|
6.
En anderledes verden
|
Konflikter
er det stof livet består af: et samfund hvor
der ikke var konflikter og alle ville det samme
måtte være det mest Orwellianske, man
kan tænke sig. Opgaven foran os er at
reducere og på visse punkter helt fjerne
volden, inden den fjerner os.
Jan
Øberg skriver at voldsforebyggelse drejer
sig om god kapacitet til at analysere konflikter i
tide og blive konfliktkyndige samt lægge
konflikt-analfabetismen bag os. Artiklen indeholder
en "Konflikternes ABC og DEF" samt en række
konkrete anvisninger på hvorledes vi alle kan
arbejde for mere fred.
Visionen
Lad det være sagt med det samme. For at skabe en
bedre verden skal vi ikke fjerne konflikter, vi skal
reducere volden i alle dens facetter. Konflikter sker,
punktum! De findes overalt. Ethvert menneske har indre
konflikter mellem at gøre det man har lyst til og
det man skal eller det man godt ved man ikke burde. Frie
mennesker tænker selvstændigt og forskelligt
og vil noget forskelligt. Konflikter er det stof livet
består af; et samfund hvor der ikke var konflikter
og alle ville det samme måtte være det mest
Orwellianske, man kan tænke sig. Ægte
demokrati er et af de bedre
konflikt-håndteringsmidler, vi kender.
Opgaven foran os er at reducere og på visse
punkter helt fjerne volden, inden den fjerner os. Der er
volden i tanke, i tale og i handling. Der er volden mod
andre mennesker, mod andre kulturer og mod naturen. Der
er fysisk og psykisk direkte vold - en person skader
eller dræber en anden. Og der er strukturel,
systemindbygget vold, der ikke udøves af nogen
enkelt aktør men sker fordi et system
marginaliserer, ydmyger og lemlæster mennesker.
Kort sagt er opgaven at passe godt på vore
konflikter og se mulighederne for udvikling i dem og at
lære at leve med dem som civiliserede mennesker.
Konflikter kan man gøre mange ting med - leve med
dem, løse dem, blødgøre dem, eller
transformere dem.
Konfliktløsning
Hvad er konfliktløsning? Det er at finde en
vision, et billede af en fremtid, som de konflikterende
parter frivilligt går med til, eventuelt med en
hjælpende hånd udefra (mæglere eller
konfliktlæger), at arbejde sig frem til fordi det
er bedre end at fortsætte balladen.
Konfliktløsning er altså en videnskab, et
håndværk og en kunst. Den kræver
kreativitet, evnen til sammen med parterne at finde
på bedre fremtider på den anden side af den
mur de stanger sig blodige mod. Konfliktløsning er
ikke nødvendigvis at lære, og slet ikke at
tvinge, folk til at elske hinanden eller blive sammen.
God konfliktløsning kan også indebære
at hjælpe parterne til at indse hvorfor de er enige
om at være uenige og hjælpe dem til en
respektfuld og for andre mindst skadelig skilsmisse.
Kørekortet
For at kunne gå ind i konflikter må man
have et minimum af uddannelse. Konfliktløsning og
fred er noget, der kræver lige så megen
uddannelse og træning som at udkæmpe krig,
arbejde med computere eller køre bil.
Mæglere, der sendes ud i verden uden uddannelse,
risikerer, at "patienterne" derude dør. Det ville
den patient også, som man bad fredsforsker
Øberg operere for cancer.
En læge må ikke påføre
patienten mere lidelse eller spilde mere blod end det,
der er absolut nødvendigt for at bidrage til
helbredelse. Det er en alment accepteret norm, at vi skal
gøre, hvad vi kan for at reducere antallet af
dræbte og sårede på vore veje.
Altså får man ikke kørekort før
man har studeret teori og praktiseret bag rattet. Videre
bygger vi sikrere veje og biler og der bruges millioner
på trafikforskning, alt sammen for at reducere
volden i vort trafiksystem.
Det ville være fint hvis noget lignende skete i
det internationale samfund. Det er sandt at mange
problemer løses ved forhandlinger og at der er
krige, der ifølge teorierne om kriges
årsager skulle være brudt ud, men ikke gjorde
det. Men der er tilstrækkeligt megen vold i vores
verden, tilstrækkeligt megen død, ydmygelse
og traumer hos millioner, som der er blevet foretaget
fredsoperationer på, til at spørge hvad det
egentlig er der går så grueligt galt
både med krigen og freden.
