EU
landerne må handle nu for at
bryde ud af den diplomatiske
morkelægning mellem USA og Irak
PressInfo #
157
10
september 2002
Af
Jan Øberg, TFF
direktør
og
Christian
Hårleman, TFFs bestyrelse
medlem
Man glemmer
konfliktløsningens
tommelfingerregler.
Enhver ekspert i konfliktløsning véd, at
det er bedre at holde nogle kommunikationskanaler til
modstanderen åben end at lukke dem. Hun eller han
vil også argumentere for, at jo mere vi ved om den
anden side - og om os selv - desto større er
chancen for, at vi til slut vil klare at lave et
kompromis eller løse problemet på anden
måde.
Det forudsættes dog, at vi ønsker en
løsning. Det gør Bush-regimet tydeligvis
ikke, og resten af Vesten - i særdeleshed EU -
synes ikke at være i stand til at samle sig og
beslutte mere end at kritisere Irak for én
række handlinger og USA for en anden. De Forenede
Nationer, som skulle være en mægler, er
systematisk blevet marginaliseret af USA og har kun meget
lidt legitimitet tilbage i irakernes øjne.
Så vi styrer mod krig, også fordi en
amerikansk krig mod Irak, er den eneste plan på
bordet, og den er ligeså vanvittig som den er
moralsk forkastelig.
Det er bedrøveligt, men sandt, at
verdenssamfundet (hvis der er et sådant) har et
desperat behov for mellemmænd, forhandlere og
mæglere, men intet land og ingen organisation er i
stand til, eller villig til at påtage sig den
rolle. Det siger meget om
efter-den-kolde-krig-verdensordenens politiske og
moralske umodenhed.
I Baghdad har USA nogle kontakter på Polens
ambassade, mens Rusland og Kina har store ambassader.
Norge har en fungerende ambassade ledet af en erfaren
charge d'affaires. Når vi ser på EU, så
har den fungerende formand - Danmark - ingen
repræsentation. Sverige har en diplomat af lavere
rang fra ambassaden i Amman, som besøger Baghdad
et par dage om måneden. Det eneste EU-medlem med en
reel repræsentation i Baghdad, selvom det ikke er
en rigtig ambassade, er Frankrig, som også driver
et kulturcenter der.
Denne status for de diplomatiske forhold er i sig selv
en skandale. Den garanterer, at de større vestlige
regeringer faktisk intet ved om forholdene i marken og at
de forbliver ude af stand til at kommunikere ansigt til
ansigt med irakere fra de højere politiske
niveauer. Læg hertil den kendsgerning, at der er
meget få vestlige journalister permanent i Irak,
men formentlig efterretningsfolk fra stort set alle
større vestlige nationer og vi har en perfekt
diplomatisk mørkelægning, en opskrift for en
senere politiske ulykke.
Som det var tilfældet i Beograd i de tidlige
1990ere bruges tilstedeværelsen, reduktionen eller
tilbagetrækningen af ambassader som et diplomatisk
redskab. Men at gøre det er ligeså barnligt,
som det er skadeligt for det mål, man ønsker
at opnå. Uden at være der, uden en kompetent
diplomatisk stab i marken, vil ingen regering være
i stand til at formulere en intelligent
sammenhængende politik overfor en modstander. Under
den kolde krig sendte USA og Sovjetunionen sine mest
kompetente ambassadører til hinandens
hovedstæder.
Kan der være mange hemmelige kanaler åbne
- mødes vestlige udsendinge med irakere på
højt niveau uden at resten af os ved det ? Vi
véd det ikke, men det kan vel være
tilfældet. Men for det første, er det
virkelig den måde, vi som borgere synes
fundamentalt vigtige internationale anliggender skal
behandles på ?
