|
Dansk
udenrigspolitik og
forskning
ved en korsvej
By
Jan
Øberg
TFF
direktør
April 2, 2002
Per Stig Møller afviser, som snart den sidste
udenrigsminister i Europa, at der er brug for at udtrykke
kritik af amerikansk udenrigspolitik, Bush-regimets
krigeriskhed og "krigen mod terroren." Måske er der
tale om en specielt forsigtig erkendelsesproces, fordi
forandringerne i vor verden er både store og
hurtige. Med et stadigt mere autistiskt og magtfuldt USA
stilles Danmark overfor den største
sikkerhedspolitiske udfordring i moderne tid. Det kan
meget vel tænkes at vi i årene fremover
får stærkt behov for nytænkning og
omorientering i udenrigs- og sikkerhedspolitiken. Det er
derfor ekstra ulykkeligt når den samme minister vil
centralisere stort set al forskning i internationale
spørgsmål og underordne den sit eget
ministerium.
Ved den gamle kolde krigs afslutning opstod der
objektivt set et væld af nye muligheder for at
skabe et fredeligt, helt Europa og løse konflikter
med et minimum af vold samt afskaffe
kærnevåbnene. Med opløsningen af
Sovjetunionen og Warszawapagten, der var NATOs officielle
eksistensberettigelse, ville NATOs forsvinden for at give
plads til noget helt nyt have været naturligt.
Men der blev ikke foretaget egentlige analyser af
alternativer til NATO og af fredelig
konfliktløsning i EU-regi. Danske regeringer gav
Danmark rollen som den hyperaktive og Vest-loyale
allierede, der skulle ud i verden. Man støttede
ukritisk NATO's ekspansion til "Stor-NATO" og undlod at
press på for en forandring i alliancens absurde,
udemokratiske og folkeretstridige atomstrategi. Og man
støttede humanitære interventioner, som de
eufemistisk blev kaldt. Mens Danmark under den kolde krig
var"fodnotenation," der bl a kunne arbejde for
atomvåbenfrie zoner og havde egne meninger på
i hvert fald visse punkter, blev den diskrete kritiske
danske tanke og stemme tavs i 1990erne - - netop som der
var mulighed for at fremme den.
Det må ses som et fundamentalt brud på
årtiers fredelig politik - - og som ret u-danskt -
- at Danmark de facto gik i krig for første gang
siden 1945 da vore F16-fly deltog i den skammelige
bombning af Jugoslavien. Det skete efter 8-9 års
konflikter i forskellige dele af det gamle Jugoslavien,
under hvilke der tilsyneladende heller ikke
udførtes selvstændige konfliktanalyser i
danske udenrigspolitiske beslutningskredse. Vi kunne have
taget danske eller fællesnordiske
mæglingsinitiativer, idet vore lande har en
særlig goodwill dernede. Men vi stillede op bag USA
og ringede til Bryssel for at høre hvad de store,
der kørte EU's "fælles" udenrigs- og
sikkerhedspolitik, mente at Danmark skulle mene. Vi
skulle blandt mene at en for tidlig og selektiv
anerkendelse af Slovenien og Kroatien, som FN's
generalsekretær og ledende diplomater i Jugoslavien
på det kraftigste advarede imod, var den rette vej.
Derved blev Bosnien-Hercegovina dømt til
uundgåelig krig.
Naturligvis kunne selvstændige analyser og
mæglingsforsøg også have bragt os i
unåde i EU, i NATO og Washington. Idag ser vi at
vore loyaliteter lå dér snarere end hos de
lidende folk på Balkan. I konsekvens til denne
intellektuelle magelighed, grænsende til
selvopgivelse, kan vi idag konstatere at hele den
generelle vestlige politik var forfejlet: hvor vesten har
været inde er der idag mere etniskt rent end
før, få flygtninge er kommet hjem, der er
tale om bevæbnet "fred" under tunge internationale
militærstyrker. I Kosovo har det internationale
samfund sat sig selv i fængsel og samarbejder
dagligt med ekstremister og formodede albanske
krigsforbrydere, der næppe er uden forbindelser til
Europas narkohandel og Afghanistan.
