I en alder af 86 har Robert S. McNamara skrevet endnu en bog fyldt med klogskab og vision, Wilsons Spøgelse, i samarbejde med James G. Blight. Dens undertitel er Om at mindske risikoen for konflikt, drab og katastrofe i det 21. århundrede. (Robert S McNamara & James G Blight: Wilson's Ghost, Reducing the Risk of Conflict, Killing and Catastrophe in the 21st Century, BBS Public Affairs, New York, 2001, 270 pp, 24 USD). Det er en enestående og bevægende læseoplevelse. McNamara tilbragte næsten 40 år i offentlig tjeneste, han var forsvarsminister under præsidenterne Kennedy og Johnson fra 1961 til 1968.

Robert S. McNamara & James G. Blight

 

Gennem dette arbejde viderebringer handet han personligt har lært af både Vietnamkrigen og Kubakrisen samtidig bruger han strukturen fra præsident Wilsons ideer til at frembringe, hvad jeg bedømmer som den mest overbevisende realistiske skitse til en ny amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Personerne i Bush administrationen ville gøre klogt i at studere McNamaras moralsk og intellektuelt kraftfulde og sammenhængende fremstilling. Det er jeg nu bange for, at de ikke gør. Wilsons spøgelse er en bog langt uden for deres referenceramme. Men vi skal alligevel være glade for, at der findes en stemme som McNamaras, som både i 1995 og 1999 udgav bøger om Vietnamkrigens tragedie og hvad man kan lære af den; han har desuden haft det moralske mod til at rejse tilbage til Vietnam, lytte, være selvkritisk og deltage i semininarer for gensidig forståelse af historien mellem de to lande og for at skabe forsoning.

Jeg kan ikek forestille mig at nogen af Bush familien, Bill Clinton eller deres sekretærer og rådgivere i fremtiden vil tage tilbage til Iraq, Jugoslavien eller Afghanistan for at diskutere tragedierne og hvordan man kan bevæge sig mod en forsoning.

Her en beskrivelse af hvordan McNamaras og Blights enestående bog er opbygget i 4 grundafsnit:

McNamaras trosbekendelse: en moralsk politik

I den første del af bogen beskriver McNamara sit credo. I det 20. århundrede dræbtes ca. 160 millioner mennesker i krig. Det må være vores moralske første opgave i det 21. at forhindre at noget lignende sker. "Vi bruger Wilsons tragedie som et historisk spejl til belysning af vore egne sikkerhedsrisici og som en stimulans til at finde veje til formindskelse af disse risici."

I modsætning til, hvad Wilson troede, viste første verdenskrig sig ikke at være "den krig som afsluttede alle krige". I Versailles håbede Wilson at opnå to ting, nemlig for det første at lægge grunden for en ikke-straffende fred, som var rettet mod at skabe forsoning mellem Tyskland og dets europæiske fjender og for det andet at skabe en multilateral struktur for håndtering af konflikter, nemlig Folkeforbundet (Leagure of Nations). Men han mislykkedes med begge dele. Tyskland følte sig dybt ydmyget og Folkeforbundet blev gjort næsten betydningsløst derved at USA ikke var med. Wilson selv døde af et slagtilfælde i 1919.

Vi har, siger forfatterne, at gøre med 2 fundamentale budskaber fra de sidste 100 år:

a) Det moralske imperativ. Vi må undgå massedrabene i fremtiden.
b) Det multilaterale imperativ. USA må være ledende i arbejdet for at mindske blodsudgydelser, men aldrig - aldrig - anvende sin økonomiske, politiske eller militære magt unilateralt undtagen til forsvar for sit eget territorium.

Disse to imperativer udgør kernen i forfatternes "radikale program".

De opsummerer den lære, man kan drage af Wilsons mislykken således:

- om moral i modsætning til moraliseren: Vælg livet, siger de med henvisning til Albert Schweitzer. Og tillad ikke forsøg på at iværksætte en udenrigspolitik baseret på moral at blive ødelagt af moralistisk selvretfærdighed.
- om multilateralisme: Hvis der mangler en fast forpligtelse til multilaterale afgørelser, helst institutionaliserede gennem troværdige internationale og regionale organisationer, bliver håbet om en holdbar fred illusorisk.
-om forebyggelse i stedet for at løbe risiko for konflikt mellem stormagter: Forsøg at vise din modstander forståelse, empati; hvis du ikke gør det, risikerer du den slags fejlberegning, misforståelse og fejlbedømning, som stormagter imellem kan føre, og har ført, til katastrofal krig.
- om at reducere i stedet for at fremme gensidig nedslagtning: Nye grænser, specielt løsrivelse og dannelse af nye stater er sandsynligvis farlig og destabiliserende og skal derfor kun forsøges som den allersidste udvej og selv da kun, hvis de nye grænser ikke truer naboer til de involverede stater.

