|
Kucinich's
Plan for Irak
Et brev til
USA's Kongres
Af
Dennis
Kucinich, (D) Ohio
110th CONGRESS, 1st Session
H. R. 1234
To end the United States occupation of Iraq immediately.
IN THE HOUSE OF REPRESENTATIVES
February 28, 2007
På TFF's hjemmeside 29. maj, 2007
Den
originale version
Kære venner,
I november 2006, efter en bølge af
vold i Irak, flyttede det amerikanske folk sig afgørende, idet
de forkastede det republikanske styre, først og fremmest på
grund af krigsførelsen. Demokratiske ledere forstår at kontrollen
over Kongressen blev vundet på grund af situationen i Irak. Imidlertid
søger Kongressen to måneder senere efter en plan at samles
om for at fremskynde afslutningen af USA's involvering i Irak og hjemsendelsen
af 140 000 amerikanske soldater.
Der er et tvingende behov for nye indfaldsvinkler på Irak-problemet:
Erkendelse af den forfærdelige tilstand befolkningen befinder sig
i; erkendelse af det falske og illegale grundlag for at angribe landet;
den aktuelle situation der viser umuligheden af en løsning med
militære midler; det presserende ansvar USA har, som den skyldige
i kaoset, for at bruge diplomati og international lov til at opnå
stabilitet i hele Irak. Kun en proces der genopretter fred og stabilitet
i Irak muliggør en værdig hjemkomst for vorer soldater.
Regeringen lægger op til eskalering af konflikten. Den vil øge
antallet af soldater til et aldrig tidligere set niveau uden at fastlægge
en afslutningsdato for den såkaldte troppe-bølge. Eskalering
betyder per definition en fortsættelse af besættelsen, flere
dræbte soldater og civile, mere vrede mod USA, mere støtte
til modstanden, mere ustabilitet i hele regionen. Altså en forlængelse
af krigen på et tidspunkt hvor der er generel enighed i det internationale
samfund om at løsningen i Irak må være politisk og
ikke militær. Irak fungerer i dag som træningsområde
for oprørere, der øver sig på kamp mod vores soldater.
Der er brug for en omfattende politisk proces. Og beslutningen skal ikke
tages af præsidenten alene.
Kongressen, som en ligebyrdig del af styret, har ansvar for at medvirke
til initiering af denne proces. Konstitutionens artikel 1, sektion 8 giver
kongressen magten til at føre krig. Kongressen bevilliger pengene
til krig. Den opfylder ikke sin forpligtelse overfor det amerikanske folk
ved blot at erklære sig imod troppe-forøgelsen i Irak.
Der er 140 000 soldater i Irak lige nu. Hvad sker der med dem? Hvornår
kommer de hjem? Hvorfor skal vi lade dem blive i Irak, når vi har
penge til at bringe dem hjem? Præsidenten vil anmode om flere penge
til krigen. Hvorfor skal kongressen bevillige flere penge til krig i Irak
præsidenttiden ud - en omkostning på mindst 2 milliarder dollars
samt tusindvis af dræbte soldater - når militære eksperter
siger at en militær løsning ikke er mulig? Vores soldater
står op for os ude i verden; vi må stå op for dem i
den lovgivende forsamling og bringe dem hjem.
Det er simpelthen utroværdigt at udtale sig imod krigen og samtidig
fortsætte at finansiere den. Den selvmodsigelse går som en
brudlinje gennem vores politik, den underminerer offentlighedens tillid
til den politiske proces og til de af folket valgte repræsentanter.
Er man modstander af krigen kan man ikke stemme for at finansiere den!
Har man penge til at bringe tropperne hjem eller til at rejse en retssag
om krigen, så kan man ikke sige soldaterne skal hjem, samtidig som
man bevilliger yderligere beløb for at holde dem i Irak, i en krig
som ikke kan vindes militært. Derfor bør regeringen nu få
besked om at kongressen ikke dette forår
vil godkende bevillinger på over 1160 mia. dollars til en forlængelse
af besættelsen og krigen i Irak. Fortsættelsen af krigsfinansiering
er ikke en plan, det er fortsættelsen på en katastrofe.
USA sendte soldater til Irak uden et klart formål. Vi har skabt
et finansielt, militært og moralsk dilemma for vores land, og nu
snakker vi om Irakkrigen som vores problem. Irakerne har vi helt glemt.
Deres land er tilintetgjort: 650 000 dræbte (iflg. Lancet-rapporten
om dræbte mellem marts 2003 og juli 2006); total opløsning
af landets sociale struktur; fuld borgerkrig; mangel på mad, bolig,
elektricitet, rent drikkevand og sundhedsydelser. Og dette fordi denne
regering, med kongressens aktive deltagelse, bemyndigede krig - uden grund,
uden samvittighed, udenfor international ret.
