at tage vare på gerningsmændenes behov for glemsel.

Efter erfaringerne fra Sydafrika, kan udover politiske, militære og økonomiske betingelser tilføjes betydningen af menneskelige ressourcer for valget af opgør. Her indrettede man opgøret efter apartheidstyret ud fra et ønske om, at tage vare på både gerningsmænd og ofre. (8)

Desmond Tuto begrunder i sin bog om Sandheds- og forsoningskommissionen i Sydafrika (9) fravalget af henholdvis Nürnberg-modellen og generel amnesti, (Tuto kalder generel amnesti for national amnesi = hukommelsestab) med, at ingen af parterne i Sydafrika var i en position, hvor de kunne påtvinge den anden part "sejrherrernes retfærdighed". Samtidig fremhæver han, at forhandlingsløsningen om Sandheds-og forsoningskommissionen, og dermed grundlaget for det nye demokratiske Sydafrika, havde været umuliggjort, dersom en af parterne havde insisteret på, at alle gerningsmænd skulle bringes for en domstol. Udover den generelle begrænsning ved retssystemers manglende ressourcer fremhæver Tutu endvidere vanskeligheden ved at bevise mange forbrydelser og problemer med forældelse. Begrænsningen ved generel amnesti er naturligvis især den manglende ikke mindst officielle anerkendelse af de forbrydelser, der er begået.

Ligesom ved valget mellem retssystem og sandhedskommissioner kan pragmatiske betragninger anlægges ved etablering af mægling mellem gerningsmand og offer i de hjemlige konfliktråd og mellem tidligere ægtefæller i statsamterne. Hurtighed ved behandling udenfor retssystemet (eller den traditionelle sagsbehandling ved statsamterne), større holdbarhed af indgåede aftaler og mindre recidiv for gerningsmænd, sparer ikke mindst menneskelige resourser og reserverer samtidig domstolenes indsats til traditionelt retlige spørgsmål.

Også selve procesformen ved domstolene gør det nødvendigt at overveje etablering af andre fora for forsoning. Problemer med bevisførelse, inkvisitorisk udspørgen, formel procesledelse mv. er nogle af de faktorer, som gør retssystemet mindre egnet til formålet. Hertil kommer at retssagens parter ofte ikke er de direkte berørte, f.eks offer og gerningsmand, men gerningsmand contra retssystemet eller samfundsordenen.

Den mest healende effekt opnås utvivlsomt, når parterne er i stand til at mødes under forsoningsprocessen. Derfor er mægling, hvor parterne bringes sammen under uformelle former, og hvor formålet ikke er at få statueret skyld, men at få parterne til at høre på hinandens forklaringer og være villige til at tage disse til efterretning, bedre egnet til at formidle forsoning end retssystemet.

En almen menneskelig reaktion efter krænkelser er, at ofret ønsker hævn og gerningsmanden ønsker glemsel. Det forum, som skal formidle forsoning, må tage højde for disse reaktioner og tilbyde rammer, der gør det muligt at overvinde dem. Forsoning indebærer uanset graden af krænkelse, at den krænkede giver slip på behovet for at hævne og straffe, og at gerningsmanden er villlig til at vedstå de handlinger, der har været krænkende. Ofte vil det tillige være nødvendigt at også retssystemet afstår fra hævn mv. At den bevidste tilføjelse af menneskelig lidelse som ifølge Vagn Greve er selve kernen i strafferetten (10) nedtones til fordel for et ønske om forsoning og integration.

Dette fandt man nødvendigt i forbindelse med den sydafrikanske Sandheds- og forsoningskommission, ligesom mægling i konfliktråd i Norge fra ordningens begyndelse har været et alternativ til straf. I Danmark har man valgt at lade mægling i konfliktråd være et supplement, og ikke et alternativ til straf.

5. Grundlag for forsoning.

5.1. Viden. Hvad var det der skete?

Behovet for at vide, hvad der er foregået, synes at være et afgørende element i forsoning. Det er også afgørende for et retssystem for at idømme straf. Alligevel er der væsentlige forskelle på det sandhedsbegreb, der anvendes indenfor retssystemet og indenfor et alternativt forum, som f.eks. den sydafrikanske Sandheds- og forsoningskommission ( i det følgende TRC) og mægling.

Albie Sachs, dommer ved Constitutional Court i Sydafrika, har påpeget, at der findes flere forskellige sandheder, som ikke nødvendigvis udelukker hinanden: en juridisk faktuel sandhed, som kan bevises og dokumenteres, en social sandhed, som opstår ved erfaring og gennem interaktion, diskussion og debat og en personlig sandhed, som giver healende effekt, når den bliver fortalt og anerkendt. (11)

Hovedformålet for TRC var at få så meget af sandheden frem som muligt og dermed give mulighed for forsoning (deraf navnet Sandheds- og forsoningskommissionen). Betingelsen for at få amnesti var derfor, at gerningsmænd måtte indgive individuelle ansøgninger om anmesti og til gengæld herfor fortælle alt, hvad de vidste. Guleroden var amnestien og prisen at afgive fuld tilståelse. Af samme grund havde kommissionen ikke mandat til at fastslå skyld eller uskyld og gerningsmændene ikke status som sigtede med ret til at nægte at udtale sig, men måtte aflægge vidneed.

