Den 14. oktober mødtes kosovo-albanere og serbere fra Beograd på højt niveau i Wien. Det var et historisk møde i mere end en forstand. Det åbner mulighed for at reflektere over filosofien, metoderne og politikken for tidens konflikthåndtering. Gjorde det såkaldte internationale samfund det rette ? Har man lært tilstrækkeligt på institutions- og organisationsniveau ? Er der paralleller mellem Kosovo, Afghanistan og Irak som vi skulle diskutere selvkritisk i stedet for simpelthen at skyde skylden på parterne ?

Det er godt med dialog, men bombningen i 1999 har gjort alles synspunkter og holdninger mere kompromisløse og uforsonlige end de var før.

Det er første gang siden NATO's krig mod Jugoslavien i 1999 at serbere og albanere har mødtes på denne måde. Faktisk er det med få undtagelser det første forsøg på reelle forhandlinger siden det hele begyndte i de sene 1980ere. På næsten samme måde som vi har set det nu i tilfældet Irak gjordes der stort set ingen forsøg på at skabe en vedvarende forhandlingsproces og dermed civil, politisk løsning. Som tiden er gået, har hardlinere overtaget scenen og de vil ikke snakke sammen.

Som ofre for Milosevic' undertrykkende politik følte albanerne - meget rigtigt - at de havde Vestens støtte og ville få mest ud af at fastholde en maximalistisk stillingtagen; derfor intet kompromis omkring målet om fuldstændig uafhængighed.

Serberne, som det største folk i det tidligere Jugoslavien, med minoriteter i Kroatien, Bosnien og Kosovo, der ikke mærkede nogen solidaritet fra Vestens konflikthåndterere, følte, at de blev misforstået, behandlet unfair og ydmyget gennem bombningerne. Hvorfor skulle de ikke slås stenhårdt for den Kosovoprovins ("Kosova"), som de opfatter som deres - og serberne som deres vugge? Hertil kommer, at serberne som folk og Kosovoserberne i særdeleshed har tabt mere end nogen andre på grund af deres egen lederes politik.

Wien processen kan ikke forventes at føre til det nødvendige vendepunkt eller til reel fred i Kosovo. Alle sider spiller fortsat spil, mens de almindelige, godhjertede albanere, serbere og tyrker m.fl. i provinsen betaler den høje pris. Disse forhandlinger kommer omkring et tiår for sent. Mens parterne selv pg vi andre, der var der, måske kunne se acceptable løsninger i de tidlige 1990ere, er der nu for megen had og mistillid til at finde frem til selv den mindst dårlige løsning for alle.

Til stede i Wien er også repræsentanter for FNs mission i Kosovo (UNMIK) under ledelse af den Særlige FN-Repræsentant Harri Holkeri, kontaktgruppen om Kosovo, der omfatter USA, England, Rusland, Frankrig, Italien og Tyskland, såvel som toplederne fra EU, Chris Patten og Javier Solana, NATOs generalsekretær Lord Robinson og den fungerende formand for OSCE, den hollandske udenrigsminister Jaap de Hoop Scheffer.

Iøjnefaldende forhold

Mindst 4 forhold fremstår som iøjnefaldende

a) Fraværet af premierminister Bajram Rexhepi, fra de provisoriske institutioner for selvstyre (PSIG) i Kosovo; den albanske side ledes i stedet af præsident, dr. Ibrahim Rugova.

b) Da Rexhepi i sidste øjeblik afviste at komme, annullerede FNs embedsmænd invitationerne til serbere og tyrkere i Kosovo og dette gjorde Beograd så vred, at man derefter kun ville sende et medlem af ministerrådet, hverken premierministeren eller hans stedfortræder, i henhold til BBC. Således er de relevante lokale parter ikke repræsenteret og det er heller ikke PSIG og Kosovos parlament.

c) FN missionen, EU, OSCE og NATO er til stede på allerhøjeste niveau.

d) Kosovos fremtidige status står ikke på dagsordenen. Mødet skal behandle spørgsmål som bortfald af elektricitetsforsyningen, nummerplader til biler, de 3700 fortrinsvis albanere, som stadig savnes i Kosovo og fremtiden for de 100.000-200.000 fortrinsvis serbiske borgere, som flygtede fra Kosovo efter krigen under den omvendte etniske rensning, som de ekstremistiske albanere gennemførte.

