|
Islam og menneskerettighederne
Farhang
Jahanpour, TFF Associeret
31. maj, 2007
Først udgivet
på
Journal
of Globalization for the Common Good
På
TFF på engelsk her
Denne artikel undersøger hvorvidt menneskerettigheder er, eller
ikke er, forenelige med Islam. Den er et komparativt studie af den populære
opfattelse af Islam versus Vesten, og argumenterer for at man, med den
korrekte forståelse af Koranen og islamisk undervisning, kan forsvare
principperne for menneskerettigheder indefra de islamiske tekster. Artiklen
argumenterer også for at det meste af Vestens syn på Islam
kommer af manglende forståelse af Islam, og at det ofte snarere
er baseret på politiske hensyn end af hvad Islam faktisk står
for. Islams lange historie, af fredelig sameksistens med andre kulturer
og civilisationer, beviser at teorien om 'civilisationernes sammenstød'
er fejlagtig, og at det er muligt at etablere sand dialog og forståelse
med muslimer.
Krig er vor tids værste svøbe. På mange måder
var det 20.århundrede det værste i menneskets historie, når
man tænker på hvor mange der blev dræbt på grund
af lokale, regionale og globale krige, de fleste udkæmpet for en
god sags skyld, som frihed, demokrati, socialisme, etc. Men det var æraen
af massedrab på et aldrig før set niveau. Det var århundredet
for teknologisk barbarisme og mekaniseret slagteri. Man har beregnet at
et sted mellem 150 og 170 millioner mennesker blev dræbt i forskellige
krige i det århundrede.
En stor amerikansk fredsaktivist, Phil Berrigan, som tilbragte 11 af sine
79 år i fængsel for sin ikke-voldelige protest imod krig,
sluttede sin anmeldelse af Sr.Rosalie Bertells bog "Planeten Jorden:
Det sidste Krigsvåben" med disse ord:
"Militæret
er, som et instrument til massedrab, en kæmpeinstitution - mennesker,
energi, olie, metaller, videnskab og teknisk kunnen, penge –
alt sluger den, mens den ikke giver noget tilbage til jordens ressourcer.
Enhver ærlig og sund granskning vil konkludere at den skal høre
op. Den dræber, truer og spilder værdier – den er
den store løgn institutionaliseret. Billedet af den,
ligesom dens urørlighed, giver ny mening til begrebet dæmonisk.
Er der nogen derude der lytter?" (1)
I en tid hvor et antal neokonservative
atter prædiker krig og vold, nu imod Iran, på samme tvivlsomme
grund som den der førte til invasionen af Irak, er tiden inde for
alle mennesker af god vilje til at hæve deres stemmer imod dette
vanvittige vovestykke. Lige siden Sovjetunionens fald har mennesker, der
ikke er i stand til at leve uden en fjende, virkelig eller indbildt, lanceret
den farlige filosofi om 'civilisationernes sammenstød'.
Hele den 800 år lange historie om samliv mellem muslimer, hinduer
og buddhister i Indien; mellem muslimer, kristne og jøder i Spanien;
mellem muslimer og følgerne af andre trosretninger i Iran, Tyrkiet,
Egypten, etc. viser at det er muligt for mennesker af forskellige religioner
og civilisationer at leve fredeligt sammen.
Siden de forfærdelige hændelser 11. september 2001, er driften
efter at dele os i 'dem der er med os og dem der er imod os' blevet intensiveret
og har haft mange ulykkelige konsekvenser. Verden er blevet delt op som
aldrig før, og et klima af frygt og mistænksomhed har udviklet
sig på vores jord. Hvis de, der ønsker at hindre virkeliggørelsen
af et sådant mareridt, ikke går imod denne skadelige filosofi,
kan det udvikle sig til en selvopfyldende profeti med alt hvad det vil
indebære.
For mindre end to årtier siden var der et alvorligt modsætningsforhold
mellem Vesten og den kommunistiske blok, men siden Sovjets fald er Islam,
eller islamisk fundamentalisme, blevet portrætteret som den fjende
man nu må sejre over. Det er det uudtalte fokus 'Krigen mod Terror'
har, uden at man synes at forstå at terror er en taktik, ikke en
fjende. Kommunismen udgjorde nok en dødelig trussel mod Vesten;
den var et økonomisk system, i bedste fald en politisk ideologi,
men uden dybe rødder i menneskers sjæl og bevidsthed.
Islam er, ligesom Kristendommen, Hinduismen eller Buddhismen, en religion
med dybe rødder i hundrede millioner troende menneskers bevidsthed.
Modsat sekulære ideologier har religioner en tendens til at blive
stærkere når de udsættes for forfølgelse. Den
bedste måde at gå imod religiøs fundamentalisme er
ikke at bekrige den, men at fjerne eller moderere dens indflydelse med
rationelle argumenter - helst taget fra samme religiøse diskurs
hvorfra den selv stammer. Det er hvad der skete i Europa under Reformationen
og i Oplysningstiden, og det er det der skal gøres nu i Islam og
af muslimerne selv.
En del af bevæggrunden til Vestens korstog mod den såkaldte
'islamo/fascisme' siges at være kamp for demokrati og menneskerettigheder.
