Af
Doris Kruckenberg, TFF-frivillig
21. marts, 2007
Hans
Jørgen Bonnichsen
Hånden. En PET- og politikrønike
Politikens forlag, 2006
256 sider, 249 dkr
H.J.Bonnichsen siger et sted i sin bog, "Hånden", at
han er taknemmelig over at have været aktiv politimand, i den
periode han var det. Det var en tid med mindre vold.
Jeg har lige set en film fra 70-erne over en bog af André Brink,
som jeg læste for mange år siden. Filmen var en påmindelse
om hvor forfærdelig politivold- og overmagt kan være, –
var i Sydafrika, er sikkert også i dag flere steder på kloden.
Bonnichsen burde tilføje taknemmelighed over at være dansk.
Hos os blev de værste undertrykkelsesmetoder afviklet for længe
siden, gennem kamp og organisation nedefra. Bonnichsen kan altså
være taknemmelig for at behovet oppefra for at holde masserne
nede, i hans periode ikke var så aktuelt, idet danske love og
forordninger bestemte at goder skulle fordeles nogenlunde rimeligt.
(Det er så ved at være slut med det.)
Når det kommer til hvilken side politi- og PET-mand Bonnichsen
hælder til, så er der ingen tvivl. Han startede fra et socialt
lavt ståsted og vil følgelig, med det ambitionsgen han
er begavet med, stræbe opad på den "ordentlige"
side af samfundet. (Selv om han, som han udtrykker det, "flirtede
lidt med kommunismen" i sin pureste ungdom). Men ordentlig er han,
en ordenshåndhæver med et menneskeligt ansigt.
Hele bogen er én beskrivelse af denne hædersmands vellykkede
karriere med mange interessante og iblandt spændende episoder,
og, hvem ved, en kamufleret undskyldning fra dybet af Bonnichsens underbevidsthed,
for at han blev politimand.
H.J.Bonnichsen er ikke begavet med et større skrivertalent. Hans
ord flyder rimelig let, men de er forudsigelige, rapporteringsstilen
skinner nu og da igennem og visse steder giver udtryksmåden anledning
til tvivl om meningen. Og så er der sprogfejl, som hans korrekturlæser
burde have rettet - som "jeg"er der skulle have været
"mig"er. Jeg tvivler på, at han er den der nu vil skrive
krimier, lige som andre i exit fra samme profession, fx Hans Holmer,
Sveriges solariebrune politichef, der gennem et helt år på
TV fik svenskerne vildledt om mordet på Oluf Palme.
Nej, Bonnichsen er en sober mand, han har læst god litteratur,
fremgår det, han beskriver mennesker efter grundig psykologisk
spekulation og hælder gerne til filosofiske betragtninger.
Efter en så drabelig skriverbedrift kan han med god samvittighed
nyde sit otium sammen med sin Inga, hvis navn i registret sidst i bogen
stort vinder i konkurrencen om antal sider det er nævnt på.
Men lad os håbe, at han stadig en tid fremover vil indgå
i samfundsdebatten, til fordel for det menneskeligere demokrati der
eksisterede på hans tid. Det var i den debat han vandt min beundring
sidst i 2006. Hans udtalelser i radiointerviewer åbenbarede det
bedste i ham (efter min smag). For de durkdrevne journalister havde
jo snuppet de udtalelser i hans bog, der, i denne vores terroristparanoide
tid, er så godt som kontroversielle.
Derfor var læsningen af hele bogen skuffende. I radioen var han
næsten rebelsk, i bogen bruges mange sider på at forsvare
det bestående og forherlige ordensmagtens bedrifter. Selv om han
også kritiserer ind imellem. For Bonnichsen er præget af
sin barndomsoplevelse med den vinkende hånd, der fra Haderslev
arresthus gjorde ham bevidst om at han er i familie med en modbydelig
SS- bøddel. Dét minde, en klar intelligens og et reflekterende
sindelag har formet denne skrupuløse mand, der detaljeret beskriver
sit curriculum vitæ med flere og mere forskellige vinkler end
majoriteten af politimænd har blik for, - - så vidt opleves
i den virkelige verden derude på Nørrebro.
