Sæt hælene i, 11.september-minde-propaganda-dampmaskinen er på igen - for at kue oppositionen mod USA's krige og imperialistiske politik. De følgende punkter er tænkt som en hjælp til dig, så du kan bevare et sagligt perspektiv. Jeg tar dem op i dybeste respekt for de uskyldige mennesker der døde den 11. september 2001, og ligeledes for de uskyldige der døde ved angrebene på Afghanistan og Irak i den følgende krig mod terrorisme. Brug disse synspunkter - især hvis du er lærer, journalist eller på anden måde er en engageret medborger.

Lær og husk: 11 - 7 - 20

Blot dette inden vi tager punkterne op. På hundredevis af foredrag, taler og interviewer i mange lande, har jeg spurgt publikum om de ved hvad d.11.september er. Selvfølgelig gør de det, og nogle nævner også det USA-støttede militærkup mod den folkevalgte regering under Salvador Allende i Chile 1973, for 30 år siden. Flere end 3000 mennesker blev dræbt under fascistregimet fra 1973 til 1990; og mere end 1000 er endnu ikke fundet. Det er omkring det samme som i New York og Washington 2001.

Så spørger jeg hvad de mon husker når jeg siger 7.oktober og 20.marts. 99.9% af de tilspurgte kan ikke komme på noget. Men 7.oktober 2001 var dagen da USA lancerede sin krig - "svar-på-tiltale og hævnen" - mod Afghanistan. 20. marts 2003 markerede begyndelsen på Irakkrigen. Hvorfor er disse dato'er ikke lige så levende i hukommelsen som 11.september, hos engagerede borgere i lande med en såkaldt fri presse? Hvad angår tabte uskyldige liv er de dage langt mere tungtvejene end 11. september, - hvilket kan ses af nedenstående.

Selv om du ikke huskede disse dato'er, så kan du bestemme dig for en ting fremover: Tal aldrig - aldrig - om 11.september uden også at nævne 7.oktober og 20.marts. Kort sagt, husk tallet 11 - 07 - 20.

1. Den 11.september var ikke en krig.

11.september var et terrorangreb. Det var en kriminel handling, sandelig en apokalyptisk sådan, men det var ikke en krig. Begivenheden havde ingen af krigens kendetegn; der var ingen soldater involveret, ingen våben blev brugt, ingen grænser blev overskredet. Men Bush-regeringen valgte umiddelbart og opportunistiskt at definere det skete som en krig, noget der klart fremgår af Bob Woodwards bog "Bush i Krig".

2. Den 11.september blev (mis)brugt, som var det et lykketræf, til at begynde en ny krig.

Terrorhandlingen den11. september kom meget tilpas. Den serverede USA en gylden lejlighed til at beskrive den nye fjende efter kommunismen, efter et besværligt årti i hvilket man havde savnet et tydeligt fjendebillede. Det hjalp Bush-regeringen med at kombinere a) understregningen af sine altid noble hensigter med b) viljen til verdensherredømme, c) strammet kontrol over det amerikanske folk, d) nedmontering af demokratisk styring på hjemmefronten, åbenhed, borgerrettigheder og menneskerettigheder, e) øget central styring i hænderne på en lille gruppe i Washington, og f) splid mellem USA og dets allierede og venner. Således kunne USA og Bush-regeringen selv kunne fremstå som de eneste aktører der "havde set lyset", der kunne bringe redning, der kunne være de exceptionelle, de der handler som repræsentanter for det udvalgte folk, på Guds mandat, i Guds eget land.

Denne kristne nations religiøse lederskab anfægtedes aldrig af budskabet om "at vende den anden kind til"; den blev aldrig strejfet af tanker om tilgivelse, forsoning, dialog, medfølelse, "elsk-din-fjende - -" og alt det der. Hvordan skulle en sådan politik kunne føre til andet end en yderligere brutalisering af det amerikanske samfund?

Komplet ude af stand til at forstå baggrunden for 11.september og foretage de relevante refleksioner, har Bush-regeringen, med sin krigeriske tankegang, valgt at udnytte tilfældet til at vende situationen til en USA-ledet "kryg mod terror". Hovedtrækkene i denne politik er militær-intervention, krig, forsøg på global overvågning af folk, deres meninger, forbrugervaner, rejsevaner; infiltrering af fremmede regeringer; krav om enig og total opslutning gennem pres og trusler. Altså, holder du ikke med Bush-regeringen, så holder du med terroristerne og må lide konsekvenserne.