Og det siges at disse ikke er forenelige med Islam og derfor, logisk nok,
afhænger gennemførelsen af dem på at Islam lider nederlag
eller elimineres. Sådan et argument er ikke bare farligt og provokativt,
det er også fejlagtigt.
I denne artikel vil jeg prøve at argumentere for nogle islamiske
koncepter der kan udgøre en frugtbar grobund for udviklingen af
menneskerettigheder blandt muslimer.
*
For at kunne diskutere den
universelle definition af menneskerettigheder, vil det være nyttigt
at begynde med at fastslå at disse, i lighed med terrorismen, ikke
er så lette at definere. Efter de forfærdelige 9/11-hændelser
har FN brugt en masse tid på at finde ud af hvad terrorisme egentlig
er, og de er endnu ikke kommet til en konklusion. Der var et møde
mellem de islamiske lande, som også prøvede at blive enige,
men de kunne heller ikke komme frem til noget brugbart. Det er så
svært at definere, fordi det ene lands terrorist er det andet lands
frihedskæmper. Se bare på Israel. Både israelerne og
palæstinenserne beskriver modpartens aktiviteter som terrorisme.
Forhåbentlig vil det være lidt lettere, når det skal
dreje sig om menneskerettigheder.
For at beskrive forholdet mellem Islam og Vesten, så lad mig begynde
med det der er den almindelige opfattelse af Islam i Vesten, og det handler
ikke om læserne af tabloid-aviser, men om uddannede og hovedsagelig
tolerante mennesker.
I de senere år har
jeg ledt et online kursus i 'Islam og Vesten' for universiteterne Oxford,
Yale og Stanford. I en af sektionerne bad jeg de studerende om at skrive
en liste over hvad de ser som forskelligheder mellem Islam og Vesten.
En af dem leverede følgende liste; den giver en god baggrund for
at bedømme Vestens syn på Islam. Jeg citerer den her i sin
helhed, sådan som min elev skrev den:
1. Islam er teokratisk, Vesten er sekulær.
2. Islam ønsker at religion skal spille en stor rolle i regeringen,
mens Vesten ønsker den ekskluderet.
3. Islam ønske at beherske verden, Vesten tror på sameksistens.
4. Islam opmuntrer til krig som forsvar for den islamiske tro (det
såkaldte 'lille Jihad'); Vesten opmuntrer til en 'leve og lade
leve'-vinkel i spørgsmål om tro. Der har ikke været
nogen religionskrige i Vesten.
5. Moralitet er absolut i Islam, i Vesten er den oftere relativ og
situationsbunden.
6. Islam er idealistisk, Vesten er pragmatisk. (I Vesten: fungerer
det, så gør det; i Islam: hvis koranen tillader det,
så gør det.)
7. Islam holder af Guds love som de kendes i Koranen; Vesten holder
af menneskers love med brugen af sin fornuft, og skifter regler når
fornuften dikterer det.
8. Islam er puritansk, Vesten er hedonistisk. (I Vesten: det føles
godt, gør det; i Islam: det føles godt, gør det
ikke.)
9. I Islam er 'fremskridt' en tilbagevending til Guldalderen (profetens
tid). I Vesten hører 'fremskridt' til i det ukendte og kan
nås gennem videnskabelige forbedringer.
10. Islam priser tradition, Vesten priser innovation.
11. Islam priser kollektivet, Vesten priser individet.
12. Islamisk økonomi afviser betalinger og indtjening af renter.
I Vesten er renter en af de to hovedsøjler der financierer
økonomisk udvikling. Tænk på obligationer, afbetalinger,
debet-financiering og banklån. (den anden søjle i Vesten
er ligeret til at deltage i finansielle satsninger, hvilket ikke tillades
i Islam.)
13. Familiestrukturen er patriarkalsk i Islam, i Vesten er den splittet
og forældrebaseret.
Jeg har citeret listen her, fordi den giver så godt et billede af
den offentlige opfattelse i Vesten af forskellene mellem Islam og Vesten.
Disse idéer er dybt indgroede og svære at ændre på.
Det der undrede mig var imidlertid ikke listen som sådan. Jeg forventede
den slags liste fra en sekulariseret vesterlænding som er ligeglad,
hvis ikke ligefrem fjendtlig, med religion i almindelighed og Islam i
særdeleshed
Hvad der forbavsede mig såre meget var at den blev skrevet af en
ordineret præst som, må man gå ud fra, er religiøs
og vil skelne mellem de sekulære eller endda hedonistiske tendenser,
i den vestlige samtidskultur, og de kristne rødder der stadig er
til stede og og påvirker samfundet med åndelige og moralske
understrømninger.
Af den ovennævnte liste kan man se at den der skrev den ikke sammenlignede
Islam med 'Vesten', men skrev en liste om forskellene mellem et religiøst
og et materialistisk, eller sekulært, samfund. Hvis vi ganske
enkelt udskiftede ordet "Islam" med "Kristendom" på
listen, så ville vi se at næsten alle forskelle stadig er
til stede. Ligesom Islam er Kristendommen teokratisk, ikke sekulær;
den mener at religion skal spille en stor rolle i en persons liv; den
tror på at moral er absolut og dens regler står i biblen;
den er idealistisk, ikke pragmatisk; den tror på de guddommelige
love snarere end på de menneskelige; den ærer traditionerne,
med støtte til familien og fællesskabet og er ikke hedonistisk.
