Af
Doris Kruckenberg, TFF frivillig
og fredsaktiv
12. februar, 2007
WORLD SOCIAL FORUM (det syvende) I
NAIROBI, KENYA, 20. – 25. JANUAR, 2007 hørte man ikke meget
om i den danske presse. Det indskrænkede sig til nogle klip om
Jens Galschiøt og hans kampagne for sexual oplysning i Afrika,
- modsat dén der fra de fleste religiøse kanter maner
til dydighed, - for at forebygge HIV og AIDS. Der forekom nogle saftige
diskussioner og en energisk kristen amerikaners dagslange demo foran
den famøse statue af en korsfæstet, gravid ung pige, der
førte til at kunstneren selv hamrede korset af pigen for dog
ikke at fornærme nogens dybe religiøse følelse.
Så derfor kunne pressen
i landet med verdens bedste ytringsfrihed lige strække sig til
at nævne denne store internationale begivenhed. Ligeledes har
pressens udfoldelse været som dråber i havet da det gjaldt
de tre ”Danmark Sociale Forum” i 2003, 2004 og 2006.
Hvorfor er den danske presse så
uinteresseret i sociale fora? Er det fordi de civile stemmer her fører
ordet imod de politisk/økonomiske MAGTER, der vil bestemme verdens
kurs? Det Første World Social Forum blev afholdt 2001 i Porto
Alegre, Brasilien. Det skulle udgøre en modvægt til World
Economic Forum, og det havde en forhistorie, nemlig den organiserede
modstand mod uretfærdige handelsregler i WTO-regi, 1999 i Seattle,
USA.
I Porto Alegre, 2001, blev der skrevet et Charter
for Social Forum-Bevægelsen. Den permanente parole er at ”En
Anden Verden er Mulig”.
I år blev WSF for første
gang afholdt på det afrikanske kontinent. Langt om længe,
siger mange, for her er uligheden, fordybet af den nyliberalistiske
globalisering, allerværst. Verden i en nøddeskal.
Et mikrobillede af den globale kløft
mellem rig og fattig kan opleves i Kenyas hovedstad, Nairobi. I det
inderste centrum, nogle ordnede gader omkring Hilton-hotellet, de globale
koncernkontorer og bankerne, færdes de ”pæne”
indfødte i jakkesæt og lædermapper. Rundt om denne
kerne er trængslen overvældende. Folk mokker sig frem, biler
og busser af alle størrelser og kategorier tvinger dem til hasarderede
løb over gaden ved mindste chance. Længere ude i periferien
har vi slummen, kilometer efter kilometer, snavs, mudder, elendigst
tænkelige bræddeskure og faldefærdige vogne med et
udvalg af de magre varer indbyggerne måske kan handle ind til
dagens måltid. Det stinker – reelt og billedligt!
Ti kilometer
nordvest for centrum findes Nairobi-Kitisuru forstaden. Her bebor en
lille minoritet hvide koncerndirektører, ambassadefolk og FN-bureaukrater
hver sin paladsvilla med park, stor som Kongens Nytorv og med en ladeport
til havelåge, sikret af vagter fra de mange succesrige security-firmaer.
På den brede vej, kantet med pragtfuldt blomstrende træer,
bliver man som hvid fodgænger tilbudt lift af racefæller
i 4-hjulstrækkere. De få andre fodgængere er alle
sorte og indgår i kvarterets hær af servicepersonale.
At World Social Forum i Afrika skulle
afholdes i Nairobi, er ikke en tilfældighed. Kenya er Afrikas
mest internationalt orienterede land, bortset fra Sydafrika, med det
store FN-kompleks i hovedstaden og de mange vestlige firmaer (MAERSK-skilte
overalt). Uventet og let chokerende, aldrig tidligere set i WSF-sammenhæng,
var de mange kristne organisationers medvirken. Fra de katolske Franciskanere
til besynderligt navngivne anglikanske sekter svor ”en anden verden
er mulig” og afholdt møder og seminarer på temaer
der kan forbindes med den sociale forumbevægelses charter. At
kirkerne står for den meste socialhjælp på kontinentet
er åbenbart.
Muslimer så man mindre til. En
gruppe fra Somalia, en del af de unge kvinder i slør, gjorde
opmærksom på at KRIGEN nu har nået dem. Anti-krigsaktivister
gennemførte en spontan demo. ”Hands off Somalia, Hands
off Africa, George Bush a terrorist”, ekkoede mod arenaens cirkulære
mur. (At en stor gruppe fra Etiopien var aktiv på WSF, - temaerne
gjaldt især kampen for social retfærdighed og økologi
og mod GMO-agrikultur og EPA, - gav på intet tidspunkt ophav til
kontroverser af nogen art.)