Vurderet på baggrund af disse kendsgerninger virker det som om Wien- samtalerne er mere vigtige for det internationale samfund end for de lokale parter. Det internationale samfund intervenerede på en meget partisk måde, gjorde fælles sag med albanerne, bombede Serbien, viste en stiltiende forståelse for de albanske ekstremisters omvendte etniske rensning, der drev serbere ud af Kosovo efter NATOs krig. Det bragte serbere, men ikke albanere, for krigsforbryderdomstolen i Haag og pumpede milliarder af dollars ind i Kosovo (men ikke i Serbien). Men trods alt dette, ser det ikke ud til, at det internationale samfund har opnået den fornødne tillid og autoritet til at fortælle visse albanske ledere, at nu er det nok.

Efter mere end et tiårs forsømte forhandlingsmuligheder og fire efterkrigsår med polarisering og uforsonlige standpunkter mellem parterne, har de internationale organisationer brug for at give indtryk af, at Kosovo-konflikten bevæger sig mod en eller anden form af løsning. Men det gør den ikke. For det andet er de formentlig helt klare over, at den EU-NATO-forhandlede Ohrid aftale i nabolandet Makedonien ikke virker efter hensigten og at Makedoniens krise er sådan, at man ikke kan udelukke ny albansk-makedonsk vold, noget som igen vil udstille forbindelsen mellem ekstreme Kosovo-albanske og Makedonsk-albanske politiske og militære kræfter, der stadig nyder vestlig støtte.

Tilbagesyn på konflikten fra et konfliktformindskelses perspektiv

TFF offentliggjorde sin første analyse af konflikten: "Preventing war in Kosovo" (Förhindra krig i Kosovo) for 11 år siden, baseret på undersøgelser af forholdene på stedet. Vort hold tilbragte 4 år mellem 1992 og 1996 med at køre den eneste varige (skriftlige) dialog mellem 3 på hinanden følgende regeringer i Beograd (og Slobodan Milosevic) på den ene side og den moderate kosovoalbanske ledelse under dr. Rugova og hans LDK parti på den anden. Sidstnævnte var den eneste politiske ledelse i det tidligere Jugoslavien, der talte for og praktiserede pragmatisk ikke-voldelige midler at opnå sit langsigtede mål, et uafhængigt Kosova.

Dette Kosova skulle have åbne grænser, det skulle ikke have militær og heller ikke være medlem af nogen militær alliance, og det skulle aldrig undertrykke nogen. Det skulle tværtimod baseres på multietnisk, ikke-voldelig sameksistens. Jeg arbejdede personligt gennem disse år som en uofficiel goodwill-rådgiver i konfliktløsning for dr. Rugova og TFF's team foreslog ham og hans medarbejdere de fleste af disse principper.

I 1996 offentliggjorde vi et Forslag til en aftale mellem FN og Forbundsrepublikken Jugoslavien om en midlertidig myndighed for en aftalt løsning, UNTANS, i Kosovo. Det var formuleret som en internationalt bindende aftale af vore folkeretseksperter og behandlede spørgsmål som relativ demilitarisering og dannelse af en regerings- og NGO-professionel forhandlingsenhed bemandet med eksperter i konflikt-analyse og-lægning. Vi foreslog at denne enhed skulle overtage dele af administrationen af Kosovo. Det var voldsforebyggelse og ordnet forhandling på én gang og det forudskikkede intet om, hvordan den endelige løsning skulle se ud. Det gav kun et sæt af midler og procedurer samtidig med at det foreslog en sammenhængende uddannelse af folket i konfliktforståelse, forhandling, tillidsskabelse og forsoning; serbisk militær og politi skulle erstattes af internationalt civilt politi og monitorer. Multietniske tjenestemænd skulle hjælpe med at styre de daglige samfundsanliggender. FN og OSCE skulle være de afgørende regeringsaktører.

Vi forelagde de to rapporter for FN i New York og diskuterede dem med den jugoslaviske sektion, med Kofi Annan som den gang var chef for de Fredsbevarende operationer, PKO, og med adskillige andre. Alle fortalte os, at dette var den type af professionel konfliktanalyse, tidlig advarsel og konstruktive forslag som var helt i overensstemmelse med FNs norm om "fred med fredelige midler", som der var stort behov for i det internationale samfund. Imidlertid sagde en assisterende generalsekretær også: "fornemt arbejde, men jeg er nødt til at sige til jer, at ingen gør noget i dette hus, førend vi har læst på forsiden af New York Times i et antal uger, at der er krig. Vi er helt opmærksomme på behovet for tidligt varsel og de handlinger I foreslår og vi lytter gerne, men hele det globale samfund er desperat overbelastet med brændpunkter og krige. Den bedrøvelige kendsgerning er, at ingen har den ekstra kapacitet, der er nødvendig for også at tage sig alvorligt af potentielle krige".