Kristus prædiker at hans kongerige ikke er af denne verden, og han
forberedte dem der fulgte ham til at blive optaget i Guds Rige.
Med hensyn til ønsket om at beherske verden, så er det ikke
noget hverken Kristendommen eller Islam vil, om end de begge gerne vil
brede deres tro ud til hele verden. Så folk synes altså på
verdensplan at forveksle religion versus sekularisme med Islam versus
Vesten. De sidestiller Islam - en forskelligartet og varieret religion
med tilhængere spredt fra Indonesien til Tunis - med Vesten, et
geografisk eller kulturelt eller politisk koncept. På samme måde
som det var muligt for de kristne at bevæge sig hen imod etablering
af demokrati og menneskerettigheder, er der ingen grund til at tro at
det samme ikke er muligt for muslimer.
Tilnærmelserne til at indføre menneskerettighederne i Mellemøsten
og andre udviklingslande er trefoldige:
Det første
går tilbage til den koloniale periode; den så vestlig livsstil
som uimodsigeligt overlegen og universel og så ned på alle
andre kulturer og civilisationer. Den troede på nødvendigheden
af at civilisere de indfødte, fx ved at tvinge dem til at gå
vestligt klædt og føre vestlig livsstil, indføre vestlige
love og afskrive sig deres religiøse tro.
Den anden tilnærmelse var selektiv og ikke-universel. Det
handlede om kristen tro og indbyggere fra kristne stater i den muslimske
verden, som tilfældet var i Libanon, hvor den kristne minoritet
blev givet magt over den muslimske majoritet. Den tilnærmelse er
nu blevet udvidet til at støtte den jødiske stat, hvor de
israelske styrkers aktiviteter og drab og lemlæstelse af tusinder
af palæstinensere, ligesom ødelæggelsen af deres hjem
og marker, ofte beskrives som selvforsvar, mens enhver form for palæstinensisk
modstand beskrives som terrorisme.
Israel er blevet en del af Vesten og dets ideologi er en del af den 'jødisk-kristne
civilisation', mens Islam - som også er en fortsættelse af
Jødedommen og Kristendommen og desuden accepterer og udviser ærbødighed
overfor Kristus og hans mission - den er blevet dømt til at stå
udenfor en så eksklusiv klub.
Den tredje tilnærmelse, som har fået det klodsede
navn "hegemonisk abstensionisme", søger grundlæggende
at begrænse universelle opfattelser af menneskerettigheder, sommetider
velbegrundet. En masse andre termer er brugt til at beskrive dette forsøg:
kommunitaristisk, relativistisk, traditions-baseret, post-modernistisk,
realistisk, etc. (2)
Ifølge denne tilnærmelse er konceptet demokrati og menneskerettigheder
begrænset og kan påregnes stort set den vestlige verden, mens
andre samfund må leve med et andet sæt regler, som det nu
bedst passer dem. Den version passer godt ind i planerne hos dem i Vesten
der ønsker at nedtone emnet menneskerettigheder, demokrati og retfærdighed
i Mellemøsten. Det passer også mellemøst-despoterne
godt, de overtræder menneskerettighederne under dække af 'religiøs
autenticitet', 'Islam' eller hvad ved jeg. Fundamentalisterne i nogle
islamiske lande bruger denne taktik til at afvise deres undersåtters
kritik af manglen på menneskerettigheder, de påstår
at deres handlinger er sanktioneret af Islam.
Da den forhenværende iranske præsident Mohammad Khatami startede
sin præsidentkampagne i 1997, introducerede han en række interessante
slogans. To af de vigtigste var 'civilsamfundet' og 'retssamfundet'. Selvfølgelig
vækker disse begreber ikke større opstandelse i Vesten, men
i et konservativt islamisk samfund som Iran under mullaherne var de revolutionerende,
især fordi de i persisk terminologi indeholder betydninger som ikke
fremgår i engelske oversættelser. Jame'e-ye madani
(civilsamfund) står som modsætning til jame'e-ye dini (religionssamfundet),
og hokumat-e qanun (retssamfundet) står i modsætning
til Shari'a eller religiøse love. Sådan var det i begyndelsen
af det 20. århundrede, da nogle mennesker krævede et konstitutionelt
regime (hukumat-e mashruteh), så krævede den ledende præst,
Sheik Fadlollah Nuri, "hokumat-e mashru'eh" = Shari'a-baseret
regime.
Så de nye slogans fik alarmklokkerne til at ringe hos de konservative
præster. Og kort efter sin tiltræden som præsident,
besluttede Khatami derfor at opbløde sin retorik ved at sige at
han gik ind for "et islamisk civilsamfund" (noget der på
persisk simpelthen lyder som en kontradiktion, ligesom "islamisk
demokrati)". Der ér ikke noget der hedder islamisk, jødisk,
hinduistisk eller kristen demokrati. Demokrati er demokrati, færdig!
