|
For fred i og med Irak
Et konstruktivt forslag fra
Den Transnationale Stiftelse
Bestyrelsen
24. august, 2007
Tre udfordringer skabt af den irakiske situation
Med undtagelse af Bush administrationen og få andre aktører er en bred konsensus under udvikling i hele verden. Den militære invasion og besættelse af Irak synes at have modvirket ethvert officielt eller implicit mål, der måtte have eksisteret forud for invasionen i marts 2003.
Irak og dets befolkning, regionen, verdensordenen og USA's egen position er blevet svækket betydeligt grundet de fejlslagne politiske initiativer fra ledende vestlige lande. Den aktuelle rapport ”Rising to Humanitarian Challenge in Iraq (1) er en kraftig påmindelse om et påtrængende behov for en ny human synsvinkel på Irak. Derfor er der et påtrængende behov for at tænke positivt og langsigtet.
For at gøre det enkelt, så står enhver, der bekymrer sig om Iraks og verdens fremtid, overfor tre eksistentielt vigtige moralske, intellektuelle og politiske udfordringer:
- Hvordan var det muligt, at en så hovedløs, uoplyst og ringe planlagt politik kunne nyde fremme – og blive troet – som Realpolitik og have bedre chancer end andre politiske optioner til fremme af værdier som menneskerettigheder, demokratisering, fred og retfærdighed ? Kort og godt; hvad kan vi lære om begrænsningerne ved interventionsinstrumentet og konfrontation som konfliktløsning og fredsinstrument i det særlige tilfælde Irak og i al almindelighed? Og hvis vi har lært noget, hvad gør vi så for at undgå noget tilsvarende i fremtiden?
- Da besættelsen i sig selv har langt mere destruktive end konstruktive effekter på dagens Irak og dets befolkning, hvordan sikrer vi så, at besættelsen bliver hævet så hurtigt som muligt?
- Hvilke nye politikker med henblik på fred, konfliktløsning, forsoning og normalisering kan imødeses i Irak, regionalt og mellem det irakiske folk og besættelsesmagterne?
Fokus vil være på hvordan besættelsen kan bringes til ophør og hvordan vi kan bevæge os mod forsoning og normalisering. Visioner om en fremtidig fred tvinger os til at søge fremgangsmåder, som rækker udover krigs- og interventionsparadigmet og det næsten udelukkende vestlige perspektiv, som for tiden dominerer den internationale forsknings- og medieverden.
Fra destruktive til konstruktive perspektiver
En af grundene til at tropperne ikke allerede er trukket tilbage – udover Bush administrationens tiltagende psyko-politiske autisme – er at der er meget få visioner og konkrete planer som på en systematisk måde beskæftiger sig med, hvad der skal ske når besætterne har forladt Irak.
Megen intellektuel energi, mediedækning og skriverier anvendes på, hvor dårlig situationen er – og det er den – mens der næsten ingen opmærksomhed er på, hvad vi kan og bør gøre i de næste 10-20 år. Konflikter kan ikke overvindes med mindre vi kan forestille sig en bedre fremtid. Selv de internationale fredsbevægelser har siden 2003 arbejdet imod krigen, men har haft forbavsende lidt at sige om, hvad der kan erstatte besættelsen. Det gør dem vigtige som anti-krigs bevægelser, men i store træk mislykkede som fredsbevægelser.
Så længe det overordnede perspektiv er så vagt, er det en nærliggende hypotese, at der enten vil blive ingen tilbagetrækning eller en endnu værre situation efter sådan en tilbagetrækningen. Fortsat besættelse frem til mindst 2009 er en option i henhold til ”Joint Campaign Plan” (2).
Blot at trække sig tilbage og tilbyde irakerne intet bedre efter at have bragt denne enestående ulykke ned over deres liv og samfund vil være uforsvarligt, ja rent ud sagt amoralsk. Irak har i en bred og dyb forstand brug for heling.
Tilbagetrækning af fremmede tropper og baser er kun et første skridt i en serie som vil bidrage til fremskridt mod fred og forsoning i landet.
Hvorfor besættelsens fortalere stadig kan vinde
For tiden er den generelle diskussion meget mangelfuld. Argumenterne er fremsat af mange forskellige aktører, at amerikanerne og deres få allierede bør trække sig tilbage; derefter følger en håbløs meningsudveksling mellem lederskribenter, eksperter og diplomater om hvorvidt Irak så vil falde fra hinanden eller komme sig. Få synes at anerkende at svaret på spørgsmålet er: Iraks fremtid vil ikke kun afhænge af effekterne af tilbagetrækningen i sig selv men meget mere af hvordan vi beslutter at samarbejde med Irak og dets borgere.
Den basale grund til at irakere dræber irakere i dag er besættelsen. Det betyder ikke at alt dette ophører når besættelsen er hævet. Det er vigtigt, at tilbyde noget fuldstændigt nyt, konstruktivt og virkeligt freds og forsonings-skabende, så vil risikoen for at løbe ind i kaos og borgerkrig – selv hvis vi definerer det nuværende som borgerkrig (Irakerne har aldrig tidligere udkæmpet en) – blive reduceret.