Således foreslår McNamara, at hvis USA skal lede og fortjene at være leder, skal dets moralske mål være at udforme en udenrigs- og forsvarspolitik, sammen med andre, som vil forhindre de massedrab vi så i det 20. århundrede. Aldrig mere 160 millioner døde ! Lyt, siger de, til Kant og Hans Küng, lyt til de store religioner som har en fælles tro på Den Gyldne Regel. Kristendommen siger: "Hvad du ønsker andre skal gøre mod dig, skal du gøre mod dem". Buddhismen siger: "Undlad at såre andre på måder du selv ville finde sårende" Og Islam siger "Ingen er en troende medmindre han ønsker dét for sin bror, som han ønsker for sig selv".

Kort sagt politikken må baseres på en grundlæggende værdi: afgør stridigheder indenfor og mellem nationer uden at ty til vold.

McNamara og Blight henviser til Reinhold Niebuhrs diskussion fra 1944 om ondt og godt - med betragtelig relevans for den situation vi er i efter 11. september. Hvad der er ondt i den internationale sfære er "hævdelsen af en egennytte uden hensyntagen til helheden, hvadenten helheden opfattes som de nærmeste samfund eller hele menneskeheden". I modsætning til "mørkets børn" søger lysets børn "at bringe egennytten under en mere universel lovs disciplin og i harmoni med mere universale goder".

Vi må forebygge stormagtskonflikt

Det forræderi, som Tyskland oplevede, gav næring til Naziregimets fremvækst. Det medførte, at det 20. århundrede blev "druknet i blod". "Wilsons spøgelse" skriver McNamara og Blight "har allerede vist sig i det 21. århundrede, idet Rusland og Kina er blevet mere mistænksomme overfor USA og Vesten, som har snydt dem: for russernes vedkommende, efter deres opfattelse, ved at fragå løfter om ikke at udvide NATO og efter kinesernes opfattelse handler det om løfter om ikke at støtte Taiwans stræben efter selvstændighed.".

Forfatterne siger ikke, at Rusland og Kina har ret. Deres psykologisk velbegrundede pointe er, at vi må anvende "realistisk forståelse" og bringe dem begge "ind fra kulden". McNamara minder os om, hvor lille forståelse Vesten i sin tid udviste overfor Rusland og Vietnam.

Og så kommer et særlig vigtigt argument. "Konflikt på grund af uagtsomhed er ikke konflikt ved "et uheld". Snarere er det en konflikt, der opstår på grund af utilsigtede konsekvenser af mange aktørers handlinger over en udstrakt periode, hvor ingen af aktørerne fra begyndelsen af havde forudset en krise, der fører til forøget risiko for krig mellem to eller flere af dem."

Forfatterne understreger, at nogle af de vigtigste handlinger, der fører til krig, er handlinger begået år, årtier, sommetider århundreder før krigen faktisk bryder ud. Historien - uforenelige fortolkninger af den "samme" historie - må også tages i betragtning som en potentielt eksplosiv faktor, der i en proces kan føre til øget risiko for konflikt.Den vigtige distinktion McNamara og Blight her gør er den mellem konflikten og dens rødder på en ene side og volden på den anden.

Det véd McNamara noget om. I august 1937 var han i Shanghai og oplevede Japans uprovokerede bombning af denne by. Kineserne hævder at den kostede 20 millioner livet. I 1996 fornyede USA og Japan deres sikkerhedsalliance. Hvordan ville vi opleve det, hvis vi var kineserne?

Vesten lovede Gorbatjov ikke at udvide NATO, men vi brød det løfte og NATO sender "metastaserer" for at omringe Rusland engang for alle. Har Vesten givet nok hjælp, den rigtige hjælp og hjælp i tide til Rusland? Næppe, siger de! Jeltsin talte om "kold fred" i 1994 og den har vi nu, siger forfatterne. Der er mange andre eksempler og vi må forstå, siger de, at andre ser en amerikansk arrogance, et amerikansk bedrag, en amerikansk trussel og et amerikanskt skabt eventuelt urocenter. Det betyder jo ikke, at forfatterne nødvendigvis er enige med russerne og kineserne, men:

"Dette er det helt centrale forslag, begyndelsen på den visdom, som skal forhindre stormagtskonflikt i det 21. århundrede: hvis Rusland føler sig alvorligt truet af NATOs ekspansion på dets vestgrænse og hvis Kina på samme måde føler sig truet af, hvad det opfatter som stigende amerikansk støtte til Taiwans selvstændighed og genbevæbning af Japan, så bør USA og dets allierede, inklusive Japan, føle sig tilsvarende truet".