De palæstinensiske grupper, samlet
omkring den fælles problematik at overleve som folk, manifesterede
sig ikke religiøst. Kendte sekulære NGO’er, fx Greenpeace
og Attac, var hovedsagelig fra Europa og Sydamerika. Danmarks Mellemfolkeligt
Samvirke havde aktivt medvirket til organiseringen af WSF-2007, hvis
motto var: Menneskers kamp, Menneskers alternativer.
På Dag Hammarsköld Fondation’s
konference om ny teknik, advarede den amerikanske forsker Pat Mooney
mod I-landenes overdrevne fokus på nano-teknologi: ”Den
skal føre til en rekonstruktion af planeten, som om vi ikke har
’rekonstrueret’ nok med vores forurening af havet, luften,
grundvandet og med klimaet i total ubalance! Om få år kan
vi tilvirke råstoffer artificielt, og begrænsninger for
hvad teknikken må bruges til, findes kun i hovedet på bevidst,
politisk uafhængige videnskabsfolk, og dem er der få af
for tiden”, var nogle af Mooney’s ord.
Og at teknologi er politik, (og politik
en teknik), det bekræftede Larry Lohman, også fra USA, som
har forsket i netop det. Han kom med en, for flere af os ”almindelige”
folkebevægelse-medlemmer, ny vinkel: ”Mange af de store
NGO’er er med til at fremme dum forskning og latterlige tekniske
’fremskridt’, de bliver brugt til blåstempling af
adskillige forskningsprojekter vi ville være bedre foruden. De
er uvidende eller også er de kyniske”, sagde han, men han
nævnte ingen navne.
Den indiske videnskabskvinde og WTO-modstander,
Vandana Shiva, pegede på hvor bittert vi i dag kæmper for
at overleve de negative konsekvenser af gammel teknologi. ”Skulle
vi ikke lige først blive færdige med det?”, spurgte
hun, og hun tillagde: ”Nu kan ny teknologi opbevare menneskelige
organer i 10 år, - - - og årligt forsvinder ca. 1000 indiske
børn fra jordens overflade på grund af organindustrien!”
Shiva, som er genial til at fremmane
sammenhængene i storpolitik så alle kan se det klart, kom
også ind på Krigen mod Terror, idet hun fortalte en lille
aktuel historie fra sit land: ”En rig forretningsmand fra Indonesien
tilbød den indiske centralregering en stor sum for et mindre
område i landet til at oprette sit eget lille fabriksimperium.
Det kunne vel også give arbejde til de få mennesker der
boede i området. God ide, fandt den indiske regerings økonomer
frem til, og handelen blev gennemført. Men nu ville det sig at
folket i en lille landsby, der altid havde været bosat på
dette sted med en levedygtig agrarkultur, ikke havde lyst til
at blive smidt ud fra deres landsby og marker for at blive fabriksarbejdere
på den indonesiske koncern. De sagde nej, de protesterede, og
da det ikke hjalp modsatte de sig til sidst fysisk og holdt landsbyen
”besat” med sten, kæppe og en og anden gammel riffel
lige til politiet kom og arresterede dem under anklagen: terrorisme.
Og de sidder stadig inde, ingen ved hvordan man skal hjælpe dem
ud, for de er jo formodede terrorister.”
På Friends of the Earth’
møde om food sovereignty (uafhængig mad) blev kampen mod
EPA (frihandelsplan som EU vil trække ned over Afrika, Caribien
og Stillehavsøerne) sat i højsæde. Man må
spørge: Kan fri handel mellem et superrigt EU og de allerfattigste
lande i verden være andet end totalt ubalanceret?
En delegat fra Congo spurgte hvorfor
EU insisterer så voldsomt på EPA, når de bedyrer at
de ikke har kommercielle fordele af den. ”Er vi så dumme
at vi efter slaveriet, kolonialismen og den følgende neokolonialisme
atter lader os lure af Europa?” Det blev pointeret at EU’s
EPA-forhandlere har delt U-landene op i 6 kategorier, efter økonomisk
formåen iflg. EU, og det forhindrer dem effektivt i at stå
sammen om nogle krav, mens det tvært imod vil få dem til
at konkurrere med hinanden. ”EU-handelsfolk er jo IKKE dumme”,
konkluderede manden fra Congo.
