11
punkter at huske om den 11.september
Eller
lær tallene 11-17-20
PressInfo #
186
18.
september 2003
Af
Jan
Øberg,
Direktør for TFF
Sæt hælene i,
11.september-minde-propaganda-dampmaskinen er på
igen - for at kue oppositionen mod USA's krige og
imperialistiske politik. De følgende punkter er
tænkt som en hjælp til dig, så du kan
bevare et sagligt perspektiv. Jeg tar dem op i dybeste
respekt for de uskyldige mennesker der døde den
11. september 2001, og ligeledes for de uskyldige der
døde ved angrebene på Afghanistan og Irak i
den følgende krig mod terrorisme. Brug disse
synspunkter - især hvis du er lærer,
journalist eller på anden måde er en
engageret medborger.
Lær og husk:
11 - 7 - 20
Blot dette inden vi tager punkterne op. På
hundredevis af foredrag, taler og interviewer i mange
lande, har jeg spurgt publikum om de ved hvad
d.11.september er. Selvfølgelig gør de det,
og nogle nævner også det USA-støttede
militærkup mod den folkevalgte regering under
Salvador Allende i Chile 1973, for 30 år siden.
Flere end 3000 mennesker blev dræbt under
fascistregimet fra 1973 til 1990; og mere end 1000 er
endnu ikke fundet. Det er omkring det samme som i New
York og Washington 2001.
Så spørger jeg hvad de mon husker
når jeg siger 7.oktober og 20.marts. 99.9% af de
tilspurgte kan ikke komme på noget. Men 7.oktober
2001 var dagen da USA lancerede sin krig -
"svar-på-tiltale og hævnen" - mod
Afghanistan. 20. marts 2003 markerede begyndelsen
på Irakkrigen. Hvorfor er disse dato'er ikke lige
så levende i hukommelsen som 11.september, hos
engagerede borgere i lande med en såkaldt fri
presse? Hvad angår tabte uskyldige liv er de
dage langt mere tungtvejene end 11. september, - hvilket
kan ses af nedenstående.
Selv om du ikke huskede disse dato'er, så kan du
bestemme dig for en ting fremover: Tal aldrig -
aldrig - om 11.september uden også at
nævne 7.oktober og 20.marts. Kort sagt, husk tallet
11 - 07 - 20.
1. Den 11.september
var ikke en krig.
11.september var et terrorangreb. Det var en
kriminel handling, sandelig en apokalyptisk sådan,
men det var ikke en krig. Begivenheden havde ingen af
krigens kendetegn; der var ingen soldater involveret,
ingen våben blev brugt, ingen grænser blev
overskredet. Men Bush-regeringen valgte
umiddelbart og opportunistiskt at definere det skete som
en krig, noget der klart fremgår af Bob Woodwards
bog "Bush
i Krig".
2. Den 11.september
blev (mis)brugt, som var det et lykketræf, til at
begynde en ny krig.
Terrorhandlingen den11. september kom meget tilpas.
Den serverede USA en gylden lejlighed til at beskrive
den nye fjende efter kommunismen, efter et
besværligt årti i hvilket man havde savnet et
tydeligt fjendebillede. Det hjalp Bush-regeringen med at
kombinere a) understregningen af sine altid noble
hensigter med b) viljen til verdensherredømme, c)
strammet kontrol over det amerikanske folk, d)
nedmontering af demokratisk styring på
hjemmefronten, åbenhed, borgerrettigheder og
menneskerettigheder, e) øget central styring i
hænderne på en lille gruppe i Washington, og
f) splid mellem USA og dets allierede og venner.
Således kunne USA og Bush-regeringen selv kunne
fremstå som de eneste aktører der "havde set
lyset", der kunne bringe redning, der kunne være de
exceptionelle, de der handler som repræsentanter
for det udvalgte folk, på Guds mandat, i Guds eget
land.
Denne kristne nations religiøse lederskab
anfægtedes aldrig af budskabet om "at vende den
anden kind til"; den blev aldrig strejfet af tanker om
tilgivelse, forsoning, dialog, medfølelse,
"elsk-din-fjende - -" og alt det der. Hvordan skulle en
sådan politik kunne føre til andet end en
yderligere brutalisering af det amerikanske samfund?
Komplet ude af stand til at forstå baggrunden
for 11.september og foretage de relevante refleksioner,
har Bush-regeringen, med sin krigeriske tankegang, valgt
at udnytte tilfældet til at vende situationen til
en USA-ledet "kryg mod terror".