Henover sommeren 2007 har der været en opblomstring i artikler om hvor meget forskellige (hovedsagelig eliten) irakere frygter borgerkrigen den dag de amerikanske soldater rejser hjem. Det er meget mærkeligt, taget i betragtning hvad det er åbenlyst fra mange øjenvidne rapporter og opinionsundersøgelser, at de fleste irakere føler, at den situation, der er skabt siden marts 2003 er betydelig værre end under Saddam Husseins regime og at de ikke ser noget lys for enden af tunnelen så længe besætterne stadig er der.
Man behøver ikke tro på konspirationer for at få mistanke om at opblomstringen i artikler der støtter besættelsen er en del af en bredere opinionsoffensiv, der skal bevise at der ikke er noget levedygtigt alternativ til fortsat amerikansk tilstedeværelse Så længe der er en mur af misinformation vil fortalerne for fortsat besættelse vinde debatten i medierne.
Tilbagetrækning er ikke sandsynlig før mange flere borgere rundt omkring i verden kan forestille sig alternativer til besættelsen. Fredsforskningens Grand Old Lady Elise Boulding har enkelt og klart udtalt, at hvad mennesker ikke kan forestille sig, er de ikke i stand til at kæmpe for. Hvad vi kan se er besættelsen og dens forfærdelige virkninger og derfor er det, hvad de fleste borgere bekymrer sig om og engagerer sig i.
Dialog, ikke en trække sig ud - og – glem politik
Den værste politik på nuværende tidspunkt er trække sig ud og glemme politikken. Denne umoralske option har været forfulgt af adskillige lande som har trukket sig tilbage og er gennemført af Danmark hvis tropper i store træk blev trukket tilbage i august 2007.
Uden overvejelser om, hvordan Danmark kunne og burde bidrage til helingen af sårene og hjælpe det irakiske folk til at leve et normalt liv igen. Interventionen og den fortsatte besættelse er en politisk, intellektuel og moralsk ulykke. En tilbagetrækning som efterlader Irak på egen hånd uden krigs skade reparationer, hjælp, muligheder for socio-politisk heling, etc. vil blive endnu en ulykke.(3)
Sådan en politik vil blive mere og mere attraktiv efterhånden som kviksandet i Afghanistan bliver dybere, og Iran og situationen i Darfur vil fjerne den internationale opmærksomhed fra Irak.
Det mindste, det internationale samfund i almindelighed og besættelsesmagterne i særdeleshed må gøre, er at skabe en politik, som vil overbevise hovedparten af det irakiske folk om at de tager det fulde ansvar for deres handlinger og signalerer en fast vilje til reparation og kompensation for forvoldt ubehag og skader.
Fred og forsoning kan ikke påtvinges ligegyldigt hvor gode intentionerne bag er. Hvordan det bedst gøres kan kun besluttes gennem dialog med irakere på mange niveauer, regering og civil samfund såvel som forskellige parter i regionen. En invitation fra vesten og nogle åbentsindede ideer til sådan en dialog kan i sig selv tjene som en nødvendigt forsonende gestus i forhold til irakerne og andre.
Den for tiden mest visionære og relevante plan er af amerikansk oprindelse
Nogle få politiske forsøg på at skabe en vej ud af Irak katastrofen har været gjort. De varierer med hensyn til mål, grad af såkaldt realisme, tidsperspektiv og kreativitet. Den plan som har tiltrukket sig mest medieopmærksomhed er ”The Iraq Study Group” som forsøgte at finde en balance mellem at redde ansigt for USA og forbedre situationen i regionen. Det var blot et mindre høgeagtigt udspil til en US regerings politik.
På trods af EUs påståede fælles forsvars- og sikkerhedspolitik har den Europæiske Union været splittet på Irak-spørgsmålet gennem sanktionsperioden og siden Tyskland og Frankrig nægtede at understøtte den USA ledede invasion i 2003; mens andre intervenerede sammen med Bush administrationen. Det er bemærkelsesværdigt, at besættelsesmagterne ikke havde nogen idé om, hvad der skulle ske efter invasionen, mens Frankrig og Tyskland ikke havde nogen ideer om et alternativ til invasionen. Hverken Rusland, Kina, FNs generalsekretær eller andre har fremsat sammenhængende ideer eller visioner eller for den sags skyld handlingsplaner, som kunne fremme en international debat om dette vigtige fredsskabende projekt for verdenssamfundet.
Det er interessant, at den intellektuelt langt mest tilfredsstillende og visionære plan er udviklet af kongresmanden Dennis Kucinich, demokrat fra Ohio, og præsenteret for Repræsentanternes Hus den 28 februar 2007 (H.R 1234: To end the United States occupation of Iraq immediately). Den kom i forlængelse af Kucinich 12 punkts plan for fred i Irak. (4)
Det er måske ikke så overraskende at denne ægte fredsorienterede præsidentkandidat i 2008 – søn af en kroatisk- amerikansk lastbilchauffør og tidligere borgmester i Cleveland – får meget lidt opmærksomhed i USA og er så godt som ukendt i Europa.(5)
Minimums Kriterier for en længerevarende fredsplan
En hvilken som helst videre plan for Irak skal overholde nogle minimums standarder såsom:
- International lov skal overholdes, og ingen diktatorer eller mistænkte krigsforbrydere må forblive på fri fod.