Formindskelse af masseslagtningen.

Wilson fremsatte sine 14 punkter, der tilsyneladende lovede national selvbestemmelse til alle, der begærede det. Det var, vurderer McNamara og Blight, en opskrift på katastrofe. I denne del af bogen behandler forfatterne Rwanda, Somalia og Balkan (især Kosovo/a). Deres udgangspunkt er en diskussion af Niebuhrs berømte spørgsmål: Hvor meget ondt må vi gøre for at gøre godt ?

Det er ikke overraskende, at erfaringerne fra Vietnam igen står centralt: "Vietnams tragedie var, på mange måder, den amerikanske unilateralismes tragedie". I dag må vi lære, at "USA i intet tilfælde skal beslutte sig unilateralt for at gribe ind. Amerikanske ledere er ikke alvidende, selvom de somme tider optræder, som om de var. Klogskab og viden om lokale forhold er vigtige for en succesrig intervention, og andre med tilsvarende bekymringer kan meget vel have mere heraf end amerikanerne .... vi skal praktisere dét demokratiske princip, vi prædiker ved at underkaste vore opfattelser og planer kritisk gennemgang af ligesindede allierede med tilsvarende værdier og interesser".

Der vil være en række juridiske, institutionelle og perceptive fordele forbundet med at følge dette princip. Hvis USA konsulterer andre og lytter med forståelse, vil det gøre færre fejltagelser. Hvis USA gør sådan vil det også "bekæmpe den opfattelse, der breder sig over verden, at USA er blevet en 'bøllesupermagt'". For at sige det ligeud, den eneste måde hvorpå USA kan blive en accepteret og værdsat leder er ved at praktisere multilateralisme og forståelse/empati og anvende en kompleks analyse af de langsigtede konsekvenser af dets hidtidige og nuværende politik.

Man kan synes, at denne del af bogen siger alt for lidt om konfliktløsning, voldsforebyggelse og almene nord-syd problemer i forhold til hvad der bruges på at udstikke retningslinier for hvornår og hvordan der skal interveneres militært. Det er synd, fordi McNamaras angrebsvinkel er helt i overensstemmelse med moderne teorier og metoder for konfliktløsning - og med FNs charter, som fastslår, at alt skal forsøges med civile midler inden militærmagt sættes ind som den absolut sidste udvej.

Forfatterne tager - meget nødvendigt - afstand fra en af tidens mest moralistiske tendenser - den absolutistiske menneskeretsbevægelse, som hævder at det er en pligt at gribe ind: "Menneskeretsbegrundelsen for amerikansk indgriben i sidste ende er forførende, men vi er ikke overbeviste. Mange af dem, der har denne opfattelse påstår, at amerikansk unilateralisme ikke er som andre landes unilateralisme, f.eks. lande med en kolonimagts fortid og måske stadig med rester af imperieambitioner. De påstår, at USA vil tage bedre vare på dem i hvis affærer det vælger at blande sig. Men mens dette argument måske går ind hos europæiske og amerikanske tilhængere, kan vi ikke forestille os, at det kan accepteres af cubanere, filippinere, grenadanere, panamaianerne, vietnamesere, dominikanere, mexikanere eller andre som har mærket svøben af, hvad de betragter som amerikansk imperialisme".

Gjorde vi, gennem vore bombninger, livet bedre for menneskene i Kosovo? Svaret kan meget vel være nej, siger de, og minder os om Carl Kaysens moralske pointe "du kan ikke retfærdiggøre drab for noget, du ikke er parat til at dø for". Vesten kan have meget fine værdier, men hvis man ikke er parat til at ofre noget for at fremme dem, hvad er de så egentlig værd ?

Således er Wilsons Spøgelse ét langt, overbevisende argument imod unilateral indblanding og derved - indirekte ihvertfald - for ikkevoldelig konfliktløsning. Og få om nogen kan tale med udgangspunkt i en større personlig erfaring med krige og større verdenskriser siden 1937.