Dersom hovedformålet havde været at fastslå skyld, ville gerningsmanden have forsvaret sig selv ved at lyve eller fortælle så lidt som muligt, rent bortset fra det faktum, at sikkert ingen eller kun meget få ville have meldt sig. I stedet blev der indgivet ca 8000 amnestiansøgninger hver repræsenterende mange grove menneskerettighedskrænkelser og langt mere viden om det passerede kom sandsynligvis for dagen, end hvis der havde været tale om en almindelig rettergang. De ledsagende advokater måtte under høringerne afstå fra tradtionelle krydsforhør og kommissærer måtte gang på gang afbryde, minde om at formålet ikke var at fastslå skyld, understrege ønsket om at få så meget af sandheden frem som muligt, og selv overtage udspørgningen på en måde, der var mere formidlende for at få personen til at tale. (12) Sandheden kom ikke velvilligt for en dag, og meget vil fortsat være ufortalt.

Set fra ofrenes side havde anerkendelsen af de forskellige typer sandheder som effekt, at de fik mulighed for at fortælle deres version af historien uden at blive udsat for traumatiserende afbrydelser og krydsforhør. Deres fortællinger blev anset for fuldgyldige, og de spørgsmål, som blev stillet, havde ikke som formål at betvivle oplysningernes korrekthed, men alene at få mere viden frem. Samtidig medvirkede den viden, som kom frem under amnestihøringerne, ofte til at ofre fik mulighed for at få vished om et nært familiemedlems død eller korrigeret deres fantasier om det, der var hændt. Tutu nævner striber af eksempler herpå, og på den healende effekt vished om nære familiemedlemmers skæbne samt det at fortælle sin historie havde på ofrene og deres familier. (13)

Behovet for viden går altså to veje, på den ene side visheden om, hvad der er hændt ens familiemedlemmer eller hvorfor netop den hændelse ramte en selv, og på den anden side sikkerheden for at andre, gerningsmænd, offentligheden, samfundet, myndigheder, alle kender til og anerkender, hvad der er overgået den enkelte. (14)

Netop uvisheden og den skjulte, fortiede lidelse, som der indtil dato i Bosnien og det øvrige Eksjugoslavien er gjort meget lidt for at imødegå, forekommer at være blokerende for fremgang og en fredelig udvikling i området. Under mine ophold i Eks-jugoslavien har jeg igen og igen mødt vreden over, at endnu ingen har haft mod til at lave nationale opgør, og den usikkerhed udeblivelsen heraf skaber for fremtiden. Modstykket til healende viden er tilsyneladende traumatiserende fortrængning.

Men også fra mindre dramatiske sammenhænge har muligheden for bedre at kende historien hjulpet ofrene, som f.eks. når den 15-årige ekspedient i bagerforretningen, der blev tvunget til at udlevere kassens indhold til en narkoman, erfarer ved mødet med gerningsmanden i konfliktråd, at han ikke havde udset specielt den forretning eller specielt hende til røveriet, og at han ikke fremsagde trusler på vej ud af butikken, men tværtimod tak . (15)Eller den familie, der erfarer, at faderens overgreb på datteren ikke skyldes ondskab, men vanskeligheden ved at føle sig som rigtig mand ovefor en voksen kvinde osv.

Desværre har man i Danmark endnu ikke villet tage den fulde konsekvens af, at det er nødvendigt at give en gulerod til gerningsmændende, og som nævnt fastholdt, at et møde mellem offer og gerningsmand i konfliktråd ikke skal være et alternativ, men kun et supplement til straf. I det nye grundlag for konfliktråd er der dog åbnet mulighed for mildere straf, såfremt der indgås aftale mellem offer og gerningsmand. (16)

Forsoning synes ikke mulig ved at lukke øjnene for det skete eller forsøge at fortrænge eller glemme det.Tværtimod viser utallige eksempler, at en forudsætning for forsoning er, at se hændelserne, måske ondskaben i øjnene. "Only realists can be forgivers." (17)

5.2. Vilje. Er det nok at huske historien?

I forlængelse af betydningen af kendskab til hændelserne for forsoning mellem de direkte involverede ofre og gerningsmænd, er det nødvendigt at samfundet som helhed bliver bekendt med de begåede overgreb.

Fra starten af TRC's arbejde blev det besluttet, at komiteerne skulle arbejde så åbent og transparent som overhovedet muligt. Fortrolighed var nødvendig i visse sammenhænge, bl.a. for at beskytte vidner, men helt overvejende blev det anset for afgørende, at arbejdet i TRC blev transparent. Der var fri adgang fra presse og offentlighed, samtlige høringer blev optaget på videobånd, alle vid-neudsagn nedskrevet, alt det sagte simultan tolket (Sydafrika har 11 officielle sprog) og der blev flere gange dagligt rapporteret i fjernsyn og radio fra høringerne. Det anses i dag ikke muligt, at en sydafrikaner kan påstå ikke at vide, hvad der skete.

De hvides overgreb på den farvede befolkning stammer imidlertid tilbage fra 1652 med den første hollænder, Jan von Riebuck's, ankomst til Sydafrika for at etablere en halvvejsstation for søfolk på deres vej til Østen. En mandelhæk som Riebuck plantede rundt om sin ejendom, og hvoraf rester endnu findes, har siden fungeret som symbol på de hvides bestræbelser på at holde de indfødte ude fra europæernes ejendom.TRC holdt sit første møde den 16. december 1995. Dagen var ikke tilfældigt valgt, men er en sydafrikansk helligdag, med tilnavnet Day of Reconciliation, som siden 1830'erne har spillet en vigtig rolle i konflikten mellem boere og englændere, mellem apartheidstyret og de farvede osv. Dagens symbolværdi var derfor indlysende, og TRC blev, til trods for at den kun skulle dække perioden mellem 1960 og 1994, symbol på afslutning af indfødte sydafrikaneres fremmedgjorthed i eget land siden 1652. (18)

Tutu citerer og anerkender George Santayana's ord: "Those who cannot remember the past are condemned to repeat it". (19) Ordene forekommer på én gang rigtige og problematiske.

