2 april 2002

EU's militarisering som udbrud af en dybtliggende kultur

Hvordan er det muligt at militarisere den Europæiske Union med så ringe opmærksomhed fra og så lille viden om det i medierne, i den offentlige debat og blandt de politiske beslutningstagere? Hvordan går det til, at idéer som militær, humanitær intervention, bombning, krigsførings-strategier og en uophørlig strøm af nye, mindre våben såvel som masseødelæggelsesvåben bliver 'solgt' til offentligheden som fredsinstrumenter?

Lad os begynde med nogle få heuristiske teser, som jeg tror understøtter de nuværende globale militariseringstendenser, gennemtvunget som de er af Vesten.

1) På trods af alle de gode ting, der også kan siges om Vesten, er den vestlige kultur en grundlæggende militaristisk, voldstilbøjelig civilisation. Direkte og strukturel vold, psykologisk vold, kulturel vold og vold som underholdning er så gennemstrømmende i kulturen, at det tager sig 'naturligt' ud for flertallet.

Tese 1: Systemet er kulturelt blindt og fundamentalt voldeligt. Den vestlige sociale kosmologi taler for en fred, der tillader, ja endog kræver og legitimerer vold.

2) Konflikter handler om to parter, af hvilke den ene repræsenterer det onde. 'Problemet' lokaliseres hos en aktør og ikke i strukturen, tankegangen eller situationen. Konfliktløsning handler om at udslette det onde, dvs. en aktør og ikke konflikten mellem aktører. På den måde skal ond vold kontrolleres eller bekæmpes med god vold. Kort sagt: Fortæl mig om din kosmologi, og jeg vil fortælle dig, hvilken form for konfliktløsning du sandsynligvis vil anvende! Buddhas udtalelse om, at det eneste vi behøver at dræbe er viljen til at dræbe, en udtalelse som peger på den fundamentale ærbødighed for liv, er uforenelig med den generaliserede, vestlige kosmologi og dominerende politiske doktriner.

Tese 2: Vestlig kosmologi er monoteistisk og tror på én sandhed - vores egen naturligvis. Mulige andre sandheder opfattes som truende, korrupte, slyngelagtige og 'onde'. Parter i konflikt med hinanden ses som enten helt gode eller helt slemme/'onde', ikke som komplekse, som blandede. Sameksistens? Ja, men kun med dem der fundamentalt set er som vi eller vil leve i overensstemmelse med vores kosmologi, med "os" men ikke med "dem". Det betyder grænseløs ekspansion: jo større, jo mere kontrol - og jo mere frygter vi at tabe.

3) Supplerende hertil: Vesten i almindelighed og ledere i USA/EU ser sig selv som udvalgte, som (selvophøjende) prinser for fred, som dem der må tage den "hvide, civiliserede mands byrde" på deres skuldre og bringe fred til verden efter at have udslettet det onde i mindre civiliserede områder.

Tese 3: Lederne har messianske motiver.

4) Verden bliver kompleks, informationer og beslutninger kommer så hurtigt i vej, at de fleste borgere ikke har en chance for at få den relevante, alsidige viden og tage del i en demokratisk debat, før der allerede er truffet beslutninger, der ikke står til at ændre. Der er en truende afgrund, hvad angår informationer og tillid, mellem repræsentanterne og dem, de repræsenterer, og den bliver større i takt med disse processer, om ikke hurtigere.

Tese 4: Borgerne føler sig magtesløse, og den politiske apati og fremmedgørelse truer demokratiske normer og regler. Borgerne mangler tro på politikerne, men politikere, der fører sig frem som frelsere udviser også foragt for borgerne, når de er skeptiske over for de storslåede projekter og den voldsomme hast, de føres frem med.

Det er en farlig blanding: Vold snarere end ikkevold + enevælde snarere end pluralisme + frelseradfærd snarere end ydmyghed + fremmedgørelse af borgerne snarere end deltagelse. Med systemer der spændes til bristepunktet og endnu flere kæmpestore(og storhedsvanvittige) projekter, til at reparere systemet, kan disse elementer i den moderne politik fremkalde et generelt systemnedbrud, fulgt af udbrud af decentraliseret, borgerbaseret vold, borgerkrig eller international krig. Lad os på dette punkt introducere optakten til den femte tese:

5) Vrangforestillingen om storheden (tese 3) kan forbindes med en anden type selvbedrag i den klassiske psykologi: fornemmelsen af at blive forfulgt. Det kan ske indefra eller udefra.