Hovedtrækkene i denne politik er
militær-intervention, krig, forsøg på
global overvågning af folk, deres meninger,
forbrugervaner, rejsevaner; infiltrering af fremmede
regeringer; krav om enig og total opslutning gennem pres
og trusler. Altså, holder du ikke med
Bush-regeringen, så holder du med terroristerne og
må lide konsekvenserne.
Ordet terrorisme som det optræder i
sætningen "Krigen mod terrorismen", er misvisende.
USA jager og dræber individuelle
terrorister, men har ikke gjort noget som helst,
hverken intellektuelt eller moralsk, for at udforske den
dybere grund til at terrorisme forekommer og ramte netop
USA. På samme måde har USA på intet
tidspunkt overvejet at behandle terrorismen
ikke-militært, med politiske og diplomatiske midler
- sådan som små og mellemstore, mindre
militariserede lande ville gøre. USA kunne
vælge krig på grund af dets
overvældende militære styrke; selv lande som
f.eks. Italien, Japan eller Rusland ville ikke have
kunnet handle sådan hvis angrebet havde ramt
dem.
3. Var den
11.september et uprovokeret angreb?
Den 11.september kan ses som et svar på
årtier af intensiv politik gående ud på
at påvirke verden kulturelt og socialt,
interventioner og mordforsøg på udenlandske
politikere, åbenlyst uretfærdige vrangsider
ved USA's udenrigs- og økonomiske politik, -
på bombekampagner,
besættelser og CIA-infiltreringer. I Rogue
State. En Guide til Verdens eneste Supermagt
(2000), skriver William Blum at "siden 1945 til
slutningen af dette århundrede, har De Forenede
Stater forsøgt at vælte 40 fremmede
regeringer, og at knuse mere end 30 folkelige
modstandsbevægelser der kæmper mod
intolerable regimer. I løbet af den proces har USA
forårsaget adskillige millioner menneskers
endeligt, og dømt endnu mange flere millioner til
et liv i smerte og fortvivlelse." Yderligere bevis kan
findes her
og her.
Men USA valgte umiddelbart at kalde det et uprovokeret
angreb og iscenesætte landet i rollen som det
uskyldige offer, og som sådan til at have ret til
at svare igen og søge hævn. Den
følgende krig mod Afghanistan proklamerede man
endog som værende en handling i selvforsvar
og således i overensstemmelse med FN-chartret!
4. Hvem, spurgte
de, ikke hvad og hvorfor.
Bush-regeringen og "mainstream"-medierne valgte
hovedsageligt at spørge: Hvem gjorde det? Det
relevante spørgsmål ville have været
hvorfor skete det, hvad er budskabet, hvorfor
valgte de New York og Washington og hvorfor symbolerne
på USA's globale økonomiske og
militære magt par exellence? I modsætning til
hvad man har fortalt os var det ikke et angreb på
vestlig civilisation, men på De Forenede Staters.
Endnu har vi ikke beskæftiget os med det
grundlæggende spørgsmål: Hvad ved vi
om de direkte og strukturelle baggrunde for at nogle
mennesker griber til vold mod andre uskyldige mennesker?
Bush-regeringen har taget til takke med den enkleste og
mest banale teori af alle: at eftersom de nu gør
som de gør, så er de altså onde, og at
ondskab skal udslettes. Jeg mener at vi har brug for at
højne kvaliteten i argumentationen, vi
behøver en mere ærlig og selvkritisk dialog
i vores vestlige samfund.
5. Krigen mod
terror har resulteret i et voldsomt overmål af drab
på uskyldige civile.
Nogen vil måske finde det forkasteligt at
tælle og sammenlige antallet af lig. Jeg synes at
vi bliver nødt til det for at kunne bestemme om
Bush-regimets modangreb står i proportion til
terroristangrebet - hvilket naturligvis ikke betyder at
Afghanistan-krigen ville kunne forsvares hvis bare USA
havde dræbt færre mennesker.
Man kan roligt sige at hævnen på
Afghanistan og Irak har været ude af proportion med
det der skete den 11.september. Beregningerne på
civile dødsofre i Afghanistan viser på et
tal mellem 5 000 og 10 000. I Irak, indtil videre en
meget kortere krig, har det været nogenlunde det
samme. Tilføj så de døde soldater og
para-militære folk. Den samlede befolkning i begge
disse lande udgør omkring en tiendedel af USA's
befolkning. Den 11.september blev ca.2.789 amerikanere
tragisk nok dræbt. Så tallet af døde
afghanere ville have været proportionelt
hvis 50 000 - 100 000 var blevet dræbt i
USA.
