April 2002

Verden er blevet rystet i sit fundament, først af de grusomme begivenheder i USA 11. september og så af den påfølgende amerikanske erklæring om "krig mod terrorismen," som startede med krigen mod Afghanistan.

Kritikere argumenterede allerede dengang for at terrorisme måtte forstås som en kriminalforbrydelse og at en erklæring af "krig" mod en fjende, som var uklar og dårligt defineret, ikke alene giver logistiske men også logiske problemer, som kunne blive årsag til alvorlige vanskeligheder efterhånden som projektet rullede sig ud.

Det følgende bombardement af Afghanistan har selvfølgelig skabt et stort antal civile dødsofre. Ved slutningen af 2001, var der dræbt ligeså mange eller flere i Afghanistan gennem bombning fra stor højde, end der dræbtes i de to tårne i New York ved september-angrebene. Men endnu mere dyster er den fortsatte, konstante officielle hvisken om efterfølgende mål.

Siden terrorisme er så vanskelig at udpege med præcision, kan den findes hér, dér og allevegne. Forfølgelsen af den har ført de allierede regeringer til at indføre alvorlige begrænsninger på de almindelige borgerlige frihedsrettigheder og til at udøve truende pres på andre autoriteter. Kolonialismens langsomme sammenbrud skete under stor uro og i nogle lande har denne uro skabt virkelig terrorisme. Israel f.eks. fødtes efter en forlænget terroristisk kamp mod den britiske besættelse af Palæstina. Mange andre lande formedes i en gryde af oprør og krig. Deres politiske kultur kan forventes at afspejle netop denne kendsgerning.

Hvad ligger der bag USA nye politik?

Hvorom alting er har USA fremsat troværdige trusler om militær aktion af forskellig art mod Somalia, Yemen, Irak, Sudan, Filippinerne og måske Syrien. Der har været mørk mumlen om behovet for at Iran skulle opføre sig bedre. Tidligere "terrorkrige" er blevet omdefineret i håbet om at cementere den amerikanske alliance, der er indblandet i konflikten i Afghanistan. Krigen i Chechnya synes nu i USA at opfattes i det mindste delvis som en terroristisk offensiv, med indblanding af bin-Laden-støtter i kampen for at vælte det russiske styre. Tjetjenske aktiviteter i Georgien og andre allierede områder er allerede begrænsede som en følge heraf.

Konflikter i den islamiske verden er skærpet fra Filippinerne og Indonesien hele vejen over til Maghreb. Der kan meget vel spire nye krige over hele denne store region.

Alt dette passer ubehageligt godt med doktrinen om Fuldspektret Overherredømme som den er annonceret af USAs militær gennem de senere år. Den Kolde Krigs afslutning efterlod klart USA som ejer af den militære arena, som så langt den stærkeste magt i verden. De, der sidder på den nationale kommandostruktur i USA, har intet ønske om at afgive denne stilling, som de fandt meget ønskværdig.

"For fremtidens forenede styrke " annoncerede de i deres Joint Vision 2020, udgivet i juni 2000, "opnås dette mål gennem Fuldspektret Overherredømme - de amerikanske styrkers evne til at slå enhver modstander og kontrollere enhver situation over hele spændvidden af militære operationer, hvadenten de opererer alene eller i samarbejde med multinationale eller styrker fra de andre værn".

Fortsat overherredømme afhænger af fortsat overlegenhed ikke bare når det drejer sig om militær teknologi generelt men også og i særdeleshed af militær "informationsoverlegenhed". Den amerikanske militære vision "bygger på det faste grundsyn, at USAs militær skal være en fælles styrke i stand til fuldspektret overherredømme. Dens basis er fire piller:

a) USAs globale interesser og den fortsatte eksistens af en bred kreds af mulige trusler mod disse interesser; b) den centrale betydning af informationsteknologien for ikke alene vort eget militær, men også for andre aktørers muligheder over hele kloden; c) den gevinst, der vil være forbundet med en fortsat bredde i rækken af militære operationer sammen med vellykket integration af multinationale og andre værns partnere og det, at delsystemer, processer og organisationer kan flyttes fra et værn til et andet; og endelig d) vor byggen på den fælles styrke, som fundamentet for fremtidige amerikanske militære operationer. Mærket fuldspektret overherredømme indeholder, at amerikanske styrker er i stand til at udføre hurtige, vedvarende og synkroniserede operationer i alle områder - i rummet, på havet, til lands, i luften og på informationsområdet".