I en tale som Khatami gav på en konference for den Islamiske Koncerences
Organisation i Teheran, hvor mere end 50 ledere fra islamiske lande var
samlet, sagde han:
"Den type civilsamfund
vi ønsker at etablere og udvikle i vores land, og som vi
også vil rekommandere til andre islamiske lande, er væsensforskelligt,
i sine historiske rødder og basale idéer, fra den
type civilsamfund der har sine rødder i den græske
filosofi og romerske retspolitisk. Disse to er dog ikke nødvendigvis
i konflikt med hinanden, eller modsigelsesfulde, i alle deres manifestationer
og konsekvenser. Og derfor bør vi ikke affeje de resultater,
man i vestlige civilsamfund er kommet frem til, som vi kan se er
velgennemtænkte og positive
Set fra en historisk vinkel stammer de vestlige civilsamfund fra
de klassiske græske bysamfund og har sit teoretiske fundament
i det klassisk-romerske politiske system; mens det civile samfund
vi har i tankerne, har sine ideologiske rødder i Koranen
og sin historiske base i Profeten By." (3)
Når muslimske filosoffer
refererer til Madinat al-Nabi, "Profeternes By", mener de ikke
blot det der skete i Medina på Profetens tid; men også hvordan
Profeten handlede som statsleder. Muslimer tror på at hans lederskab
dér repræsenterer den mest perfekte måde at regere
på, og derfor kan stå som model for deres regeringer.
Den hovedsagelige forskel på Profeten Muhammad og Jesus og Moses,
og andre profeter, er at mens de sidstnævnte forblev spirituelle
ledere, ikke statsoverhoveder, så lykkedes det Muhammad at skabe
en regering i Medina og senere i hele Arabien. Derfor udgør konceptet
"Profetens By" også en filosofisk ide, nemlig en by modelleret
over dén der blev etableret af Muhammad i Medina.
*
Kort efter denne tale af
Khatami, skrev en religiøs leder, Hojjat ol-Eslam Sadeq Larijani,
en artikel i et iransk magasin, hvor han påpegede det ulogiske i
Khatamis udtalelser. (4) Han påpegede at "civilsamfund"
har en accepteret historisk betydning og spurgte hvorfor man skulle anvende
det begreb, når man har en anderledes mening i tankerne og vil referere
til Profetens By. Han skrev: "Hvis vi vil etablere et samfund inspireret
af Profeternes By og de værdier der præger det koncept, nemlig
islamisk værdigrundlag og kultur, er det så ikke mere passende
at tale om et 'islamisk samfund' så vi undgår filosofiske
overtoner og dermed unødvendig begrebsforvirring?
Derefter satte han spørgsmålstegn ved det værdisystem
der er indeholdt i begrebet. I vestlig brug henviser termen civilsamfund
til et væsensforskelligt værdisystem fra det der ligger bag
konceptet Profeternes By. Han fortsatte med først at give en kort
beskrivelse at den historiske udvikling af konceptet. Derefter definerede
han konceptet civilsamfund, sådan som det forstås i Vesten,
som et samfund baseret på en form for kontrakt-definition, frembragt
af folket og frit af religiøse bindinger. Endelig diskuterede han
principperne for et islamisk samfund / Profetens By, til forskel for,
som han påpegede, det nære sammenhæng der er mellem
civilsamfundet og de vestlige demokratiske samfund.
Han peger på at den slags regeringsmagt er rene "lånte
rettigheder", der kommer fra folket, og at regeringerne repræsenterer
folkets ønsker. "De regeringers rolle er at tillade individet
den største frihed, så det kan efterstræbe sine rettigheder
og interesser på den måde det finder for godt. Det er ikke
regeringernes rolle at påtvinge borgerne dens værdier, mål
og principper, og den må på ingen måde blande sig borgerens
affærer . . . Regeringens rolle er at tilbyde et passende samfundsmiljø
i hvilket individet kan foretage sine egne valg."
Som John Locke sagde: "Hvor love ender begynder diktaturet."
Larijani fortsætter: "Der er ingen tvivl om at eksistensen
af love, domstole, individets ligeret overfor loven og en retfærdig
implementering af loven er principper der støttes i et islamisk
samfund, ligesom i alle andre samfund der ønsker at leve på
rationel og fornuftig måde."
Imidlertid påpeger han at love har forskellig betydning i civilsamfundet
og det islamiske samfund. I de vestlige civilsamfund er regeringerne neutrale
og må implementere lovene som den lovgivende forsamling påbyder.
Regeringens opgave er udelukkende at sikre individets frihed. Med andre
ord, civilsamfund og liberalisme er tvillinger. Den tankegang er ikke
i overensstemmelse med islamisk lov, ifølge ham.
Det islamiske samfund baserer sig ikke på menneskeskabte love, men
på de generelle principper der udgår fra Koranen. Sadeq Larijani
skriver: "Vi støtter en samfundsorden der hviler på
islamisk ånd og religiøs tro, én hvor islamiske og
religiøse værdier understreges og hvor alle Koranens sentenser,
ligesom Profetens og imamernes lære, bliver implementeret. Det vil
være et samfund hvor følelsen af at tjene Gud Almægtig
manifesteres overalt, og hvor folket ikke kræver rettigheder af
Gud, men er bevidste om deres forpligtelser overfor Gud." Med andre
ord så har det mindre at gøre med individuelle rettigheder
end med religiøse forpligtelser. Det lægger rammerne for
et politisk miljø hvor folk har plads til at udføre deres
religiøse pligter, og hvor lederne er mindre bekymret for individuel
frihed og mere interesseret i sociale forpligtelser.