Oversete og forkert behandlede konflikter fører til krig

Så krigen brød ud i Kosovo i 1997. Først havde den tyske efterretningstjeneste, dernæst USAs CIA og DIA og private militære firmaer gjort deres yderste for at undergrave dr. Rugova, som aldrig fik andet end venlige ord fra vestlige regeringer - og gjort Kosovos befrielseshær, KLA, til en magtfuld aktør i provinsen fra 1993 og frem.

Blandt KLAs ledere var Agim Ceku, en Kosovofødt albansk officer i den kroatiske hær, som i 1993 var ledende general i den kroatiske præsident Tudjmans operationer "Lyn" og "Storm" i Krajina og Vestslavonien - politiskt set gennem fingrene med, og militært støttet, af USA. Aktionen fordrev 250.000 kroatiske serbere, som havde boet der i århundreder; de fleste af dem er ikke vendt tilbage. Den fordrev også den strålende FN- fredsbevarende styrke fra de FN-beskyttede områder, den første ydmygelse af FN i en serie som senest har nået sin kulmination i Bagdad.

For år tilbage fortalte Agim Ceku mig, at han af og til vendte tilbage til Kosovo for at "hjælpe" KLA med at udvikle sig til en formidabel styrke på 20.000 mand. Senere valgtes Ceku af det internationale samfund til at lede det såkaldte Kosovo Beskyttelseskorps, KPC, hvis afvæbning, gennemført af NATO, kun var et spil for galleriet. KPC og irregulære styrker førte krigen ind i såvel det sydlige Serbien som Makedonien - hvor NATO en gang til lod som om de afvæbnede de albanske oprørere fra Kosovo og lokale paramilitære.

Den daværende USA udsending Richard Holbrooke - som var assisterende udenrigsminister for Fjernøsten, da Kwangju massakren på hundreder af studenter i Seoul i 1980 blev godkendt i Washington - lavede en aftale med præsident Milosevic om en OSCE mission i Kosovo, tilsyneladende uden nogen forudgående planlægning.

1200 overvågere blev aldrig gjort tilgængelige af OSCE's medlemmer, men CIA ankom og infiltrerede missionen, der blev ledt af William Walker, en mand der havde arbejdet i Latinamerika - nogle kilder omtaler hans navn i samme åndedrag som de nævner CIA og dødsskvadroner dér - og som spillede en kort og lidet bemærkelsesværdig rolle som FN-leder i Vukovar.

Men han vidste, inden nogle undersøgelser var gjort, at Belgrad havde gennemført massakren i Racak, og det bekendtgjorde han umiddelbart, på stedet. Det blev den dråbe i Clinton-regeringens bæger der retfærdiggjorde beslutningen om at bombe Jugoslavien. Walker er nu, i stedet for at få en ny diplomatisk opgave, blevet overhovede for det nylig privatoprettede amerikanske universitet i Kosovo!

Præsident Clinton anså det på sin plads at bombe. Han opererede på antagelser og et vidensniveau helt i stil med Bush-regeringens om Irak. Også han fik fortalt og genfortalt historier, der ikke havde noget hold i virkeligheden - f.eks. den om at tusind mennesker var blevet indebrændt af Milosevic i industrianlægget i Mitrovica, eller den om "Hesteskoplanen", som man sagde gik ud på at drive hver eneste albaner ud af Kosovo. Milosevic var en Hitler, ligesom Saddam, og lige som ham en USA- og Vest-allieret lige til man skiftede prioriteringer - i dette tilfælde efter Dayton-aftalen.

Og så var der jo de besværlige medier og deres fokusering på Monica Lewinsky-affæren. Det var nødvendigt at flytte opmærksomheden fra den. Tilfældigvis var NATO's øverste kommandant i denne skamløse krig - kæmpet uden FN-mandat og med 600 uskyldige borgere i Serbien og en ødelagt infrastruktur på samvittigheden - en mand ved navn Wesley Clark, demokraternes populæreste præsidenskandidat nu i 2003. Den højeste repræsentant for de civile kræfter, med ansvar i denne krig, var daværende NATO-generalsekretær Javiér Solana, som lige nu er i Wien i rollen som EU-fredsmægler.