Amerikanerne er nu så proppede med propaganda at
en majoritet tror at Saddam stod bag 11.september.
Ovenikøbet påstod man i Washington at
internationale terrorister opholdt sig i, og blev
støttet af, Irak. Så hvis man lægger
de civile til, der indtil nu er dræbt i Irak, kan
man roligt påstå at et sted mellem 100 000 og
250 000 amerikanere skulle have været dræbt i
USA den 11.september 2001, hvis USA's krig mod terrorisme
skulle have været proportionel. Vi taler
altså om et overmål af dræbte på
mellem 35:1 og 80:1
Eftersom ingen af aktørerne den 11.september
var afghanere eller irakere, betyder dette gigantiske
overmål af uskyldige dødsofre at krigen mod
terror udelukkende har gjort folk i hele verden
(især muslimer, naturligvis) endnu mere rasende,
den har øget hadet - og således risikoen for
terror - mod De Forenede Stater.
6. Inden
11.september var terrorisme, mellem alle de andre globale
problemer, et af de små.
USA's Udenrigsministeriums hjemmeside om "Mønster
for Global Terrorisme"-side er stedet hvor man kan
finde disse oplysninger. Antallet af dødsfald ved
terrorisme, som man kan finde der, får du her:
År 1999: 233 døde og 706
sårede;
År 2000: 405 døde og 791
sårede;
År 2001: 3.295 døde og 2.283 sårede
(naturligvis dem fra 11.september medregnet);
År 2002: 725 døde og 2.013 sårede.
Først og fremmest, med al tilbørlig
respekt for tabet af uskyldige menneskeliv, viser disse
tal at global terrorisme er et lille problem sammenlignet
med andre grunde til uskyldige menneskers død,
lemlæstelse og lidelse. Her er nogle eksempler:
- Afhængig af statistiske metoder og kilder, kan
man beregne at der hver dag dør omkring 60
000 til 100 000 personer, over hele verden, af sygdomme
der kunne være undgået hvis så basale
behov som rent vand, mad, husly, skolegang osv. var
tilfredsstillet.
- Mellem 500 000 og 1 million uskyldige irakere
døde, i følge FN-statistik, i løbet
af de 12 års hårde økonomiske
sanktioner, som USA så godt som enerådigt
holdt i live.
- 1 milliard mennesker udover verden savner tilgang
til rent drikkevand.
- 40 millioner mennesker i verden lever med
HIV-smitte; 25 millioner er døde af AIDS i
følge en FN-rapport fra 2002. Man beregner at hvis
det aktuelle niveau for sygdomsbekæmpelse ikke
forbedres, så vil op til 70 millioneer dø af
AIDS i løbet af de næste 20 år. Er der
noget klogt ved at bruge milliarder af dollar til krig og
til at udtynde demokrati bag en facade af kamp mod
terror, når der er virkelige problemer, problemer
som vi ved bidrager TIL terrorismem og som vi endnu ikke
har gjort noget kvalitativt ved?
7. Terrorisme er et
forholdsvis lille problem, også i USA selv.
Hvilke er hovedårsagerne til at folk dør
i De Forenede Stater? Ja, i følge "World
Watch Institute", dør 430 000 af
cigaretrygning; 300 000 af fedme (overvægt); 43 000
dør i trafikulykker. Og - hold dig nu godt fast -
34 000 på grund af skuddrab! - alle per
år.
Og det er ikke et nyt problem. Andrew Shapiro skriver
i sin Vi
er Nummer1 fra 1992 at " - - på trods af
vores fromhed begår vi mere end 20 000 mord om
året, eller, ca. et mord hver 25. minut" - baseret
på 1988-90 data. Det indebærer at der
forekommer dobbelt så mange mord i USA som i
Tyskland, og 8 gange så mange som i Japan, og det
betyder at USA har det højeste antal mord pr.
capita i verden.
Er det virkelig for meget at forlange at USA burde
anvende lige så megen energi på at
bekæmpe landets mange flere drab og voldssager som
ikke er begået af terrorister, som den hvormed det
"imødekommer" den 11.september?
8. Krigen mod
terrorisme gøder terrorisme.
Hvis vi sammenligner antallet af døde og
sårede fra år 2000 med år 2002, skete
der på verdensplan - på trods af
multimilliard-krigen mod terrorismen - en
forøgelse af dødsfald ved
terrorhandlinger fra 405 til 725 (79%), og en stigning af
sårede fra 791 til 2.013 (154%).