Kan det være sådan, at Vestens ledere og lederne i den EU-verdensmagt, der er ved at se dagens lys, føler, at de kan blive forfulgt indefra af deres politiske modstandere og nogle af deres borgere? Jeg tænker her på populister, nynazister, ressource- og informationsfattige, venstreorienterede, grønne, kvinderne og de unge, der alle har forskellige grunde til at være alt andet end begejstrede for den fremtid, der bliver skabt for dem og hen over hovedet på dem? Se på de 'familiefotos' der bliver taget med de samme få statsmænd og ministre, når de mødes i EU, NATO, OSCE, Davos eller IMF. Det er ikke usandsynligt, at de har en stærk gruppefølelse og bliver betragtet af deres respektive vælgere derhjemme som mere loyale over for hinanden end over for vælgerne.

Kan det være sådan, at lederne - mere eller mindre bevidst - føler, at de en skønne dag kan blive forfulgt udefra, fra ikke-Vesten, af bogstaveligt talt resten af verden på to måder:

a) af verdens samspilsramte, fattige, asylansøgere og andre ofre for globalisering og for Vestens grådighed og luksus midt i en verden, hvor flertallets basale behov stadig ikke opfyldes?

b) af nyopståede magter i Asien og andre steder, der ikke længere vil finde sig i et Vesten, der ikke har nogen svar på de virkelige globale problemer ud over fortsat udbytning, marginalisering, pervers forbrugerisme og - hvis det er nødvendigt - militær dominans? Og så:

Tese 5: EU-ledere frygter, at Vesten skrumper ind, om ikke synker i et makrohistorisk perspektiv på grund af tendenser og dilemmaer som disse? De frygter, at den amerikanske politik, der sigter mod verdensdominans, i stigende grad vil skabe modsætninger mellem alle, herunder dem selv, i en sådan grad, at enden på det vestlige overherredømme vil komme snarere før end siden, og de ønsker at beskytte det ikke-amerikanske Vesten mod den skæbne. De tror kort sagt, at de kan redde Vesten - eller friholde Vesten i længere tid - fra dette sammenstød af civilisationer (der er helt forskelligt fra Huntingtons).

EU som en modmagt til USA eller til imperialismen?

Mange europæere er opmærksomme på det europæiske projekts mangler og risici, men de fremmer EU som en magt, der skaber balance i forhold til amerikansk 'imperialisme' og dominans, hvilket i nogen grad ligger mellem linjerne i ovenstående teser. Men ét spørgsmål må stilles: er de kun mod USA som en imperialistisk magt, og ikke mod supermagt-adfærden og imperialismen som sådan? Tror de, at EU's imperialisme og militære intervention er foreneligt med det, som de også taler for og opfatter som et fredsprojekt? At EU i løbet af de næste 30-50 år vil blive mere menneskelig og ikke basalt set vise de samme træk som alle de andre imperialistiske aktører i historien, at EU vil blive en ny form for næstekærlig imperialisme? Er der rent faktisk nogen pointe i at være mod amerikansk imperialisme og for EU-imperialisme?

Er det virkelig sandt, at der ikke er nogen anden vej til at danne modvægt til USA end at imitere det og blive lige så 'væmmelig', som USA er blevet i manges øjne rundt omkring i verden? For mig ser det ud til, at den intellektuelle, politiske og moralske udfordring ligger i at tænke mere kreativt, at gøre noget helt nyt for en helt ny fase af menneskehedens historie og ikke erstatte et imperium med et andet. Europa og resten af verden burde have set nok, mere end nok af den slags nu.