I kølvandet på bombningerne kom så
EUs militarisering. Hovedårsagen var at USA gennem
sin infiltration (OSCE, CIA, MPRI, NATO-KLA) havde givet
Europa en lærestreg: Europa selv kunne
åbenbart ikke efter ti år klare problemerne i
sin egen baggård. Ydmygelsen dér og
tidligere i Bosnien sidder dybt i EU, hvis
sikkerhedspolitiske ledelse ser EUs fremtid som en
supermagt i verdenssamfundet.
Denne ledelse inkluderer Javier Solana, der som NATOs
generalsekretær bar det højeste civile
ansvar for de folkeretsstridige bombninger af Jugoslavien
og som proportionelt slog tre gange så mange ihjel
i Jugoslavein som terroristerne gjorde af USAs befolkning
den 11. september. Hvorom alting er må det
forventes at det nu kun er et spørgsmål om
tid før det danske forbehold for militært
EU-samarbejde blir ophævet, ikke mindst efter at
også SF og Enhedslisten synes at have besluttet sig
for at smide enhver alternativtænkning ud.
Vi har valgt også at praktisere
følgagtighed ved ikke at udtrykke
betænkelighed ved idéen om et missilforsvar
over USA. De der har forstået det
grundlæggende i strategisk teori, inklusive USA
tidligere forsvarsminister McNamara i sin eminente bog
Wilson's Ghost, véd at der kun er én ting
at sige om denne i sin konsekvens sindssyge ide: nemlig
at den kun vil øge risikoen for ny
atomkapløb, atomspredning og atomkrig. Danmark har
ellers særlige forudsætninger fordi projektet
som bekendt vil benytte Grønland. Men det ligger i
forlængelse af at vi heller ikke har taget afstand
fra at være værtsland for Echelon og andre
elektroniske lytteposter, der krænker en
række normer inklusive den om privatlivets fred.
(Jeg tager for givet at dette manuskript blev registreret
af amerikanske efterretningsmyndigheder, da det sendtes
som e-mail til redaktionen. Det samme gælder al
fax- og telefon-kommunikation, i praksis hver gang Du
bruger dem).
De særdeles gode muligheder for et mere stabilt
internationalt system og ægte fred i Europa blev
spildt på nye hæsblæsende
eksperimenter, hvor uendeligt få intellektuelle
blev givet (eller selv tog) muligheder for at udvikle
forskelligartede modeller for hvorledes det nye Europa
kunne tænkes at se ud. Dels lå den gamle
kolde krigs tænkemåde stadigt tungt i
såvel udenrigsministerielle som akademiske kredse;
dels var der nogle der troede at krigen og våbnene
havde ændret karaktér, var blevet rent
symbolske eller ville miste deres betydning; krig ville
tilhøre en slags "diskurs" men ikke have
realpolitisk mening. L'art pour l'art, kan man sige: ikke
bare praktisk uanvendeligt, men direkte legitimerende for
den udvikling af seriekrig, vi nu er vidner til.
Oprustningens og krigenes arkitekter må have moret
sig over disse intellektuelles selvvalgte
irrelevanserklæring.
De kredse, der traditionelt de facto bestemte
udenrigs- og sikkerhedspolitiken - og sikkerhedspolitiske
journalister - havde stort set kun studeret amerikanske
lærebøger i international politik og
strategiske spørgsmål; de havde enten
studeret i USA eller været på
delegationsrejser til NATO's hovedkvartér, eller
andre af de magtfulde centre, der ikke bare styrede
våbnene og politiken men også (måske
især) påvirkede sindene og skabte de
politiske korrekte holdninger hos den lille lydstat.