For det første er det langt fra altid, at et historisk forløb kan tidsfæstes så nøjagtigt, nemlig til 1652, som det er sket i Sydafrika. Hvornår er f.eks. konflikten mellem serbere, kroater og bosniere opstået? Er det ved 2. verdenskrig, ved slaget på Solsortesletten i 1389, eller hvornår? Ingen der har læst bare lidt om Balkans historie, vil kunne svare entydigt på det. Samtidig har det virket voldsomt, at serberne i forbindelse med Kosovo-krigen i foråret 1999 endnu engang referede til slaget på solsortesletten som afgørende for Kosovo's rette tilhørsforhold.

Det er altså ikke nok at huske, der skal også være en vilje til at lære af historien. Erindringen om fortiden synes kun at være forsonende, dersom den er parret med en vilje til at undgå at historien gentager sig. Forudsætningen for at viljen opstår er sandsynligvis, at de overgreb, der er begået, virkelig bliver anerkendt og ikke blot husket som historiske hændelser, årstal og kampslag. En anerkendelse, som rækker ud over den blotte opremsning af fakta, inbefatter indlevelse. Men indlevelse kan næppe føres hundreder år tilbage, men må knyttes til aktuelle oplevelser, som folk har mærket på deres egen krop, og set ske omkring sig. Indlevelsen er derfor forudsætningen for, at forsoning opleves som en nødvendighed.

Af disse grunde er sandsynligheden stor for, at uenighed om Kosovos tilhørsforhold med henvisning til historien vil ende i kamp. Opgør efter krigene på Balkan i 1990'erne vil kun kunne ske ud fra egne erfaringer og med et ønske om at stoppe de lidelser, som set i et historisk perspektiv ellers vil fortsætte, tilsyneladende i det uendelige. Det er altså nødvendigt, at viljen til at lære af historien også er til stede.

Igen synes lignende forhold at foreligge ved mindre krænkelser. Den mindre forekomst af recidiv for gerningsmænd, der har mødtes med ofrene i konfliktråd, vidner om, at det forhold at stå ved hændelsen, som den er sket, i sig selv medfører en vilje til ikke at gentage handlingen. Også for ofret er dette betydningsfuldt. Det forhold, at der er mindre risiko for, at gerningsmanden udsætter andre for samme krænkelse, når han har påtaget sig ansvaret for det skete end hvis de ikke var mødtes, viser, at "han har lært noget". Dette giver hændelsen mening og gør det nemmere for ofret at give slip på vreden.

5.3. Værdighed. Hvad med retfærdigheden?

5.3.1. Genopretning.

Som det fremgår ser det ud til at viden og faktuelle oplysninger er afgørende for evnen til forsoning. Spørgsmålet er, om det for at forsoning kan opnås også er nødvendigt at stille gerningsmændene til regnskab for den uret, de har begået, ikke i forhold til samfundet, men ift. den krænkede for at opnå retfærdighed. Og hvad er en retfærdig reaktion overfor drab, mishandling, voldtægt etc? Findes der overhovedet en reaktionsform, som med rimelighed vil kunne siges at ækvivalere sådanne handlinger?

Når en person bliver udsat for en krænkelse, stor eller lille, sætter det sig spor i den krænkedes selvfølelse. Murphy og Hampton udtrykker det således, at "a person who does not resent moral injuries done to him - is almost necessarily a person lacking in self-respect." (20)

En retfærdig respons til begået uret, må derfor have som formål i så vidt omfang som muligt at genoprette ofrets værdighed. Hertil hører mulighed for ofrene for at fortælle om deres lidelser og evt. få offentlig anerkendelse herfor, som i de offentlige høringer i Sydafrika. Denne anerkendelse er et vigtigt skridt i ofrenes accept af deres identitiet og derfor for deres følelse af værdighed. Men næppe nok.

Father Michael Lapsley, som ved en brevbombe i 1990 mistede begge hænder og et øje, omtalte sig selv under høringerne for TRC ikke som offer, men som overlever af apartheidstyret. Da jeg mødte ham i efteråret 1999 omtalte han sig nu således: "I am not a victim of Apartheid, nor a survivor, but I consider myself a victor" - fordi han i dag i endnu højere grad end før lemlæstelsen var i stand til at have gennemslagskraft med sine ord om medmenneskelighed og alle menneskers lige værdighed.

Hans vilje til forsoning var uomtvistelig. "I am not captured by hatred, because then they would not only have destroyed my body, but also my soul ." (21) Men på spørgsmålet om, hvad han ville gøre hvis han mødte sin gerningsmand, sagde han bl.a., at han ville forvente, at denne tog sin del af ansvaret for at betale den hjælp, som han resten af sit liv er nødt til at have på grund af sine handicaps.

En vis form for økonomisk kompensation til ofret hører med til oplevelsen af retfærdighed. Herudover er det tilsyneladende vigtigt, at kompensationen skal ydes af krænkeren for at skabe balance. I Sydafrika, hvor gerningsmændene ikke er blevet draget økonomisk til ansvar, men hvor evt. genopretning skal betales af staten, har netop dette punkt vakt megen frustration og givet næring til kritik om en ulighed mellem ofre og gerningsmænd.