Ordet terrorisme som det optræder i sætningen "Krigen mod terrorismen", er misvisende. USA jager og dræber individuelle terrorister, men har ikke gjort noget som helst, hverken intellektuelt eller moralsk, for at udforske den dybere grund til at terrorisme forekommer og ramte netop USA. På samme måde har USA på intet tidspunkt overvejet at behandle terrorismen ikke-militært, med politiske og diplomatiske midler - sådan som små og mellemstore, mindre militariserede lande ville gøre. USA kunne vælge krig på grund af dets overvældende militære styrke; selv lande som f.eks. Italien, Japan eller Rusland ville ikke have kunnet handle sådan hvis angrebet havde ramt dem.

3. Var den 11.september et uprovokeret angreb?

Den 11.september kan ses som et svar på årtier af intensiv politik gående ud på at påvirke verden kulturelt og socialt, interventioner og mordforsøg på udenlandske politikere, åbenlyst uretfærdige vrangsider ved USA's udenrigs- og økonomiske politik, - på bombekampagner, besættelser og CIA-infiltreringer. I Rogue State. En Guide til Verdens eneste Supermagt (2000), skriver William Blum at "siden 1945 til slutningen af dette århundrede, har De Forenede Stater forsøgt at vælte 40 fremmede regeringer, og at knuse mere end 30 folkelige modstandsbevægelser der kæmper mod intolerable regimer. I løbet af den proces har USA forårsaget adskillige millioner menneskers endeligt, og dømt endnu mange flere millioner til et liv i smerte og fortvivlelse." Yderligere bevis kan findes her og her.

Men USA valgte umiddelbart at kalde det et uprovokeret angreb og iscenesætte landet i rollen som det uskyldige offer, og som sådan til at have ret til at svare igen og søge hævn. Den følgende krig mod Afghanistan proklamerede man endog som værende en handling i selvforsvar og således i overensstemmelse med FN-chartret!

4. Hvem, spurgte de, ikke hvad og hvorfor.

Bush-regeringen og "mainstream"-medierne valgte hovedsageligt at spørge: Hvem gjorde det? Det relevante spørgsmål ville have været hvorfor skete det, hvad er budskabet, hvorfor valgte de New York og Washington og hvorfor symbolerne på USA's globale økonomiske og militære magt par exellence? I modsætning til hvad man har fortalt os var det ikke et angreb på vestlig civilisation, men på De Forenede Staters. Endnu har vi ikke beskæftiget os med det grundlæggende spørgsmål: Hvad ved vi om de direkte og strukturelle baggrunde for at nogle mennesker griber til vold mod andre uskyldige mennesker? Bush-regeringen har taget til takke med den enkleste og mest banale teori af alle: at eftersom de nu gør som de gør, så er de altså onde, og at ondskab skal udslettes. Jeg mener at vi har brug for at højne kvaliteten i argumentationen, vi behøver en mere ærlig og selvkritisk dialog i vores vestlige samfund.

5. Krigen mod terror har resulteret i et voldsomt overmål af drab på uskyldige civile.

Nogen vil måske finde det forkasteligt at tælle og sammenlige antallet af lig. Jeg synes at vi bliver nødt til det for at kunne bestemme om Bush-regimets modangreb står i proportion til terroristangrebet - hvilket naturligvis ikke betyder at Afghanistan-krigen ville kunne forsvares hvis bare USA havde dræbt færre mennesker.

Man kan roligt sige at hævnen på Afghanistan og Irak har været ude af proportion med det der skete den 11.september. Beregningerne på civile dødsofre i Afghanistan viser på et tal mellem 5 000 og 10 000. I Irak, indtil videre en meget kortere krig, har det været nogenlunde det samme. Tilføj så de døde soldater og para-militære folk. Den samlede befolkning i begge disse lande udgør omkring en tiendedel af USA's befolkning. Den 11.september blev ca.2.789 amerikanere tragisk nok dræbt. Så tallet af døde afghanere ville have været proportionelt hvis 50 000 - 100 000 var blevet dræbt i USA.