Han kritiserer synspunkter som dem f.eks. Abdol-Karim Soroush kommer med.
Hán siger at der ikke er noget der hedder 'islamisk samfund' eller
'islamisk civilisation', men samfund bestående af muslimer eller
civilisationer skabt af muslimer. Soroush fastholder at forsøget
på at bruge Islam som en ideologi, er radikale muslimers taktik,
men at Islam er en åndelig og individuel livsstil.
Denne debat begrænser sig ikke til Iran. Den optager mange muslimer
og islamister over hele den islamiske verden. Sa'id Hawwa, en syrisk teolog,
skrev: "Demokrati er et græsk begreb som betyder at folket
regerer, at folket legaliserer love og regler. For shuraens vedkommende
er det anderledes. Den kræver at regenten konsulterer en person
eller flere personer for at tolke det ene eller det andet punkt i den
islamiske lov. I Islam regerer folket ikke sig selv gennem love de selv
har lavet, som i et demokrati; men folket "styres af et regime og
et sæt regler påbudt af Gud, og som de ikke kan ændre
eller modificere under nogen omstændigheder." Konceptet majoritetsstyre
afvises af Islam, fordi "Islam ikke kan gå med til majoritetsstyre,
som jo ikke udelukker misforståelser og fejl."
Over grænsen, i Tripoli, opsummerer Dannawi det hele til en enkel
formulering: "Den islamiske stat adlyder de guddommelige love, ikke
folket; at frigøre staten fra guddommelig underordning til folks
nykker og indfald, - lad det i så fald tilkomme majoriteten af en
minoritet."
Heller ikke den måde at tænke på er begrænset
til Islam. Mange kristne og jødiske fundamentalister, og sandelig
medlemmerne af USA's moralske majoritet, siger det samme. De der angriber
abortklinikker og myrder eller skader abortlæger i USA, gør
det fordi de tror på at Guds love er overordnet dem mennesker har
lavet.
*
Findes der en måde
hvorpå en bro kan bygges mellem disse forskellige synspunkter? Selv
tror jeg at et svar på dette – for alle ærlige muslimer
og kristne - angstfyldte spørgsmål, er at klargøre
at moderne opfattelse af demokrati og menneskerettigheder har evolveret
sig selv ud af en religiøs kontekst.
I en bog med megen bredde, "The Secularization of the European
Mind in the Nineteenth Century", argumenterer Professor Owen
Chadwick overbevisende for at demokrati og menneskerettigheder, separation
af stat og religion, udviklede sig gennem religiøse debatter i
Europa og Amerika. (5) De blev født ud af et ønske om at
stoppe konflikterne om de forskellige bibelske benævnelser og skabe
et miljø i hvilket forskellige sekter kunne holde fast på
deres egne principper og følge deres egen religiøse orden.
Jeg ville gå et skridt videre og sige at de religiøse forestillinger,
der ser mennesket som skabt i Guds billede iflg. Kristendommen, eller
som Guds undersåtter på jorden iflg. Koranen, faktisk giver
os det rette grundlag for at indføre menneskerettigheder. Hvis
vi bare så mennesker som kød og blod, som konsumenter i et
økonomisk system, som dyr i en Zoologisk have, så ville det
plage os mindre at undertrykke deres rettigheder end hvis vi troede på
menneskets gudgivne værdi i sig selv, at det er herre over sin egen
skæbne, som børn af Gud, og at vi således alle står
i forhold til hinanden som medlemmer af den samme universelle menneskefamilie.
Den tredje måde at bygge bro over denne afgrund, og især med
argumenter fra en islamisk synsvinkel, er at vise at Koranen selv ikke
tager afstand fra menneskerettigheder. Koranen indeholder en masse lovgivende
stof og små indskudte bestemmelser, strøet ud over alle kapitler
(suras) og vers (ayat). Der findes et antal regler for hvordan man skal
tolke disse bestemmelser: placeringen af et givet vers i suraen, hvilket
så også skal tolkes i forhold til dens plads i en vis sekvens
af åbenbarelserne – og også dennes historiske kontekst
i relation til de specielle forhold der herskede på tiden for den
givne åbenbaring.
Disse og andre regler kendes som 'videnskaben om tolkninger' (ilm usul
al-fiqh). Ifølge de regler så refererer fx en af de første
til en specifik bestemmelse, og derefter til en generel bestemmelse der
har at gøre med en vis situation. Med andre ord skal de religiøse
indskudte bestemmelser placeres i deres historiske kontekst, og tolkes
på en sådan måde at de ikke modsiger det mere generelle,
universelle koncept. Hvis et vers, der henviser til en speciel hændelse,
modsiger de mere generelle og universelle principper, så skal det
universelle princip bruges eftersom det står over et vers der henviser
til en specifik hændelse i fortiden.
Det er tilladt at ræsonnere pr. analogi (qiyas), undtagen hvor dette
er udtrykkeligt forbudt. Enkelhed og klart sprog foretrækkes altid.