Gengældelsesretfærdighed, på engelsk retributive justice, hviler på en antagelse om, at krænkeren fortjener at blive straffet og tage skylden, fordi krænkeren i modsat fald ikke alene har forårsaget smerte, men også degraderet og undergravet ofret uden korrigerende respons. Genoprettelsesretfærdighed adskiller sig ifølge Jean Hamptom fra hævn derved, at idealet er lige værdighed for alle mennesker. Gennem kravet om genopretning korrigerer samfundet krænkerens forkerte besked om at ofret er mindre værd end krænkeren og reetablerer sandheden om ofrets værdi ved at tildele krænkeren et offentligt synligt nederlag. Samtidigt tages vare på gerningsmandens værdighed ved, at han anses for kapabel til at bidrage til genopretning for sin brøde. "The very reason for engaging in retributive punishment constrains the punishment from degrading or denying the dignity even of the defeated wrongdoer. This is no more right when the victim tries to degrade or falsely diminish the wrongdoer than when the wrongdoer originally degraded or falsely diminished the victim". (22)

Den økonomiske respons skal som udgangspunkt være proportional i forhold til krænkelsen. Men ingen kan give et øje eller et normalt liv tilbage, og derfor vil en økonomisk kompensation efter sådanne overgreb altid have karakter af symbolværdi. Det er ikke, som ved f.eks. kontraktsbrud eller konkurs muligt at gøre op, hvor stor økonomisk skade, der er sket og betale, så udbedringen er total. Men symbolværdien skal ikke undervurderes, samtidig med at en økonomisk kompensation kan medvirke til genoprejsning.

I de danske konfliktråd vil en aftale ofte gå ud på, at gerningsmanden skal udføre en eller anden form for arbejde for ofret. Det kan være at male et hegn, rydde op i et udhus, passe have igennem længere tid e.l. Denne simple form for kompensation opfylder de samme kriterier, som nævnt ovenfor: gerningsmanden pålægges et ansvar, handlingen er ikke økonomisk ækvivalerende brøden, men har en symbolværdi, ofret har fået anerkendt, at han har lidt skade og fået hjælp til at rydde nogle af sine praktiske besværligheder af vejen. I mægling i civile sager, hvadenten det er ægteskabssager eller f.eks. arbejdsstridigheder, vil det sjældent være indlysende, hvem der er den "skyldige", da der ofte vil være tale om et samspil gennem længere tid. Der kan derfor kun opnås balance ved at begge parter yder. Mæglingsprocessen vil have som formål dels at parterne hører og forstår den andens bevæggrund og synspunkter, dels at begge parter, når aftale skal indgås, giver og tager. Opnås denne balance ikke, vil grobund for vrede fortsat være til stede, og forsoning, også i denne målestok, udeblive.

Restorative justice' adskiller sig fra retributive justice' ved, at det ikke behøver at være krænkeren der gøres personligt økonomisk ansvarlig for betaling af kompensation, ikke engang delvist. Hovedformålene med restorative justice' er at formidle forandringer i relationen mellem offer og krænker og at ændre fremtidig adfærd. Både offer, gerningsperson og (lokal)samfundet skal være involveret og der skal tages hensyn til behovene hos alle tre parter. Man går efter bolden, handlingen, snarere end manden og der opmuntres til anger og tilgivelse. Også restorative justice' understreger såvel offers som krænkers menneskelighed. Men i stedet for at fremhæve vrede og følelsen af forurettethed og offerrolle, har de healende foranstaltninger til formål at hjælpe offeret forbi vrede og magtesløshed, og herudover at søge gerningsmænd reintegreret i samfundet.

Ifølge Tutu er gengældelsesretfærdighed "largely Western. The African understanding is far more restorative - not so much punish as to redress or restore a balance that has been knocked askew. The justice we hope for is the restorative of the dignity of the people." (23)

Noget tyder imidlertid på, at netop det forhold, at gerningsmændene, som har fået amnesti ved TRC, ikke selv er involveret i genopretning og erstatning, er en af de store knaster i forbindelse med vurderingen af TRC's succes.

5.3.2. Topdog-underdog perspektivet.

Under mit ophold i Sydafrika i 1998 hørte jeg Desmond Tutu udtale, at hovedformålet med efter hans opfattelse var at "ondo the topdog-underdog perspective". Min reaktion var en blanding af glæde og forundring.

Glæde, fordi antagelsen af henholdsvis mereværd og mindreværd forekommer mig at være kernen i undertrykkelse af enhver art og Tutu som sådan formulerede et eksistentielt menneskeligt tema. Forundring, fordi han så klart angav, at formålet med TRC - efter hans mening - var en bevidsthedsændring og menneskelig udvikling. I sin bog om TRC uddyber han synspunktet.

I samfund med hele befolkningsgrupper, som har tiltaget sig rollen som topdogs, har disse bedre adgang til uddannelse, prestige og material standard end de, der er underdogs. Topdogs'ene klamrer sig til deres priviligier, underdogs'ene kæmper for at få del i dem. Problematikken er kendt fra de hvide og sortes kamp i Sydafrika, fra kampen mellem f.eks. serbere og bosniakker (muslimer) i Eksjuguslavien, mellem israelere og palæstinensere og fra utallige andre. (24)

Det karakteristiske ved topdog-underdog-problematikken er, at topdog'en føler sig som mere værd end den, han anser som underdog og derfor som naturligt berettiget til de priviliger, han har. Tilsvarende har underdogs'ene, samtidig med at de ønsker og kæmper for privilegierne ofte internaliseret oplevelsen af mindre værd, hvilket både Mandela og Tutu giver overbevisende eksempler på i deres beskrivelse af egen mistillid til, om en sort pilot ville være i stand til at føre et fly forsvarligt. (25) Er man involveret i topdog-underdog-problematikken ser det for de pågældende ud, som om der ikke findes andre muligheder end at være enten oppe eller nede. Ligeværd eksisterer ikke som en reel mulighed.