Det står klart at EPA vil gavne
transnationale firmaers storstilede projekter, mens de 80% af Afrikas
befolkning der lever af jorden, vil blive endnu mere sultne, for hvordan
skulle de alle kunne levere varer som EU vil have? ”Vi vil bare
ha’ lov til at dyrke det vi spiser og spise det vi dyrker”,
som en kenyansk bondekvinde udtrykte det.
Der er flere paralleller til EPA. På
WSF i Porto Alegre, Brasilien, 2003 rasede protesterne mod ALCA, den
spanske benævnelse på FTAA(=Free Trade Agreement of the
America’s). Kampen spredte sig over hele Latinamerika, og i 2006
måtte USA lægge de planer på hylden. Det er en positiv
historie.
En negativ historie er NAFTA, frihandelsaftalen
mellem USA, Canada og Mexico. Den ledte til at Mexico blev oversvømmet
af billig majs fra USA, så de mexicanske bønder var tvunget
til at nedlægge deres majsproduktion, basisafgrøden i Centralamerika
gennem alle tider. I 1993 var der mange advarsler mod hvad NAFTA kunne
medføre for Mexicos fattige, men aftalen blev underskrevet. I
dag har landet ikke egen majs nok, og USA bruger en god del af sin majs
til at producere biobrændsel, så nu er der for lidt af varen,
og så stiger prisen jo. Og de tidligere majsbønder, der
i dag lever arbejdsløse i de voksende slumkvarterer omkring de
store byer, skal til at betale dyrt for basisføden, majstortillaerne,
der stiger 30% i pris lige for tiden.
Modstanden mod EPA i de fattige syd-lande,
som EU vil have åbne handelsgrænser til, skal støttes
af os i Europa. De afrikanske bevægelser er ikke så stærke
som de latinamerikanske, og de har brug for at europæerne engagerer
sig seriøst i dette. Det er noget der burde sættes stort
fokus på ved alle de Sociale Fora i Europa!
På anti-krigsmøderne var
engelske STOP THE WAR COALITION i centrum. Under mottoet ”Globalise
Resistance” talte folk som Walden Bello og Samir Amin om krig
og imperialisme, om modstand og kampen for fred og retfærdighed.
At krigen i Somalia viser USA’s skelen til Østafrikas oliereserver
var klart for alle.
På et afsluttende møde
uddybede Samir Amin, - som er en meget anerkendt og citeret egyptisk
sociologi professor, der i mange år har beskæftiget sig
med den økonomiske globaliserings betydning især for fattige
mennesker, - militarismens rolle i den globale kapitalisme: ”Koncernerne
kan ikke beholde deres greb om verdens fattige nationer uden militær
i ryggen. Det er dér vi er i dag. For os der vil en anden verden,
betyder det mere samarbejde på alle plan og skift fra en defensiv
attitude til langt mere aktiv, ikke-voldelig modstand!”
Yderligere et tema der fyldte stort,
som på alle tidligere sociale fora, var verdens vand.
I alt for mange områder i de fattige lande privatiseres vandforsyning
og afløbsservice. Endnu har det aldrig ført til andet
gode end nogle allerede rige aktieejeres større indkomst. Hverken
i Europa, med indbyggere der dog kan stille større krav, eller
i noget U-land har privatisering ført til forbedret vandforsyning.
Og i de fleste tilfælde har det ført til uhørte
prisstigninger, som har givet de fattigste i U-landene valgmuligheden
mellem pest og kolera, næsten i bogstavelig forstand, nemlig mellem
at dø at tørst eller af at drikke forurenet vand.
Der er alt for mange eksempler på
hvordan Verdensbanken og Valutafonden har tvunget privatiseringer ned
over afrikanske lande. Men heldigvis findes der positive historier om
hvordan stærke folkelige protester, både i I- og U-lande,
har tvunget kommunale beslutningstagere til at ”købe vandet
tilbage”. Dem skal der blive flere af!
World Social Forum 2007 i Nairobi indeholdt
selvmodsigelser. For eksempel gik den kenyanske regerings sponsorering
af foretagendet langt udover de rammer SocialForum-bevægelses
charter lægger for officielle politiske kræfter.
I dagene inden d.20., hvor indregistreringen
foregik på det centrale flotte Kenyatta International Konference
Center, hørtes mange protester på europæiske og afrikanske
sprog, over de forhøjede priser der ramte alle, også de
fattigste, der var garanteret lavere pris som altid på WSF. Vi
fra de rige lande skal selvfølgelig betale mere, vi har alle
mere at rutte med end fx afrikanerne. Men en gruppe unge italienere,
der med 80 euro på lommen ville lave forefaldende arbejde mod
fri registrering, fik at vide at selv om de alle fem sov i samme medbragte
telt på CAMP’en, så skulle de hver af med 10 dollar
pr. nat. En detalje der ikke rimer med ideen bag Social Forum.