Konflikternes ABC
og DEF…
Det er med vold som med sygdomme. En
konfliktlæge må lave en ordentlig diagnose,
prognose og forslag til behandling for at være til
nytte og skabe fred. I begge brancher er forebyggelse
centralt. Vi ved jo godt, at jo tidligere vi gør
noget ved problemet, jo lettere er det at helbrede.
En konflikt består af A - Attituder, dvs.
parternes holdninger til hvad konflikten drejer sig om,
deres opfattelser af sig selv og modparten/erne, samt
deres vrede, sorg eller had. Dernæst består
en konflikt af B - Behaviour eller adfærd, det
parterne gør i en konflikt. De siger f.eks.
nedladende ting om de andre, skyder på dem eller
ignorere dem. Konfliktadfærd er noget Tv-avisen kan
vise billeder af, men A eller C er mindre visuelle. C er
nemlig det som selve konflikten består af,
modsætningen, uforeneligheden.
For at forstå andres konflikter må man
selv kunne noget om konflikter og derpå lytte til
parterne, når de taler om og praktiserer A, B og C.
D er konfliktens Deltagere. Der er en uheldig tendens til
at sætte alle konflikter på formlen de Gode
mod de Onde, altså to parter. Men der findes ingen
komplekse konflikter af den type. I det tidligere
Jugoslavien var der cirka 40 parter, herunder mange
del-parter i hver republik, folkeslag og i det politiske
system. Så hvis sandheden er det første
offer i konflikter, så er kompleksiteten det
andet.
E og F… står for alt det andet, man
også bør vide noget om: konfliktens
historie, de vigtigste lederes personlighed, om
konflikten i første række handler om
kvaliteter som identitet, hæder, prestige,
menneskerettigheder og andre dybt menneskelige ting eller
om mere eksterne ting som løn, territorier,
mineralforekomster. Man bør analysere, hvem der
har hvilken magt i konflikten og hvorledes relationen er
mellem parterne - er det David mod Goliat og altså
en asymmetrisk konflikt eller er parterne stort set
jævnbyrdige? Og hvilke potentialer for
konfliktløsning findes der i samfundet selv hvor
konflikten foregår? Er der grupper, gamle ritualer
eller særligt trænede mennesker, der
nægter at deltage i konflikten og holder
civilsamfundet sammen trods volden?
Krige vokser ud af
konflikter
Hidtil har jeg talt om konflikter. Krige og andre
former for vold vokser ud af konflikter, der enten kan
være forkert behandlede eller være blevet
ignoreret. Men til forskel fra den typiske medie- og
politikeropmærksomhed på krigen ser den
professionelle konfliktlæge på de
underliggende konflikter. Voldsforebyggelse drejer sig om
god kapacitet til at analysere konflikter i tide.
Desværre glimrer alt dette med sit fravær
i det internationale samfund. Opmærksomheden
domineres af krige. Stater og alliancer har redskaber til
at udkæmpe krige, men ikke hverken uddannede
mennesker eller specialorganisationer til at behandle
konflikter i tide. Der er næppe mere end et par
tusind professionelt uddannede fredsforskere (de er ikke
de eneste der er brug for) mod cirka en halv million
forskere, der udtænker nye våben. Ministre,
diplomater og officerer står parate til at
føre krig. Men der findes ingen fredsakademier
eller skoler til uddannelse af mæglere og
mennesker, der ved noget om forsoning. Verdens
undervisningsministerier har undervisningsplaner, der
siger at børnene skal lære matematik. Ikke
et har en plan for at børnene skal lære at
håndtere konflikter på en god måde
livet igennem. Er det tidssvarende? Hvad er egentlig
relevant kundskab når man skal ud i verden?
Der er forskelle
på individuelle og internationale konflikter - og
ligheder
På smågruppe- og individniveau findes der
ikke noget der svarer til stående hære,
krigsplaner eller atomvåben. De mennesker, vi
kommer i konflikt med, er ofte mere lige og lig os selv
end f.eks. de asymmetriske nord-syd relationer i verden.
