|
1.
Internationale konflikter -
familiestrid
eller magtpolitik?
|
Jan
Øberg behandler i artiklen en lang række
faktorer, som ligger til grund for den måde
vores samfund er organiseret på - og derfor
også for konflikter. Artiklen introducerer
således sammenhængen mellem familien,
foreninger, regeringer, NGO' er, nation, stat,
nationalstat og alliancer for på denne
måde bedre at kunne forstå konflikter og i
sidste ende blive klogere mht. at løse disse.
Øberg,
der er fortaler for global bevidsthed, hvilket skal
ses i lyset af den øgede globalisering, skelner
mellem kulturkamp og kulturdialog. Endelig behandles
begrebet magt og magtesløshed: giver magt ret
til at udøve magt - fordi man mener at have
ret?
Litteraturliste
og arbejdsspørgsmål efter
artiklen.
Ordene vi bruger om
verden
I satellitperspektiv kan man godt tale om den
menneskelige familie eller menneskeheden. Udtrykket
understreger, at der eksisterer - eller burde eksistere -
et fællesskab fordi vi alle er mennesker og sammen
bebor denne klode og ingen anden. Og mennesker er vi
uanset hudfarve, køn, nationalitet,
religionsudøvelse og de fri- og
menneskerettigheder, der er nedfældet i FNs
Deklaration om Menneskerettigheder.
På engelsk kender man udtrykket "the family of
nations," der mere præcist siger, at vi nok er en
familie af individer men også af folkeslag, af
nationer. Nogle få i denne familie er f.eks.
danskere og det kan vi føle os af en række
grunde; vi kan være født i staten Danmark,
have dansk som modersmål og føle os "hjemme"
på en måde andre nok ikke kan når vi
synger "Den signede dag" eller spiser frikadeller.
Måske føler vi glæde eller ligefrem
stolthed ved denne nation, ikke mindst når vi ude i
den store verden siger, vi kommer fra Danmark og til svar
hører - Åh, H. C. Andersens land, ikke?
Der smøg ordet "land" sig ind. På
globussen er verden opdelt i lande eller "stater." Land
har geografisk betydning, staten er en måde at
organisere landstykkerne på. Det er f.eks. dem, der
er medlemmer af alliancer, EU eller FN. Vi kan godt tale
om det danske land, men det betyder som bekendt ikke, at
der kun bor danskere i det eller, at der ikke bor
danskere i de andres lande. Hvis det var sådan
ville der være tale om national-stater, hvilket er
en stat, der består af kun en nation eller et
folkeslag. Somalia kommer tæt på en
sådan definition, hvilket altså ikke
forhindrer, at de har haft særdeles alvorlige
konflikter i de sidste tyve år. National-stater er
altså nationalt homogene, og der er
efterhånden meget få af dem i vores
verden.
De fleste lande er faktisk snarere stats-nationer,
dvs. stater der består af mange nationer. Her kan
man tænke på det gamle Jugoslavien, der
bestod af 6 republikker og 2 autonome provinser, der -
for nu at gøre det rigtigt besværligt - hver
især havde flere nationer, der var
statsbærende i de andre republikker. Således
var der i Kroatien en minoritet på 12 procent
serbere og Kosovo-provinsens majoritet på 85-90 %
albaner havde deres nationale moderland helt uden for
Jugoslavien, nemlig Albanien.
Grænserne for
et land
Almindeligvis bruger man ordet inter-national, som
indgår i denne artikels titel, om relationer mellem
to eller flere stater. Når der står noget om
"internationale konflikter" på udenrigssiden i
vores avis, henviser det som regel til, at to eller flere
stater eller lande er i konflikt. Men det kunne lige
så godt betyde at to eller flere nationer,
altså ret homogene folkeslag, er i totterne
på hinanden. Men sidstnævnte kaldes i hvert
fald i fagkredse snarere intra-statslige eller "etniske"
konflikter, fordi de som regel foregår inden for
grænserne af et land.
Verden har været struktureret i stater i
hundrede af år. De cirka 200 lande, vi har i
verden, har en stat eller et statsapparat samt en
regering. Nogle gange tjener disse ledelsesorganisationer
sine stats-borgere, andre gange undertrykker de dem.