- Give et bredere perspektiv for Irak og Mellemøsten.
- Gøre mennesker til centrum: respekt, værdighed, retfærdighed, forsoning, menneskelige behov og udrydde frygt.
- Vise vejen for en grundig demilitarisering af Irak, regionen og den internationale tilstedeværelse.
- Den skal udtrykke en ægte samarbejdets ånd, være upartisk og udtrykke gode hensigter og på den måde overbevise den irakiske befolkning om, at dette ikke er besættelsen i en ny indpakning.
- Signalere målrettethed, villighed til at afsætte resurser og forblive hjælpsom så lang tid som der ville være brug for det for virkelig at overbevise irakerne om, at vi er der for deres og ikke for vores skyld.
- Bygge videre på dialog mellem alle parter inklusive de forskellige modstandsgrupper, og grundigt involvere civilbefolkningen i alle forhandlinger.
- Respektere landets territorielle integritet og suverænitet inklusive dets selvfølgelige ret til fuld kontrol over nuværende og fremtidige olieindtjeninger.
- Skal være kompatibel med FN pagtens normrammer, og det større internationale engagement for at opnå fred med fredelige metoder i Mellemøsten.
- En tolkning af menneskerettighedserklæringen og andre grundsætninger, der tillader, at både kriminelle handlinger udført af Saddam Husseins regime og det internationale samfund kan blive fuldt efterforsket, inklusive de menneskerettighedsovertrædelser, der er blevet gjort af tolv års økonomiske sanktioner.
TFF’s 10 punkt plan for fred i og med Irak
1. Tilbagetrække udenlandske tropper, lejesoldater og baser og bringe besættelsen til ophør.
Før invasionen var Irak ikke et bosted eller påvirket af Al-Qaeda eller andre terrororganisationer. Tilstedeværelsen af terroristgrupper og andre modstandere af besættelsen er hovedsagligt en bivirkning af den amerikanske invasion og tilstedeværelse i Irak siden marts 2003. Ved at sætte forskellige grupper op mod hinanden, har besættelsesmagten skabt en borgerkrigsagtig situation, som ikke historisk set ville være kommet uden invasionen. Sunni og shia muslimer havde således ikke modsætningsforhold af en sådan karakter at det kunne have skabt den nuværende konflikt og vold uden besættelsen.
Efterhånden som besættelsen er skredet frem er megen smerte og fortræd blevet skabt af irakere mod andre irakere; det tager sandsynligvis længere tid at heale; for eksempel er der problemet om hvem der vil blive anset for at være forrædere når det hele er ovre. Situationen har også tiltrukket mange slags kriminelle der ikke er af irakisk herkomst, elementer der ikke vil være villige til at tage tilbage til hvor de kom fra. Så alvorligt som det lyder, vil der – stort set - være større grund til at tro på at antallet af voldelige overgreb vil falde og ikke stige hvis udenlandske tropper tilbagetrækkes, især hvis en række parallelle initiativer iværksættes i tråd med at tilbagetrækningen skriver frem.
Irakere er først og fremmest irakere og identificerer sig først derefter med andre kategorier. Iraks historie er spækket med politisk vold, statskup, osv., men de har aldrig haft en borgerkrig.
Meget vil imidlertid afhænge af, hvordan transaktionen fra besættelse til en ny international mission vil blive udført.
Hvorfor skal de udenlandske baser og det private militær så også tilbagetrækkes? Først og fremmest er de den fysiske manifestation af den amerikanske tilstedeværelse og olie interesser. De vil højst sandsynligt fremprovokere terroristhandlinger og blive opfattet af naboerne som provokerende. For det tredje blev de også tidligt etableret som værende en del af besættelsen. De fremstår måske som værende til stede på ønske fra den irakiske regering, men det er meget omdiskuteret, hvor mange irakere, der ser den regering som værende andet end en marionet dukke for USA. Sikkerhedsforanstaltningerne der omkredser den indikerer ikke just en regering bestående, valgt og for folket.
Endelig er der noget andet der også skal fjernes: artilleri, miner, atomaffald og andre militære affaldsprodukter. I dag er Irak fyldt med militære affalds produkter. Besættelsestropper har forurenet landet til en sådan grad, at der er brug for et stort militært affaldsoprydnings projekt, der vil inkludere forsøg på at rydde op efter brugen af uranhylstre og den ødelæggelse, som er forsaget af oliespild, f.eks i områder der er af historisk interesse, såsom Babylon.