Sådan kan den åndelige renhed i et vist påbud ikke skubbes
til side af uholdbare tolkninger. En politisk-orienteret tolkning indenfor
grænserne af de retslige regler er tilladt og endda tilrådelig,
som i tilfældet af doktrinen om ijtihad (progressiv analogisk tænkning).
*
De fleste muslimske lærde
anser ikke Islam som en religion i evolution, men snarere som en religion,
og et legalt system, som er holdbart til alle tider. Derfor er det udøvelsen
af den der kan være følsomt for evolution. Sandelig er bestemmelserne
i Koranen af en sådan beskaffenhed, at man gennem tolkningens disciplin,
med hjælp fra Hadith oh Sunna og andre kilder, kan tolke Islam på
en måde som giver løsninger på de nutidige sociale
problemer.
Der er mange vers i Koranen som siger til de troende at de ikke må
modarbejde eller fornærme dem der er tilhængere af en anden
tro end dem selv. For eksempel prædiker Koranen at omvendelse med
magt er forkert. De troende får at vide at de kun må diskutere
tro med andre på venligste maner: "Saml mennesker til Guds
vej med visdom og venlige advarsler. Debatter med dem i venlighed."
(Koran xvi, 126) Gud formaner de troende til ikke at forcere andre til
at tro som de: "Ville I bruge magt mod mænd og på sådan
vis gøre dem troende? (Koranen, x, 10)
Der er denne klare indskydelse i Koranen: "Lad ikke nogen tvang forekomme
i religion" (Koran ii, 257). Måden sætningen er blevet
formuleret på har fået mange muslimske teologer til at sige
at ikke bare må der ikke være tvang i religion, men at religion
af sig selv er immun overfor tvang. På grund af troens natur, en
personlig omvendelse og et forhold mellem et menneske og Gud, gør
at tvang simpelthen ikke kan forekomme i religion. Ellers har omvendelse
og tro ingen mening. Tro må være frivillig, ellers er den
meningsløs. Den er en personlig og skæbnesvanger sag, ikke
et fælles foretagende.
Profeten selv blev beordret til at afstå fra at presse andre mennesker
til at følge hans lære: "Det er ikke noget for en profet
at være bedragerisk og lægge folk i lænker: for den
der lægger andre i lænker vil på dommens dag have bragt
frugten af slaveri over sig selv." (Koran, 111, 161). Dette er en
meget vigtig konstatering der lærer ud at enhver der prøver
at lægge andre menneskers sjæl og sind i lænker, vil
gøre sig selv til slave og på dommens dag have bragt slaveriets
frugt over sig selv.
Mange af de tidlige troende ønskede at Muhammad skulle tvinge araberne
til at blive muslimer, men Gud sagde til ham: "Vi er godt bevidst
om hvad de siger, men eder (oh Muhammad) vil ej være vis i at følge
dem. Se at Koranen advarer ham som lader sig ængstet af Min advarsel".
(Koran, 50: 45). Deraf ser man at profetens job, som det fremgår
på andre steder i Koranen, er at advare og kalde folk til Gud, men
ikke at betvinge dem for at få dem til at følge. Tro og ledelse
kommer ultimativt fra Gud: "Sig: Sandheden kommer fra din Herre;
så hvem der vil, lad ham tro; og hvem der vil anderledes lad ham
ikke tro". (Koran,18:28)
Muhammad var ulykkelig over at nogle i hans nære familie, også
hans favoritonkel, ikke var blevet muslimer, men det blev ham sagt i et
andet vers: "Og hvis din Herre havde villet, så var jo enhver
på jorden blevet troende, alle sammen. Og vil du så tvinge
folk indtil de alle er troende?" (Koran, 10:98). Igen: "Sig:
Oh Menneskehed! Nu er din Herres sandhed kommet over dig. Så hver
og en som bliver ledet, bliver ledet kun for sin egen sjæl, og enhver
der fejler, fejler kun imod sin egen sjæl. Og jeg er ikke en vagt
over dig." (Koran, 10: 107)
Der er mange henvisninger i Koranen, hvor Muhammad får at vide at
han ikke er folks oppasser, at han ingen autoritet har over dem og at
han ikke bør tvinge folk til at tro. Derfor, hvis profeten selv
ikke har autoritet over andre og hans job er det enkle at advare og prædike
Guds ord, så kan ingen af hans følgere fordre at de skulle
have mere autoritet. De skulle ikke tvinge dem der ikke er medlemmer af
det islamiske samfund til at blive muslimer, eller til undertrykkelse,
og de skulle ikke tvinge medlemmer af det islamiske samfund til at gøre
hvad præsterne eller autoriteterne siger de skal. Mennesker er ansvarlige
for deres egne handlinger, og de skal have frihed til at gøre deres
egne valg.
Hvad angår jihad, krigen mod de ikke-troende, er her det vigtigste
koranvers der definerer begrænsningerne og vilkår for jihad:
"Kæmp på Guds måde mod dem der angriber dig, men
vær ikke den der begynder fjendtligheder. Gud elsker ikke angribere.
. . . Og hvis de (fjenderne) hælder mod at ville fred, så
hæld du samme vej og stol på Gud." (Koran, 2: 189).