En anden gruppe af dagens sikkerhedspolitiske elite
voksede ud af 1970ernes og 1980ernes "oprør",
antikærnevåbenbevægelsen og de
grønne anti-militaristiske strømninger. Med
den kolde krigs afslutning svingede de, som også
f.eks. den nuværende tyske udenrigsminister
Fischer, ungefär 180 grader og støttede den
ny udenrigs- og sikkerhedspolitiske filosofi, der
så krigen som utænkelig, symbolsk eller som
diskurs og derfor, troede de, ville tillade dem at spille
både realpolitikere og humanister. Også dette
projekt er kuldsejlet med vestlige eliters egen
balkanisering og deres nye kolde krig mod terrorisme, som
har erstattet den gamle mod kommunismen.
Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik står nu ved
en korsvej: hvis Bush-regimet driver USA længere og
længere mod højre, mod potentiel fascime,
mod isolationisme, militarisme, nuklearisme og
interventionisme vil det på et eller andet
tidspunkt på vanviddets glidebane blive politisk og
etiskt umuligt for dem at følge USAs linje med
samme lydighed og uden selvstændige analyser og
verdensbilleder. Og undgå en omfattende folkelig
protest. USAs enegang har ydmyget ikke bare EU men
også NATO, en alliance i dyb identitetskrise nu.
Kløfterne over Atlanten vokser dag for dag.
For dette er såvel ministerium som eksperter
dårligt rustede: der var aldrig brug for empati
over for andres problemer eller sympati over for andre
tolkningsmuligheder end det dominerende vestlige
paradigme; det gik jo så godt og USA var Europas
beskytter som man ikke skulle tirre. Efter 1989 var USA
også den eneste supermagt, der repræsenterede
en attraktiv sandhed i den forstand at den, der kunne
gentage lektien korrekt og med akademisk tyngde, kunne
regne med påskyndelse, inkludering, status og
måske også betalte opgaver. Summa summarum:
negation af selve det intellektuelle projekt og en
sammensmeltning af ekspertise og statsmagt.
Systematisk forskning, særligt kritisk, af USA
som samfund er voldsomt underprioriteret i de nordiske
lande, mens vi har eksperter der ved noget om hvert
eneste land i Europa, Afrika og Asien (hvilket er helt
fint). Studier af ikkevoldelige konfliktløsning
blev oplevet som irrelevant i den gamle kolde krigs
verden og nu hvor NATO og USA blev gevaldigt styrket
efter Sovjetunionens og Warszawapagtens fald. Af lignende
grunde blev det aldrig politiskt korrekt at studere
Vesten som den kunne ses udefra eller at beskæftige
sig med, lad os sige, islamiske, hinduiske eller
buddhistiske verdensbilleder og begreber om sikkerhed,
forsvar og fred. Det ville ellers have været ret
relevant i globaliseringens tidsalder.
Modeller for alternative civile former for forsvar og
sikkerhed i hvilke den militære komponent spillede
andenviolin og var rent defensiv og frakoblet NATO som
alliancesystem, havde beslutningstagere heller ikke brug
for andet end en flørt med.
Under 1990erne begyndte alle at tale om
konflikthåndtering, forebyggende diplomati og
konfliktforebyggesle (som om det var konflikter og ikke
volden i dem vi skulle lære at undgå).
Samtidig blev de store vestlige landes regeringer ved med
at tolke virkelighedens konflikter, der var yderst
komplekse i tid og rum, udfra to forældede
paradigmer:
a) den gamle kolde krigs (Øst og Vest):
Serberne, f.eks., blev tolket som de skyldige "russiske"
expansionister; kroater, muslimer og albaner
frihedselskende, demokratiske som vi i vest. Ideer om
magtbalance, afskrækkelse, interessesfærer,
interventionisme og militær overlegenhed levede
videre under etiketter som "det ny NATO" og den "nye
sikkerhedspolitiske arkitektur" og "spændende"
netværksstrukturer.
b) en slags vulgærkristen, underbevidst
idé om at konflikter kan stilles på formlen:
hvem er de gode og hvem er de onde og aldrig, heller ikke
efter 11. September: hvad er problemet? Og
konfliktløsning blev ensbetydende med at straffe
de udpegede onde med bomber og retsprocesser og bringe
sig i vidunderlig afhængighed til de gode, der - -
viste det sig siden - - var næsten lige så
"onde".