2. Vis respekt for Iraks suverænitet og territoriale integritet og reducer den rolle USA's ambassade har
Der er for mange forsimplende opfattelser af Irak; en er at der basalt er tre gupper og at kurderne lever i nord, sunnierne i det centrale Irak og shiitterne mod syd. Sådanne faktuelt forkerte opfattelser har forledet mange til at overveje en deling af Irak Et sådant forslag i den retning er det forslag om ”blid deling” som forbindes med Brookings Institution. (7)
De internationale bestræbelser på at hele Irak i fremtiden må som hovedregel have som mål at hele Irak som ét land og ikke som tre. Hvis delingen kommer – og den vil så komme hårdt snarere end blidt – vil det være op til irakere at beslutte og blive enige om den. Med kompleksiteter, der i forbløffende grad minder om dem i det tidligere Jugoslavien, vil sandsynligvis ingen ikke forhandlet deling formodentlig blive fredelig (8)
Mange velinformerede kritiske observatører ser USA's ambassade som den faktiske leder af dagens Irak. Det er den største noget sted i menneskehedens historie, med den samme tilgang som Vatikanet, den koster omkring 600 mill USD og er planlagt til en stab på 4000, hvor halvdelen vil være sikkerheds og efterretningsfolk. Mens Iraks regering måtte have nogen operationsfrihed, kan den ikke tage vigtige beslutninger som vil stride mod Washingtons langsigtede fundamentale strategiske og økonomiske interesser. (9)
Heldigvis har mange US politikere kritiseret Ambassaden og det, den symboliserer, hvad der afspeles i Los Angeles Times. ”De forlader ikke Irak foreløbig” sagde Hashim Hamad Ali, der er en vagt, som kaldte bygningskomplekset ”et symbol på undertrykkelse og uretfærdighed”,
3. Etablering af en international fredsskabende mission for Irak under FN-ledelse
Dette vil ikke være ”endnu en FN-mission”. Det vil være en fundamentalt ny type fællesskab, som taler verdens sag – ikke de få vestlige lederes sag, som blot refererer til sig selv som ”verdenssamfundet” – og som mødes med Irak folk og nye demokratiske regering i et respektfuldt partnerskab. De basale foranstaltninger bør indbefatte:
3.1 En bredt funderet mission som inkluderer partnere som f.eks. den Arabiske Liga, OSCE, EU, OIC, AU, GCC og NGO’er alle vegne fra.
3.2 Sammensætning: 15 % robust militær under FN kommando som foreskrevet i Charteret + 25 % politi + 60 % civile sager og andre civile-humanitære, alt i alt måske mindst 100.000.
3.3 Intet militært personel fra lande, der har været besættere.
3.4 Lav procentdel personale fra vestligt-kristne dele af verden.
3.5 Et klart og udstrakt mandat.
3.6 En sikret finansiering i mindst fem år fra første færd.
3.7 FN skal have de facto kontrol over sine partnere, indflydelse fra alle medlemsstater begrænses.
Utvivlsomt vil dette være den største FN+ mission nogensinde. Den skal være tilpas stor og velstruktureret på en sådan måde, at den kan fuldføre opgaven, men ikke så stor, at Irakerne vil føle den som en ny besættelse.
Denne nye tankegang er formet af en overbevisning om, at de økonomiske sanktioner, diktatur, tidligere krige, invasionen og besættelsen kombineres i en historisk enestående ødelæggelse af det irakiske folks liv og velfærd og af dets fremtidsmuligheder.
Missionen fokuserer hovedsagligt på de psyko-sociale, kulturelle og andre ”blødere” dimensioner af konflikten, krigen og terroren. Det ville nødvendiggøre forsoning og tilgivelse, menneskelig heling, regenerering af naboskab, skolegang, sundhed, psykiatrisk helbredelse – landet har hundredtusindvis af klinisk traumatiserede mennesker, især børn og unge – og en styrkelse af det civile samfund generelt.
En sådan FN mission ville sigte mod en ny balance imellem de sædvanlige ”letvægts” menneske-orienterede elementer og de traditionelle ”sværvægtere” i sådanne missioner, som militæret, loven, institutions-skabende foranstaltninger, fysisk genopbygning, lån og andre fysiske dimensioner.
Filosofien er enkel: vold fremelskes af frygt, had, uløste konflikter, ydmygelse og det ikke at blive hørt, etc. Som det er set i snesevis af andre langstrakte konflikter, f.eks. i Palæstina, Afghanistan, Angola, Østtimor, ex-Jugoslavien og Columbia, så er der en ret lille chance for at ”sværvægts” elementerne vil få succes, medmindre de menneskeskabte årsager til vold behandles og behandles passende.
Hele Iraks omtrent 26 millioner store befolkning lider i et omfang, som ikke er set i moderne tider. I 2007 er 2 millioner på flugt inden for landets grænser og over 2 millioner er flygtet ud af landet, overvejende til Syrien og Jordan. Der er al mulig grund til at tro at enhver fremtidig mission først må målrettes den menneskelige og sociale helingsproces igennem samarbejde, respekt og partnerskab med folket. Og den må legemliggøre de værdier, den forsøger at fremme i sin struktur og sit adfærdskodeks.