Spørgsmål vi stadig må stille vedrørende Kosovo

Dette er baggrundsscenariet til det internationale samfunds faktiske politiske håndtering af konflikterne i Kosovo. Ingen regering prøvede at opnå en politisk, civil afgørelse mens det stadig var muligt i de tidlige 1990'er. Ingen international organisation gjorde for alvor forsøg på at få serbere og albanere til at samtale, under en eller anden form for professionel støtte, i en vedvarende og principfast proces.

Det er sandt at der blev "forhandlet" i Rambouillet udenfor Paris inden krigen. Men den serbiske og den albanske delegation mødtes på intet tidspunkt i dette slot, og amerikanernes reelle hensigt syntes at være den at kunne præsentere en plan der ville modtage et "ja" fra albanerne og et "nej" fra serberne. Dette kunne man opnå ved i den anden forhandlingsomgang at præsentere det nok så berømte militære appendix, der gav NATO carte blanche til at være tilstede hvor som helst i Serbien, være fritaget fra ansvar for ulykker og skader ligesom fra betaling for udnyttelse af serbiske faciliteter som veje, havne etc.

Lige meget hvad men ellers mener om Milosevic, hans styreform og den serbiske politik i de år, må man erkende at ingen selvstændig og suveræn stat ville have godkendt sådan et mæglingsforslag. Resultatet blev da også at Rambouillet-forhandlingerne rent faktisk fungerede som en erklæring af den følgende krig.

Forholdene mellem Kosovo-problemet og de lignende sider af de kroatiske, bosniske og makedonske konflikter er aldrig virkelig blevet undersøgt. Kosovo blev aldrig behandlet som andet end en helt egen konflikt uden noget tilfælles med andre forhold. Den usikkerhed som andre minoriteter befandt sig i tog Vesten alvorligt; serbiske minoriteter var mindst lige så truede i Kroatien, Bosnien og Kosovo-provinsen, men de blev totalt ignoreret af det internationale samfund.

De færreste spurgte om hvorvidt Kosovokrigen muligvis handlede om andet og mere, som f.eks.at sikre adskillige virksomheders planer for olie og gasrør fra de kaukasiske områder - Det Kaspiske og det Sorte Hav - gennem Bulgarien, Makedonien og Albanien til Adriaterhavet, til gavn for Vestens forbrug. De færreste brød sig om at undersøge hvorfor USA byggede sin største udenlandske militærbase siden Vietnamkrigen, Bondsteel, få kilometer udenfor Pristina, Kosovos hovedstad. De færreste har nogensinde sat spørgsmålstegn ved det at USA har kunnet skære sig en provins ud af en suveræn stat, og dér har kunnet etablere sine organisationer - foruden basen - i bygninger og på en jord der tilhører denne anden stat, uden at forhandlindle om kompensationer. De færreste spurgte heller om hvorvidt Kosovos enorme betydning, og den prestige og de milliarder der er blevet pumpet ind i det, kunne have at gøre med det faktum at denne provins tilsyneladende huser Europas største forekomster af værdifulde mineraler.

I sandhed, de færreste spurgte sig selv om hvorfor denne bitte provins kunne blive tildelt den proportionelt største fredsbevarende mission nogensinde, - omkring 43 000 soldater til at begynde med, plus tusinder af FN- og OSCE-medarbejdere og NGO'er, der strømmede til efter krigen i 1999.

Situationen i dagens Kosovo

Dette er hvad ReliefWeb fortæller os:

Usikkerhed.
Trods almindelige forbedringer i sikkerheden er trakasserierne og volden mod de etniske minoriteter ikke hørt op. En skala af alvorlige menneskeretsovertrædelser fortsætter. Disse omfatter granatangreb, "booby-traps" (legetøjslignende bomber), skyderier fra biler, mordbrand, voldelige overfald, stenkastning, vandalisme og verbale forulempninger. Dertil hører at ofrene mange gange er bange for at rapportere om disse forbrydelser og at de ledende i lokalsamfundet er utilbøjelige til at stoppe dem. Gerningsmændene bliver sjældent stillet til ansvar, og det forstærker en farlig cyklus af straffefrihed.