For at bekæmpe terrorismen har Bush-regeringen
forøget budgettet for det udenlandsbaserede og det
hjemlige forsvar med omkring 100 milliarder dollar. Den
har flyttet ca.150 000 soldater til Irak, noget der
koster en milliard om ugen. Ambassadør Paul
Brenner III, den USA-indsatte guvernør over Irak,
vurderede for nylig at genopbygningen af Irak kunne koste
op til flere hundrede milliarder dollar. Kan man mon
finde et mere glasklart eksempel på fejlrettede
prioriteringer i moderne tid? Nogle iøjnefaldende
resultater af alt dette er: a) USA er et land af
forskræmte beboere, b) terrorismen ekspanderer og
c) USA's politik - ikke Saddam - har gjort Irak og det
omkringliggende Mellemøsten til en hvepserede af
terrorisme, den terrorisme som det var meningen den
skulle forebygge.
Her følger et uddrag fra Indenrigsministeriet,
7.september, 2003: "I en fjernsynstale fra Det Hvide Hus
til nationen, den 7.september, sagde Præsident Bush
"det er i Irak frontlinjen nu går" for
krigen mod terrorisme og USA "vil gøre det der
skal til, vi vil betale hvad der kræves" - for at
vinde "den totale sejr i krigen mod terroren, for at
fremme frihed og for at gøre vores land
sikrere."
Bush meddelte at han ville bede Kongressen om 87
milliarder dollar til udgifterne for militærog
underrettelsesvirksomhed i Irak, Afghanistan og andre
steder over de næste år, og for at
hjælpe med genopbygning af disse lande. (min
kursivering, JO)
En
nylig undersøgelse viste at amerikanerne ikke
føler sig sikrere fordi deres regering
fører krig mod terrorisme. 76% siger at de ikke
føler at de sidste to år har medført
mere sikkerhed.
Dette varsler ilde for USA og for verden.
Bush-regeringen reducerer ikke terrorismen, den
stimulerer terrorismen!
9. Dette er
simpelthen en promovering af frygt.
Den virkelige verden synes at betyde mindre og mindre
for Washington. Det der tæller er virtuelle
oplysninger der bygger på imaginær
fantasi-politik og (selv)bedrageri. Politikken er ikke
længere baseret på velovervejede, almindelige
fællesopfattelser af virkeligheden. Det er ikke
sundt. Det grænser til paranoid autisme og til
sadisme, idet den påtager sig at "rense" hele
verden - med vold - for en selvopfundet og psykologiskt
fremmanet "Ondskab". Storhedsvanvid og tro på
omnipotens kendetegner dens insisteren på at den
skal klare det hele på egen hånd, selv over
for en hel verdens modstand.
Som en konsekvens må regimet holde en masse
sager hemmeligt for sin befolkning, eftersom det
kæmper imod, ikke en veldefineret fjende som Sovjet
Unionen var, men en udøver af onde gerninger i
almindelighed. En der lusker omkring overalt hvor der er
amerikanere, ude som hjemme. Det skaber frygt, det
skræmmer, det lukker munden på folk. Og det
diciplinerer: Pas på hvad du gør og hvad du
siger og til hvem! I Michael Moors film, Bowling for
Columbine bliver den slags psyko-politik vældig
livagtigt beskrevet; hvordan den har til hensigt
at få folk til at tro at de bliver nødt til
at beskytte sig, og med hvilken grad af vold som helst.
Og hvis du kæmper for at dræbe Ondskab, eller
du føler dig truet deraf, så er ingen midler
illegale, intet offer er for stort.
10. Det var ikke
udelukkende en amerikansk tragedie.
Det var mennesker fra 36 nationaliteter der
døde den 11.september. 209, eller 7% af de omkomne
havde ikke amerikansk statsborgerskab; Stor Britanien,
Japan, Columbia, Jamaika, Mexiko og Filipinerne led de
største tab. Se på den
officielle 11.september hjemmeside hvis du vil have
yderligere detaljer. Skønt det ikke var
udelukkende en amerikansk tragedie, tog USA monopol
på sorgen.
Europæere holdt tre minuters stilhed for ofrene
den 11.september. Det var en smuk gestus. Men hvorfor
ikke gøre det samme for de 20 000 døde i
jordskælvet i Indien? For de 100 000 der faldt i
borgerkrigen i Algeriet? For den million ofre for
folkemordet i Rwansa og Burundi, eller de mindst 500
uskyldige der døde i Serbien-Kosovo under NATO's
bombardementer? Og hvad med de uskyldige ofre i
Afghanistan, og nu Irak?