Den foreslåede internationale mission er ”tung” på den civile side fordi det altid må påmindes, at Irak har mistet ikke én, men to generationer når det kommer til uddannelse, sundhed og velfærd. Og Irak har mistet sin store middelklasse på grund af drabene, som inkluderer planlagte mord, sanktionerne og hjerneflugten.
De økonomiske sanktioner resulterede i, at der i dag er cirka 1 million færre irakere i live end der ellers ville være; krigen og dens eftervirkninger har til dato kostet flere hundrede tusinder liv. Og før den har krigene med Iran og Kuwait resulteret i usigelige menneskelige tab og anden ødelæggelse af samfundet og dets potentiale.
Rundt regnet halvdelen af Iraks borgere er børn og unge under 16. Derfor skal regenereringen af Irak fokusere meget stærkt på en bemyndigelse af de unge, og på at genopbygge uddannelsesinstitutionerne lige så vel som den psyko-sociale, mentale og fysiske sundhed i Irak.
Men en særlig indsats må koncentrere sig om at give de irakiske unge hurtig adgang til uddannelse i Irak eller i udlandet. Skoler og universiteter i udlandet bør stille stipendier og anden støtte til rådighed, alt imens man sikrer, at irakerne faktisk også vender tilbage efter endt uddannelse eller praktik.
Til slut skulle en sådan mission rådgive og hjælpe den irakiske regering i mange akutte spørgsmål, f.eks. med at skabe to statuariske organer med selvstændig finansiering og uafhængige bestyrelser: a) et genopbyggelses- og udviklingsråd, under ledelse af irakiske fagpersoner og teknokratstøtte fra missionen og relevante internationale organer; b) et nationalt sikkerhedsråd, som skal overvåge og koordinere forsvar, indenrigsspørgsmål, efterretningsvæsen og national sikkerhed.
4. Slet al Iraks gæld
Den 23. juli 2007 blev det kundgjort, at 45 stater havde besluttet at slette 140 milliarder US dollars af Iraks gæld. (10) Ifølge nogle kilder er det lig med en total gældseftergivelse da landets gæld blev skønnet til at være cirka 130 milliarder US dollars i 2003. Da det meste af den var såkaldt frastødende gæld skabt af det irakiske regime før invasionen uden det irakiske folks konsensus er det kun rimeligt, at ”det irakiske folk ikke betaler Saddams regninger” som Iraqi Jubilee Now kalder det på sin hjemmeside. Denne gældseftergivelse vil komme folket til gode først, men også hele regionen, da den tillader den irakiske økonomi at komme sig hurtigere. (11)
En fredsplan må sikre, at disse 45 landet faktisk står ved deres løfter i fremtiden.
5 Giv Irak kompensation for sanktionerne, krigen og besættelsen
Mens der eksisterer talløse artikler om og analyser af, hvad krigen i Irak har kostet USA, er der ingen, der vurderer omkostningen for det irakiske samfund, f.eks. den menneskelige, fysiske, mentale og kulturelle ødelæggelse.
Destruktiviteten og brutaliteten af 30 års diktatur, 12 års økonomiske sanktioner, som er historiens grusomste, og 4 års besættelse fortjener spørgsmålet: Hvordan kan de mest ansvarlige mildne den retfærdige oprørthed som denne ødelæggelse forårsagede, i det mindste symbolsk ? Dette handler ikke om nødhjælp eller udviklingsbistand eller hjælp til, at irakerne kan vende tilbage til deres hjemland. Det handler om krig og sanktionsgodtgørelse.
Irak accepterede FNs Sikkerhedsråds resolution 687, som erklærede Iraks finansielle passiver for en skade, der var opstået under landets invasion af Kuwait. Følgelig blev FNs kompensationskommission dannet, UNCC, og 350 milliarder US dollars erstatningskrav blev indgivet af regeringer, sammenslutninger og individer. Finansieringen af disse betalinger kom fra en 30 procents andel af Iraks olieindtægter fra olie for mad programmet.
En tilsvarende ordning burde gøres nu for dem, der har bragt død og ødelæggelse over Irak og dets folk i så mange år. USA og UK skulle i særdeleshed acceptere deres specielle og tunge ansvar for ødelæggelsen af Irak. Dette kan – men skal ikke – regnes ud i detaljen efter krav fra Irak; det ville kræve et enormt bureaukrati og års arbejde. I stedet ville det gavne genopbygningen og tilgivelsen nævneværdigt, hvis de besættende lande frivilligt tilbød krigserstatning til Irak som et éngangsbeløb i størrelsesordenen 250-500 milliarder dollars.
6. Sikre at Irak får fuldt herredømme over sine olieressourcer og modtager 100 % af indtægterne
Olie er sine qua non for Iraks udvikling. Det er den vigtigste ressource som, hvis den administreres godt, kan sikre landet og dets befolkning overlevelse og velfærd på langt sigt. Det kræver at Irak genvinder fuld suverænitet over sine olieressourcer og at indtægterne fra olieeksporten går ubeskåret tilbage til Irak. Dette bør respekteres af alle, selvfølgelig hvis en fremtidig, sand demokratisk valgt irakisk regering vælger at indgå andre aftaler i denne sfære.