Regeringer "fører" - som man siger - for eksempel
handelspolitik, udenrigs- sikkerhedspolitik og
indgår i mellemstatslige samarbejdsorganisationer,
alliancer og koalitioner på vegne af og til bedste
for landets borgere.
Og endelig består verden også af
titusindvis af de såkaldte NGO'er,
non-governmentale eller ikke-regerings-organisationer,
dem der også kaldes folkelige bevægelser. De
betyder meget for menneskelig deltagelse og har mange
gange flere medlemmer end politiske partier. De kan
fremme et direkte demokrati parallelt med, at regeringer
praktiserer det repræsentative demokrati. Men
ordene vi anvender, siger meget mere end det, der
står på linjen. Der må have været
nogen i en regeringsorganisation, der engang fandt
på, at det direkte demokrati skulle betegnes som
"ikke-regering." Når man ser på det
repræsentative demokratis egne mangler og på
autoritære regimer rundt om i verden kunne man jo
lidt spøgefuldt spørge, om det ikke var
lige så rimeligt, at regeringer blev kaldt
ikke-folkelige organisationer - Non-Peoples'
Organisation, NPOs? Lad os i stedet kalde disse
organisationer for folkelige bevægelser eller
civilsamfunds-organisationer.
Identifikation
Hvor kommer du fra? - spørger vi hinanden
når vi møder andre mennesker rundt om i
verden. 9 ud af 10 svarer med at nævne et land. Kun
sjældent er det umiddelbare svar at han eller hun
kommer fra Hinduismen, fra Vesten, fra Timbuktu, fra de
hvide, fra Europa eller det Radikale Venstre. Der er
ingen tvivl om, at de fleste mennesker identificerer sig
med et land, som regel det de bor i og føler sig
hjemme i. Stadigt oftere skynder de sig at lægge
til "men jeg kommer oprindelig fra" og her identificerer
man sig med fødestedet; eller man tilføjer
"men der tilhører jeg den særlige gruppe"
hvor altså kulturen, religionen og sproget
fremhæves, hvilket ofte bruges når man netop
tilhører en minoritet.
Alt dette er vigtigt for konflikter. Det er jo nemlig
sådan at vi udover at identificerer os med et vist
niveau i verden (staten eller landet) også
gør krav på at være unikke: jeg kommer
derfra hvor du ikke kommer, jeg er forskellig, jeg har
min identitet ved at være forskellig fra alle
andre. Således er der ikke mange, der i ramme alvor
svarer, at "hvor jeg kommer fra er ligegyldigt, jeg
føler mig som medborger i vores fælles
verden" og dermed understreger sin lighed med alle andre
i familien.
Det trans-nationale
Der er altså et vist hierarki som vi kan kapere
og identificere os med - byen, kommunen, folkeslaget,
landet/staten og måske det nære
mellemstatslige som EU og NATO. Derefter fortoner det
sig. Niveauer eller kategorier som verdensdel, kultur,
civilisation, verdenssamfundet vækker næppe
særligt konkrete forestillinger. Og hvis det ikke
gør det, kan den enkelte ikke bruge det i sin
samling af identifikationspunkter.
Vi ser også begrænsningen i vore avisers
struktur; den svarer til det vi kan kapere. Enhver avis
har en lokalside, en indenrigspolitisk side og så
udenrigsstoffet. Den har ikke en globalside med nyheder
og analyser af det, der er fælles for hele
menneskeheden, som miljøet, ulighederne i verden,
de globale økonomiske strukturer og det
trans-nationale, dvs. det der handler om forholdet mellem
individerne og den globale familie, det der transcenderer
staten såvel nedefra som oppefra. Også vore
medier er stats-fikserede. Og et jordskælv eller en
terrorhandling i Langtbortistan får kun
opmærksomhed hvis der er danskere på
stedet.