Jeg mener, at vi har brug for noget, der går ud over politisk videnskab, økonomi og forsvar for at forklare EU-projektet. Jeg tror, vi har brug for et perspektiv, der omfatter makrohistorie, verdensorden og psyko-kulturelle dimensioner. Jeg har hentydet til nogle elementer og vil overlade til folk, der har større ekspertice, at kritisere de fem - indrømmet impressionistiske - teser ovenfor og komme med mere indsigtsfulde og dybtgående idéer. Lad os nu vende tilbage til EU-bureaukratiets mikroniveau.

Demokrati og ansvarlighed i militarisering

Punkt 1: Hvordan overbeviser man borgerne i stedet for at lytte til og repræsentere dem?

EU's eliter er tilsyneladende ude af stand til at forestille sig en ny supermagt, der retter sig mod værdier som kulturel, økonomisk og politisk ikkevold, bløde værdier, alternativ sikkerhedspolitik, økologisk balance, retfærdighed og en verdensorden, der tillader en grundlæggende standard for de mange, før de få klatrer højere op ad den materielle, forbrugeristiske stige. Derfor går EU efter at blive en traditionel form for imperialistisk magt. Det er derfor også usandsynligt, at EU vil udvikle sig uden en stærk militær komponent. I det lange løb må EU blive mere selvstændig og mindre afhængig af USA. Der er tegn på en stigende selvhævdelse og derfor allerede stor amerikansk bekymring.

Den nye militaristiske stemning vil fuse ud uden forskellige konkrete manifestationer. Rationalisering, samarbejde og militærindustrielle sammensmeltninger kan give nogle resultater. Men højere militærudgifter er et sine qua non. Det peger tilbage på projektets demokratiske fundament: vil de euopæiske skatteydere automatisk acceptere alt dette på det politiske og det økonomiske plan? Eller vil de kun gøre det, hvis de får at vide, at verden i stigende grad er et farligt sted, endnu farligere end det var i den Kolde Krigs velmagtsdage. EU-ledere vil blive fanget i dilemmaet mellem på den ene side den politisk argumentation for, at alt dette kun tjener ædle mål som minerydning, fredsbevarelse og humanitær hjælp og på den anden side de økonomiske byrder, der må lægges på borgerne i forbindelse med de højere militærudgifter, der skal virkeliggøre drømmen om en militariseret supermagt.

Punkt 2: Militarisering behøver ingen trusler og tillader ikke gennemsigtighed

Problemet er, at der ikke er nogen trusler i eller omkring Europa, over for hvilke EU's militarisering og Hurtige Reaktionsstyrke er (det mest passende) svar. Ingen af dem, der taler for den udvikling, har sat grænserne: Hvilke opgaver skal vi ikke udføre, hvilke missioner skal vi ikke engagere os i, hvilke geografiske grænser sigter vi ikke ud over? Det er blevet et mantra, at hele denne nye sikkerheds'arkitektur' er åben, indbydende, overlappende, den arbejder i netværker og er baseret på skiftende grupper eller alliancer, på repræsentation i forskellige organer og ad hoc-arrangementer, som senere - hokus-pokus - bliver permanente organer. Medierne har tabt sporet og citerer overvejende pressemedelelser, dvs. det som beslutningstagerne ønsker, at folk skal vide, og ikke det de bør vide. De er fyldt med formaliteter og legitimeringer snarere end med realiteter og problemer.

Dette er kort sagt ikke alene et demokratisk underskud. Det kan gøre demokratiet til en parodi. Det svækker ansvarlighed, forpligtelse og gennemsigtighed. Der er for mange kokke, der fordærver maden i dette fredsprojekt, og de kunne meget vel ende med at forberede krig, selvom de ikke havde intentioner om det. EU-systemerne er overbelastede, EU's rolle på verdensplan er allerede alt for bred og urealistisk at dømme efter de seneste ti års bemærkelsesværdigt forvirrede politik på Balkan. Spørgsmål om beslutningstagernes normer og delingen af magten, indflydelsen og stemmerne står stadig uløste tilbage, mens EU bliver ved med at storme frem mod nye og endnu større megaprojekter som for eksempel militarisering.