Her følger nogle klip fra bogen.
På s. 192 står der: -"Samtidig har den højreekstremistiske
fløj i Danmark desværre, og i al stilhed, vokset sig stærkere
og større end nogen sinde siden 2.verdenskrig. - - Det er efter
min opfattelse foruroligende, at en bevægelse som DNSB på
så kort tid kan nå en sådan status. Især når
man ser på deres politiske program om 'at videreføre og
udvikle de tanker, som danner grundlaget for den af Adolf Hitler skabte
nationalsocialistiske bevægelse, som genrejste Tyskland efter
1933'."
Og så på næste side: -"Ikke mange i dansk politi
glemmer 18.maj 1993, - - mere på grund af det der skete efter
at valglokalerne var lukket og stemmerne talt op. - - - En eksplosiv
konfrontation med tændte bål, stenkast, barrikader, ambulancer
i pendulfart og de berømte 113 skud, der ikke alle var varselskud.
11 demonstranter blev ramt, mens flere politifolk fik skader ud over
det sædvanlige på krop og sind. - - - Jeg tror at alle i
dansk politi, også i PET, besluttede sig for, at den slags optøjer
aldrig måtte udvikle sig så fatalt igen." Det var det
nærmeste Bonnichsen kunne komme en kritik af politiets ageren
18.maj 1993.
På s.194 skriver han om politiets bekymringer over "de venstreekstremistiskes
mærkesag, antiglobaliseringen". Her nævnes G8-topmødet
i Genua, - hvor "enkelte demonstranter desværre (!) blev
dræbt, ligesom der skete omfattende hærværk mod banker
og amerikanske forretninger" - og det danske politis angst for
hvordan EU-topmødet i København mon ville forløbe,
især efter det voldelige EU-topmøde Göteborg. I København
gik det jo godt (som vi alle ved) og -"PET bestod lakmusprøven
og dansk politis nye indsatskoncepter ligeså". Men den patrulje
urobetjente som blev afsløret i al deres "antiglobaliseringsmaskering",
trods Kai Vittrups løfte om at sådanne IKKE ville forekomme,
dén nævnes ikke. Den historie blev nok behændigt
fejet ud af de officielle rapporter.
Han afslutter kapitlet på s.196, med en erklæring om at
store dele af den "venstreekstremistiske" bevægelse
derefter befandt sig i et tomrum og sætter punktum med denne salut:
"Ikke engang et besøg af den amerikanske præsident,
George W.Bush, kunne få venstreekstremisterne på stikkerne
igen - - - til trods for Guantánamo, Irakkrigen og Abu Ghraib.
- - Protesterne indskrænkede sig til en enkel pressemeddelelse
om en demonstration under parolen 'Død over imperialismen. Død
over Bush. Død over USA. Død over Fogh. Død over
de højreradikale. Død over terrorpakken. Død over
den kristne fundamentalisme' og sådan fortsatte det i en uendelighed".
Det er ren løgn! Udsprunget enten af uvidenhed eller kynisme.
Hvem i al verden skulle have sendt en sådan meddelelse til pressen?!
Jeg var selv med i STOP BUSH-kampagnen og ved hvor uendelig mange helt
almindelige mennesker der støttede den, og hvor stor manifestationen
i Fælledparken var, trods det voldsomme regnvejr. Der skal meget
terrorpakke-kritik og rare ord om at "en udstrakt hånd er
bedre end en knyttet næve", for at balancere dén mundfuld.
Om 9/11 siger han bl.a. - og med veltilfredshed: "Den negative
holdning til PET blev først ændret 11. september 2001".
Det er jo rørende! Som om 9/11 ikke med fuldt overlæg blev,
og bliver, brugt til netop at styrke tidens autoriteter. Der ligger
jo roden til de antidemokratiske terrorlove, han selv så smukt
har kritiseret.