Amerikanerne er nu så proppede med propaganda at en majoritet tror at Saddam stod bag 11.september. Ovenikøbet påstod man i Washington at internationale terrorister opholdt sig i, og blev støttet af, Irak. Så hvis man lægger de civile til, der indtil nu er dræbt i Irak, kan man roligt påstå at et sted mellem 100 000 og 250 000 amerikanere skulle have været dræbt i USA den 11.september 2001, hvis USA's krig mod terrorisme skulle have været proportionel. Vi taler altså om et overmål af dræbte på mellem 35:1 og 80:1

Eftersom ingen af aktørerne den 11.september var afghanere eller irakere, betyder dette gigantiske overmål af uskyldige dødsofre at krigen mod terror udelukkende har gjort folk i hele verden (især muslimer, naturligvis) endnu mere rasende, den har øget hadet - og således risikoen for terror - mod De Forenede Stater.

6. Inden 11.september var terrorisme, mellem alle de andre globale problemer, et af de små.

USA's Udenrigsministeriums hjemmeside om "Mønster for Global Terrorisme"-side er stedet hvor man kan finde disse oplysninger. Antallet af dødsfald ved terrorisme, som man kan finde der, får du her:

År 1999: 233 døde og 706 sårede;
År 2000: 405 døde og 791 sårede;
År 2001: 3.295 døde og 2.283 sårede (naturligvis dem fra 11.september medregnet);
År 2002: 725 døde og 2.013 sårede.

Først og fremmest, med al tilbørlig respekt for tabet af uskyldige menneskeliv, viser disse tal at global terrorisme er et lille problem sammenlignet med andre grunde til uskyldige menneskers død, lemlæstelse og lidelse. Her er nogle eksempler:

- Afhængig af statistiske metoder og kilder, kan man beregne at der hver dag dør omkring 60 000 til 100 000 personer, over hele verden, af sygdomme der kunne være undgået hvis så basale behov som rent vand, mad, husly, skolegang osv. var tilfredsstillet.

- Mellem 500 000 og 1 million uskyldige irakere døde, i følge FN-statistik, i løbet af de 12 års hårde økonomiske sanktioner, som USA så godt som enerådigt holdt i live.

- 1 milliard mennesker udover verden savner tilgang til rent drikkevand.

- 40 millioner mennesker i verden lever med HIV-smitte; 25 millioner er døde af AIDS i følge en FN-rapport fra 2002. Man beregner at hvis det aktuelle niveau for sygdomsbekæmpelse ikke forbedres, så vil op til 70 millioneer dø af AIDS i løbet af de næste 20 år. Er der noget klogt ved at bruge milliarder af dollar til krig og til at udtynde demokrati bag en facade af kamp mod terror, når der er virkelige problemer, problemer som vi ved bidrager TIL terrorismem og som vi endnu ikke har gjort noget kvalitativt ved?

7. Terrorisme er et forholdsvis lille problem, også i USA selv.

Hvilke er hovedårsagerne til at folk dør i De Forenede Stater? Ja, i følge "World Watch Institute", dør 430 000 af cigaretrygning; 300 000 af fedme (overvægt); 43 000 dør i trafikulykker. Og - hold dig nu godt fast - 34 000 på grund af skuddrab! - alle per år.

Og det er ikke et nyt problem. Andrew Shapiro skriver i sin Vi er Nummer1 fra 1992 at " - - på trods af vores fromhed begår vi mere end 20 000 mord om året, eller, ca. et mord hver 25. minut" - baseret på 1988-90 data. Det indebærer at der forekommer dobbelt så mange mord i USA som i Tyskland, og 8 gange så mange som i Japan, og det betyder at USA har det højeste antal mord pr. capita i verden.

Er det virkelig for meget at forlange at USA burde anvende lige så megen energi på at bekæmpe landets mange flere drab og voldssager som ikke er begået af terrorister, som den hvormed det "imødekommer" den 11.september?

8. Krigen mod terrorisme gøder terrorisme.

Hvis vi sammenligner antallet af døde og sårede fra år 2000 med år 2002, skete der på verdensplan - på trods af multimilliard-krigen mod terrorismen - en forøgelse af dødsfald ved terrorhandlinger fra 405 til 725 (79%), og en stigning af sårede fra 791 til 2.013 (154%).