For at få alt dette til at se rigtigt ud og få EU til at fremstå som ædel, må man enten opfinde pseudokriser/-trusler og puste proportionerne op eller finde en virkelig, der helst skal ligge langt væk fra europæisk grund. At vende opmærksomheden væk fra indre problemer og (bogstaveligt talt) samle kræfterne mod en ydre udfordring er ikke noget nyt.

Punkt 3: Europas sikkerhed er som arkitektur mere vakkelvorn end smuk

Den europæiske sikkerhedsarkitektur af i dag er uigennemtrængelig. Der er overlappende medlemskab af NATO, det tidligere WEU, EU, OSCE, Europarådet, Partnerskab for Fred, det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd, det NATO-Russiske Råd osv. Der er ingen grænser for antallet af koordinerende organer mellem dem og for antallet af undergrupper, ad hoc-enheder, komitéer osv. inden for hver enkelt. Ikke-NATO-lande deltager i NATO-operationer; ikke-EU-lande vil deltage i EU-operationer. Hvis et land af en eller anden grund ikke kan deltage i en aktivitet med én identitet, kan det finde en anden blandt et antal evigt skiftende "alliancer", "forsamlinger", "associerede aftaler", "arrangementer", "initiativer", "partnerskaber" og "netværker" og alligevel komme med sit bidrag. Denne spredning er så kompleks for ikke at sige kaotisk, at man kan undre sig over, hvordan den skal kunne fungere, hvis den en skønne dag skal. Med anvendelse af sociologisk lov er min hypotese enkel, og vi så den konkret udfoldet i tilfældet med bombningen af Jugoslavien. De stærkeste, de der er størst og kontrollerer informationer og efterretninger, og som investerer mest, tager føringen - uden hensyn til formelle beslutningsstrukturer, der under alle omstændigheder vil blive overset, når man skal have tingene gjort i en krigssituation.

Punkt 4: Autoritære principper - at stemme om, men ikke vælge det uigenkaldelige

Tre demokrati-relaterede aspekter kan tages op i forbindelse med EU. For det første har europæerne, så længe EU har eksisteret, fået at vide ved hvert vendepunkt, at der kun var én vej frem, hvis deres land ikke skulle "lukkes ude og miste indflydelse der, hvor beslutningerne bliver taget". De kunne kort sagt stemme, men ikke vælge mellem flere alternativer for fremtiden.

For det andet har der været en betragtelig systemforøgelse. En valgmulighed forude præsenteres som "naturgiven med de beslutninger, der er truffet eller den Traktat, der er underskrevet ved det ene eller det andet møde engang i fortiden". En beslutning har med andre ord en række relaterede beslutninger på lager.

Og for det tredje er en truffet beslutning uigenkaldelig. Prisen for at have afvigende synspunkter kan blive høj i enhver organisation, som kæmper for at tale med én stemme i komplekse sager.

Hvis man kombinerer de tre, har man en cocktail, der øger det famøse "demokratiske underskud" snarere end mindsker det. Ingen institutionelle reformer kan afhjælpe EU-projektets fundamentalt topstyrede, autoritære karakter. Hvis de karakteriserer den generelle udvikling i EU, karakteriserer de sandsynligvis ikke mindre militariseringens specielle proces.

Tolv konfliktscenarier

Hvis moderne våbens livscyklus er omkring 20 år, er det den minimums-tidshorisont, som ansvarlige beslutningstagere bør arbejde med. Vi ved ikke, hvad fremtiden vil bringe i EU eller andre steder, men man kan forestille sig forskellige udviklinger og situationer - her med et blik på hvad den reelle funktion af et militariseret EU kan blive.

1. EU's borgere vil udgøre omkring fem procent af verdens befolkning. Hvordan vil de 95 procent se på et militariseret Festung Europa, der bliver ved med at sidde på privilegier og udnytter relativt underbetalte menneskelige og naturlige ressourcer til sine egne formål? Hvis EU i stigende grad bliver lukket for dem, der banker på døren med endog meget klare humanitære formål?