USA tænker på løsningen af dets militære, strategiske,
logistiske og politiske problemer. I USA kan vi beslutte hvordan vi vil
løse vores egne problemer, mens den irakiske befolknings problemer
rækker langt, langt ud i fremtiden. Der kræves intensiv fokusering
på processer der kan stabilisere Irak. Ved at løse det irakiske
problem løser vi vores eget. Enhver plan for Irak må først
og fremmest omfatte det irakiske folks betingelser og behov. Den må
berede vort land muligheder og midler til bod for den begåede alvorlige
uret og således genvinde USA's troværdighed og lykkelige plads
i det internationale samfund.
Jeg fremlægger sådan en plan i dag. Den er et svar på
et flertal af amerikaneres bekymring. Når kongressen på tirsdag
genoptager sit arbejde, vil jeg fremlægge den for ledelsen og medlemmerne
som eneste gennemførlige og bæredygtige alternative til Bush-regeringens
politik om fortsat besættelse og eskalering af krigen. Kongressen
må vide at den ikke bare kan stå som passiv tilskuer til vores
soldaters og uskyldige irakeres død.
Her følger punkterne i Kucinich's Plan:
1. USA meddeler at det vil afslutte besættelsen, lukke militærbaserne
og trække sig tilbage.
Oprøret er blevet næret af besættelsen og af udsigten
til at den vil vare længe, noget som anlæggelsen af permanente
baser indikerer. En USA-erklæring om at man vil trække soldaterne
ud og lukke baserne, vil i sig selv dæmpe opstanden som har sin
inspiration i modstanden mod kolonisering og kampen mod invasionsstyrkerne
og dem der støtter USA's politik. Det ville også åbne
for at parter inde i Irak og i hele regionen kan organisere et forum for
forhandlinger der kan lede til en fredelig løsning.
2. USA meddeler at det vil anvende eksisterende midler til at
trække soldater og krigsudstyr hjem.
Den 1. oktober bevilligede kongressen $70 mia. til fordel for krigen.
Penge herfra og fra andre Department of Defense/Pentagon-konti kunne bruges
til at finansiere soldaterne i felten de nærmeste måneder
og til at finansiere deres hjemsendelse (som beregnes at koste 5 –
7 milliarder dollars), mens der forhandles om en politisk ordning og træffes
forberedelser til overgangen til internationale sikkerheds- og fredsbevarende
styrker.
3. Der gives ordre om samtidig tilbagetrækning af
alle USA-baserede firmaer og overdragelse af al kontraktarbejde til den
irakiske regering.
Kontraktarbejdet har været præget af korruption i verdensklasse,
med entreprenører der stjæler fra USA's regering og snyder
det irakiske folk ved at tage overpris for sine kontrakter og betale højst
5% til de irakiske underleverandører. Genopbygningen må reorganiseres
og nøje overvåges i Irak og af den irakiske regering med
assistance fra det internationale samfund. Den massive korruption, der
relaterer til de amerikanske entreprenører, bør komme til
grundig undersøgelse ved kongres-komiteer og føderale særdomstole.
Manglen på konkrete forbedringer i Irak, manglen på regnskab
over milliarder af dollars - mens millioner irakere hverken har fået
økonomisk støtte eller ordentlig beskæftigelse - råber
til himmelen om
retfærdighed.
4. Indkald til en regional konference med det formål at
udvikle sikkerhed og stabilitet i og omkring Irak.
Fokus skal være på en proces til løsning af Iraks problemer.
Således bør USA tale til det internationale samfund: "Dette
er vores politik og vi ønsker at I kommer og hjælper os med
at gennemføre den". Det internationale samfund kan godt have
interesse i at hjælpe Irak, men det har ingen interesse i at deltage
i en forfejlet USA-politik.
Et skift væk fra unilateralisme og
hen imod samarbejde vil berede mulighed for at opdage områder for
fælles omsorg for Iraks lidelser. FN er det bedst egnede forum.
Fra generalsekretærens kontor kan man appellere til alle de lande
der har interesse og indflydelse, de 5 permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet,
EU og samtlige arabiske stater. Afslutning
af USA's besættelse og nedlukning af militærbaserne må
nødvendigvis gå forud for en sådan konference. En ændret
USA-politik, med engagement i det irakiske folks velfærd, vil skabe
en stærk motivation hos de andre lande for at deltage.