Stormagter forsøger på at "civilisere" andre
med hellige bøger og Sværdet, noget lignende
er der ikke tale om i nabostriden. Vore
hverdagskonflikter handler ikke om at udslette andre, men
det gør interventioner og krige. Individer og
smågrupper kan lide af noget vi kan kalde
psykologisk aggression og de kan hade. Denne form for
drivkræfter findes ikke internationalt, da alle
mennesker i et folkeslag eller land ikke kan hade
på en gang. At forsones mand og mand imellem er
muligt, at forsone stater er langt vanskeligere.
Det internationale samfund er desuden præget af
ufattelige uligheder i sammenligning med det, vi
udkæmper vore småkonflikter i. Egentlig kan
man sammenligne det internationale samfund med en gade i
hvilken næsten alle huse har maskingeværer
på taget og miner nedgravet i forhaven mens tungt
bevæbnede styrker patruljerer. I nogle
særligt store huse, der er rene fæstninger,
findes lagre af nogle mærkelige våben, som
kan udslette alt og alle på hele gaden. I 2/3 af
gadens længde bor der en majoritet af folk i
fattige skjul og uden beskyttelse og uden vand eller
adgang til skole og sygehus. I den anden ligger de
velbarrikaderede luksusvillaer med
svømmepøler og luksusbiler i garagen.
Sådan ser der jo gudskelov ikke ud i
Hjørring.
Alle konflikter har nogle ligheder, men hver eneste
konflikt er også unik. Igen er det med volden som
med sygdomme: forskellige typer af cancer har nok nogle
ligheder og skal have lignende behandling, men ethvert
tilfælde, den enkelte cancerpatient og lidelse,
skal behandles specifikt.
Parternes aktive
medvirken
Konflikter på forskellige niveauer griber ind i
hinanden. De såkaldt etniske konflikter
søger deres energi i kollektive traumer og deres
nationalisme kan give individuel identitet i samfund hvor
andre identitetspunkter er gået i opløsning.
Vi har fået private virksomheder med lejesoldater
og paramilitære grupperinger samt krigsherrer, der
har opkastet sig selv til ledere uden for statens
kontrol. Det militære slag med velorganiserede
stående hære er ved at blive en saga blot.
Staters våbenhandel formidles mange gange af
private forretningsmænd.
Den, der ikke ved noget om konflikter,
overfører ofte individuelle mekanismer på de
komplekse konflikter ude i verden. Her er nogle af de
største "syndere": at reducere det hele til to
parter; at gøre folket usynlig og blot fokusere
på en leder som eneste årsag til konflikten;
at se sig selv og det international "samfund" som
udelukkende god og modparten som udelukkende ond. Og
endelig at fortie den historie, der som regel
fortæller at vi selv - vi i Vest - har et vist
medansvar for konflikten f.eks. ved at have delt
territorier op i tidligere krige eller taget ressourcer
fra området. Eller vi har samarbejdet med den nu
fæle diktator før i tiden, så monstret
er blevet monster takket være vores
våbenleverancer og betaling til ham som f.eks.
CIA-agent.
Den store myte i dagens konflikt-håndtering er,
at nogle parter ude i verden, som vi aldrig har haft
noget at gør med, nu er i konflikt og derfor
går vi ind helt altruistisk med det ene motiv at
hjælpe dem til fred. En sådan situation
findes ikke noget sted på kloden, hvilket ikke
hindrer at det er den mest solgte opfattelse i medier og
politik. Konsekvensen af denne opfattelse er, at man ser
konfliktløsning som en dommer og ikke som en
læge: "I har selv været ude om Jeres
problemer, vi afgør hvem de gode og de onde er.
Her er vores fredsplan, skriver I ikke under, bomber vi
Jer." Uden diagnose, prognose og behandlingsforslag og
uden parternes aktive medvirken bør det ikke
kaldes konflikt-løsning. Der lægges blot
låg på krigshandlinger samtidig med at
konflikten fryses. Det er den situation vi har i dag i
det tidligere Jugoslavien, Somalia og Afghanistan. I Irak
er alt tilmed blevet værre.