At genvinde suverænitet over ens eneste eksistentielt vigtige ressource kræver at enhver ”aftale” som er indført af den amerikanske administration efter 2003 såvel som den nye irakiske olielov erklæres ugyldige. (12)
7. Gør Mellemøsten til en Zone fri for masseødelæggelsesvåben
Alt for ofte bliver det glemt, at både FNs Sikkerhedsråd og Generalforsamling for lang tid siden insisterede på at Mellemøsten skal være en zone fri for masseødelæggelsesvåben; medier, politikere og eksperter glemmer bekvemt det faktum, at Israel i flere årtier har været en større atommagt. (13)
Det er og har altid været uholdbart og uretfærdigt at føre en dobbeltmoralsk politik sådan som Vesten gør det: én for Israel og én for andre lande i regionen. Det er ganske enkelt ikke troværdigt og har aldrig været det og det fremmer ikke Israels egen sikkerhed, da Israels atomvåben er det eneste vigtige argument for andres krav om nøjagtig den samme prestige-stilling. Således ville alle – selve regionen og verden – være et meget sikrere sted hvis FN resolutionerne blev overholdt. Derfor bør en omfattende afvikling af atomvåben og andre faciliteter til masseødelæggelsesvåben i regionen implementeres, med et passende overvågnings- og inspektionssystem. (se endvidere punkt 10)
8. Etablere en sandheds og- forsoningsproces, offentlig undskyldning efterfulgt af dialog og tilgivelse
Den psyko-sociale vold, som millioner af irakere lider under, bliver ofte glemt i mediedebatten og den offentlige debat, fordi den er usynlig sammenlignet med størrelsen af den fysiske ødelæggelse. Behovet for heling blandt irakere og mellem irakere og de lande, der har forårsaget så meget fortræd for deres liv og samfund kan ganske enkelt ikke overvurderes. Hertil kommer, at hjælpen til de millioner, som lider psykisk af for eksempel klinisk traumatisering, er en menneskeret. Deres problemer kan være brændstof for fremtidig vold og enormt had hvis ikke de behandles massivt med den bedst mulige menneskelige ekspertise.
Irak vil, som så mange andre langvarige konflikter, skulle igennem en proces – og sikkert også en Kommission eller et andet institutionelt system – for at sikre, at de store sandheder om dets nyere historie kan komme for en dag, blive optaget og ofrene herigennem modtage et vist mål anerkendelse og sympati.
Hvis der fandtes en vestlig leder, som ville have civilcourage nok til offentligt at udtrykke sin beklagelse – og måske undskylde for – den frygtelige ødelæggelse som blev bragt over det irakiske folk, og ville henvende sig direkte til dem, ville det utvivlsomt være et kæmpe skridt i retning af forsoning og tilgivelse. Hermed ville i det mindste noget af argumentet om fremtidig terrorisme mod den vestlige verden bortfalde.
Vi kan ikke forvente at irakerne og andre i Mellemøsten skal tilgive nogen sanktionerne og for besættelsesårene uden at de bliver inviteret og opmuntret dertil af mindst én af misdæderne.
I menneskets historie er der mange tilfælde af, at statsmænds beklagelser og undskyldninger har fået ofre til at tilgive og dermed åbne vejen for en bedre fremtid og et bedre samarbejde. Sådanne tilfælde bør studeres og lektien læres for Iraks sag.
Til sidst er der den kulturelle forsoning. Den opstår ikke, før Iraks enestående museer og historiske steder leveres tilbage. De er essentielle for irakernes historie og identitet, men også for hele den vestlige kultur. At stjæle dem og bombardere moskeer og monumenter er en måde at fratage befolkningen deres identitet og værdighed.
9. Organisere folk-til-folk samarbejde og udveksling mellem civile samfund
Regeringer alene kan ikke gøre det godt, som de har gjort forkert. Det er et imperativ, at muligheder for folk-til-folk samarbejde udforskes og nye veje afprøves. Kvalificerede læger, sygeplejersker, psykologer, socialarbejdere, ingeniører osv. udefra bør sikres muligheder for at arbejde i Irak når den nye type FN-mission er på plads. Stipendier bør fremskaffes til unge irakere som har mistet så mange år på grund af sanktionerne og krigen – men også til vestlige studerende og organisationer fra civile samfund for at de kan tage til Irak og arbejde med irakerne. Efter Anden Verdenskrig blev internationale arbejdsbrigader sat sammen til at hjælpe med genopbygningen af Jugoslavien.
Noget tilsvarende kan arrangeres med Irak – det kunne få arbejdet gjort dér hvor der er brug for mange hjælpende hænder, og der ville ikke være nogen mere overbevisende metode til at formidle at man udefra vil fred med Irak og dets folk.
Som et første skridt før sikkerheden tillader det, kan virtuelle metoder tages i brug for at fremme forståelsen folk og folk imellem. YouTube, MySpace, Facebook og Internet TV kunne bruges intensivt og muligheder for e-læring – men finansiering skal gøres tilgængelig for initiativrige unge mennesker for at skaffe professionelle rum for sådanne menneskelige udvekslinger og gensidig læring.