Ville amerikanerne føle at vi havde mindre ondt
af dem hvis vi også udtrykte medlidenhed med andre
uskyldige ofre?
11. Den
11.september kræver en ærlig definition af
konceptet terrorisme.
"Medmindre vi er konsekvente og selvkritiske i vores
sprogbrug, vil vi opmuntre til den vold vi beklager",
skriver Richard Falk, professor emeritus ved Princeton
Universitetet og TFF-medarbejder, i sin
fortræffelige bog om Revolutionærer
og Funktionærer. Terrorismens To Ansigter
(1988).
Det amerikanske Udenrigsministerium, f.eks.,definerer
terrorisme på tre måder: "a) Udtrykket
"terrorisme" dækker over overlagt, politisk
motiveret vold mod ikke civile mål, udført
af subnationale grupper eller hemmelige agenter, mest for
at gøre indtryk på en offentlighed. b)
Udtrykket "international terrorisme" betyder terrorisme
der involverer borgere og landområder fra mere end
en nation. c) Udtrykket " terroristgruppe" hentyder til
enhver gruppe der praktiserer, eller har undergrupper af
betydning, der praktiserer international terrorisme."
Derved er det slået fast at udelukkende
sub-nationale grupper kan praktisere terrorisme;
med andre ord, stater eller regeringer kan ikke (men de
kan finansiere, tilbyde beskyttelse etc. TIL
terrorister). Vi finder denne definition overordentlig
mangelfuld og misvisende. En regering kan i
højeste grad terrorisere sine egne,
civile/uskyldige medborgere, såvel som borgere fra
et andet land. Og der er ingen tvivl om at
regeringsterrorisme historisk set har været skyld i
mange flere menneskers død end sub-nationale
terroristgrupper. Desuden er begrebet "terrorbalance" en
integreret del af den strategi-doktrin der gælder
alle atomvåben-lande og forklarer med stor
nøjagtighed at brugen af atomvåben anses som
terror mod uskyldige civile.
Der synes at være en ret bred enighed om at man,
når man definerer terrorisme, skal sætte
fokus på uskyldige mennesker, mennesker der
ikke selv har del i en konflikt og som ikke er i kamp.
Men til det udgangspunkt må der lægges
yderligere nogle elementer. Richard Falk fastslår
at "Terrorisme betegner alle typer af politisk
vold der mangler adekvat moral og juridisk
berettigelse, uafhængigt af hvorvidt det
handler om en revolutionær gruppe eller en
regering." Og han tilføjer, "Det der bekymrer med
hensyn til begrebet terrorisme er dens
almindelighed indenfor vores egen kultur. Udfra
det perspektiv er vi alle på en måde
terrorister, i betydningen af at være passive
underskrivere eller i hvert fald ved at samtykke til
vold imod fjender.
Falk uddyber videre: "Så længe som
terrormetoder bruges af stater for at undgå at
tabe, eller for at fremskynde sejr, i krig under
dække af at ville spare liv, kan terrorister af
alle overbevisninger anse sig selv som retmæssige.
Når det kommer til stykket er vores svar på
terrorisme en udfordring af vores folkesjæl eller
spiritualitet og af vores egen samfundsordning.
Terrorismens rødder vokser ud af de dybeste
afsavn og depravering hvilke begge
indgår i det stof vores samfund er vævet
sammen af. Terrorister, kendetegnet ved utilregnelige og
utilladelige voldshandlinger, er prominente bland
såvel vore ultimative udstødte/tabere
som dem vi regner for vore største
vindere."
Sandt nok! På den anden årsdag for det
frygtelige angreb på USA må vi
udtrykke vores vrede over den grusomme handling, og vores
solidaritet med de sørgende. Men i morgen må
vi igen holde fast på at Bush-regeringen end ikke
er begyndt at forstå hvad terrorisme er, eller de
måder hvorpå terrorisme kan få magt
over vores ånd sjæl og vort samfund og
kultur. I stedet virker det som om den rodfæster
sin post-11.september politik i umoral, i terroristisk
modterror-programmer der har dræbt endnu
langt flere uskyldige mennesker og skabt endnu langt mere
had og frygt.
Den politik er en invitation til at begå "den
vold vi begræder." Og dermed er vi muligvis
på vej hen imod en katastrofe der savner
sidestykke.
© TFF 2003
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
You are welcome to
reprint, copy, archive, quote or re-post this item, but
please retain the source.
Would
you - or a friend - like to receive TFF PressInfo by
email?
|