Fred kan
læres
Nogle mener, at mennesket er ondt eller syndigt eller
har dyriske instinkter og at det forklarer krig. Min egen
erfaring er, at dette er en irrelevant teori og
tilhængere af den ser oftest sig selv som en
undtagelse. Men selvom teorien var rigtig er den
ubrugelig, for vi kan ikke lave menneskets natur eller
instinkter om. Vi kan derimod ændre på de
måder, vi organiserer vort eget og verdenssamfundet
på: Vi kan skabe samfund og udvikling, der fremmer
det dårlige i os men også noget, der fremmer
det bedste. Og så kan vi uddanne hinanden,
dialogisere og forsøge at forstå det vi er
bange for.
Fred kan læres. Fred er at løse
konflikter med mindst mulig brug af vold. Vold
opstår, som jeg ser det, fordi de fleste ikke
kender eller har gennemtænkt de omfattende
arsenaler af ikkevoldelige metoder. Vold bruger man,
når man ikke har hjerne og hjerte til andet. Der
kræves ikke meget for at starte et slagsmål,
men at hindre det eller skabe fred og forsoning bagefter
er ikke enhver beskåret. Den der ved noget om
konflikter tager ikke så let til revolveren. Som
den der har kørekort og rutine har mindre
statistisk risiko for at skade sig selv og andre i
trafikken.
Derfor bør vi studere vore konflikter på
alle niveauer, blive konfliktkyndige og lægge
konflikt-analfabetismen bag os. Uddannelse - og dannelse
- er ikke løsning på alle problemer, men det
ville hjælpe hvis børn og unge,
skolebøger, universitetsuddannelser, forskning og
politikerprofessionen fik en dosis konfliktkundskab.
Fred er en
mulighed
Uddannelse og forskning i disse ting er altså
essentielt. Hvis vi i øvrigt ønsker at
mindske volden i verden kunne vi have studiekredse og
brainstorms om de ting, der er realistiske og kunne
føre til en bedre verden. Her følger
afslutningsvis nogle få antydninger helt bevidst i
flæng for at stimulere læseren til endnu
mange andre:
•
Gør afhjælpning af den globale nød og
elendighed til et punkt på dagsordenen i Danmark.
Det vil i tilgift også gøre vor egen
dagligdag tryggere.
•
Ophør med at tale om smukke idealer,
humanitær intervention og konflikthåndtering
hvis der i virkeligheden er tale om gammeldags
magtpolitik og nationale interesser i f.eks.
råvarer og strategisk positionering i forhold til
andre magter.
•
Hold et vågent øje med de økonomiske
interesser bag nøden og bag militariseringen. Lyt
nøje til andre ting, der ikke siges når vi
deltager i krige og konflikter.
•
Læs og brug FN's Charter indtil noget bedre skabes.
Det indeholder de allervigtigste regler for en
civiliseret verden og intelligent konfliktløsning.
Og husk at der står det skrevet, at krig skal
afskaffes og fred skabes med fredelige midler. Ikkevold
er altså en uomtvistelig universal norm.
•
Gør EU til den første store organisation i
historien, der satser mest på civil
konflikthåndtering og ikke forsøger at
konkurrere med USA om at blive militær supermagt.
Og hvis det alligevel går mod en militarisering af
EU, så sørg for at der findes et
gennemtænkt koncept for hvornår vold skal
bruges og at der findes en fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik.
•
Lad os producere flere bøger,
uddannelsesprogrammer, forskningsprojekter og film om
hvornår mennesker har skabt fred og er blevet
forsonet. Definer nyheder sådan at gode nyheder
også er nyheder. Dagens nyhedsstrøm kan ikke
bidrage til andet end vrede, sorg og modløshed -
alt sammen ting, som vi ikke har brug for. Lad os
få globalsider i vore aviser og Tv-programmer om
det globale samfunds tilstand, udvikling, tilbageslag og
fremgange.
•
Send aldrig mæglere ud i verden uden
grunduddannelse i konfliktforståelse og
mægling.
•
Skab reformer af FN, så de folkelige
bevægelser - ikke mindst den tredjedel af
menneskeheden, der er børn og unge under 16 -
får adgang til at artikulere verdens problemer.