2. Hvad med indre konflikter i EU-sfæren - etniske, socio-økonomiske konflikter, klassekonflikter, konflikter mellem et første-, et andet- og et tredjeklasses Europa? Hvad med stigende spændinger mellem EU's indbyrdes stridende ledere, Frankrig, Storbritannien og Tyskland? En sådan strid behøver ikke at blive militær for at blive alvorlig for projektet. Hvis projektet efterhånden falder fra hinanden, hvilke valgmuligheder vil nytilkommende have, hvilke andre europæiske strukturer, nye eller gamle, er der at bygge på? (Det er usandsynligt, at alt går godt eller sker i overensstemmelse med deklarationer og handlingsplaner.) Og hvad med mere eller mindre militariserede lokale, indre majoritets-/minoritetskonflikter i fremtidige medlemsstater? Hvad med tilfælde som albanske væbnede aktiviteter i Sydserbien eller opbygningen af en spænding mellem Beograd og Podgorica?

3. Hvordan skal EU håndtere en voksende konflikt med USA? Vil det ske ved at holde kursen og skærpe modsætningen mere og mere, klare sig igennem på bedste beskub eller generelt føje sig efter diktater fra storebror, hvis tankegang har gennemsyret NATOs udenringsministerier i en sådan grad, at det er svært at se, hvordan de fleste af dem ville blive i stand til at skifte om og begynde at tænke og handle uafhængigt.

4. Hvad med risikoen for en splittelse basalt set i en nordlig, sydlig, vestlig og østlig regionalisering, hvis centrum ikke holder? Ville Sverige i så fald vælge at regruppere sig sammen med de andre nordiske lande eller blive en vasal af Tyskland?

5. Hvis de østeuropæiske kandidater efterhånden bliver vrede på grund af skuffede forventninger, vil de så gå sammen og danne deres eget Øst-EU og knytte sig til andre længere sydpå i Mellemøsten og Kaukasus og et fremtidigt, reformeret og stærkere Rusland?

6. I tilfælde af en - lad os sige - fremtidig militær amerikansk og/eller NATO-intervention i Mellemøsten (det kan ikke for evigt fortsætte, som det kører nu) eller i Kaukasus, hvoran vil EU som EU reagere? Vil EU være på den ene side, på den anden side eller neutralt over for parterne, vil EU være med, mod eller neutral over for NATO i almindelighed og USA i særdeleshed?

7. Eftersom der ikke er noget tegn på et strategisk koncept, som EU's konfliktstyring er baseret på, kan EU så forblive neutralt i en konflikt om kaspisk olie og dens tilstrømning til Vesten?

8. Der er en alvorlig konflikt i Georgien mellem den centrale regering i Tblisi og udbryderrepublikken Abkhasien og nogenlunde det samme er tilfældet med Sydossetien. Hvad er det præcis, EU's konfliktstyringseksperter vil have EU til at gøre og ikke gøre i tilfælde af en øget spænding? Er styrkens sammensætning og antallet af våben, der er overført til den nye EU-styrke, resultatet af en underbygget vurdering af behov, civile såvel som militære? Eller i denne region: hvad med Tjetjenien, kan EU se en rolle for sin Hurtige Reaktionsstyrke der?

9. Det kurdiske problem kunne være et andet fremtidigt urocenter. Det ville være interessant at se en liste med mulige aktioner, som EU kunne anvende. Og der må helt bestemt eksistere sådanne dokumenter, der kan tjene som basis for udviklingen af det maskineri, der skal stå for den militære og civile krisestyring.

10. For nylig tilbød TFF-rådgiveren og medlem af Europaparlamentet Per Gahrton i et svensk dagblad et konkret scenario: et statskup i Saudi Arabien. Nogle revolutionære overtager olien, smider udenlandske kapitalinteresser ud og begynder at hænge regimets folk i lygtepæle og fængsler i hundredvis af borgere. Landets betydning og dets olierigdom taget i betragtning vil USA måske gå enegang øjeblikkelig. Men hvorfor ikke EU engang i fremtiden? EU er også afhængig af olie og kan bestemt ikke sidde med hænderne i skødet, når menneskerettigheder bliver så groft krænkede.