Men alle menneskeliv er ligeværdige og
menneskerettighederne er universelle, dvs. de
gælder for alle og lige meget for enhver. Hvis
uskyldigt døde irakere eller afghanere spiller en
mindre rolle i bevidstheden end uskyldigt døde
amerikanere er det sikkert ikke ment som hverken
diskrimination eller ondskab hos dem, der fører
politik eller dem, der dækker det i medierne, men i
grunden er det ikke rigtigt og slet ikke fair. Og det
harmonerer dårligt med humanismens grundværdi
om alles lige værd.
Det drejer sig her snarere om, at vi savner en
bevidsthed, en indlevelse og et identifikationspunkt over
det nationale. Det trans-nationale - altså det der
går på tværs af kategorierne fra det
enkelt menneske til den globale familie og netop ikke
giver statens eller landets perspektiv en særlig
tyngde - det er hundesvært for os. Hvis folk
lå og døde af sult i rendestenen i Odense
ville vi føle skam og sige at det hører
ikke hjemme i vores velfærdssamfund. Hvis de
gør det i Indien, så tilhører de bare
ikke vores familie. Men, må vi sige, de er dog
mennesker og ved fine lejligheder og når vi
hævder humanismens og menneskerettighedernes
betydning så er hvert menneskeliv lige så
vigtigt og har samme værd som ethvert andet.
Man kan indvende, at den menneskelige evne til at leve
sig ind i andres lidelser og glæder nok trods alt
hænger sammen med afstand. Vi kan nok føle
at livet er uretfærdigt for Faduma i Kismayo, men
hendes skæbne vedrører os ikke, kan ikke
gøre det, på samme måde som vores
datters. Det er rigtigt, men i en tid med
øjeblikkelige, globalt dækkende medier er
der egentlig ingen grund til at danskere skulle
interessere sig mere for amerikanske end med afghanske og
irakiske ofre for krig og terror. Nej, det drejer sig
snarere om kulturel afstand og hvem der har størst
betydning for hvem. For danskeren er den afghanske bonde
simpelthen mere fremmed og mindre vigtig end amerikaneren
er. Sandheden er at vi trods globalisering og
øjeblikkelig mediedækning af begivenheder og
tendenser i den store verden stadig - ja, måske i
højere grad end for tyve eller 50 år siden -
lever i vores egne små verdener.
Globaliseringens
manglende globalisme
Det er særdeles problematisk, at der i et
fundamentalt fælles verdenssamfund, i
menneskeheden, ikke findes nogen verdens- eller global
bevidsthed. Samtidig med at verden "globaliseres" halter
vores bevidsthed om denne fælles klode som et
system hjælpeløst efter. Vi drikker kaffe,
flyver rundt, ryger, tørrer os i
håndklæder fra Indien, bruger computere i
hvilke der sidder komponenter fra mange lande sammensat i
Kina. Vore spisevaner influeres af alle mulige
køkkener rundt om i verden. Ja, faktisk kan man
ikke undervurdere, hvor fundamentalt afhængig hver
eneste af os er af, at der findes nogle andre, der
udvinder råvarer, forarbejder, forædler,
transporterer og assisterer os med at forbruge - nyde og
bortkaste - varer og tjenester, der skabes i et globalt
økonomisk system. Danmark ville stort set gå
i stå på 0,5 hvis denne globale
økonomi pludselig ophørte med at
fungere.
Globaliseringen sker primært på to
områder; det økonomiske er netop blevet
antydet. Det andet er det militære. Våben,
særligt Vestens, er langtrækkende,
inter-kontinentale og vi har strategier for intervention
overalt. Våbenhandelen er global, indenlandsk
våbenproduktion spreder sig til stadigt flere
lande. Militariseringen sker på landjorden, men
også i verdenshavene med f.eks. ubåde og
lyttesystemer og i rummet med f.eks. satellitter,
raketter og det amerikanske såkaldte missilskjold,
der skal hindre atomvåben i at komme ind og smadre
USA. Atomvåben er globale i den forstand, at hvis
de bliver brugt kan det lede til menneskehedens
undergang. I disse to primære typer af
globalisering er USA det land, der for øjeblikket
har et forspring.