For at bekæmpe terrorismen har Bush-regeringen forøget budgettet for det udenlandsbaserede og det hjemlige forsvar med omkring 100 milliarder dollar. Den har flyttet ca.150 000 soldater til Irak, noget der koster en milliard om ugen. Ambassadør Paul Brenner III, den USA-indsatte guvernør over Irak, vurderede for nylig at genopbygningen af Irak kunne koste op til flere hundrede milliarder dollar. Kan man mon finde et mere glasklart eksempel på fejlrettede prioriteringer i moderne tid? Nogle iøjnefaldende resultater af alt dette er: a) USA er et land af forskræmte beboere, b) terrorismen ekspanderer og c) USA's politik - ikke Saddam - har gjort Irak og det omkringliggende Mellemøsten til en hvepserede af terrorisme, den terrorisme som det var meningen den skulle forebygge.

Her følger et uddrag fra Indenrigsministeriet, 7.september, 2003: "I en fjernsynstale fra Det Hvide Hus til nationen, den 7.september, sagde Præsident Bush "det er i Irak frontlinjen nu går" for krigen mod terrorisme og USA "vil gøre det der skal til, vi vil betale hvad der kræves" - for at vinde "den totale sejr i krigen mod terroren, for at fremme frihed og for at gøre vores land sikrere."

Bush meddelte at han ville bede Kongressen om 87 milliarder dollar til udgifterne for militærog underrettelsesvirksomhed i Irak, Afghanistan og andre steder over de næste år, og for at hjælpe med genopbygning af disse lande. (min kursivering, JO)

En nylig undersøgelse viste at amerikanerne ikke føler sig sikrere fordi deres regering fører krig mod terrorisme. 76% siger at de ikke føler at de sidste to år har medført mere sikkerhed.

Dette varsler ilde for USA og for verden. Bush-regeringen reducerer ikke terrorismen, den stimulerer terrorismen!

9. Dette er simpelthen en promovering af frygt.

Den virkelige verden synes at betyde mindre og mindre for Washington. Det der tæller er virtuelle oplysninger der bygger på imaginær fantasi-politik og (selv)bedrageri. Politikken er ikke længere baseret på velovervejede, almindelige fællesopfattelser af virkeligheden. Det er ikke sundt. Det grænser til paranoid autisme og til sadisme, idet den påtager sig at "rense" hele verden - med vold - for en selvopfundet og psykologiskt fremmanet "Ondskab". Storhedsvanvid og tro på omnipotens kendetegner dens insisteren på at den skal klare det hele på egen hånd, selv over for en hel verdens modstand.

Som en konsekvens må regimet holde en masse sager hemmeligt for sin befolkning, eftersom det kæmper imod, ikke en veldefineret fjende som Sovjet Unionen var, men en udøver af onde gerninger i almindelighed. En der lusker omkring overalt hvor der er amerikanere, ude som hjemme. Det skaber frygt, det skræmmer, det lukker munden på folk. Og det diciplinerer: Pas på hvad du gør og hvad du siger og til hvem! I Michael Moors film, Bowling for Columbine bliver den slags psyko-politik vældig livagtigt beskrevet; hvordan den har til hensigt at få folk til at tro at de bliver nødt til at beskytte sig, og med hvilken grad af vold som helst. Og hvis du kæmper for at dræbe Ondskab, eller du føler dig truet deraf, så er ingen midler illegale, intet offer er for stort.

10. Det var ikke udelukkende en amerikansk tragedie.

Det var mennesker fra 36 nationaliteter der døde den 11.september. 209, eller 7% af de omkomne havde ikke amerikansk statsborgerskab; Stor Britanien, Japan, Columbia, Jamaika, Mexiko og Filipinerne led de største tab. Se på den officielle 11.september hjemmeside hvis du vil have yderligere detaljer. Skønt det ikke var udelukkende en amerikansk tragedie, tog USA monopol på sorgen.

Europæere holdt tre minuters stilhed for ofrene den 11.september. Det var en smuk gestus. Men hvorfor ikke gøre det samme for de 20 000 døde i jordskælvet i Indien? For de 100 000 der faldt i borgerkrigen i Algeriet? For den million ofre for folkemordet i Rwansa og Burundi, eller de mindst 500 uskyldige der døde i Serbien-Kosovo under NATO's bombardementer? Og hvad med de uskyldige ofre i Afghanistan, og nu Irak?

