Da Sikkerhedsrådet i 1991, i kølvandet på Golfkrigen, besluttede om inspektioner og sanktioner, må det have lidt af nogen grad af hybris. Irak skulle straffes for invasionen af Kuwait - og Irak invaderede Kuwait og det var tåbeligt og ulovligt at gøre. Sanktioner skulle sætte pres på regimet og, håbede man, få folket til at vende sig mod ledelsen. Så hårde som sanktionerne var, var de beregnet for kun at skulle gælde i kort tid, den tid det formodedes at tage at finde og ødelægge Iraks masseødelæggelsesvåben.

Krigens vindere dikterede vilkårene. Irak, taberen, skulle adlyde betingelsesløst. Ophævelsen af sanktionerne blev gjort afhængig af afleveringen til sikkerhedsrådet af en rapport, som fastslog, at alt, hvad der kunne anvendes til fremstilling af kerne- biologiske eller kemiske våben, var fundet og ødelagt, at der ikke var noget af den slags tilbage nogetsteds i Iraq.

Her er den fælde, som forårsagedes af sejrherrernes hybris. Den har ført til, at sanktionerne er blevet vores moralske problem, som vi beskrev det i PressInfo 173. Hovedspillerne var så triumferende og selvsikre om rigtigheden og retfærdigheden af deres sag - afstraffelsen af Irak - at de ikke engang tænkte på at stille sig nogle få praktiske og filosofiske spørgsmål, som f.eks. disse:

1. Vil det overhovedet være muligt for inspektørerne at fastslå, at der ikke er nogen som helst nok så lille mængde af noget stof, der kan bruges i masseødelæggelsesvåben, i et land der dækker en halv million kvadratkilometer og som ikke netop er ivrigt efter at afsløre alt om sit militær?

2. Er det klogt at gøre ophævelsen af sanktionerne afhængig af en sådan erklæring fra inspektørerne, altså at bruge sanktionerne som løftestang for afvæbningen?

3. Hvad nu hvis inspektionsprocessen tager meget længere tid og inspektørerne stadig vil være der i f.eks. 2003 ? Hvis vi ønsker 100 % efterlevelse og en garanti for, at Irak er 100 % rent, så vil det tage tid. Sanktioner har negative konsekvenser for befolkningen. Så er der ikke en risiko, hvis det går langsomt fremad, at vi vil blive gjort moralsk ansvarlige for de stadig mere ødelæggende humanitære konsekvenser?

I dag er det nemt at se, at svarene på disse spørgsmål er nej, nej og ja.

Det er en ganske stor opgave at finkæmme en halv million kvadratkilometer for nogle få kilo af et eller andet kemikalium eller bakteriekultur. Der er sand, der er sten, floder, bjerge og alle mulige slags bygninger. Irakerne ved hvordan man borer huller dybt ned efter olie; de kunne nok bore et hul, skjule noget på bunden og dække hullet. Eller de kunne anbringe sagerne udenfor Irak, i et andet land, eller på skibe i internationalt farvand.

Eller forestil dig, at hvert kilo og gram faktisk var fundet og ødelagt - hvad så ? Når man tænker på, at viden om, hvordan man producerer sådanne materialer faktisk findes hos tusinder af irakiske videnskabsmænd, ingeniører, assistenter, arbejdere og andre, så vil det vel ikke tage lang tid, inden de kunne genindføre disse stoffer eller overføre dem fra civile produktionsanlæg og laboratorier. Hvis det skete, skulle vi så genindføre sanktioner?

Vi synes at være bange for selvkritisk at erkende, at vi, altså Sikkerhedsrådet, og derefter de fleste regeringer og medier, tog det for givet, at alt dette ville være enkelt og gå hurtigt. I december 1995 var der også nogen hurtigfiksere af amerikanske diplomater som satte Daytonaftalen for Bosnien sammen med en ønsketænkning om, at det hele ville være gennmført på 12 måneder; det virker stadigvæk ikke godt 7 år senere!