Topdog-underdog-problematikken er ikke blot levende i antagelsen om det berettigede i at forsvare egne priviligier, men også i, at det netop fordi underdog'en har ringe værdi, ikke gør så meget, om han/hun udsættes for lidelse. Den mellemmenskelige identifikation tager skade og "de lider ikke så meget som jeg ville gøre".

Løsningen på problematikken er ikke - hvad ofte forsøges - at der byttes om på rollerne. Historien vil gentage sig med stadig rollebytning. Løsningen og udviklingen består i, at begge parter begynder at se hinanden som ligeværdige mennesker. Dette forudsætter indlevelse, samt viljen til også at se sin egen eller sin egen sides fejlbarlighed. Dermed er vi ikke blot tilbage ved grundlaget for forsoning og tilgivelse, men også for ændring i socio-økonomiske vilkår.

5.3.3. Undskyldning og tilgivelse

Den symbolske værdi af erstatning repræsenterer på en eller anden måde en undskyldning eller i al fald en angren fra gerningsmandens side. Men undskyldningen kan også være eksplicit.

I mæglingssammenhænge er ofte set, hvordan en undskyldning pludselig kan skabe en kontakt mellem parterne, som før tilsyneladende var uden føling med hinanden. Selvom en nok så alvorligt ment undskyldning aldrig kan ændre, hvad der er sket, " in a mysterious way and according to its own logic, this is precisely what it manages to do" (26) Dette gælder uanset handlingens karakter, når blot konstellationen krænker/krænket foreligger.

Men alvoren i en undskyldning kan være svær at vurdere. I TRC valgte man ikke at stille krav om hverken anger eller undskyldning for, at gerningsmænd skulle få bevilget amnesti, men koncentrerede sig om kravet til fuld tilståelse. Tutu beskriver denne beslutning, som langt klogere end man på beslutningstidspunktet kunne ane, fordi det ville have stillet TRC overfor den umulige opgave at fastslå, hvornår en undskyldning var alvorligt ment.

Det er næppe nødvendigt, at en undskyldning foreligger for at et offer kan tilgive sin gerningsmand. Men det er utvivlsomt en stor hjælp. Men en undskyldnings betydning for forsoning er en anden sag. En undskyldning kan ikke foregå i enrum. Den forudsætter, at der er kommunikation i mellem krænkeren og den krænkede, og ofte vil det være nødvendigt at parterne mødes. Det må være muligt for den krænkede at fornemme krænkerens fortrydelse og anger, for at den krænkede kan skelne mellem den letkøbte og den dybtfølte undskyldning.

Dertil kommer, at en krænker ved sin undskyldning erkender at have overtrådt samfundets normer og undskyldningen er derfor med til at styrke samfundets moral.

Skal forsoning mellem parterne foreligge, er fortrydelse og anger en nødvendighed. I de tilfælde hvor gerningsmand og offer blev forsonet under TRC's arbejde, blev hver gang udtrykt en dyb anger fra gerningsmandens side og en overvældende generøsitet fra ofrets.

Men ligesom tilgivelse ikke nødvendigvis forudsætter en undskyldning, kan en undskyldning aldrig fremtvinge en tilgivelse. Magten til at tilgive og afslå tilgivelse er ene og alene hos ofret.

"In contrast to revenge which is the natural, automatic reaction to transgression and which because of the irreversability of the action process can be expected and even calculated, the act of forgiving can never be predicted; it is the only reaction that acts in an unexpected way and thus retains, though being a reaction, something of the original character of action. Forgiving, in other words, is the only reaction which does not merely re-act but acts anew and unexpectedly, unconditioned by the act which provoked it and therefore freeing from its consequences both the one who forgives and the one who is forgiven." (27)

Men også gerningsmændene har en værdighed, som skal reetableres, og som ofte overses. Nogle har været soldater i det, de opfattede som en retfærdig krig, og skal efterfølgende vedstå deres handlinger, som i højere grad rubricerer dem som mordere end som helte. Andre har været kåde unge, som skal ændre selvopfattelse fra (over)friske drenge til unge med risiko for en kriminel løbebane og atter andre skal i stedet for at se sig alene som pligtopfyldende arbejdsheste også vedstå sine svigt af børn og familie.

Tilgivelse og forsoning er ikke ensbetydende med at lukke øjene for det skete eller lade som om det ikke var hændt. Tværtimod forudsætter det, at forholdene kaldes ved deres rette navn, og at der samtidig med at den krænkede viser sin vilje til at ændre den tidligere relation til en mindre konfliktfyldt også vises tillid til, at krænkeren er villig til at ændre sin adfærd.

