TFF logo TFF logo
T r e a s u r e s 2007
TREASURES Sitemap Areas we work in Resources Columns and art

Publications

About TFF

Support our work

Search & services

Contact us

 


Rapport fra World Social Forum
i Nairobi

 

Af

Doris Kruckenberg, TFF frivillig og fredsaktiv


 

12. februar, 2007

WORLD SOCIAL FORUM (det syvende) I NAIROBI, KENYA, 20. – 25. JANUAR, 2007 hørte man ikke meget om i den danske presse. Det indskrænkede sig til nogle klip om Jens Galschiøt og hans kampagne for sexual oplysning i Afrika, - modsat dén der fra de fleste religiøse kanter maner til dydighed, - for at forebygge HIV og AIDS. Der forekom nogle saftige diskussioner og en energisk kristen amerikaners dagslange demo foran den famøse statue af en korsfæstet, gravid ung pige, der førte til at kunstneren selv hamrede korset af pigen for dog ikke at fornærme nogens dybe religiøse følelse.

derfor kunne pressen i landet med verdens bedste ytringsfrihed lige strække sig til at nævne denne store internationale begivenhed. Ligeledes har pressens udfoldelse været som dråber i havet da det gjaldt de tre ”Danmark Sociale Forum” i 2003, 2004 og 2006.

Hvorfor er den danske presse så uinteresseret i sociale fora? Er det fordi de civile stemmer her fører ordet imod de politisk/økonomiske MAGTER, der vil bestemme verdens kurs? Det Første World Social Forum blev afholdt 2001 i Porto Alegre, Brasilien. Det skulle udgøre en modvægt til World Economic Forum, og det havde en forhistorie, nemlig den organiserede modstand mod uretfærdige handelsregler i WTO-regi, 1999 i Seattle, USA.
I Porto Alegre, 2001, blev der skrevet et Charter for Social Forum-Bevægelsen. Den permanente parole er at ”En Anden Verden er Mulig”.

I år blev WSF for første gang afholdt på det afrikanske kontinent. Langt om længe, siger mange, for her er uligheden, fordybet af den nyliberalistiske globalisering, allerværst. Verden i en nøddeskal.

Et mikrobillede af den globale kløft mellem rig og fattig kan opleves i Kenyas hovedstad, Nairobi. I det inderste centrum, nogle ordnede gader omkring Hilton-hotellet, de globale koncernkontorer og bankerne, færdes de ”pæne” indfødte i jakkesæt og lædermapper. Rundt om denne kerne er trængslen overvældende. Folk mokker sig frem, biler og busser af alle størrelser og kategorier tvinger dem til hasarderede løb over gaden ved mindste chance. Længere ude i periferien har vi slummen, kilometer efter kilometer, snavs, mudder, elendigst tænkelige bræddeskure og faldefærdige vogne med et udvalg af de magre varer indbyggerne måske kan handle ind til dagens måltid. Det stinker – reelt og billedligt!

Ti kilometer nordvest for centrum findes Nairobi-Kitisuru forstaden. Her bebor en lille minoritet hvide koncerndirektører, ambassadefolk og FN-bureaukrater hver sin paladsvilla med park, stor som Kongens Nytorv og med en ladeport til havelåge, sikret af vagter fra de mange succesrige security-firmaer. På den brede vej, kantet med pragtfuldt blomstrende træer, bliver man som hvid fodgænger tilbudt lift af racefæller i 4-hjulstrækkere. De få andre fodgængere er alle sorte og indgår i kvarterets hær af servicepersonale.

At World Social Forum i Afrika skulle afholdes i Nairobi, er ikke en tilfældighed. Kenya er Afrikas mest internationalt orienterede land, bortset fra Sydafrika, med det store FN-kompleks i hovedstaden og de mange vestlige firmaer (MAERSK-skilte overalt). Uventet og let chokerende, aldrig tidligere set i WSF-sammenhæng, var de mange kristne organisationers medvirken. Fra de katolske Franciskanere til besynderligt navngivne anglikanske sekter svor ”en anden verden er mulig” og afholdt møder og seminarer på temaer der kan forbindes med den sociale forumbevægelses charter. At kirkerne står for den meste socialhjælp på kontinentet er åbenbart.