Ville amerikanerne føle at vi havde mindre ondt af dem hvis vi også udtrykte medlidenhed med andre uskyldige ofre?

11. Den 11.september kræver en ærlig definition af konceptet terrorisme.

"Medmindre vi er konsekvente og selvkritiske i vores sprogbrug, vil vi opmuntre til den vold vi beklager", skriver Richard Falk, professor emeritus ved Princeton Universitetet og TFF-medarbejder, i sin fortræffelige bog om Revolutionærer og Funktionærer. Terrorismens To Ansigter (1988).

Det amerikanske Udenrigsministerium, f.eks.,definerer terrorisme på tre måder: "a) Udtrykket "terrorisme" dækker over overlagt, politisk motiveret vold mod ikke civile mål, udført af subnationale grupper eller hemmelige agenter, mest for at gøre indtryk på en offentlighed. b) Udtrykket "international terrorisme" betyder terrorisme der involverer borgere og landområder fra mere end en nation. c) Udtrykket " terroristgruppe" hentyder til enhver gruppe der praktiserer, eller har undergrupper af betydning, der praktiserer international terrorisme."

Derved er det slået fast at udelukkende sub-nationale grupper kan praktisere terrorisme; med andre ord, stater eller regeringer kan ikke (men de kan finansiere, tilbyde beskyttelse etc. TIL terrorister). Vi finder denne definition overordentlig mangelfuld og misvisende. En regering kan i højeste grad terrorisere sine egne, civile/uskyldige medborgere, såvel som borgere fra et andet land. Og der er ingen tvivl om at regeringsterrorisme historisk set har været skyld i mange flere menneskers død end sub-nationale terroristgrupper. Desuden er begrebet "terrorbalance" en integreret del af den strategi-doktrin der gælder alle atomvåben-lande og forklarer med stor nøjagtighed at brugen af atomvåben anses som terror mod uskyldige civile.

Der synes at være en ret bred enighed om at man, når man definerer terrorisme, skal sætte fokus på uskyldige mennesker, mennesker der ikke selv har del i en konflikt og som ikke er i kamp. Men til det udgangspunkt må der lægges yderligere nogle elementer. Richard Falk fastslår at "Terrorisme betegner alle typer af politisk vold der mangler adekvat moral og juridisk berettigelse, uafhængigt af hvorvidt det handler om en revolutionær gruppe eller en regering." Og han tilføjer, "Det der bekymrer med hensyn til begrebet terrorisme er dens almindelighed indenfor vores egen kultur. Udfra det perspektiv er vi alle på en måde terrorister, i betydningen af at være passive underskrivere eller i hvert fald ved at samtykke til vold imod fjender.

Falk uddyber videre: "Så længe som terrormetoder bruges af stater for at undgå at tabe, eller for at fremskynde sejr, i krig under dække af at ville spare liv, kan terrorister af alle overbevisninger anse sig selv som retmæssige. Når det kommer til stykket er vores svar på terrorisme en udfordring af vores folkesjæl eller spiritualitet og af vores egen samfundsordning. Terrorismens rødder vokser ud af de dybeste afsavn og depravering hvilke begge indgår i det stof vores samfund er vævet sammen af. Terrorister, kendetegnet ved utilregnelige og utilladelige voldshandlinger, er prominente bland såvel vore ultimative udstødte/tabere som dem vi regner for vore største vindere."

Sandt nok! På den anden årsdag for det frygtelige angreb på USA må vi udtrykke vores vrede over den grusomme handling, og vores solidaritet med de sørgende. Men i morgen må vi igen holde fast på at Bush-regeringen end ikke er begyndt at forstå hvad terrorisme er, eller de måder hvorpå terrorisme kan få magt over vores ånd sjæl og vort samfund og kultur. I stedet virker det som om den rodfæster sin post-11.september politik i umoral, i terroristisk modterror-programmer der har dræbt endnu langt flere uskyldige mennesker og skabt endnu langt mere had og frygt.

Den politik er en invitation til at begå "den vold vi begræder." Og dermed er vi muligvis på vej hen imod en katastrofe der savner sidestykke.

© TFF 2003

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links