Ifølge mange muslimske teologer betyder det vers at den eneste
form for krig som Islam tillader, er forsvarskrig. De anser verset som
leveringsdygtigt af parametrene for "en retfærdig krig".
Muslimer får at vide at de skal "kæmpe på Guds
måde", med andre ord ikke for noget personligt eller aggressivt
motiv, kun for Guds skyld og imod dem der angriber dig"; men de er
udtrykkeligt advarede "men vær ikke den der begynder fjendtligheder".
Altså, der er absolut ingen indikationer på at muslimer går
hen og eliminere folk i "the House of War".
Der er et andet koranvers der tillader muslimer at kæmpe imod dem,
der drev dem ud af deres hjem, og at forfølge dem indtil der ikke
længere er forfølgelse. Koranen siger: "Og dræb
dem hvorend I finder dem og driv dem ud fra hvor de drev jer ud, for forfølgelse
er værre end døden . . . Og hvis de giver op, så, åh
dog! Gud er tilgivende og nådefuld. Og bekæmp dem indtil forfølgelse
ikke længere er, og religion er for Guds skyld; men hvis de giver
op, så skal der ikke være noget fjendskab, kun imod undertrykkere."
(Koran, 2: 190-193)
Der er altså absolut ingen autoritet nogetsteds i Koranen eller
i islamisk lovgivning der tillader angreb på folk i "The House
of War". Der er lang tradition af pagter og aftaler, der gå
tilbage til Profetens tid, som tillader andre mennesker at leve i fred
så længe de ikke angriber de muslimske samfund. Man sagde
at disse områder var "House of Peace" eller "House
of Security", i modsætning til dem der levede i "Krigshuset",
altså dem der bekrigede muslimer. Da Muslimer indtog Iran, Egypten
og dele af Det Byzantinske Rige var der i begyndelsen noget vold, men
der var intet forsøg på at tvinge folk til at omvende sig
i de erobrede land. Hovedparten af den iranske befolkning blev muslimer
omkring 200 år efter det oprindelige indtog. Og store samfund af
kristne og jøder har overlevet i Egypten og andre islamiske lande.
Det er faktisk sådan at eftersom ikke-muslimer skulle betale højere
skat, fordi de ikke bidrog i det militære, fandtes der meget tidligt
i den islamiske historie nogle grådige regenter der opmuntrede folk
til ikke at blive muslimer, så de kunne højne deres skatteindkomster.
Det var tilfældet i Iran-Irak under Hajjaj bin Yusef, guvernør
i Mesopotamien i det første århundrede af det islamiske kalender.
Han udstedte ordrer til sine lokale officerer om at de skulle holde op
med at omvende folk til Islam.
*
Med Islam er det på
samme måde som det vi finder i andre traditioner. Hvor står
Biblen i forhold til krig og vold? For nogen tillod Biblen korstogene,
inkvisitionen, slaveri, udryddelsen af de amerikanske indfødte,
Ku Klux Klans myrderier, den forfærdelige Oklahoma City-forbrydelse
og nu senest det organiserede folkemord på muslimske bosniaker.
For andre har Biblen motiveret ikke-voldsbevægelser, anti-slaveribevægelser,
kræfter til støtte for de muslimske bosniaker og andre folkemordtruede,
næring til bevægelser for demokrati og social retfærdighed
og personer der ofrer sig livet igennem for at hjælpe andre mennesker
i nød.
Mange reformerte muslimer er begyndt at tolke islamiske tekster med hjælp
af hermeneutik. En stor iransk reformator, Ayatollah Mohammad Mojtahed
Shabestari, har skrevet tykke bøger om nødvendigheden af
at tolke koranversene sådan at de kan tilpasses nutiden. Shabestari
fastholder at Islam har tre hovedlinier i sin læring. De er: Åndelighed
og tilbedelse (Ibadat); temaer der har at gøre med sociale sager
så som politik, økonomi, forskellige former for transaktioner
mennesker imellem, (Mu'amilat); og endelig det religiøse input
(Ahkam), som inkluderer hudud (religiøs afstraffelse) og qusas
(gengæld), baseret på Shari'a/islamisk lov.
Han fastholder at det åndelige
element i Islam – som i andre trosretninger – er evigt, uforanderligt
og kan tilføre muslimer af i dag åndelighed og ledelse. Nogle
af læresætningerne, dem der står under den 2. kategori
f.eks. social (ikke religiøs) uddannelse, kan tilpasses nutidige
omstændigheder gennem ijtihad (uafhængig tolkning af loven).
Med hensyn til den tredje kategori, ahkam, hudud, qisas, etc; så
er deres tid ude, ligesom lovene omkring slaveri ikke længere er
i vigør, fordi tiden for slaveri er forbi. I den moderne verden
må muslimer formulere nye love på basis af moderne behov.
(6)
Han siger at når han spørger sine venner om hvorfor de ikke
længere refererer til de koranvers der handler om slaveri, så
svarer de at den tid er forbi. Så spørger han dem om hvorfor
de ikke kan se at tiden for strenge islamiske straffe - som piskning for
druk, død for utroskab, håndsafhugning, uretfærdig
behandling af kvinder, etc. - også er forbi.