Muslimer så man mindre til. En gruppe fra Somalia, en del af de unge kvinder i slør, gjorde opmærksom på at KRIGEN nu har nået dem. Anti-krigsaktivister gennemførte en spontan demo. ”Hands off Somalia, Hands off Africa, George Bush a terrorist”, ekkoede mod arenaens cirkulære mur. (At en stor gruppe fra Etiopien var aktiv på WSF, - temaerne gjaldt især kampen for social retfærdighed og økologi og mod GMO-agrikultur og EPA, - gav på intet tidspunkt ophav til kontroverser af nogen art.)

De palæstinensiske grupper, samlet omkring den fælles problematik at overleve som folk, manifesterede sig ikke religiøst. Kendte sekulære NGO’er, fx Greenpeace og Attac, var hovedsagelig fra Europa og Sydamerika. Danmarks Mellemfolkeligt Samvirke havde aktivt medvirket til organiseringen af WSF-2007, hvis motto var: Menneskers kamp, Menneskers alternativer.

På Dag Hammarsköld Fondation’s konference om ny teknik, advarede den amerikanske forsker Pat Mooney mod I-landenes overdrevne fokus på nano-teknologi: ”Den skal føre til en rekonstruktion af planeten, som om vi ikke har ’rekonstrueret’ nok med vores forurening af havet, luften, grundvandet og med klimaet i total ubalance! Om få år kan vi tilvirke råstoffer artificielt, og begrænsninger for hvad teknikken må bruges til, findes kun i hovedet på bevidst, politisk uafhængige videnskabsfolk, og dem er der få af for tiden”, var nogle af Mooney’s ord.

Og at teknologi er politik, (og politik en teknik), det bekræftede Larry Lohman, også fra USA, som har forsket i netop det. Han kom med en, for flere af os ”almindelige” folkebevægelse-medlemmer, ny vinkel: ”Mange af de store NGO’er er med til at fremme dum forskning og latterlige tekniske ’fremskridt’, de bliver brugt til blåstempling af adskillige forskningsprojekter vi ville være bedre foruden. De er uvidende eller også er de kyniske”, sagde han, men han nævnte ingen navne.

Den indiske videnskabskvinde og WTO-modstander, Vandana Shiva, pegede på hvor bittert vi i dag kæmper for at overleve de negative konsekvenser af gammel teknologi. ”Skulle vi ikke lige først blive færdige med det?”, spurgte hun, og hun tillagde: ”Nu kan ny teknologi opbevare menneskelige organer i 10 år, - - - og årligt forsvinder ca. 1000 indiske børn fra jordens overflade på grund af organindustrien!”

Shiva, som er genial til at fremmane sammenhængene i storpolitik så alle kan se det klart, kom også ind på Krigen mod Terror, idet hun fortalte en lille aktuel historie fra sit land: ”En rig forretningsmand fra Indonesien tilbød den indiske centralregering en stor sum for et mindre område i landet til at oprette sit eget lille fabriksimperium. Det kunne vel også give arbejde til de få mennesker der boede i området. God ide, fandt den indiske regerings økonomer frem til, og handelen blev gennemført. Men nu ville det sig at folket i en lille landsby, der altid havde været bosat på dette sted med en levedygtig agrarkultur, ikke havde lyst til at blive smidt ud fra deres landsby og marker for at blive fabriksarbejdere på den indonesiske koncern. De sagde nej, de protesterede, og da det ikke hjalp modsatte de sig til sidst fysisk og holdt landsbyen ”besat” med sten, kæppe og en og anden gammel riffel lige til politiet kom og arresterede dem under anklagen: terrorisme. Og de sidder stadig inde, ingen ved hvordan man skal hjælpe dem ud, for de er jo formodede terrorister.”

På Friends of the Earth’ møde om food sovereignty (uafhængig mad) blev kampen mod EPA (frihandelsplan som EU vil trække ned over Afrika, Caribien og Stillehavsøerne) sat i højsæde. Man må spørge: Kan fri handel mellem et superrigt EU og de allerfattigste lande i verden være andet end totalt ubalanceret?