Et andet ikke-så-let problem er dette: mens Irak er forpligtet til at ødelægge alle sine masseødelæggelsesvåben, så har det en suveræn ret til selvforsvar (FNs Charter artikel 51) og til sikkerhed gennem et konventionelt militær. Sikkerhedsrådets resolutioner understreger, at landets suverænitet og integritet skal respekteres under inspektionsprocessen.

Men det er ikke sådan, irakerne oplever det. Inspektørerne kan gå hvorsomhelst med kun få minutters varsel. Hvor som helst ! Forlange at se hvad som helst, indsamle hvad som helst, stille et hvilket som helst spørgsmål og interviewe hvem som helst, de måtte finde interessant. Dette gælder for såvel rent civile steder som for konventionelt militære steder og det i et land, der trues af historiens stærkeste militære magt, som også forbeholder sig en "ret" til, om nødvendigt, at bruge kernevåben i Irak.

Når irakerne havde en bare lidt afvigende opfattelse vedrørende rimelige inspektioner i modsætning til indgribende indsamling af militært følsomme oplysninger, hvis de insisterer på deres suverænitet, som medlem af FN, får de at vide, at de vil blive bombet, fordi de ikke samarbejder, fordi de ikke er i overensstemmelse med hvad der med en vis rimelighed må opfattes som ultimata. Derfor kom det filosofisk uholdbare udsagn, at Saddam er den, der bestemmer, om der vil blive krig, igen og igen.

Endelig er der en bevisbyrde. Inspektionssystemet er opbygget sådan, at enhver kan sige, at han eller hun tror, at Irak har noget det ikke skulle have. USA bruger den metode igen og igen ved at hævde, at Irak skjuler noget, som inspektørerne ikke har fundet og ikke kan finde og som irakerne siger, de ikke har. Husker du problemet med paladserne ? I det tilfælde kunne Irak bevise, at der ikke var noget ved at åbne dem for inspektion. Men det filosofiske spørgsmål består, hvorfor det internationale samfund ensidigt tvinger Irak til at bevise, at det ikke bryder spillets regler, at det ikke er skyldig. I en retsstat og indenfor international lovmedholdelig adfærd ligger bevisbyrden normalt på anklagerens side.

De fleste ting kan ses fra mere end en side. Det er ikke kun et spørgsmål om rigtigt eller forkert, det er også et spørgsmål om psykologi: opfattelser, stolthed, æresfølelse, en fornemmelse af at blive overset og ydmyget. Og så endelig et spørgsmål om tillid. Hvorfor?

Fordi inspektionsopgaven er en umulig opgave. Intet inspektionshold vil være i stand til at garantere at ethvert kilo af forbudte stoffer i Irak er fundet; det kunne blive modbevist næste dag. Selv om det blev bevist, kunne stofferne og våbnene komme tilbage, før eller siden. Og det at løse opgaven med klassifikationen, opdelingen i civile, konventionelle og masseødelæggelsesvåben vil uvægerligt give anledning til konflikt mellem parterne - med gode argumenter (og ikke-helt-så-rene motiver) på begge sider.

Disse vigtige spørgsmål blev aldrig diskuteret alvorligt mens tid var, dvs. inden inspektions/sanktions-regimet blev vedtaget. Når ingen synes at have tænkt dem omhyggeligt igennem fra begyndelsen, virker det, som den eneste forklaring man igen og igen må ty til er at Saddam er kriminel, en snyder, en løgner, en mand, der arbejder for udsættelse etc. Det var nemmere at skyde skylden på ham end at tænke - for slet ikke at tale om at være selvkritisk. (Der var ellers tilstrækkeligt med negative erfaringer med sanktioner, som Sikkerhedsrådet kunne have anvendt i sine rådslagninger i 1991).