Når vi véd dette, kan vi vurdere betydningen af "missilforsvar", en operation - under det uskyldige navn - for militær invasion af rummet. Det blev mere og mere klart, at truslen om at opsige ABM-traktaten ikke handlede om at forebygge raketangreb på USA, men at det drejer sig om at lette udviklingen af amerikansk militærteknologi i rummet, med store nye eksperimenter med laserteknik, med forfinelse af rumbaseret informationsindsamling og af evnen til at ødelægge "fjendtlige" satellitter som måtte samle egen information. Star Wars handler om at muliggøre en kernevåbenudvikling mod den endelige destruktive kapacitet. Dette kunne blive en nødvendig sanktion for at gennemføre globalt overherredømme.

Vi har allerede påpeget den direkte anvendelse af den slags doktriner fra Zbigniew Brzezinski's side, idet han henviste til behovet for at dominere Eurasien, som et første skridt i retningen af globalt overherredømme. Da Alexander besejrede perserne opdagede han, at deres konger opbevarede amphorae med vand fra Nilen og Donau, som bevis for deres beherskelse af verden. Brzezinski går ikke ind for den slags:

"For USA drejer den Eurasiske geostrategi sig om en meningsfuld styring af geostrategiske, dynamiske stater og en omhyggelig håndtering af geopolitisk katalytiske stater, i overensstemmelse med Amerikas dobbelte interesse for på kort sigt at fastholde sin enestående globale magt og på langt sigt omdannelse af den til et stadig mere institutionaliseret globalt samarbejde. For at udtrykke det i en terminologi, der stammer fra den mer brutale tid i de gamle imperier, så er de 3 store imperativer for en imperial geostrategi at forebygge hemmelig forståelse mellem og at vedligeholde sikkerheds afhængighed for vasallerne, at holde deres tributbetaling føjelig og beskyttet og at forhindre barbarerne i at finde sammen."

Knus systemet snarere end våbnene !

I det han fortsætter fra dette tema fortæller Brzezinski os, at imod hans skema: "vil det mest farlige scenarie være en stor koalition af Kina, Rusland, og måske Iran, en uafhængighedskoalition, der ikke forenedes af ideologi, men af sammenfaldende grunde til klage." Det amerikanske militærs strategiske planer er forfinet i en meget snedig struktur. Oberst John A Warden III fra US Air Force opsummerer denne tænkning i "The enemy as a system". Her har vi en gennemgående revision af Clausewitz og Napoleon og det begynder med en virkelig rationel gennemgang af, hvordan man kan opnå USAs mål.

"På det strategiske niveau" siger oberst Warden, "opnår vi vore mål ved at forårsage sådanne ændringer i en eller flere af fjendens fysiske systemer, at fjenden beslutter sig for at acceptere vore mål, eller vi gør det fysisk umuligt for ham at modsætte sig os. Det sidste kalder vi strategisk lammelse. Hvilke dele af fjendens system vi angriber vil afhænge af, hvad vore mål er, hvor meget fjenden ønsker at modsætte sig os, hvilke evner han har og hvor megen magt vi fysisk, moralsk og politisk er i stand til at udfolde."

Men hvad mener han med fjendens systemer? Warden har en simpel model med 5 ringe. I midten har vi ledelsen, eller hjernen. I den næste cirkel har vi de fysiske behov, føde, energi osv. Den tredje ring er infrastrukturen af vigtige forbindelser og strukturer, veje, lufthavne, fabrikker, højspændingsledninger. Den fjerde ring er befolkningen som holdes i live af disse nødvendige strukturer og som holder strukturerne ved lige. Den sidste og faktisk mindst vigtige for de fleste formål er kampsystemets ring.

En moderne krigs formål er ikke at konfrontere våben eller at dræbe soldater. Hvis denne proces helt kan undgås ville det være helt fint for dem, der styrer den moderne krig, for bare de kan bestemme over tilstrækkeligt mange af de andre ringe til at bøje fjendens ledelse til at acceptere deres mål. Oberst Warden forklarer disse kategorier med en serie indviklede diagrammer. Men diagrammerne er ikke nødvendige, for at vi kan forstå, at indenfor denne model er amerikanske generaler fuldstændig ligeglade med om de tanks, de ødelægger er af jern eller krydsfiner, som mange af de fuptanks, der blev sat ud i Jugoslavien. Hvad der interesser dem, er ødelæggelsen af systemet, om ikke ved likvidering af ledelsen, så ved ophobet skade på de strukturer, der opretholder den.