For det andet er det næppe muligt, at forestille
sig, at et sådant hemmeligt diplomati skal
føre til noget i dette tilfælde. Det
står i dag nok så klart, at det er den
irakiske side, der har rejst de bedste
spørgsmål og har fremsat de mest produktive
forslag gennem de sidste få måneder. Hver
eneste et er blevet afvist med et ekstremt krigerisk og
ikke-intellektuelt svar fra Washington, som netop nu
synes at lide af autisme også overfor sine venner i
Europa. Den eneste grund, Bushregimet kunne have for
samtidigt at være engageret i hemmelige
diplomatiske anstrengelser for at finde en politisk
løsning snarere end en militær, ville
være, hvis de ønskede at redde ansigt
samtidig med at de bakkede tilbage fra den planlagte
krig.
En krig mod Irak forbliver det mest truende scenarie i
de internationale samfund netop nu. Efter mere end et
tiår med såkaldt ny konflikt-håndtering
og forebyggende diplomati, hvorfor synes folk flest
så at acceptere såvel et systematisk brud
på de grundlæggende tommelfingerregler for
professionel konfliktløsning, som at der ingen
mæglere findes?
Sanktionerne vil aldrig blive
hævet, de vil smuldre.
Lad os forsøge med lidt indlevelse og se
tingene fra den anden side. De irakiske ledere og det
irakiske folk er nået til den konklusion, at
ligegyldigt hvad de har gjort, gør eller vil
gøre, så vil der aldrig komme en
Sikkerhedsråds-resolution, der slår fast, at
nu er der helt sikkert ingen spaltelige stoffer, ikke et
gram kemikalier eller et stykke teknologi tilbage, som
på et eller andet tidspunkt kunne bruges til at
give Irak masseødelæggelsesvåben.
Årsagen er enkel, intet andet land har
åbnet sig så meget for udenlandsk inspektion
af sin potentielle våbenkapacitet. Ikke engang de
kendte kernevåbenlande inklusive Israel ville
nogensinde lade sig inspicere af nogen bare fordi de har
invaderet et andet land (det har de alle gjort).
Forresten er det ikke inspektionerne, der er irakernes
hovedproblem, de ønsker en tidsplan, så de
ved hvornår, det de ser som en stor
uretfærdighed og socio-økonomisk helvede vil
være overstået. De ønsker at blive
respekteret som politisk aktør, som mennesker og i
øvrigt at blive behandlet med respekt af
Vesten.
For at sige det klart, det er ikke nok - som mange
solidaritets- og fredsgrupper gør det - at
forlange at sanktionerne hæves. Det vil simpelthen
ikke ske i den forudsebare fremtid. USA vil simpelthen
vetoe det i Sikkerhedsrådet. Hvad der er behov for
er, at sanktionerne smuldrer, altså at de
sanktionsbrydende regeringer praktiserer en slags civil
ulydighed mod, hvad der reelt er amerikanske sanktioner.
Disse sanktioner strider konsekvent imod en række
menneskerettigheder i Irak og forhindrer normal
(olie)handel og andre relationer med mange lande.
USAs krig mod Irak er ikke
kun mod Irak
Irak sidder på den næststørste
kendte oliekilder i verden. Irakerne ønsker
naturligvis at kontrollere dem og de ved, at de vil blive
et magtfuld land i verdenssamfundet en gang i fremtiden.
De vil sælge til alle, ca. 70 % af den olie, der
kommer ud af Irak i dag ender i USA! Så hvorfor
starter EU-landene, Japan, Kina og Rusland ikke helt
enkelt med at handle med landet, sprænger
sanktionerne, tjener de penge de kan og ser situationen
langsomt bevæge sig tilbage til "business as usual"
?
En sådan opløsning af USAs indflydelse,
en verdensomfattende og Vestlig sætten
spørgsmålstegn ved det legitime i USAs
politik og dets forsøg på at styre alle
andre, er formentlig det mest truende scenarie, set med
Bush-regimets øjne. Denne idé er ikke
utopisk; den globale debat bevæger sig ikke til
fordel for en amerikansk krig mod Irak.