Det bør vække til både eftertanke
og - en vis bekymring - at globaliseringen hovedsagelig
sker på de økonomiske og de militære
områder. Når det gælder global politik,
global kultur, global etik, global forståelse og
global identifikation står det skralt til. FN, der
er det nærmeste vi kommer et globalt politisk
forum, er ikke blot blevet kraftigt undermineret og
udsultet de sidste cirka 10 år; det sidder
også fast i det statslige systems
operationsmåde. De der sidder i
Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen er
mennesker, der er udpeget af deres respektive regeringer.
De er ikke valgte og repræsenterer derfor ikke
folkene eller statens borgere i medlemslandene. Der er
intet, der kan svare til EU-Parlamentet eller
Folketinget. Det vi kalder civilsamfundet,
folkebevægelserne, interessegrupper, fagforeninger
etc. - findes slet ikke repræsenteret (selvom nogen
af dem har observatørstatus i visse af FNs
del-organisationer). Det er derfor helt misvisende
når de allerførste ord i FNs Charter er "vi,
folkene i de forenede nationer, bestemmer…". Hvis
teksten skulle passe til virkeligheden burde det hedde
"vi, folkene i de forenede stater," men den betegnelse
var som bekendt allerede optaget.
Demokratisk
underskud
Hvis man synes, der er et demokratisk underskud i EU,
så er det tifold større i det globale
system. Majoriteten af verdens folkeslag oplever givetvis
ikke, at de har nogen som helst mulighed for at
påvirke det globale samfunds udvikling. Der mangler
ganske enkelt kanaler i de formelle systemer, selvom man
kan sige, at der er bevægelser, der i en vis
forstand er globale som den mod globaliseringen og den
for fred eller kvinders ligestilling. Men de er
uformelle, kører i civilsamfundene og i
netværk, ikke i et formelt globaldemokratisk
system.
Hvis der fandtes global politik, kultur, etik,
bevidsthed og uddannelse og en global identifikation
ville man kunne tale om globalisme. Populært sagt
ville vi som enkeltindivider og kollektiver være
stort set lige så opmærksomme på
verdenssamfundets problemer og muligheder som vi er
på vort danske samfund. Som vi skammer os over
døende mennesker i Odenses rendestene, ville vi
skamme os over, at der i denne rige verden, hvor folk
dør af fedme, overhovedet er en eneste, der
går sulten i seng, hvis han eller hun altså
havde en seng.
På det globale plan vil vi stræbe efter at
skabe det gode samfund, "hvor få har for meget og
færre for lidt", som Grundtvig så rammende
formulerede det. Vi ville se andre som vore medborgere og
således være ude af stand til at betragte dem
som moralsk og på anden måde
mindreværdige. Og da bomber og krig mod andre netop
forudsætter foragten for dem, ydmygelsen og
de-humaniseringen af dem, så ville krigen blive
noget, vi successivt ville lægge bag os. Vi ville
med andre ord stige opad i civilisation og fjerne os fra
det omsiggribende globale barbari, der f.eks.
indebærer at mellem 60.000 og 100.000 mennesker
hver dag dør unødvendigt af mangel på
vand, mad, klæder, medicin og husly. Og vi ville se
de døende i verdens rendestene som en af
hovedårsagerne til terrorismen og gøre noget
ved det i stedet for at føre militær krig
mod terroristerne.
Endelig ville der med globalisme - til forskel fra
globalisering - ske en mindskning i angsten for det
fremmede og en øget værdsættelse og
glæde ved mangfoldigheden. Vi ville i bedste fald
se styrke og rigdom i det gamle hinduistiske livsprincip
om verdens enhed i mangfoldighed, ikke enhed i
enfoldighed. Globalisering ville blive alles fælles
menneskehedsprojekt, et give-and-take på kryds og
tværs, på ondt men også på godt -
i stedet for globaliseringens projekt, der i hovedsagen
bygger på tesen om, at vi i Vest skal civilisere de
andre og, for at bruge et bibelcitat, gå ud i alle
folkeslag og gøre dem til vore disciple, hvilket i
dag betyder konsumenter af vore varer og
værdier.
Kulturkamp eller
kulturdialog i globalt perspektiv
Lad mig som afrunding af dette berøre en aktuel
dansk debat - og der skal vi jo også være for
at drøfte den store verden i det trans-nationale
perspektiv. Det forekommer mig at være en
essentiel, ja eksistentiel, del af en tidssvarende
kulturkamp at søge svar på
spørgsmålet om hvordan det enkelte menneske
og det enkelte lande bør og kan relatere sig til
den store verden og blive en del af menneskehedens
familie.
