|
|
|
Nr. 61
Vi skriver fredag den 19. januar. For få dage siden kom jeg hjem fra små tre uger i Skopje, Beograd og Kosovo. Min analyse og min intuition siger mig dét, jeg ikke vil høre: bombningerne nærmer sig. Det var 34. besøg siden 1991. Jeg er delvist uddannet i Dubrovnik, fra 1974. Jeg kan ikke slippe det. Det er altså også mit land, der atter trues af den kulturkreds, jeg tilhører. Radmila og Peca i Beograd, venner siden 1974, intellektuelle der har valgt ikke at forlade landet og netop har sagt nej til et ophold i udlandet. Datteren Anja på 9 skal vokse op hér. "Jeg rejste ned nu," siger jeg, "fordi der enten ville falde bomber eller blive en eller anden slags 'forhandling' og jeg vil være hér hvis I blir bombet, for jeg skammer mig over hvad Danmark og andre lande gør." Hun får tårer i øjnene. En diplomat på den engelske ambassade betror mig at "det ikke er sikkert vi er her om fjorten dage. Forstår De, denne gang er jeg bange for at NATO means business. Der er mængder af militære anlæg omkring og i Beograd. Et krydsermissil kunne komme på afveje. Og vi udlændinge kan let blive gidsler." Ja, vi udlændinge kan altid smutte, når vore egne lande har iscenesat helvedet, tænker jeg. Der venter nu 250 fly rundt om Jugoslavien. Også danske og norske F16-fly. Jadranka bekræfter at der er "bombeværdige" mål nær hendes lejlighed i det nye Beograd. "Men se Dig omkring hér, se på fattigdommen og håbløsheden." Jeg har allerede set den i menneskers øjne og måde at gå på i det gråbrunt, forfaldne Beograd, der kaldtes den "hvide by." Jeg har set tiggerne og de gamle, der byggede det hér land og nu sælger sine nips, bøger og ejendele for at få det til at gå rundt efter snart ti års internationale sanktioner og national selvdestruktion. "Det er absurd. De fleste bryder sig fanden om Kosovo og nu blir vi måske bombet for dets skyld. Herregud, Kosovo er jo allerede tabt. That't it." Mine kosovo-albanske venner ønsker ikke at nogen serber skal blive ramt af bomber - nåja, det skulle da være Milosevic og hans hustru tilføjer de med et smil. Alush er læge med international erfaring og politiker. "Nej jeg skal ikke til Rambouillet, det er blot et spil ompolitik og bomber. Hvis de arbejdede med folks behov i hverdagen - skoler, hospitaler, medier, etc - kunne der have været fred nu." Det serbiske mediecenter i Pristina har fundet Rashid, en albansk taxichauffør, som skal køre mig tværs gennem Kosovo til Decani ved den albanske grænse. Rashid er ingeniør med to år i Tyskland bag sig. Vi blir standset otte gange af serbiske politi, der checker de samme papirer og mit pas. Hvad skal han, spørger de ham og peger på mig? Han skal besøge Fader Sava på Decani-klostret. I ét tilfælde må Rashid betale 10 DM. Han er moderat og støtter ikke den albanske befrielseshær, KLA, som vi forresten ikke ser skyggen af under vor godt 250 kms rejse i hans livsfarligt forfaldne Mercedes. Det ortodokse kloster og unge Fader Sava har bedt om ikke at få politibeskyttelse, heller ikke efter krig, kidnapninger og mord i og omkring Decani. Han er "cyber-munk" og har en af de bedste e-mail tjenester og hjemmesider. I et lille lokale med skæve vægge i dette umanérlig smukke kloster fra 1600-tallet funkler datorer, modemer og CDer. Før vi andre står op skimmer han og de andre sortklædte munke verdenspressen og de lokale nyheder og vælger det bedste til abonnenter verden over. "Internet er Guds forsyn. Jeg valgte ganske vist at blive munk, fordi jeg ville meditere og bede, men lige nu er det vor pligt også at arbejde med politik. Såsnart diktatoren i Beograd er borte, blir det igen meditation og bøn. Serbere og albanere kan leve sammen. Selvfølgelig! Kosovo er ikke en etnisk konflikt." Han rejste dagen efter til Rambouillet sammen med andre kirkefolk og intellektuelle - respekterede repræsentanter for serberne. De kom ikke ind. Klostret er iøvrigt centrum for en international ortodoks hjælpeorganisation, der under to danske ildsjæle består af fifty-fifty albanere og serbere, som bringer nødhjælp ud til alle uanset nationalitet. Afsked. Omfavner dem og Fader Sava endnu engang, varm indeni og udenpå på denne solrige februardag med de første vintergækker. Rashid sad med i de fire timer besøget varede. Han og munken blev venner. Praktisk forsoning. Deres slags - hverdagens fredbevarere - findes i enhver krig og de er fælles om at opleve at deres ledere og det internationale samfund blæser dem en hatfuld. Eliter ser sine fælles interesser, gid befolkningerne også kunne se deres, tænker jeg. Og flere gør det. Der er multietniske organisationer i Kosovo, og der er norske Nansen-Akademiets center for serbisk og albanske unge, der uddannes i og arbejder med konfliktløsning. I Skopje sammenfatter Slobodan, min makedonske chefredaktørsven og en af landets bedste intellektuelle, situationen: "Det største problem hér hedder Chris Hill" - USAs ambassadør, der har skrevet det meste af "freds"-planen i Rambouillet. "Han var i Dayton, i Albanien, hér og nu i Kosovo og intet fungerer!" Vi har nu endeligt fået en brobyggende regering af yderligtgående albanere og makedonere. NATOs bomber vil destabilisere os og kun støtte KLA og ekstremistiske albanere hér." Den NATO-styrke, der skal evakuere OSCEs mission i Kosovo forud for bombninger ligger i Kumanovo 20 km inde i Makedonien, samme sted som FNs soldater. Hvis den sættes ind i Kosovo er det aggression og ingen véd hvordan Beograd vil reagere på den og på bomber. Man kan ikke udelukke at Jugoslavien vil bombe Kumanovo som hævn. Derfor spørger jeg FN i Skopje om Danmarks og Norges deltagelse i bombninger af Serbien faktisk øger riskoen for at danske og norske FN-soldater får bomber i hovedet. "Javist, men ingen har spurgt os her i FN hvordan vi stiller os til bombning af Serbien og det ser ikke ud til at politikerne i Oslo og København ser sammenhængen..." I disse dage tænker jeg på dem og føler magtesløsheden - Radmila, Peca, Anja, diplomater, Jadranka, Serbiens fattige, dets over 600.000 flygtninge, Alush, Rashid, Sava og hans brødre, de danske ildsjæle og deres serbisk-albanske hjælpere, Nansen-gruppens unge albanere og serbere, Slobodan, FN-missionen, danske og norske fredsbevarende soldater, civile OSCE-folk. De spiller ingen rolle i det store spil. Siger, ingen. Guderne forbyde at de blir dræbt fysisk, men de er blevet det politisk. Er der nogen blandt de humantært støvletrampende interventionister - liberale og på den hedengangne venstrefløj - der gider at lytte til dem?
18 Februar 1999 © Jan Øberg
  |