Det bedste vi kan håbe på, er en inspektionsrapport, som en gang, vil fastslå, "at der er grund til at tro" at irakerne har opgivet 95, 96, 97, 98 eller endda 99 % af deres fysisk identificerbare masseødelæggelsesvåben og materialer til den slags. Nogle lande ville være tilfredse med det og insistere på, at sanktionerne skulle hæves. Nogle, blandt dem USA, ville ikke. Argumentet ville være noget i retning af "vi kan ikke tro den fyr, om han har bare 1 % tilbage. Vi kan ikke lade ham eller senere hans søn, få fat på den slags våben efter at vi har hævet sanktionerne. Nej, oprethold presset og få et nyt regime, som vi kan have tillid til".

Hvis inspektionsregimets mål er en 100 % afvæbning af Iraks masseødelæggelsesvåben og potentialet herfor, så forbliver inspektionerne et absurd teater. Venten på ophævelse af sanktionerne vil være venten på Godot. Det er en meningsløs, umulig opgave.

Hvis det sigter på mindre end 100%, må det bygge på tillid for at kompensere for den kendgerning, at der ikke vil være 100 % garanti. Denne tillid, er der simpelthen ikke, efter 12 år med inspektioner, sanktioner, skænderier, trusler, mistillid, bombninger og gensidigt had.

Dette var nogen af de mere filosofiske grunde til, at vi ikke tror Sikkerhedsrådet nogensinde vil hæve sanktionerne. En sådan beslutning afhænger af en 100 % certifieret afvæbning og den vil aldrig komme på papir.

Denne kobling mellem sanktioiner og inspektioner skyldes ikke Saddam Hussein; han kan ikke beskyldes for den lidet gennemtænkte filosofi, som den bygger på. FNs Sikkerhedsråd besluttede det ubetænksomt og uden visioner i en triumferende sindstilstand, en sejrherrens hybris og udfra et ønske, må man formode, om at ydmyge Iraks præsident, som de hadede.

Vi har beskrevet resultaterne af denne politik i PressInfo 173, bakket op af kendsgerninger fra FN i marken. Det var næppe med vilje, men FNs Sikkerhedsråd og det internationale samfund har fremkaldt et folkemord, der går ud over en 1/2 - 1 million uskyldige irakere. Vore sanktioner har ødelagt økonomien, skolerne, sundhedssystemet, levestandarden, håbene og den sociale styrke for dem, der i allerbedste fald kunne have væltet præsidenten og hans regime: irakerne selv.

Kan det være sådan, at nogle lande i Vesten har så dårlig samvittighed, at de overlevende vidner til denne moralsk fallerede politik skal dø, fordi deres lidelser på pinlig vis minder os om vor egen medskyld i forbrydelser, om vore overgreb mod de irakiske borgeres menneskerettigheder?

Hvis der er anstændige ledere i det internationale samfund, skulle de i dag hellere end i morgen, diskutere hvordan vi kan få brudt forbindelsen mellem inspektioner og ophævelsen af sanktionerne. Indtil nu har vi spildt uskyldige liv, hvert eneste minut vi diskuterer og planlægger krig - en krig, der skal dække over vor dybe følelse af skyld.

Spørg dig selv, hvornår irakerne har lidt nok for deres ikke-valgte præsidents beslutning om at invadere Kuwait for 12 år siden ? Hvornår bliver det civiliserede Vesten så civiliseret, at det er beredt til at vedgå sine fejltagelser? Hvis vi benægter disse fejltagelser og fører krig i stedet, er Vesten moralsk så svagt at ledelsen og hele resten måske ikke holder. Det undergraver os selv, vor troværighed og forsvager vores moral og legitimiteten i andres øjne.

Hvordan kan ledere og regeringer, som vel ved, hvad de har gjort og vedbliver at gøre, søge forsoning og bede om tilgivelse fra folk, som de har såret så meget ? Dette, ikke krig, er det spørgsmål, som skulle optage os.

Er det allerede for sent?

Se også PressInfo 173 med kendsgerninger om de menneskelige følger af sanktionerne om om vort moralske ansvar.

(Præsident Bush beordrede de første bombninger den 19. marts amerikansk tid, den 20. marts GMT)

© TFF 2003

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links