En delegat fra Congo spurgte hvorfor EU insisterer så voldsomt på EPA, når de bedyrer at de ikke har kommercielle fordele af den. ”Er vi så dumme at vi efter slaveriet, kolonialismen og den følgende neokolonialisme atter lader os lure af Europa?” Det blev pointeret at EU’s EPA-forhandlere har delt U-landene op i 6 kategorier, efter økonomisk formåen iflg. EU, og det forhindrer dem effektivt i at stå sammen om nogle krav, mens det tvært imod vil få dem til at konkurrere med hinanden. ”EU-handelsfolk er jo IKKE dumme”, konkluderede manden fra Congo.

Det står klart at EPA vil gavne transnationale firmaers storstilede projekter, mens de 80% af Afrikas befolkning der lever af jorden, vil blive endnu mere sultne, for hvordan skulle de alle kunne levere varer som EU vil have? ”Vi vil bare ha’ lov til at dyrke det vi spiser og spise det vi dyrker”, som en kenyansk bondekvinde udtrykte det.

Der er flere paralleller til EPA. På WSF i Porto Alegre, Brasilien, 2003 rasede protesterne mod ALCA, den spanske benævnelse på FTAA(=Free Trade Agreement of the America’s). Kampen spredte sig over hele Latinamerika, og i 2006 måtte USA lægge de planer på hylden. Det er en positiv historie.

En negativ historie er NAFTA, frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico. Den ledte til at Mexico blev oversvømmet af billig majs fra USA, så de mexicanske bønder var tvunget til at nedlægge deres majsproduktion, basisafgrøden i Centralamerika gennem alle tider. I 1993 var der mange advarsler mod hvad NAFTA kunne medføre for Mexicos fattige, men aftalen blev underskrevet. I dag har landet ikke egen majs nok, og USA bruger en god del af sin majs til at producere biobrændsel, så nu er der for lidt af varen, og så stiger prisen jo. Og de tidligere majsbønder, der i dag lever arbejdsløse i de voksende slumkvarterer omkring de store byer, skal til at betale dyrt for basisføden, majstortillaerne, der stiger 30% i pris lige for tiden.

Modstanden mod EPA i de fattige syd-lande, som EU vil have åbne handelsgrænser til, skal støttes af os i Europa. De afrikanske bevægelser er ikke så stærke som de latinamerikanske, og de har brug for at europæerne engagerer sig seriøst i dette. Det er noget der burde sættes stort fokus på ved alle de Sociale Fora i Europa!

På anti-krigsmøderne var engelske STOP THE WAR COALITION i centrum. Under mottoet ”Globalise Resistance” talte folk som Walden Bello og Samir Amin om krig og imperialisme, om modstand og kampen for fred og retfærdighed. At krigen i Somalia viser USA’s skelen til Østafrikas oliereserver var klart for alle.

På et afsluttende møde uddybede Samir Amin, - som er en meget anerkendt og citeret egyptisk sociologi professor, der i mange år har beskæftiget sig med den økonomiske globaliserings betydning især for fattige mennesker, - militarismens rolle i den globale kapitalisme: ”Koncernerne kan ikke beholde deres greb om verdens fattige nationer uden militær i ryggen. Det er dér vi er i dag. For os der vil en anden verden, betyder det mere samarbejde på alle plan og skift fra en defensiv attitude til langt mere aktiv, ikke-voldelig modstand!”

Yderligere et tema der fyldte stort, som på alle tidligere sociale fora, var verdens vand. I alt for mange områder i de fattige lande privatiseres vandforsyning og afløbsservice. Endnu har det aldrig ført til andet gode end nogle allerede rige aktieejeres større indkomst. Hverken i Europa, med indbyggere der dog kan stille større krav, eller i noget U-land har privatisering ført til forbedret vandforsyning. Og i de fleste tilfælde har det ført til uhørte prisstigninger, som har givet de fattigste i U-landene valgmuligheden mellem pest og kolera, næsten i bogstavelig forstand, nemlig mellem at dø at tørst eller af at drikke forurenet vand.