Og der skulle være en person mod hvem alt had
kunne rettes og krige retfærdiggøres: i sin
tid folk som Castro og Khadaffi, siden Saddam, Farah
Aideed, Khomeini, Milosevic og nu Bin Laden. For vor egen
godheds skyld må vi projicere vor egen kulturs
skyggesider på andre.
Vi gør med andre ord sjældent hvad der
burde gøres, men spiller den rolle USA og EU's
store har tildelt os. Vore embedsmænd,
forsvarsintellektuelle og diplomater har heller ingen
træning i konfliktanalyse, mægling,
psyko-socialt arbejde med had, intolerance eller
forsoning og tilgivelse. Ikkevold eller "fred med
fredelige midler" som er FNs ideal er heller ikke
kompatibelt med mandligt diplomati og civilisationens
mørke krav om hævn, så: glem alt om
det der med forebyggende diplomati og
konfliktløsning når det virkeligt
gælder; send F16 og elitetropper til Afghanistan!
Og glem at Norden måske kunne noget, engang, som vi
dumt nok har sagt farvel til nu hvor der er mest brug for
det: humanismen og samtalen.
Regeringen vil nu at de vigtigste udenrigs- og
sikkerhedspolitiske institutter samt dem, der arbejde med
etniske problemer, menneskerettigheder og
udviklingsforskning skal komme sammen under et tag; og
det er ingen tilfældighed at det er under
Udenrigsministeriets. Jeg husker besøg i
Sovjetunionen i 1970erne og 1980erne hvor der herskede
såvel censur som selvcensur i den slags
insituttetter. Naturligvis vil det ikke blive eksakt det
samme i Danmark.
Men - og der er et men - hvad er chancerne for
virkeligt anderledes, (selv)kritiske og ikke bare
vestlige (amerikanske) perspektiver vil blive fremelsket?
Uden frihed er forskning værdi- og
meningsløs. Hvor gode kår vil den frie
forskning få, når forskeren er
aflønnet af staten, kan se frem til statens
pension, sidder i hverdagen i statens institut, går
på konferencer med statens repræsentanter og
sikkert vil blive bedt om at udføre analyser for
staten - en stat hvis ledelse hidtil og aktuelt har
kædet sig selv fast til historiens stærkeste
imperium og til militaristiske snarere end civile
løsninger, nu senest i halen på USA i
Afghanistan?
Måske rimeligt gode, det véd vi endnu
ikke - men regeringen kan ikke slippe afsted med dette
uden at vække mistanke om at man ønsker at
styre, kontrollere og udøve den form, der til
forskel fra den sovjetiske direkte, er censur gennem
struktur: bureukratiets "naturlige" begrænsninger,
selektive budgetindskrænkninger og uudtalte
kriterier for hvad der er relevant og irrelevant at
forske i i forhold til den aktuelle udenrigs- og
sikkerhedspolitiske linje. Hidtil har man ikke set en
vest- eller selv-kritisk, egentlig globalt orienteret
eller fredsorienteret forskning i et omfang i Danmark,
der kan måle sig med den der, gudskelov, faktisk
findes i USA (og f.eks. England, Tyskland) takket
være et væld af analysegrupper, institutter
og private stiftelser dér. Der vil ikke blive mere
under det nye tag. Af ubegribelige grunde efterligner
altså den liberale regering snarere Sovjetunionen
end USA på dette område.