At modtage denne tillid kræver en høj grad af ydmyghed hos krænkeren. Derfor må de rammer, som skal danne grundlag for forsoning, også afspejle forståelse for det pres eller de vilkår, som gerningsmænd og krænkere har levet under for at lette overgangen til denne nye identitetsopfattelse. (28)

6. Relationens betydning. Er forsoning kun for religiøse?

Desmond Tutu fremhæver i beretningen om sine erfaringer som formand for den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission (TRC) (29) , at det afrikanske begreb ubuntu har været af afgørende betydning for viljen til forsoning i Sydafrika. Ubuntu beskrives (30) som en central del af den afrikanske verdensopfattelse, hvis hovedelementer er en opfattelse af menneskers indbyrdes forbundethed,

"We say a person is a person through other people'. It is not I think therefore I am'. It says rather:'I am human because I belong.' I participate, I share. " A person with ubuntu is open and available to others, affirming of others, does not feel threatened that others are able and good; for he or she has a proper selfassurance that comes from knowing that he or she belongs in a greater whole and is diminished when others are humiliated or diminished, when others are tortured or oppressed, or treated as if they were less than who they are." (31)

Derfor er at tilgive ikke bare at være altruistisk, men den bedste form for "self-interest". Konsekvensen af ubuntu, hvis ingredienser beskrives som "generøsitet, gæstfrihed, venlighed, omsorgsfuldhed og medfølen" er tillige, at selv de, der støttede apartheid i virkeligheden var ofre, fordi de som undertrykkere blev dehumaniseret, mistede deres ubuntu.

Man kunne forledes til at tro, at evnen til de elementer, som ubuntu står for, er forbeholdt afrikanere. Det er næppe rigtigt. Men det er nok rigtigt, at oplevelsen af indbyrdes forbundethed, som ikke bare retter sig mod de nærmeste, men til andre mennesker i bredere forstand, er nedtonet i samfund med vægt på individualisme, som vores.

Hannah Arendt skrev allerede i 1958, " If I am not for myself, who will be for me? And if I am not for others, what am I?" (32) Der synes nu at være en tendens til, at det ikke blot for filosoffer, men også for såkaldt almindelige mennesker i den vestlige verden er blevet tydeligere, at relationer er med til at forme menneskers identitet. At mennesket uden relationer intet er. (33)

Tutu fremhæver ofre, som afgav vidneforklaring og som udtrykte vilje til at tilgive, for på den ene side ekstraordinære, bemærkelsesværdige, specielle og på den anden side ikke ekstraordinære, bemærkelsesværdige, specielle i den forstand at de var unikke, ikke af denne verden. Under henvisning til flere eksempler fra hhv. USA og Irland fastslår han, at evnen til at tilgive findes hos alle uanset hudfarve (34), og jeg må medgive, at jeg selv under en konference om Forgiveness i oktober 1999 mødte mange eksempler på personer, som overbevisende fortalte om overgreb i form af lemlæstelser, mord på børn, voldtægt, som det havde været muligt for dem at tilgive. Deres liv havde forandret sig voldsomt to gange, første gang, da overgrebet fandt sted, anden gang da de endelig kunne sige sig fri for ønsket om hævn, en situation som en af deltagerne kaldte "the ultimate freedom". (35) Evnen til at tilgive er tilsyneladende helt uafhængigt af hudfarve, køn, religion etc. (36), (37).

De teoretiske studier af forsoning og tilgivelse, som de seneste år har vundet indpas, har måske udover at bibringe mere viden fjernet det skær af sentimentalitet, som tidligere stod som en aura om begreberne. Forsoning er ikke en nem sag, og kommer ikke let til nogen. Forsoning er ej heller et begreb knyttet til bestemte religioner, lige så lidt som det at krænke er knyttet til bestemte folkeslag eller racer.

Restorative justice', retributive justice' og healing er begreber, som antyder at vægten lægges andre steder end indenfor det almindelige retlige univers. Paradigmet er sundhed og forsoning mellem stridende parter. Det formelle strafferetlige system bliver oven i købet til tider fremdraget som en barriere imod healing og snarere som en provokation med yderligere traumer til følge. (38) Martha Minow foreslår, at selve ordvalget, healing og genopretning, som dukker stadig oftere op i forbindelse med opgør efter krige og brogerkrige, måske reflekterer en popularisering af psykologiske ideer igennem det tyvende århundrede. En anden kilde kan imidlertid også være erfaringer fra overlevere efter grusomheder, og ikke mindst de overlevendes børn, som har bragt fokus på behovet for healing og for at lære at leve igen. Dette har givet mange terapeutiske tilbud specielt til anden generations ofre, ligesom forskere er begyndt at undersøge forudsætningerne for healing af individer såvel som hele samfund efter masseovergreb. (39)

I Tutu's udgave er det indlysende, at ord som restorative justice og healing har kristne konnotationer. Tutu blev valgt som formand for TRC i sin egenskab af ærkebiskop og agerede herudfra. Imidlertid har begreberne sine både akademiske og politiske fortalere i mange lande, og de trækker på forskellige religioner og filosofier. Martha Minow refererer f.eks. kristendommens understregning af det universelle i menneskelig lidelse og tilgivelsens udfriende magt. (40)

Buddhismens ikke-voldelige og forsonende holdning danner grundlag for tibetanernes forhandlingsvilje med kineserne. Jødiske kilder trækker på Talmud's behandling af genopbygning og reparation, i New Zealand og Australien henviser man til Maori traditioner ved udviklingen af forsøg med restorative justice', japansk retfærdighed inkluderer en uformel vej til tilståelse, anger og syndsforladelse mhp at give nye roller til offer og krænker, TRC henviser til traditionel afrikansk opfattelse af genopretning og reparation af samfundet som mål for retfærdighed. Nogle begrunder valget med terapeutiske metoder og idealer, osv.

Afvisning af forsoning under henvisning til, at dette kun vedrører troende eller særligt sentimentale, er altså uden hold i virkeligheden.

7. Forsoning eller retsforfølgelse.

Set udefra kan næppe mange være uenige i, at Sandheds-og forsoningskommissionen i Sydafrika har opnået resultater, som ikke tidligere er set i forbindelse med opgør efter krige og borgerkrige, og at overgangen fra apartheid til demokrati er gået mere smertefrit og fredeligt end nogen havde turdet håbe. TRC har da også fået næsten kultstatus i verden, og forskere og politikere har valfartet til Sydafrika for at lære af processen.