Arbejdsløshed.
Kosovos unge økonomi er voldsomt afhængig af international støtte og udviklingshjælp. Kosovos Statistiske officin (KSO) har udregnet arbejdsløsheden til 57%, med endnu højere tal i minoritetsgrupper og i landområderne, ligesom blandt kvinder overalt i Kosovo. Med forventningen om at hjælpen udefra vil falde voldsomt i 2003, vil arbejdsløsheden rimeligvis - i hvert fald på kort sigt - stige yderligere. Samtidig behersker ureglementerede aktiviteter og organiseret kriminalitet mange af de økonomiske interesser. Det forgifter mulighederne til private investeringer og for social-økonomiske fremskridt.

Etnisk udrensning og "enklav-isering".
Som ofre for diverse etnisk motiverede trakasserier og voldsepisoder efter konflikten i 1999, har de minoriteter der forblev i Kosovo søgt beskyttelse gennem sammenhobning i grupper. Resultatet er blevet at enklaver med massiv international overvågning, til beskyttelse af beboernes mest grundlæggende sikkerhed, er blevet hjemsted for de fleste minoriteter i Kosovo. Indtil for nylig var fri bevægelighed udenfor disse enklaver meget begrænset.

Flygtninge og fraflyttere der ikke kommer tilbage.
Mod en relativ positiv udvikling har UNHCR i 2002 registreret 2.741 tilbagevendte personer tilhørende minoritetsgrupper, toppende hermed 2000 - 2002's samlende tal med 6,094. Cirka en kvart million af Kosovos førkrigsbefolkning - hovedsagelig serbere, derefter romaer, ashkaliere og egyptere - er stadig ikke vendt tilbage. Størstedelen af disse, - omkring 205 000 - mest kosovoserbere, er at finde i Serbien, mens Montenegro huser omkring 29 000, hvoraf majoriteten er romaer. Dertil kommer en gruppe på fornetlig 22.500 minoritets-individer, der fortsat er borte fra deres hjem men befinder sig inde i Kosovo, spredt mellem fire regioner, deriblandt den etniskt delte kommune, Mitrovica.

Lav donor-reaktion på humanitære behov.
Af de otte organisationer der var med i Kosovo CAP, 2002 (FN konsoliderede Appel om humanitær hjælp), har blot fire (UNHCR, OCHA, UNICEF og WTO) fået nogle midler til CAP-projekter. Den 10. februar 2003 var 31% (8.428.254 dollars) af de nødvendige 27.255.6044 dollars blevet sikret. Lav donor-reaktion resulterer i store besparinger og i visse tilfælde indstilli af CAP-projekter.

De lærevillige versus fundamentalister

Herrerne Richard Holbrook og Bernhard Kouchner (der havde det FN-topjob, som Holkeri i dag) har lige været på besøg i Kosovo. I følge New York Times charmerede og forførte, forelæste og dompterede de to diplomater - på deres 5-dages visit i regionen i privat jetmaskine, betalt af private fonde - deres forskellige tilhørere med lokkemad som våben og venskabsproklamationer á la Casablanca, underforstået "vi behøver ikke jer". Bernard Kouchner sagde i Sarajevo: "I behøver os."

De lærevillige er dem der gør fejl og i dag ved at de i går vidste for lidt. Med et realistisk billede af sig selv og en portion ydmyghed, kan de drage konklusioner af det skete og blive klogere. Derved åbner de døren mod sand fred og ikke-vold.

Fundamentalisterne, og andre ignorante personer, er overbeviste om at de gør alt på rette vis og derfor ser de ikke nogen grund til at lære noget som helst. De kan bare docere og true: "Vi behøver ikke jer, I behøver os." De vil fortsætte med at bedrive psykologisk, kulturel og militær vold - sandsynligvis i proportion til de fejltagelser, de hele tiden bliver nødt til at dække over.

Intet fungerer og alle chancer for fred er bortblæste; det er sandelig på tide at diskutere nummerpladerne på de biler der fylder Kosovo!

En civilisation der ikke ser nogen grund til at tage ved lære af andre kulturer, er i sidste instans dømt til at gå ned. Steder som Kroatien, Bosnien, Kosovo, Afghanistan, og nu Irak, er simpelthen stationer på den vestlige verdens vej mod moralsk og politisk opløsning.

Oversat fra engelsk af Doris Kruckenberg & Orla Jordal

© TFF 2003

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links