"Vi skal ikke begynde vores krigsplanlægning med krigens redskaber - kampfly, tanks, skibe og deres besætninger. Disse midler er vigtige og har deres plads, men de kan ikke være vort udgangspunkt, og vi kan heller ikke tillade os at betragte dem som afgørende for krigen. Kampen er ikke det vigtige i krigen, ikke engang en ønskelig del af den. Det, der virkelig er vigtigt, er at gøre dét, der er nødvendigt for at få fjenden til at acceptere vore mål som sine egne".

Naturligvis har den slags doktriner deres eget liv og kan udvikle forskellige former for mutationer. Men samtidig med at vi forstår det, må Fredsbevægelserne drage læren af denne tænkning for vor egen konventionelle visdom.

Det forudsattes tidligere, at der fandtes love for krig og at Genève-konventionerne kunne fungere som en bremse på militære udskejelser. Men bestræbelsen på ødelæggelse af fjenden "som et system" sætter alvorlige spørgsmålstegn ved denne opfattelse. Hvordan kan Genève konventionen om beskyttelse af børn og derfor kvinder hamle op mod bombning fra stor højde som et fast middel i en sådan ødelæggelse? Hvordan kan nødvendigheden af krig mod terrorisme forenes med Genève-konventionerne om beskyttelse af krigsfanger, når forhør af fanger ikke er begrænset og når de kan blive lænket, udsat for berøvelse af sanseindtryk og spærres inde under utænkelige forhold, to kontinenter fra det sted, de blev taget til fange?

Hvordan skal det gå efter destruktionen af den internationale struktur?

Med udøvelsen af dominans, hvordan kan da små stater bevare deres integritet og selvstændighed? Hvordan undgår FNs institutioner, som engang lagde beslag på rollen som beskytter for de svage, de utallige påvirkninger og pres i den almindelige dominans' sammenhæng? Hvordan kan internationale institutioner beskyttes mod forgiftning af deres kilder gennem den gennemgående udøvelse og trussel om magtanvendelse? Og hvordan kan NGO'er opretholde fred med menneskerettigheder når begge dele udsættes for tilbagevendende trusler?

Kort sagt, hele den fredsarkitektur, som var vor arv fra anden verdenskrig inklusive dannelsen af FN, og den universale erklæring om menneskerettighederne er nu undermineret. De principper på hvilke vore fædre byggede FN-systemet er under angreb og systemet er derfor i fare. Fredsbevægelserne må foretage en alvorlig omvurdering af disse nye omstændigheder for at kunne insistere på sine egne holdbare principper.

Ikke dominans, men demokrati er nøglen til en human verdensorden.

Fredskræfternes opgaver - når vi undgår at blive forvirrede

Det er let at tabe tråden i en turbulent tid og at tage fejl af form og indhold. Men fred og menneskerettigheder er det yderste fundament, hvorpå man byggede efterkrigsordningen og vi må sikre, at disse fundamenter forsvares og sikres. Deres forsvar kommer nok til at kræve en gennemgribende reform, en faktisk ny grundlæggelse.

(1) Vores opgave er derfor ikke bare at standse krigen, men at lægge fundamentet for en FRED, som indeholder menneskelig fuldbyrdelse. Det andet navn for den fred er Demokrati.

(2) Et første skridt til løsning af denne opgave er at forbedre vore forbindelser med hinanden, hvor det er muligt koordinere vore anstrengelser, holde hinanden informerede. Der er allerede en stærk vilje i Europa til at forene vore kræfter i et fornyet netværk for menneskerettigheder og fred.

(3) Men Europa er hverken et fort eller en ø. En pligt for os, og ikke den mindste, vil være at række hånden ud til den øvrige verden med et fredsbudkab.

(4) Vi må søge dialog med dem, der deler vort syn i USA. Måske er det tid at undersøge muligheden af at sende en fredsdelegation på tur i nogle vigtige amerikanske byer for at tale med dem, der er interesserede i at tale med os.

(5) Dernæst er tiden moden for en alvorlig udveksling af synspunkter mellem freds- og menneskerettighedsbevægelser i Europa og Vestsasien. Krig truer med at opsluge mange territorier i denne region og det er på høje tid, at vi informerer hinanden om dens problemer, mens vi forsøger at skaffe forståelse for at en anden verden er mulig.

Fred og menneskerettigheder har været mulige igennem lang tid, men nu står vi overfor en virkelig krise, som fortæller meget højlydt, at de er overmodne.

Oversættelse fra engelsk, Orla Jordal

© TFF & the author 2002  

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

 

 

SPECIALS  Photo galleries Nonviolence Forum TFF News Navigator Become a TFF Friend TFF Online Bookstore Reconciliation project Make an online donation Foundation update and more TFF Peace Training Network Make a donation via bank or postal giro Menu below

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links