Det er velkendt at visse lande kan se Iraks instabilitet som en chance,
men der er til stadighed risiko for at borgerkrigen truer stabiliteten
i hele regionen. En snarlig afslutning af besættelsen vil skabe
gennembrud for samarbejde mellem USA og FN, mellem FN og de andre lande
i regionen. Vigtige deltagere i en sådan regionalkonference må
være Iran, Syrien, Saudi Arabien og Jordan.
5. Forbered en sikkerheds- og fredsbevarende styrke til at rykke
ind og erstatte de hjemsendte USA-soldater.
FN spiller en uundværlig rolle her, en rolle den ikke kan spille
så længe USA står som besættelsesmagt i landet.
FN er den eneste internationale organisation der kan mobilisere og har
legitimitet til at udsende fredsbevarende styrker. FN er stedet til at
udvikle processen, til at opbygge politisk konsensus, udstikke en politisk
aftale, gøde jorden for den fredsbevarende opgave, udarbejde grundlaget
for den aftale der sætter punktum for besættelsen og initierer
overgangen til international fredsbevarende aktivitet. Processen vil tage
tid, mindst tre måneder fra det at USA har meddelt sin hensigt om
at afslutte besættelsen.
USA er nødt til at finansiere en fredsbevarende mission, der dog
ikke vil kræve så store styrker. 50% af disse styrker skal
komme fra lande med en stor muslimsk befolkning. De internationale styrker
skal blive i landet indtil den irakiske regering selv kan stå for
sin sikkerhed. FN kan initiere en international fredsbevarende styrke,
men en sådan kommer ingen vegne med mindre der er en fred at bevare;
og det vil afhænge af, om en politisk proces opnår klare aftaler
mellem alle irakiske parter. Sådan en aftale vil også reducere
antallet af soldater der bliver behov for.
Ifølge FN-kilder krævede den fredsbevarende styrke i Kongo,
der er 4 gange så stort som Irak, 20 000 soldater. Man må
huske at FN ikke mobiliserer hurtigt fordi det er afhængigt af de
regeringer der skal sende tropperne, og regeringer er langsomme. FN's
ambition er at kunne sende tropper ud med 90 dages varsel. Men uden en
sikker aftale mellem alle parter kan FN intet gøre, idet landene
i så fald ikke bevilliger soldater til missionen.
6. En national forsoningsproces skal finansieres og udvikles.
Forsoningsprocessen skal begynde med en national konference organiseret
af FN og med deltagelse af alle de parter der har interesse og indflydelse
på forsoningsprocessen. Denne må åbne op for drøftelse
af alle klagepunkter, for veje der leder til gennemskuelige samtaler hvor
sandheden kommer frem og hvor man finder tilfredsstillende løsninger.
Den irakiske regering har vist tegn på at den ønsker en forsoningsproces,
udtalt sådan at modstanderne til regeringen skulle sadle om og tilslutte
sig den. Men forsoning må ikke
forveksles med kapitulation, eller med omgrupperinger til beskyttelse
af nogens magt.
For eksempel har kurderne behov for forsikring om at deres autonomi vil
blive respekteret, det vil overflødiggøre at de søger
sammen med religiøse shiaer for at beskytte sig. Problemet i Irak
er at hver gruppe lever i frygt. Shiaerne, som er i majoritet, frygter
at deres flertal alligevel ikke vil sikre dem ret til at regere, kurderne
er bange for at miste den autonomi de har opnået, sunnierne tror
at de fortsat vil blive tvunget til at betale for Saddams synder.
En forsoningsproces, som bringer folk sammen, er den eneste måde
at overvinde al den frygt på og forlige dem med hinanden på
trods af deres forskelligheder. Det er væsentligt at skabe et minimum
af forståelse mellem de tre store folkegrupper i Irak.
Men hvordan kan forsoningsprocessen oprettes når der er så
meget mistillid, og når den etniske udrensning er tiltagende. Politiet
bliver betalt af USA men får sine ideer fra Teheran. Det fungerer
som religiøs milits, og det kæmper for shiitisk overherredømme
med indenrigsministeriets medvirken. 2 – 3 million mennesker er
blevet på flugt inde i Irak og til udlandet. Når nogen mister
et familiemedlem, en elsket person, en ven, er den første reaktion
sandsynligvis at forsoning ikke er til at tænke på.
Og det er svært at gennemføre forsoning når en eller
flere parter tror på en total sejr for dem selv. Shiaerne, nogle
simpelthen ude efter hævn, tror de kan vinde fordi de reelt har
USA's støtte. Et ophør af besættelsen vil derfor forbedre
chancen for at finde en ordning mellem shiaerne og sunnierne, med hjælp
af internationale fredbevarere. Som det er nu, med USA i ryggen, ejerskabet
af det meste af olien, våben og skjult støtte fra Iran, har
de lidt interesse i at forliges med dem de anser som Baath-tilhængere.