Mange steder i verden er der behov for fredelige opgør med fortiden, for en vesteuropæer står Eksjugoslavien måske tydeligere end noget andet.

Har man beskæftiget sig bare lidt med forsoning, vil spørgsmålet altid blive stillet: hvad med Eksjugoslavien, kan man bruge en sandheds- og forsoningskommission dér? hvad med Kosovo?

Der skal ikke mere end almindelig ydmyghed til at afstå fra at søge at besvare spørgsmålet. Som højtuddannet dansker er det nemt at sidde i fred og ingen fare og gøre sig kloge på, hvad mennesker der har set familie, hjem og land ødelagt, bør gøre for at gøre op med ugerningen.

Tutu giver uden forbehold Mandela æren for den forsonende holdning, som har været bærekraften bag TRC. Det forhold, at Mandela selv sad 27 år i fængsel medførte ifølge Tutu to ting. For det første er der en direkte sammenhæng mellem Mandelas svære lidelser og afsavn under fængselsopholdet og hans evne til indføling og generøsitet. For det andet forlenede netop disse lidelser og egen forsonende holdning ham med en autoritet og troværdighed, som intet andet havde kunnet.

The true leader must at some point or other convince her or his followers that she og he is in this whole business not for self-aggrandisement but for the sake of others. Nothing is able to prove this quite as convincingly as suffering.' (41)

I Eksjuguslavien har vi endnu ikke set eksempler på sådanne ledere. Der er forskellige steder i Eksjuguslavien kræfter, der er interesseret i at etablere en sandheds- og forsoningskommissions-lignende institution. Selv er jeg bekendt med tiltag i Sarajevo (Bosnien) og Banja-Luka (Republika Srpska). Men de har endnu ikke haft nogen gennemslagskraft. Hovedaktiviteterne foregår indtil videre på NGO-plan.

To ting forekommer mig indlysende. For det første: skal forsoningstiltag i form af en sandheds- og forsoningskommission eller noget andet se dagens lys i Eksjuguslavien, og for den sags skyld i et hvilket som helst andet voldshærget samfund, skal initiativet komme indefra. Det skal opleves som en nødvendighed. Samfundet skal selv føle sig totalt udmattet af hævntogter og se fornuften i en fredelig løsning, hvor man er nødt til at leve med hinanden og med at alle hævnfølelser ikke kan blive tilfredsstillet. Der må være en overvægt af personer med en forsonende holdning. Der vil altid være uromagere tilbage i et samfund, der ikke kan andet end hævne. Det bliver samfundets opgave at sikre, at de ikke får lov at diktere vilkårene for liv og død, men at fredsskaberne og de forsonende gør det. Ansvaret er samfundets eget.

Samfundene må rense sig selv som et led i sådan en proces, så "the logic of war" kan erstattes med den positive udvikling i menneskelige relationer, "the building of peace". Det kræver et personligt arbejde hos hver enkelt og politisk vilje til at ændre hadtale i medier og skolebøger, give minoriteter positiv særbehandling, iværksætte aktiviteter på tværs af skillelinier osv. Forsoning er et andet ord for dette at gøre op med (livs)løgnen og illussionen om den gode vold. (42)

For det andet: Ethvert overgreb må efterfølges af sit eget skræddersyede opgør. Hverken TRC eller nogen anden tidligere reaktionsform kan kopieres direkte i andre lande. Der er ingen opskrift på den bedste reaktionsform hverken efter voldelige overgreb eller ægteskabsbrud. Den "rigtige" reaktion er tids- og stedbunden, man kan ikke kopiere, men drage nytte af andres erfaringer.

Som Martha Minow siger: "There are no tidy endings following mass atrocity".

Indtil videre kan vi konstatere, at der er noget, der tyder på, at retsforfølgning iværksat af det internationale samfund eller de nationale domstole er nødvendig, når de stridende parter ikke selv er i stand til at indgå i dialog. At forsoningsprocesser ofte vil foregå i et samspil med formel retsforfølgning, med denne som alternativet, hvis forsoning ikke lykkes. De nyindvundne erfaringer fraTRC, konfliktråd og mægling viser at vejen fra hævn til forsoning er blevet mindre, og retsforfølgning og forsoning mere ligeværdige alternativer.

Noter

1) Endnu har kun få jurister på internationalt plan gjort forsoning til forskningsdiciplin. Martha Minow, professor of law, Harvard Law School, har med sin bog, Vengeance and Forgiveness, Boston, 1998, givet et væsentligt bidrag til synliggørelse af disciplinens retlige relevans.

2) Jfr forordet til antologien Konflikt & Forsoning, 11 indlæg om en vanskelig, men nødvendig proces, redigeret af Dorte Broen og Vibeke Vindeløv, København 1999.

3) Nogle anvender ordet forsoning således, at dette også kan ske, selvom krænkeren er afgået ved døden .Her kan tilgivelsen kun blive ensidig, men naturligvis lige fuldt indebære en frihed for hævntørst fra den krænkedes side. Jerry Jampolsky, Forgiveness- the greatest healer of all, Hillsboro, Oregon 1999.