Derfor skal en amerikansk krig mod Irak heller ikke
kun ses som en krig imod Irak, men også som en
måde at understrege USAs magt over
størstedelen af resten af verden - vi gør,
som det passer os og I kan ikke stoppe os, for I har ikke
en alternativ politik, sådan som I heller ikke
havde det i Kosovo og Afghanistan! Det ligner
selvfølgelig den gamle kolde krig: de to herrer
truede hinanden, men ligeså vigtigt var deres
disciplinering af deres respektive allierede i Vest- og
Østeuropa, som ikke tillod dem at have andre guder
eller at fraternisere med "ondskabens
rige/kapitalistlakejerne" på den anden side. Vi kan
lære af det i dag.
Irak ser sig om efter
partnere, men hvor er den Europæiske Union
?
Derfor er den bedste irakiske strategi at opbygge
naboernes tillid og - meget til USAs fortrydelse - er det
lykkedes forbavsende godt. De tidligere fjender, Iran og
Irak, er kommet hinanden nærmere. Ikke én
arabisk regering støtter en krig mod Irak og USA
er i stigende grad uenig med dets tidligere allierede som
Ægypten og Saudi Arabien. Forholdet mellem Kuwait
og Irak forbedres langsomt. Ikke engang Kuwait
støtter en amerikansk krig.
Spørg dig selv, hvem du ville vende dig til
udenfor den arabiske verden, hvis du sad i Baghdad og
modtog daglige trusler mod din overlevelse fra USA. Der
er to alarmerende kendsgerninger, som er sande om USA nu:
a) dets militærudgifter udgør halvdelen af
hele verdens, og b) det har en kernevåbendoktrin,
der tillader forebyggende angreb, ikke
afskrækkelse, mod lande, som det bare ikke kan
lide. Ja, du ville vende dig til Rusland, Kina og den
eneste vigtige vestlige gruppe, som de ser det, EU,
inklusive sådanne lande som Sverige som engang med
kraft talte for (og praktiserede) mægling, global
solidaritet og nedrustning.
En irakisk diplomat på højt niveau sagde
til os: "Vi har gjort hvad vi kunne for at få en
dialog med EU, men det synes umuligt. Chris Patten synes
i særdeleshed ikke at ville have med os at
gøre." Vicestatsminister Tariq Aziz sluttede en
to-timers samtale med TFFs team med at sige: "Nu har I
stillet mig mange spørgsmål. Før I
tager tilbage vil jeg gerne stille Jer ét: Hvad er
der sket med Sverige ? Vi kendte det som en mægler,
et land med et bredt internationalt engagement. Jeg
kendte Olof Palme og Jan Eliasson personligt, da de
arbejdede hårdt for at mægle, mens vi var i
krig med Iran. Hvor er Sveriges stemme i dag, hvor vi
virkelig har behov for at tale med nogen i Vesten ?"
Svaret kan have sammenhæng med den kendsgerning,
at Sverige nu er EU-medlem og at EU ikke har en
Irak-politik og at gold kritik af USA og Irak kan ikke
erstatte en sådan. I realiteten er EU uden en
fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det har vi
set gennem 1990erne i det tidligere Jugoslavien, så
i Afghanistan og nu i forhold til Irak; de større
EUlande fører deres egen politik uden hensyntagen
til, hvad der måtte være af "fælles" EU
politik. Irakkrisen burde være vigtig nok til
endelig at vise, at EU har en fælles politik om
noget og at denne er forskellig fra USAs.
Hvad skulle EU gøre?
Et 9-punktsprogram
Først (1) skulle EU så snart som muligt
formulere en fremskridtsvenlig og fast udenrigs- og
sikkerhedspolitik overfor Irak. Det er på tide at
gøre noget efter 12 års sanktioner der ikke
har givet andet resultat end en delvis
ødelæggelse af Iraks civilsamfund og
velfærd, en politik, der nu er endt i en politisk
og moralsk blindgyde.
Medlemsstaterne skulle så (2) anerkende
vigtigheden af at samle kendsgerninger og at være
tilstede i marken gennem besøg i Irak af medier og
forskere indenfor næsten alle felter. Det er
på tide at (gen)udvikle de professionelle
forbindelser og dialoger på mange niveauer mellem
Irak og EU landene. Så en vigtig ingrediens i
skabelsen af en sådan politik vil være at
sætte penge af til, at folk kan rejse dertil og
tilbage og på den måde øge kendskabet
til situationen.