Sunnierne anser at de har erfaring, som Saddams tidligere hærsoldater;
og så kan de stille op med en halv million oprørere. Sunnierne
har så meget ekspertise og motivation, at de tror de kan vinde over
shia-regeringen så snart amerikanerne forlader landet. Men tilskyndelse
til sunni-hævn kan og skal holdes i skak af de internationale fredsbevarere.
Den eneste vej hen imod forsoning er gennem en politisk proces. Alle fraktioner
og oprørere – som er uden Al-Qaida forbindelse – skal
bringes sammen i en ubøjelig forhandlingsproces, hvori også
saudier, tyrkere og iranere skal indgå.
7. Genopretning og arbejde.
Genstart det forfejlede genopbygningsprogram
i Irak. Rekonstruer vejene, skolerne, hospitalerne og de andre offentlige
faciliteter, ligesom husene og fabrikkerne; og lad arbejde og jobtræning
gå til de lokale irakere.
8. Erstatninger.
USA og Storbritannien har en høj moralsk forpligtelse til at sætte
fredsprocessen i gang gennem at indføre et program med væsentlige
erstatninger til den irakiske befolkning - for tab af liv, for fysiske
og psykiske skader, for ødelæggelsen af ejendom. Et særligt
program for at redde titusindvis af forældreløse børn
fra et liv i armod bør sættes i gang. Alt dette er vigtigt
hvis en forsoning skal blive mulig.
9. Politisk suverænitet.
Sæt en stopper for mistankerne om at USA's invasion og besættelse
var påvirket af ønsket om at vinde kontrol over Iraks olieværdier
- ved A) at stoppe initiativerne til privatisering af den irakiske olie
og de andre nationale interesser, og B) ved at holde inde med de aktuelle
forsøg på at ændre Iraks grundlove for lettere at kunne
gennemføre privatiseringer.
Ethvert forsøg på at sælge Iraks olieværdier
under den amerikanske besættelse, vil udgøre en alvorlig
hindring for en fredelig løsning.
Den aktuelle irakiske forfatning giver olieindtægterne til regionerne,
mens den centrale regering intet får. Der må gennemføres
en rimelig fordeling af olieressourcerne. Man må oprette en irakisk
National Olieforvaltning, der kan garantere at olieindtægterne anvendes
til at skabe fungerende infrastruktur og finansielle mekanismer, der beskytter
den irakiske befolknings ret til dens egne rigdomme.
10. Iraks økonomi.
Gå i gang med at stabilisere priserne på fødevarer
og energi til det samme niveau det havde inden USA's invasion og besættelse.
Det vil forhindre de igangværende forsøg på hele tiden
at højne priserne, dét i en tid hvor de fleste irakere ikke
ejer midler til at tilfredsstille deres umiddelbare behov.
11. Økonomisk suverænitet.
Arbejd sammen med Verdenssamfundet
for at genoprette Iraks finansielle helhed, uden Valutafonden eller Verdensbankens
strukturtilpasningsprogrammer.
12. Internationalt Sandheds- og Forsoningsarbejde.
Opret en sandheds- og forsoningspolitik mellem befolkningerne i USA og
Irak. I 2002 stod jeg i spidsen for Repræsentanternes Hus mod Bush-regeringens
planer om at gå i krig i Irak. Jeg samlede 125 demokrater der alle
stemte imod krigsbeslutningen. Den analyse jeg fremlagde på daværende
tidspunkt, står i sin fremsynethed i skarp kontrast til vurderingerne
fra mange af dagens præsidentkandidater. Ligesom den forsigtighed,
jeg for 4 år sidenså indtrængende anmodede om, var på
sin plads, så er den plan jeg i dag fremlægger særdeles
mulig at gennemføre; og den svarer til det amerikanske folks vilje,
som det kom til udtryk i november-valget 2006.
Vi lever i en tid der kræver klarhed og fremsynethed. En tid der
kræver en ny retning og en ny politik i Irak, én med ære
og værdighed, én der beskytter vores soldater og redder irakiske
liv. Og én der retter op på vores forhold til irakerne og
til resten af verden.
Tak!
Denis Kucinich
Oversættelse ved Doris Kruckenberg
*
Copyright
© TFF & the author 1997 till today. All rights reserved.
Tell a friend about this TFF
article
Send to:
From:
Message and your name
Get
free TFF articles & updates
|