Det går ikke længere med udenrigspolitik,
der må globalpolitik til. Vore egne værdier
er såmænd gode nok for os, men det er
tvivlsomt om de er det for hele verden. Alene af den
grund at vi ikke vil acceptere at andre sagde sådan
og påduttede os deres værdier som de eneste
saliggørende. Når statsminister Anders Fogh
Rasmussen som et led i kulturkampen mener, at vi skal
være værdifaste og ikke værdislappe
så er jeg enig. Det er rigtigt, at stå op for
det man selv tror på, er godt for en selv og i
mangt og meget synes jeg, at de værdier vi
forbinder med Norden er kompatible med verden i den
forstand, at verden ikke ville blive dårligere,
hvis flere blev inspireret af Norden.
I dialog med andre kan man også påvirke
dem til at tænke anderledes, forudsat man selv er
parat til at blive påvirket. Men det leder
næppe i retning af en global familiefølelse
- snarere til familiestrid - at gå det der lille
skridt videre som statsministeren gør når
han siger, at "vi skal turde sige, at vi opfatter dem
(vore værdier) som bedre og mere værd en
andre værdier" (Berlingske Tidende 3. oktober
2003). Der bliver, frygter jeg et sammenstød
mellem civilisationer, der kan komme til udtryk i form af
enten kulturkamp eller kulturdialog. Og det tjener ingen
på. Det er enhed i enfoldighed, og en sådan
enhed kan kun tilvejebringes gennem bekrigelse af dem med
de "ringere" værdier. Hvis vore er gode nok,
så er de også gode nok til at overleve side
om side med andre værdier og kulturer.
Magtens
mysterier
Det aktualiserer nemlig spørgsmålet om,
hvad magt er. Om det er magten over sig selv og sine egne
værdier og visioner eller det er magt til at tvinge
andre til at blive som vi selv og makke ret. Og om magt
er ret eller man skal udøve magt, fordi man mener
man har ret?
Magt handler om at have ressourcer til at tage
beslutninger og få ting ført ud i livet til
en bestemt pris. Magt måles på en kalkule:
hvem vinder hvad - med hvilken indsats? I politik er der
flere type af magt, f.eks. økonomisk, politisk,
militær, lederskab og karisma. Den der har magt
må nødvendigvis have nogen til at
udføre beslutninger, en diktator kan jo ikke med
egne næver bygge fængsler eller føre
krig. Så magten må have midler til at
få andre til at udføre arbejde - midler som
at producere frygt, give belønninger og at
fremstå som legitim eller ligefrem fascinerende.
Magtudøvelse kræver således lydighed
blandt magtens aktører. Hvis soldater ikke dukker
op til krigen, embedsmænd ikke kommer til
ministerierne, politiet ikke adlyder ordre - ja, da er
selv den stærkest udseende magthaver færdig.
Det er denne ide den ikkevoldelige kamp bygger
på.
Magt hænger naturligvis ikke blot på
magthavere men også - måske mere usynligt -
på strukturer. Der er måder at organisere
verdens (u)orden, stater, virksomheder og
folkebevægelser på, der per automatik
gør nogen til vindere og andre til tabere.
Mænd organiserer sig ofte sådan, at kvinder
taber; store stater sådan at mindre stater taber,
regeringer sådan at minoriteter taber. De vil jo
ikke dele magten demokratisk fordi demokrati jo, med en
let omskrivning af Grundtvig, er når de få
har megen magt og de mange har mere.
Magt kan være
som narkotika
Personlighed såvel som kultur påvirker
selvsagt, hvad mennesker opfatter som magt. Dalai Lama og
George W. Bush opererer med temmelig forskellige
magtbegreber, men de har begge magt i andres øjne.