10. Organisere en regional konference på langt sigt som arbejder hen imod en omfattende løsning for hele regionen, der inkluderer dens to centrale konflikter – Irak/Vesten og Palæstina/Israel.
Mellemøsten er allerede en af de mest militariserede regioner i verden. Bush administrationens 60 milliarder dollars plan for bevæbning af udvalgte lande overfor den påståede trussel fra Iran er endnu engang baseret på en fuldstændig misopfattelse af hvordan man bygger fred og stabilitet. EU, Rusland og andre parter inklusive den internationale offentlighed bør give deres stærke modstand mod dette initiativ stemme.
Det mest relevante initiativ for fred, som man kunne tage i FN-regi, ville være at indkalde til en regional konference – med deltagelse af regeringer, regionale organisationer og organisationer fra de civile samfund sammen – om fred, sikkerhed og udvikling i Mellemøsten.
Det skal inkludere alle, ikke lukke døren for nogen aktører. Det skulle være multi-dimenionalt og tage sig af såvel udvikling, sikkerhed, lov og menneskerettigheder, fred og forsoning på integrerende måder.
Det kunne modelleres efter den historisk vigtige OSCE proces fra midt-70’erne som var så instrumental i afrustningen af koldkrigsblokkene.
Dens mål skulle indeholde:
- vedtagelsen af en gensidig erklæring om ikke-aggression fra alle deltagende regeringer;
- genbekræftelsen af etableringen af en masseødelæggelsesvåbenfri zone i regionen i overensstemmelse med resolution 687/1991 i FNs Sikkerhedsråd;
- vedtagelsen af en konvention om civile rettigheder, menneske- og minoritetsrettigheder for alle i regionen, måske med en højesteret eller en domstol med håndhævende myndighed;
- enighed om at alle atomenergiprogrammer skal overvåges internationalt;
- enighed om at destruere de eksisterende lagre af masseødelæggelsesvåben og rydning af farligt skyts under international supervision;
- organisering af elimineringen af al udenlandsk militær tilstedeværelse i regionen;
- diskussion af en OSCE og EU-inspireret vision for hele regionen.
En sidste betragtning: Professionelle konfliktløsningsmetoder
Mens alle disse emner er vigtige, må den fundamentale vigtighed af professionelle konfliktløsningsredskaber understreges. (14)
En ansvarlig diplomatisk proces må opbygges omkring et mediator-land, -organisation eller -gruppe individer - eller en kombination af disse – som har omfattende specialviden såvel som erfaring og viden om konfliktanalyse, mediationsteknikker og ikke-voldelig konfliktløsning, en evne til mediation som kan opfattes som ægte upartisk og i stand til at have empati med alle parter. Og ingen mediator vil have succes, medmindre specialister med ekspertise og erfaring i disse metoder inkluderes i den rådgivende gruppe.
Den aktuelle situation i Irak, Palæstina og andre dele af Mellemøsten er simpelthen ufortjent for folket dér men, især, er den uværdig for et oplyst globalt samfund.
Dette Fredsforslag skal ses som en opmuntring, såvel som en moralsk appel, om at tænke konstruktivt over hvordan man skaber fred i og med Irak og det bredere Mellemøsten. Det er udviklet på basis af en fast opfattelse af, at fred er muligt. Men ligeså stærk er dens underliggende antagelse af, at fred kun kan skabes hvis alle aktører – regeringer, internationale organisationer og civile samfund – er villige til at lade gamle indstillinger og metoder ligge og gøre tingene på nye måder.
Matrix: Fredsplan for Irak
Element |
Tidslinje |
Parter |
Støtte |
Financiering |
1. Hæv besættelsen |
omgående,
6 måneder |
UAS & koalitions
partnere
|
Irksi regering,
FN
o. a. |
USA & Koalitions-
partnere |
2. FN-ledet fredsbyg-
gende mission |
omgående efter
troppetilbage
trækningen |
FNs Generalforsaml
& Sikkerhedsråd |
FNs
medlemsstater |
FNs medlemmer |
3. Eftergivelse af gæld |
omgående,
12 måneder |
alle kreditorer |
IMF & FN |
kreditorlande |
4. Kompensation (sanktioner, krig og besættelse) |
omgående,
36 måneder |
USA &England
&
mindre aktører |
FNs Compensation Commissions |
USA & England &
mindre aktører |
5. Samarbejde med
civilsamfundet |
omgående
36 måneder |
globale fred-NGOer |
FNs sekretariat |
internationale
organisationer og freds-NGOer |
6. Olieloven: Ejerskab
og suverænitet |
omgående |
Iraks parlament |
OPEC? |
Irak |
7. Sandheds- og forsonings-process (nat/international) |
omgående
36 måneder |
i) Nationalt:
Iraks Parlament + Højeste Ret + civilt samfund
ii)Internationalt: alle parter
|
FN/Arabiske Liga, OIC + fremstående individer |
Nationalt: Irak
Internationalt: FN- medlemmer |
8. Regional freds-
konference
|
forberedelser/
starte omgående
|
Mellemøstens
lande* |
FN's Sekretariat |
FN's
medlemmer** |
* Et solidarisk bidrag skulle tilføjes til det årligt vedtagne FN bidrag. Denne Solidariske Fond skulle administreres af FN-sekretariatet.