På s.191 kommenterer han samarbejdet mellem efterretningstjenester
og universiteter således: -"det (samarbejdet) havde været
et ømtåleligt emne under hele koldkrigsperioden - - - forestillingen
at 'den akademiske åndsfrihed' blev overvåget. Det er ændret
i dag, hvor en nødvendig dialog med PET er i fuld gang. Lars
Erslev Andersen (universitetsforsker og Danmarks mainstream-mediers
terroristekspert par excellence. D.K.) gik foran og bidrog ikke bare
til at de to verdener åbnede sig mod hinanden, men også
til at bibringe PET ny og værdifuld viden på terrorområdet."
Selv finder jeg det umådelig svært ikke at opfatte det,
forfatterens her skriver, som en modsigelse til hans kritik af terrorpakken.
Er han blind for sammenhæng, for det misbrug af "terrorisme"
der spreder sig overalt i samfundet?
En anden underlig selvmodsigelse, som jeg oplever det, står på
s. 203: -"Trods modstand fra mange har det været afgørende
for mig, ja fantastisk vigtigt, at bevare de gode relationer til imam-gruppen,
til så mange som muligt. - - - Netop udelukkelse af dialogen er
karakteristisk for fundamentalisme" (én til Fogh?). Og så
nogle linier længere nede: -"Men jeg har aldrig lagt skjul
på, at der bag fløjlshandsken befinder sig en stålnæve.
Utvetydigt har jeg fortalt imam-gruppen, at hvis der skete en terrorhandling
i Danmark, ville de være de første, der måtte pakke
kufferten og fordufte". Det lyder jo som om fhv. PET-chef Bonnichsen
ikke anser det for sandsynligt at Politiets Efterretnings Tjeneste ville
ønske, eller være i stand til, at afsløre hvem de
skyldige måtte være. Og han finder det åbenbart i
orden at stemple mennesker i flæng og blæse på om
retfærdighed sker fyldest.
Sidste kapitel giver Bonnichsens bedste sider, også i overført
betydning. På s.233 står: -"Det er en grundsætning
i enhver retsstat, at der skal være domstolskontrol, så
vi fastholder den proces, hvor en forsvarer kan gå ind og så
tvivl om anklagerens beviser. Denne grundsætning må aldrig
ændres, og jeg kan ikke forstå, at lovgiverne bag den nye
terrorpakke har åbnet op for et sådant skred". Og på
s.234, om Birthe Rønn Hornbæks indflydelse på "at
luge ud i de værste vildskud" bland de 49 forslag fra regeringen:
-"Hun var også bekymret over et andet forslag, nemlig sammenlægningen
af PET og NEC, der støtter politiet i større sager om
organiseret kriminalitet". Her får læserne en beskrivelse
af NEC's opgave, nemlig at efterforske og samle beviser, så en
begået forbrydelse kan komme til domstolene, mens PET's efterretningsarbejde
er til for at forhindre en forbrydelse. Og: -"hvem tegner grænsen
mellem efterforskning og efterretning i en konkret sag?"
Begrundelsen for sammenlægningen skulle være at terrorisme
og organiseret kriminalitet bliver stadig mere sammenfiltret. Men, skriver
Bonnichsen: -"Det har jeg svært ved at se. Læren fra
terrorbomberne i London var jo netop, at det kun koster lommepenge at
fremstille kraftige bomber. Sammenhængen er derfor ikke så
eksplicit, som nogen gerne vil gøre den til."
Bonnichsen deltog ikke i udvalgsarbejdet om den nye terrorpakke. Han
mener at der kunne være gode grunde til at han ikke blev spurgt,
fx at han snart skulle på pension, men tillægger: -"Alligevel
undrer det mig, at man ikke brugte min ekspertise. Var det, fordi jeg
var for kritisk mod visse dele af terrorpakken?"
Ja, det kan jeg så også undre mig over (om end for sjov),
- denne gang i fuld samdrægtighed med nyklækkede forfatter
og fhv. politi- og PET-mand Hans Jørgen Bonnichsen.
Doris Kruckenberg
k.doris@gmail.com
Mere
om bogen hér