Det skulle være overflødigt at sige at
(3) regeringerne skulle opmuntre deres forretningsfolk
til at udvikle handel med og investere i Irak. Med en
befolkning på 25 millioner, som behøver selv
de mest grundlæggende ting, er markeds- og
forretningsmulighederne enorme. Der skal støtte
til handelsdelegationer og den første mulighed vil
være Handelsmessen i Baghdad i november.
Disse første trin er ikke alt for politisk
følsomme, kan gennemføres hurtigt og kan
nemt forsvares og fremmes af EU.
Mens disse kontakter udvikler sig, skulle EU-landene
(4) forberede sig på at genetablere deres
ambassader i Baghdad så snart som muligt, og
besætte posterne med deres bedste, mest
uafhængige og kreative diplomater.
Det behøver knapt nævnes at (5) EU
må lave sin egen skrappe liste over krav til Irak
og fortælle irakerne, hvad der skal være
opfyldt til en bestemt dato. Når disse er opfyldt
vil EU-landen begynde at ignorere de de facto amerikansk
styrede FN-sanktioner og åbne normale, fulde,
diplomatiske, økonomiske og kulturelle
forbindelser med Irak.
Så (6) skulle EU etablere en
mæglings/kontaktgruppe måske sammen med
Rusland, Kina og andre som ønsker at deltage i
arbejdet med at forebygge krig og finde levedygtige
forhandlede løsninger. Gruppen skulle også
sende mange forskellige delegationer til Irak og invitere
irakere til at komme udenlands. Det er naturligt at denne
gruppe før eller siden (7) arrangere en regional
konference med en bred struktur. Den kan tage model af
OSCE-processen for Europa, som begyndte i 1970erne. Den
må søge at kæde Irak-problemet sammen
med det almindelige Mellemøstproblem, inklusive
Israel-Palæstinakonflikten, og den skulle invitere
alle relevante lande fra regionen til at deltage.
Ud af dette kunne der vokse forskellige debatgrupper
og senere konkrete forhandlinger om alle problemer i
forholdet mellem EU og Irak.
En anden vigtig forholdsregel ville være at (8)
prioritere udviklingen af et nyt sikkerhedssystem for
hele regionen. For at være effektiv skal den
stræbe efter meget lavere rustningsniveauer,
alternativ militær sikkerhed, ikke-voldeligt
forsvar, forsoning, demokratisering og fredsuddannelse.
Alle EU-lande skulle stoppe våbeneksport til hele
Mellemøsten og understrege at hele
Mellemøsten, inklusive Israel, i henhold til FN
Sikkerhedsråd skal være en
kernevåbenfri zone.
Endelig (9) skal EU informere USA om alt, hvad man
gør og ikke lade sig skræmme hvis eller
når Bush-regimet markerer sin uenighed. Det nytter
ikke at have forskellige synspunkter, hvis man ikke har
villighed til at udføre den forskellige
politik.
Den politiske holdning i dette er enkel: EU skal
erklære, at dets mål ikke er at
ødelægge Irak, heller ikke at vælte
den nuværende ledelse eller at lade folket
forsætte at lide, men at åbne en mulighed for
åben dialog og muligt samarbejde, altså
gulerødder i stedet for stokke. Der skal
nævnes muligheden for stor udviklingsbistand og
økonomisk samarbejde for i det mindste delvist at
kompensere for de store tab Irak har lidt på grund
af sanktionerne.
Det er på høje tid at få sat gang i
en voldsforebyggende strategi og at begynde en langsigtet
fredsproces mellem Irak og verden. Den Europæiske
Union burde være en væsentlig part. Ansvaret
for at bevæge sig i denne nye konstruktive retning
ligger hos Danmark, som formandsland, og hos Sverige som
forhenværende formandsland, og som et land, der af
mange i udlandet ses som en forsvarer for menneskelighed,
velfærd og fred.
© TFF 2002
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
You are welcome to
reprint, copy, archive, quote or re-post this item, but
please retain the source.
Would
you - or a friend - like to receive TFF PressInfo by
email?
|