11. Og hvorfor så ikke tage det lange blik i tid og rum? EU planlægger at blive i stand til at intervenere så langt som 6000 kilometer fra Bruxelles. Det dækker steder som størstedelen af Rusland, Beijing, Thailand, Kuala Lumpur, Afrikas sydlige spids, Sao Paolo, Equador og Columbia, Centralamerika minus Mexico. I det store og hele alle tidligere kolonier og måske omkring 40 af verdens igangværende krigsteatre. At holde fred inden for dem - sandsynligvis omkring 75 procent af verden - er ikke nogen ydmyg plan. Det blotte faktum, at der tilsyneladende eksisterer sådan en ramme er nok til at kalde projektet megalomanisk. Hvordan forventer EU's ledere, at disse områder, der skal interveneres, og steder, der skal pacificeres, vil reagere? Hvor stor en våbenspredning kan denne horisontale militarisering sætte i gang i løbet af de kommende få årtier (mens USA sørger for den vertikale militarisering af rummet og havene)?

12. En ny kold og efterhånden varm krig kan udgøre et afsluttende civilisations-scenario. Hvis Vesten føler en relativ svækkelse over for magter, der er på vej op, såsom sandsynligvis Kina, Indien, dele af Fjernøsten og Rusland, som så snart det er i stand til det kunne ønske at rejse sig fra sin nuværende ydmygelse og genopbygge sin globale status. Det er slet ikke usandsynligt, at disse tre giganter vil komme tættere på hinanden i løbet af de kommende årtier. Andre kan slutte sig til i et nyt to-blok-system under ledelse af disse tre på den ene side og USA og EU (NATO+EU-militær) og amerikanske allierede inklusive Japan mod øst på den anden. Det er altså et scenario, hvor Vesten og Orienten i en vis udstrækning kæmper mod hinanden, naturligvis ikke så skarpt, men noget der er langt mere globalt, langt mere civilisationsbetinget og langt mere skæbnesvangert end den Kolde Krig, der holdt sig inden for Vesten og havde sit Jerntæppe hængende mellem et østligt og et vestligt Europa, der var baseret på vesteuropæiske filosoffer som Karl Marx og Adam Smith.

Hvad skal vi med scenarierne?

Realistiske? Sandsynlige? Maler vi bare fanden på væggen? Scenarier er per definition spekulative og heuristiske. De kan hjælpe os til at tænke mere dækkende på fremtiden og på, hvordan vi skal håndtere problemerne. De kan også være en hjælp til at afklare forholdet mellem mål og midler. Det fuldkomne fravær af sådanne scenarier i den offentlige debat og af offentligt tilgængelige planer for anvendelsen af EU's Hurtige Reaktionsstyrke og mekanismer til konfliktstyring er til syvende og sidst måske det mest bekymrende aspekt af militariseringen af EU. Det EU's ledere nu konstruerer skal vi leve med, betale for og se i funktion de næste fem, 10 eller 25 år.

Ingen af de nuværende EU-aktiviteter sender signaler om en filosofi, en politik eller en organisation, der tager sigte på tidlig varsling, voldsforebyggelse og fred med fredelige midler. Hvis europæiske ledere sætter al deres prestige og 95 procent af konfliktstyrings-midlerne og de menneskelige ressourcer ind på opbygning af militære interventionsstyrker, så er de civile midler forudbestemt til at blive det svageste element. De vil komme ind, efter at våbnene er blevet brugt af de stridende parter og af USA/NATO/EU, når krigshærgede samfund skal genopbygges (erfaringen fra Kosovo). Vore dages almindelige tankegang med hensyn til konfliktstyring er kort sagt, at man sandsynligvis tillader om ikke ligefrem skaber spiraler af vold og modvold, lokalt og globalt.

Bekymringen med hensyn til EU's militarisering og præsentationen af mulige og ønskværdige alternativer kan kun udtrykkes ikkevoldeligt med værdighed og tungtvejende argumenter. Deltagere i protestbevægelser, der bruger vold, fordi de mangler kreativitet og engagement, har ingen moralsk baggrund for at overbevise politikere, der mangler kreativitet og fremmer voldelige konfliktstyring, om ikkevolds-princippets fortrin!

© TFF, 3. januar 2001

Oversat af Annelise Ebbe

Skicka till en vän

Till:

Ifrån:

Message and your name

     

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links