4) 1995 vedtog det nyvalgte sydafrikanske parlament en lov, som dannede grundlag for Sandheds- og forsoningskommissionen (Truth and Reconciliation Commitee = TRC). Formålet var at formidle en fredelig overgang til demokrati efter apartheidstyret. TRC fik 3 komitteer, Human Rights Violations Committee, The Amnesty Committee og The Reparation and Rehabilitation Committee. TRC skulle behandle overtrædelser af menneskerettigheder i perioden mellem 1960 og 1993 uanset om disse var foretaget af tilhængere eller modstandere af apartheidstyret. Der skulle afholdes offentlige høringer om de groveste af overtrædelserne. For TRC blev afgivet forklaring fra omkring 20.000 ofre og søgt om amnesti fra ca. 8000 gerningsmænd, hver ansøgning omfattende en flerhed af forbrydelser. Amnestihøringerne er pr. september 2000 endnu ikke afsluttet.

5) Statsamterne i Danmark udfærdiger separations- og skilsmissebevillinger, når parterne er enige om vilkårene for separation eller skilsmisse.

6) Richard.J.Goldstone, er nu dommer ved Constitutional Court i Sydafrika, tidligere chefanklager ved International Criminal Tribunals on the former Yuguslavia and Rwanda.

7) Jfr. Martha Minow op cit. s IX.

8) Se mere udførligt herom i Vibeke Vindeløv, Domstole, Tribunaler og Sandhedskommissioner, i Med lov...., Retsvidenskabelige betragtninger, Festskrift til Vagn Greve, red. Vestergaard og Balvig, København 1998.

9) Desmond Tutu, No Future Without Forgiveness, London 1999 s 25.

10) Vagn Greve, Straffene, København 1996 s 13.

11) The Healing of a Nation, red. af Alexander Boraine og Janet Levy, i Justice in Transition, Cape Town,1995.

12) Under et ophold i Sydafrika i foråret 1998 overhørte jeg omkring 10 høringer, hvor jeg gentagne gange var vidne til at kommissærerne afbrød juristerne og overtog udspørgningen.

13) I visse tilfælde, heldigvis de færreste, synes det at fortælle sin historie at have haft den modsatte, retraumatiserende, virkning på ofret.

14) jfr. Inger Agger og Søren Buus Jensen om det terapeutiske i vidnefunktionen i Healing and Torture under State Terrorism, London 1996.

15) Eksemplet er hentet fra det danske konfliktrådsforsøg, og vises i undervisningsprogram i dansk TV i løbet af efteråret 2000.

16) I tråd hermed er der netop fremsat forslag om, at politiet skal være berettiget til at tilbyde incestgerningsmænd behandling i stedet for straf for at motivere dem til at indrømme overgrebene. Dette skulle modvirke den nuværende situation, hvor mange anmeldelser bliver henlagt på grund af bevisets stilling, med risiko for at overgrebene fortsætter.

17) Lewis B. Smedes, Forgive and Forget: Healing the Hurts We Don't Deserve (San Fransisco, 1984, s 141)

18) Desmond Tutu s 64.

19) Desmond Tutu s. 32. Santayana's ord står over indgangen til museet ved den tidligere koncentrationslejr Dachau.

20) Jeffrie Murphy og Jean Hampton, Forgiveness and Mercy, New York 1988 s 16.

21) se Antje Krog, Country Of My Skull, Cape Town 1998, s 133.

22) Op cit. s 137.

23) Tina Rosenberg, Reporter at Large, s 90.

24) Og efter sigende for kampen mellem Tutsier og Hutuer i Rwanda, jfr. Tutu op cit. s 208.

25) Nelson Mandela, A long way to Freedom og Tutu op cit.

26) Nicholas Tavuchis, Mea Culpa, A Sociology of Apology and Reconciliation, Stanford, Calif. 1991 s 5.

27) Hannah Arendt, The Human Condition, Chicago 1958, s 241.

28) Jfr. den norske teolog Poul Leer-Salvesen, som i sin afhandling Menneske og Straff, Oslo 1991 beskriver vanskeligheden for en morder ved at se sin egen identitet som morder i øjnene og derfor det næsten umulige for denne i at tilgive sig selv.

29) Desmond Tutu, No Future Without Forgiveness, London 1999.

30) Op.cit.s 34ff

31) Op.cit. s 35

32) Hannah Arendt, The Human Condition, New York 1958, s 145.

33) Jfr.Hanne Petersen og Vibeke Vindeløv, En samtale om ret i bevægelse, i Grundrettigheder, en antologi fra Retsvidenskabeligt inst.B, København 2000, side 283ff.

34) Tutu opcit. s. 120f.

35) Forgiveness Conference, Findhorn, Scotland 1999.

36) Vedr. eksempler omtalt i litteraturen henvises f.eks. til Exploring Forgiveness, red. af Robert D. Enright og Joanne North, Wisconsin, 1998, Johann Christoph Arnold, The Lost Art of Forgiving, Farmington, USA 1998 og U.M.N.Ashafa og James M. Wuye, The Pastor & The Imam, Kaduna, Nigeria, 1999

37) F.eks. er i USA oprettet en organisation, Murder Victim Families for Reconciliation, hvis medlemmer alle har fået myrdet et nært familiemedlem, og som arbejder for forsoning. På Forgiveness Conferencen i Skotland fortalte f.eks. Abagayle, medlem af organisationen om tabet af sin 19-årige datter og hvordan det tog hende 12 år at nå frem til ønsket om at ville tale med morderen.

38) Se f.eks. Judith Herman, Trauma and Recovery, New York 1992.

39) Der henvises til Martha Minow op cit s 63 for referencer.

40) Jfr Martha Minow opcit. s 91.

41) Tutu op.cit. s 40.

42) Se bla..a Jan Øberg, Forsoning og magtens logik, i antologien Konflikt og Forsoning, op. cit. s. 185

© The author and TFF 2001  

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links