Brug Generalforsamlingen til høringer hvor parter
i forskellige konflikter kan fremlægge deres
synspunkter, blive udspurgt og vi dermed kan højne
informationsniveauet.
•
Tag Ikkespredningsaftalen om Atomafrustning fra 1968
alvorlig. Så længe de eksisterende atommagter
fortsætter med deres programmer i strid med denne
aftale, vil der altid være nye stater, der
ønsker at få sådanne våben.
Problemet er eksistensen, ikke spredningen, af
atomvåben.
•
Lad os øge forskningen i og debatten om nye,
mindre militære og mere civile måder at
forsvare os selv og verden på. Krigen er
forældet i en globaliseret verden, hvor alt
hænger sammen med alt andet og enhver handling kan
have konsekvenser på den anden side af kloden.
•
Vær åben overfor i-landsbistand - at vi skal
lære noget af de andre og ikke altid være
lærermestre. Respekt, ydmyghed og nysgerrighed er
nok så vigtige ingredienser i fredsarbejdet.
•
Brug ikkevoldelig konfrontation med modparterne og skab
altid mulighed for dialog. Brug 20 % af forandringens
energi til at kritisere, 80 % til at udvikle konstruktive
alternativer og indbyde til dialog og 50 % af din tid til
at være pædagogisk, sælge budskabet til
dem, der ikke allerede er overbeviste. Det bliver 150 %
ja, og det er hvad der er brug for i denne sene stund for
vores verden.
•
Gør atter Danmark til et land, der bruger mere
på bistand og retfærdighed og hjælp
efter krige end på selv at deltage i krige.
•
Pas på ikke at udhule demokratiet og menneskers
rettigheder i navnet af at bekæmpe terrorisme.
Terrorismen kan kun bekæmpes ved at styrke og
udbrede demokrati og andre former for ikkevold.
•
Spørg hvorfor samfundsdebatten og dansk politik
ikke handler mere om alle disse muligheder.
Er disse forslag og ikkevolden urealistiske? Ikke
halvt så urealistisk, tror jeg, som at
fortsætte med at bruge vold mod andre mennesker,
andre kulturer og mod Naturen som vi gør i dag.
Hvis du vil freden, så forbered freden inden du
planlægger krigen.
Litteraturliste:
1. Bøger og artikler af Mahatma Gandhi, Dalai
Lama, Daisaku Ikeda, Glenn D. Paige, Chaiwat Satha-Anand,
Martin Luther King Jr., Johan Galtung.
2. Aage Bertelsen, Her er dit våben,
Gyldendal 1962.
3. Jørgen Johansen & Åsne Berre
Persen, Den nødvendige ulydigheten, FML,
Oslo 1998.
4. Fredrik S. Heffermehl (red), Hvem sa at fred er
umulig, Genesis, Oslo 2000.
5. Roger Fisher & Scott Brown, Getting
Together. Building a Relationship that gets to Yes,
Houghton Mifflin Company, Boston 1988.
6. Jens Østergård Petersen m.fl.,
Krigskunsten, Akademisk Forlag 1989 (om Sun
Tzu).
7. Robert S. NcNamara & James G. Blight,
Wilson's Ghost. Reducing the risk of conflict, killing
and catastrophe in the 21st Century, Public Affairs,
2001
8. Mahatma Gandhi, Självbiografi. Eller
historien om mina experiment med sanningen, Artos,
Skellefteå 1996.
9. TFF - Den
Transnationale Stiftelse for Freds- og
Fremtidsforskning
10. TFF -
Nonviolence
11. TFF -
Reconciliation and Forgiveness
12. TFF-
Nonviolence Forum
Arbejdsspørgsmål
1. Hvilke typer af vold eksisterer og hvordan
virker disse?
2. Hvordan arbejder en fredsdoktor ifølge
Jan Øberg?
3. Er der problemer med Jan Øbergs
model?
4. Skal EU have et fælles militær
eller er europæisk pacifisme vejen frem?
Tilbage
til første side
©
TFF & forfatteren
2004
Det er forbudt at trykke,
kopiere eller på anden måde
mangfoldiggøre dette materiale uden
forudgående tilladelse fra
TFF.
Fortæl en anden om denne artikel
Send to:
From:
Message and your name
|