** Ud af den nævnte Solidariske Fond.
Noter
- Se http:/www.oxfam.org.uk/what_we_do/issues/conflict_disasters/bp105_iraq.htm
- Afsløret i International Herald Tribune den 24. juli 2007
- Denne umoralske løsning er blevet opfulgt af flere lande som har trukket sig tilbage, f.eks. Danmark, som trak sine tropper tilbage i august 2007, uden nogen form for overvejelse om hvordan Danmark skulle og kunne bidrage til at hele sårene og hjælpe det irakiske folk tilbage til et normalt liv.
- Se Kucinichs 12-punkts plan på hhtp://www2.kucinich.us/iraqplan og planen for ophør af besættelsen på http:/www.govtrack.us/congress/billtext.xpd?bill=h110-1234
- Til forskel fra de fleste andre der tog stilling til et politikskifte i Irak, stemte Kucinich ikke for krigen fra starten. Han gik i spidsen for en freds- snarere end en bombepolitik på Balkan (Serbien, Bosnien og Kosovo), han har udviklet et omfattende forslag til et Ministerium for Fred og er fortaler for at retsforfølge præsident George W. Bush og vice-præsident Dick Cheney. Endvidere gik han imod den såkaldte ”surge” i Irak og den omfattende finansiering af krigen i Irak og argumenterede for at ophæve de økonomiske sanktioner igennem 1990’erne. Kucinich fremstår som den eneste amerikanske politiker på højt niveau hvis værdi-orientering og konkrete politik-forslag omslutter ikke-vold, ægte konflikt-løsende metoder såvel som forsoning. Det siger måske mere om verden end om ham i disse mørke tider, at han er marginaliseret og står i spidsen for en mindrebemidlet kampagne sammen med tusinder af frivillige og sin britisk-fødte kone Elizabeth Kucinich som har en master i konfliktløsning. Man kan læse mere om ham her [http://kucinich.house.gov], det er hans officielle hjemmeside http://www2.kucinich.us/ og der kan læses mere om ham og hans kone på Wikipedia her http://en.wikipedia.org/wiki/Dennis_Kucinich#Personal_details.
- Se for eksempel TFF’s åbne brev til FN’s Generalsekretær på http://www.transnational.org/Resources_Treasures/2007/OpenLetterKi-moon.html
- Se hjemmesiden http://www.brookings.edu/fp/saban/analysis/june2007iraq_partition.htm
- Se Jan Øberg tidligere Jugoslavien og Irak: en komparativ analyse af international konfliktforkludring, i Charles Webel og Johan Galtung (ed), Handbook of Peace and Conflict Studies, Routledge, London 2007.
- Mere om ambassadeplanerne fra Los Angeles Times den 24. juli 2007, http://www.latimes.com/news/nationworld/world/la-fg-embassy24jul24,0,7085179.story?coll=la-home-center, og fra Think Progress den 29. maj 2007 http://thinkprogress.org/2007/05/29/photos-embassy-iraq/. Bemærk dog at de nævnte tegninger fra ambassadens arkitektfirma ikke længere findes på hjemmesiden.
- Gældseftergivelsen kundgøres på http://www.iraqdirectory.com/DisplayNews.aspx?id=4148
- Vedrørende olieloven, se http://www.iraqoillaw.com/. Se irakiske foreninger bekæmper den nye olielov http://www.inthesetimes.com/article/3261/iraqi_unions_fight_the_new_oil_law
- De relevante dokumenter er UNGA resolution 3263 fra 9. december 1974 og FN Sikkerhedsråds resolution 687/1991.
- Adskillige af forslagene i denne plan blev udviklet i 2004 i Jan Øbergs dansksprogede bog Den Forudsigelige Fiasko. Konflikten med Irak og Danmark som besættelsesmagt. De overlappede tilfældigvis med Kucinichs 12-punktsplan for Irak fra 9. januar 2007 og er blevet revideret og udvidet i 2007 efter stærk inspiration fra denne plan.
© TFF 2007. Med eneret
Dansk oversættelse Torben Jacobsen med bistand fra Tolkegruppen udsendt d. 18.08.07
Der er link til den originale udgave på engelsk på forsiden af den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforsknings hjemmeside http://www.transnational.org/
På http://www.arnehansen.net/070816hardyhirakpressemoede.doc kan man læse Hardy Hansens åbningstale på Mandela Fredscentrets pressemøde d. 16. august 2007 hvor Jan Øberg fremlagde fredsplanen fra den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning.
*
Copyright
© TFF & the author 1997 till today. All rights reserved.
Tell a friend about this TFF
Peace Plan
Send to:
From:
Message and your name
Get
free TFF articles & updates
|