Afskaf kernevåben engang for alle

Vi har stadig ikke forstået hvad brugen af kernevåben vil betyde for verden i form af ødelæggelse, inklusive måske 300 millioner døde. Vi har ikke forstået, at en første-brugs politik (som NATOs) er destabiliserende og truende og at efter-kold-krigs kernevåbensituationen er farligere end før. Vi véd nu fra de nyligt offentliggjorde bånd at Nixon forelog Kissinger at tænke stort og overveje brugen af kernevåben mod Vietnam.

Vi har ikke forstået at intet politisk mål nogensinde kan retfærdiggøre deres anvendelse. Her er et andet eksempel på bogens bemærkelsesværdige klarhed:

"Dette er tror vi, den korrekte måde at håndtere problemet (med kernevåbnene): begynd med enden, den mulige katastrofe; spørg om noget - noget overhovedet - kunne retfærdiggøre en sådan udgang; hvis svaret er nej, så har du din marchordre; kapaciteten til at ødelægge nationer skal fjernes. Eftersom det mulige udfald er absolut, må handlingen for at forebygge det også være absolut."

De fortsætter med at sige, at mens den kolde krig er forbi, så er afskrækkelsen det ikke - og den er moralsk uacceptabel, militært unødvendig, og ekstremt farlig. Forestillingen om at vinde en kernevåbenkrig er en urealistisk drøm; at bygge et ballistisk raketforsvar er et andet eksempel på amerikansk ekceptionalisme og vil blive opfattet af andre som endnu et eksempel på USAs ageren som bøllesupermagt. For det kan kun gøres på bekostning af verdenssamfundets sikkerhed.

Efter Canberra-Kommissionens eksempel skitserer forfatterne så et meget realistisk program frem mod en kernevåbenfri verden. Vi må bekæmpe frygten, siger de, for at en sådan proces og en sådan verden skulle være mere farlig end den verden, vi har med disse våben. Og de erkender at der er risici, som f.eks. muligheden for at nogen snyder og at nogen hopper af nedrustningsprocessen og at andre tager chancen og erhverver kernevåben.

Igen råder de os imidlertid til at se på hele billedet, og til at forstå de andre. Kernevåbenstater ville blive i stand til at bruge deres energi til mere konstruktive formål og forholdet mellem de nuværende kernevåbenmagter og dem, der ikke har kernevåben, ville ændre sig fundamentalt. "Det er nemt at se, hvorfor vi må holde øjet fast på nul som det nødvendige antal kernevåben. Fordi en verden, som vil acceptere at give afkald på sine kernevåben og retten til at lave dem, er en verden hvori mange lande vil føle sig mere sikre uden dem end de nu føler sig med dem."

Trænger disse tanker igennem ?

Wilsons Spøgelse er en smuk og pædagogisk bog skrevet med mere lidenskab og overtalelsesevne end de fleste. Mod slutningen opsummerer McNamara og Blight det hele ved at argumentere for, at vi har en forpligtelse til i et vist omfang at opveje de mange, som døde voldeligt i det 20. århundrede. For at gøre det må vi føle, tænke og handle efter følgende retningslinier:

Om stormagtskonflikter: Gensidig forståelse og indlevelse nu !

Om massedrab: Løs konflikterne nu, uden vold !

Om kernevåben: Radikal nedskæring - og til slut total afskaffelse - begynd nu !

Dette er naturligvis ikke den eneste bog med visdom, vision og klarsyn. Der er mange amerikanske videnskabsmænd, journalister, fredsforskere og eksperter i international politik, som har beskrevet trygge og moralskt acceptable alternativer til den nuværende selvretfærdige, ensidige, missionspolitik, som Bush-regimet står for. Og vi véd, at et ikke-imperalistisk USA ville være et smukkere og mere beundret samfund.

Spørgsmålene i hvert fald jeg stiller mig, når jeg lægger en bog som Wilsons Spøgelse og alle de andre lige så fremragende fra mig er disse: Hvorfor synes den formelle magts porte vidt åbne for destruktive teorier og metoder? Hvorfor er disse porte smækket i i hovedet på dem, som argumenterer for forståelse, forsoning, historisk ydmyghed, ikke-vold, medlidenhed og sameksistens? Hvilken verden vil vi på langt sig få med denne selektionsmekanisme?

Hvorfor accepterer jeg, og hvorfor accepterer du, at det er sådan - og hvad kan vi gøre for at tvinge disse porte op inden katastrofen kommer over os alle? For, når alt kommer til alt, handler demokratisk ledelse om åbne døre og om at lytte snarere end om intellektuelle mure og små eliters megalomanisk gruppetænkning.

Oversat af Orla Jordal

© TFF 2002

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links