Visse bestræbelser på at opnå magt
stammer fra dyb usikkerhed eller kollektiv paranoia,
visse kommer af indre styrke og lader sig ikke
blæse omkuld. Den der ejer meget kan opfattes som
magtfuld, men kan samtidig føle at han eller hun
også har meget at beskytte og forsvare med dyre
forsikringer, vagtselskaber og måske maskinpistoler
på taget af sit hus. Magten kan på denne
måde blive en besættelse. Magt kan være
som narkotika, den er kun tilstrækkelig for en tid,
så må man have mere. Det er typisk for den
udadvendte magt over andre, men ikke for den indadvendte
over sig selv. Faktisk kan man i eksistentielle termer
argumentere for, at jo mere magt man til stadighed
må have over andre, jo mere magtløs er man i
virkeligheden. Der er jo som Villy Sørensen klogt
har sagt ingen grænser for kvalitet, men der er for
kvantitet. Det gælder også magt.
Vi synes at leve i en kultur, hvor fysisk, materiel og
teknisk styrke, tolkes som magt. Jeg tror dog, at det kan
være nyttigt at skelne mellem Hjernen som det
intellektuelles magt, Hjerte som empatiens og etikkens
magt og Muskler som magten til at udføre magtens
opgaver. Kun hvis der er balance mellem disse tre er der
tale om holdbar magtudøvelse. For meget af en af
disse er ubalanceret magt og når den møder
modstand vil den skrue endnu mere op for den ene og ned
på de to andre. Og da indtræder
systemsammenbruddet og magten træder frem som
selvbedrag, hybris eller tomhed. Kort sagt, destruktiv
mod andre og/eller sig selv.
Der er således intet galt i magt.
Magtløshed er der ikke meget sjov ved.
Spørgsmålet er hvad magtens filosofi,
metoder, værktøjer og formål er. Her
tror jeg, at den ikkevoldelige magt, det vil sige hjerne,
hjerte og muskler der er forankret i magten over sig selv
og ikke i muligheden for at bruge vold mod andre, er nok
så interessant og bør opgraderes i vort
samfund, i vor uddannelse og omgang med hinanden i den
menneskelige familie.
Litteraturliste
1. Enhver bog og artikel af forfattere som Johan
Galtung, Richard Falk, Dietrich Fischer, Hazel Henderson,
Robert Jay Lifton, Kenneth & Elise Boulding, Scilla
Ellworthy, Noam Chomsky, Chalmers Johnson.
2. Håkan Wiberg, Konfliktteori och
fredsforskning, Almquist & Wiksell, Stockholm,
1989
3. Sven Lindqvist, Udryd de sataner, Gyldendal
1993.
4. Harald Ofstad, Vårt förakt för
svaghet. Nazismens normer och värderingar - och
våra egna, Prisma, Stockholm 1979.
5. Ludvig Igra, Den tunna hinnan mellan omsorg och
grymhet, Natur & Kultur, Stockholm 2001.
6. Eric Fromm, The Anatomy of Human
Destructiveness, Fawcett Books, 1973.
7. Dave Grossman, On Killing. The PsychologicalCost
of Learning to Kill in War and Society, Back Bay
Book, 1996.
8. Eric Hobsbawm, Age of Extremes. The Short
Twentieth Century 1914-1991, Michael Joseph, London
1994.
9. TNN - Transnational
News Navigator
10. TFF
- konfliktløsning i felten
11. TFF -
Freds- og konfliktforskning
12. TFF -
Globalisation - Globalism
13. TFF -
Intelligence, Covert Operations and
Psycho-Warfare
14. TFF-
September 11 and Terrorism
Arbejdsspørgsmål
1. Er det realistisk, at mindske den kulturelle
afstand mellem forskellige folk for at mindske
volden?
2. Hvilke konsekvenser ville det få, hvis
vi indførte global politik, kultur, etik,
bevidsthed og uddannelse?
3. Hvad er civilisation i følge Jan
Øberg?
4. Kulturkamp eller kulturdialog hvad er
forskellen og er kulturdialog realistisk
©
TFF & forfatteren
2004
Det er forbudt at trykke,
kopiere eller på anden måde
mangfoldiggøre dette materiale uden
forudgående tilladelse fra
TFF.
Tilbage
til første side
Fortæl en anden om denne artikel
Send to:
From:
Message and your name
|