I den sidste ende er det, som så meget andet, et
spørgsmål om magt. Statsmagten over andre og
ekspertens mulighed for magt over sig selv. Folk der
søger tryghed og folk der stræber efter
kontrol tiltrækker som bekendt hinanden. Der er
brug for en bred offentlig debat om såvel den
følgagtige danske udenrigs- og sikkerhedspolitik
og om den farlige sammensmeltning af stat, medier og
forskning til støtte for den.
Når både politiken, forskningen og
medierne savner intellektuel og moralsk autonomi i
forhold til stormagterne og i stigende grad savner
forankring hos de mennesker, den skal repræsentere
i fred, krise og krig, nemlig danskerne så kunne
det skyldes at de har noget tilfælles: angsten for
den overordnedes straf, i led efter led op til det USA,
der ifølge Bush er udvalgt af historien og Gud til
at redde verden.
Det er faktisk en sikkerhedspolitisk risiko at denne
trebenede elite er mere loyale med sine respektive
foresatte i udlandet og positionerer sig i forhold til
verdens gang stort set uden at bruge de mekanismer der
findes for konsultation af befolkningen om hvis sikkerhed
det hele retteligt burde dreje sig.
USA har magt over den danske regering, som har
strukturel magt over forskningen og medierne, der har
magt over diskussionen og menneskers opfattelse af
verdens gang, af hvad der er "realistisk" og hvad der er
sandt. I et demokrati skulle det være muligt at
rulle kæden op den anden vej: en levende debat og
åben information fra alla sider, en kreativ
forskning og frie medier, der formidler menneskers
følelser, håb og ideer til regeringen, der
fortæller USA at vi gerne ser at de opfører
sig lidt anderledes…Men vi er med fordi vi ikke har
intellektuelle forudsætninger eller tør
være bare lidt imod. I grunden er fri forskning og
frie medier forudsætninger for kritik,
konstruktivisme og dissidens.
Hvis man betænker hvor få dissidenter, der
har hidtil har været i dansk udenrigs- og
sikkerhedspolitik kan regeringens
centraliseringsforsøg næppe være
udtryk for angst for at der skulle fremkomme altfor mange
alternativer med tag i folket. Det må være
angsten for at netop et første lille
dissidentfrø skulle bæres ud gennem en
lillebitte sprække i systemet af de nye vinde, de
blæser. Det liberale projekt er, takket være
sin triumfalisme, allerede ved at blive autoritært
og skrøbeligt, angst for at mange meninger
mødes. Hvis det fortsætter vil det gå
med Vesten som det gik med Sovjetunionen.
De eneste, der nu kan påvirke USA i fornuftigere
retning er USAs allierede. Landet har større magt
end noget andet i historien. Der er håndgribelige
tendenser til verdensherredømme på
landjorden, til vands og i rummet; det gælder
økonomiskt, politiskt, kulturelt og især
militært.
Danmark og andre allierede har derfor et særligt
ansvar for at signallere at vi er med verden også
hvis USA stiller sig over eller udenfor verden. Det er
ikke os, der er anti-amerikanske, det er
USA/Bush-regimet, der er ved at blive
anti-verdenssamfundet. Man må derfor regne med den
mulighed at USAs politiske kurs - - og dens
konsekvenserne i termer af had, terror og oprør
rundt om - - kan tvinge den danske regering til på
et eller andet tidspunkt at tage åben stilling imod
den amerikanske globalpolitik og for
verdenssamfundet.
Dét vil kræve omfattende nytænkning
og civilcourage i hele det sikkerhedspolitiske
establishment. At lukke øjnene og håbe
på bedre tider vil en dag blive en skammens
politik. Der er brug for intellektuel oprustning og for
tusinder af dissidentfrø - og dermed for en slags
sandheds- og forsoningsprocess med vor egen rolle under
og efter den kolde krig.
For os i Vest, der er så gode til at
fortælle østeuropæerne og fattige i
udviklingslandene at de bare skal gøre op med
historien og illusionerne er det tid at feje for egen
dør.
©
TFF & the author 2002
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
|