Men allertydeligst blev skævheden
ude på Kasarani, det store sportscenter ca. 10 km. nordøst
for centrum, hvor WSF-2007 blev afholdt. Der afsløredes det at
den eneste restaurant der lå centralt i området, var en
forlængelse af det mondæne Windsor hotel, ejet af en minister
i den nuværende regering, John Michuki, som ikke direkte er kendt
for socialt engagement. Det var et dyrt og flot hjørne, lige
overfor WSF’s info.central, hvor de bedre stillede delegater mæskede
sig. Ifølge en officiel meddelelse ”vil Kenya gerne sætte
sådan et pænt sted som Windsor til skue i verdens udstillingsvindue”.
Men efter at ejerskabet var blevet almindelig kendt, fik piben en anden
lyd. På tredjedagens formiddag gik en blandet gruppe WSF-delegater
til aktion. Restauranten blev omringet og hoben ”besatte”
bar, øltønde og kaffemaskine og tog for sig af retterne
helt gratis, mens politiet passivt måtte kigge på det pæne
”verdens udstillingsvindue”. Café Windsor blev nedlagt,
og folk med majskolbe-ristere og frugt- og yoghurtboder fik lov at komme
ind.
Ikke nok med det: En gruppe politisk
aktive slumbeboere havde slået lejr udenfor hovedindgangen, hvor
der var nøje kontrol med registreringskortet. Slumfolket havde
ikke penge til selv den billigste registreringsafgift. I 48 timer holdt
de stand, og endelig kom beslutningen fra WSF’s internationale
komité, at de skulle ind på fribillet. WSF konkluderer:
Hvem ved mere om fattigdom end de fattige? De skal med som de forreste
i kampen! Disse hændelser fik stemningen op i alle lejre på
Kasarani i Nairobi de sidste dage af World Social Forum, 2007.
Til sidst lidt om marchen d. 25., der
satte punktum for årets WSF. Den var tydeligvis tilrettelagt for
at alle med egne øjne skulle se slummen som den breder sig ud
i Nairobi. Dagen begyndte med et 6 -7 km. ”maratonløb”
fra en lidt mindre slumpræget forstad i nærheden af Kasarani
kl. 08, til udkanten af byen ved 10-tiden, hvor ikke- løbende
demonstranter sluttede sig til. Og så fulgte en endeløs
gåtur gennem mudder, grus og alle former for snavs. Hvordan biler,
for sådanne var der faktisk nogle af, kunne køre i de plørerevner
der udgjorde det for gader er en gåde, men endnu værre:
hvordan kan mennesker leve sådan? Og det er ikke en minoritet.
Ca. 1/3 af Nairobis indbyggere, dvs. millioner, bor i slumområder.
Om marchrutens tilrettelæggere
var blevet tvunget til også at vise finere sager i ”verdens
udstillingsvindue”, var der lidt diskussioner om. For efter de
godt 5 km. slum blev man ført andre 5 -6 km. gennem et industriområde
med alle de multinationale storkoncerners gigantiske ”forter”,
hvor Mercedes Benz’s stod sig i konkurrencen som det mest noble,
rent arkitektonisk. De fleste marchdeltagere var altså godt møre
da de endelig nåede frem til Uhuruparken (uhuru = frihed på
swahili) i Nairobis centrum.
Det var samme sted som man den 20.
havde fejret WSF’s åbningsfest. Da havde der været
mange kendte talere på programmet, den mest celebre, Kenneth Kaunda,
Zambias første præsident. Den 25. var der få talere,
nu var der behov for musik og dans; og de sidste indkøb af T-shirts
med politiske budskaber, samt diverse typiske håndarbejder, kunne
foretages her, inden man valgte at gå igennem den lille afskallede
træport prydet med teksten ”NAIROBI BEACH CLUB” (humor
skorter det ikke på) der leder hen til en gul åkande-sø
i parken og videre ud i den fine bykerne. Man skulle jo gerne nå
hjem til sit logi i den mindre mondæne bydel inden mørkets
frembrud, som alle kloge råd byder: Glem ikke Nairobis tilnavn
”Nairobery”.
Forhåbentlig betyder WSF i en
af verdens mest socialt ulige byer på verdens fattigste kontinent,
at nogle frø til forandring er sået. At En Anden Verden
kan spire frem i Afrika.