*
Hvis vi ønsker at
skabe en mere harmonisk verden, så må vi lede os frem til
måder at reducere forskelligheder og fjendskab. I stedet for at
fokusere på forskelle skal vi lægge vægt på ligheder.
I stedet for altid at udlægge de mest negative og snævre tolkninger
af Koranens eller Biblens tekster, bør vi lede efter de mest oplysende
og bredeste tolkninger. Der er ingen forskel mellem diverse religioner
på synet af et godt og velstyret samfund: Det er et hvor mennesker
føler at de har lige chancer for at finde tilfredsstillelse og
hvor der er en følelse af retfærdighed.
Hvordan i alverden kan vi gennemføre det? Jeg tror på at
idéen om menneskerettigheder og individets ret kan nås gennem
dialog og samarbejde mellem nationer, snarere end ved diskriminering og
scoring af pointer. Jeg må dog tilføje at det er svært
at gennemføre i lyset af de sammenstød mellem forskellige
kulturer og civilisationer vi i dag er vidne til.
Måden at begynde på vil være at støtte institutioner
som Den International Straffedomstol (The International Criminal Court,
oprettet i 2002). Religiøse og sekulære ledere og akademikere
må lægge principper og idéer frem; hvilke er acceptable,
hvilke er det ikke. Vi må støtte og opfordre FN til at udvikle
regionale menneskerettighedsdomstole og stille dém for retten der
overtræder menneskerettighederne. Lidt efter lidt opnår vi
en menneskerettighedernes højesteret indenfor rammerne af FN. Det
er meget kortsigtet af USA – ligesom af Somalia og andre udemokratiske
lande – at nægte at tilslutte sig den Internationale Straffedomstol.
I lyset af terrorismens angreb har vi nu, mere end nogensinde, behov for
den slags internationale institutioner.
Noget vi også, som individer og organisationer, kan gøre
er at opmuntre til dialog mellem folk og civilisationer. I stedet for
at bruge i hundredetals milliarder dollars på våben og krige,
kan vi opnå en langt højere grad af harmoni i verden ved
at bruge bare en lille del af de summer på at bringe folk fra forskellige
kulturer sammen og opmuntre dem til at tale med hinanden.
Selvfølgelig er dialog let nok at sige, langt sværere at
praktisere. Det kræver at man kan lytte lige så godt som man
taler. Det kræver en følelse af at der er ærlig respekt
for andres synspunkter og lyst til at lære. For tiden, og grundet
USA's tekniske, militære, økonomiske og intellektuelle forhånds-eminence,
er Vesten mere interesseret i at give andre lektioner i hvad der er ret
og rigtigt, end at engagere sig i reelle tosidede dialoger.
Andre Gide sagde engang at individet er det mest uerstattelige væsen.
Et øjebliks refleksion viser hvor sandt det er: Individet er uerstatteligt.
Alle religioner lægger også vægt på at mennesket
er unikt og helligt. Derfor er dets rettigheder vitale og yderst værdifulde,
og vigtige at bevare. Vi må insistere på at menneskerettighederne
er universelle og at de skal bruges uden diskriminering såvel i
Vesten som i resten af verden.
Noter
(1) Citeret i et internetbrev af Peter Challen med titlen "Fred,
personlig vidnesbyrd og lovmæssighed", 8/12, 2002.
(2) For videre diskussion af "hegemonisk abstentionisme" se
Fred Halliday: Nation og Religion i Mellemøsten (Saqi Books, 2000,
pp 15-30
(3) Salem newspaper, 9.9.1376 (30.nov.1997), Teheran, p 2.
(4) Sobh newspaper, Nr.80, Farvardin 1377 (Marts 1998), p44. Alle andre
citater er fra denne artikel.
(5) Owen Chadwick, "The Sekularization of the European Mind in the
19th Century (Sekulariseringen af den Europæiske Mentalitet i det
19. Århundrede), (Cambridge University Press, 1991).
(6) Se Mohammad Mojtahed Shabestari, "Hermeneutics", the Book
and Tradition (Tehran, Tarh-e No, 1996)
Om forfatteren
Farhang Jahanpour er britisk statsborger af iransk oprindelse. Han modtog
sin Ph.D.-grad i Orientalske Studier fra Cambridge Universitet og har
været professor og leder i Sprogfakultetet på Isfahan Universitet.
Han underviste på universiteterne i Cambridge og Oxford, ligesom
han har holdt online kurser for Oxford, Yale og Stanford-universiteterne.
Han opholdt sig et år på Harvard som senior fuldtids forsker.
Dr. Jahanpour har også tilbragt mange år som udgiver af Mellemøsten
og North Afrika-nyheder ved BBC's Overvågningsservice. De seneste
20 år har han været deltids-manuduktør ved afdelingen
for fortsatte studier ved Oxfords Universitet. Han er forfatter til tre
bøger og utallige artikler i akademiske tidsskrifter - og TFF Associate.
Se mere om ham her
Email: fjahanpour@btinternet.com
Oversat af Doris Kruckenberg
*
Copyright
© TFF & the author 1997 till today. All rights reserved.
Tell a friend about this TFF
article
Send to:
From:
Message and your name
Get
free TFF articles & updates
|