Der er alt for mange eksempler på hvordan Verdensbanken og Valutafonden har tvunget privatiseringer ned over afrikanske lande. Men heldigvis findes der positive historier om hvordan stærke folkelige protester, både i I- og U-lande, har tvunget kommunale beslutningstagere til at ”købe vandet tilbage”. Dem skal der blive flere af!

World Social Forum 2007 i Nairobi indeholdt selvmodsigelser. For eksempel gik den kenyanske regerings sponsorering af foretagendet langt udover de rammer SocialForum-bevægelses charter lægger for officielle politiske kræfter.

I dagene inden d.20., hvor indregistreringen foregik på det centrale flotte Kenyatta International Konference Center, hørtes mange protester på europæiske og afrikanske sprog, over de forhøjede priser der ramte alle, også de fattigste, der var garanteret lavere pris som altid på WSF. Vi fra de rige lande skal selvfølgelig betale mere, vi har alle mere at rutte med end fx afrikanerne. Men en gruppe unge italienere, der med 80 euro på lommen ville lave forefaldende arbejde mod fri registrering, fik at vide at selv om de alle fem sov i samme medbragte telt på CAMP’en, så skulle de hver af med 10 dollar pr. nat. En detalje der ikke rimer med ideen bag Social Forum.

Men allertydeligst blev skævheden ude på Kasarani, det store sportscenter ca. 10 km. nordøst for centrum, hvor WSF-2007 blev afholdt. Der afsløredes det at den eneste restaurant der lå centralt i området, var en forlængelse af det mondæne Windsor hotel, ejet af en minister i den nuværende regering, John Michuki, som ikke direkte er kendt for socialt engagement. Det var et dyrt og flot hjørne, lige overfor WSF’s info.central, hvor de bedre stillede delegater mæskede sig. Ifølge en officiel meddelelse ”vil Kenya gerne sætte sådan et pænt sted som Windsor til skue i verdens udstillingsvindue”. Men efter at ejerskabet var blevet almindelig kendt, fik piben en anden lyd. På tredjedagens formiddag gik en blandet gruppe WSF-delegater til aktion. Restauranten blev omringet og hoben ”besatte” bar, øltønde og kaffemaskine og tog for sig af retterne helt gratis, mens politiet passivt måtte kigge på det pæne ”verdens udstillingsvindue”. Café Windsor blev nedlagt, og folk med majskolbe-ristere og frugt- og yoghurtboder fik lov at komme ind.

Ikke nok med det: En gruppe politisk aktive slumbeboere havde slået lejr udenfor hovedindgangen, hvor der var nøje kontrol med registreringskortet. Slumfolket havde ikke penge til selv den billigste registreringsafgift. I 48 timer holdt de stand, og endelig kom beslutningen fra WSF’s internationale komité, at de skulle ind på fribillet. WSF konkluderer: Hvem ved mere om fattigdom end de fattige? De skal med som de forreste i kampen! Disse hændelser fik stemningen op i alle lejre på Kasarani i Nairobi de sidste dage af World Social Forum, 2007.


Would you be reading this now,
if it wasn't useful to you?

Then please support TFF's work for peace
and make an honour payment to this site


Til sidst lidt om marchen d. 25., der satte punktum for årets WSF. Den var tydeligvis tilrettelagt for at alle med egne øjne skulle se slummen som den breder sig ud i Nairobi. Dagen begyndte med et 6 -7 km. ”maratonløb” fra en lidt mindre slumpræget forstad i nærheden af Kasarani kl. 08, til udkanten af byen ved 10-tiden, hvor ikke- løbende demonstranter sluttede sig til. Og så fulgte en endeløs gåtur gennem mudder, grus og alle former for snavs. Hvordan biler, for sådanne var der faktisk nogle af, kunne køre i de plørerevner der udgjorde det for gader er en gåde, men endnu værre: hvordan kan mennesker leve sådan? Og det er ikke en minoritet. Ca. 1/3 af Nairobis indbyggere, dvs. millioner, bor i slumområder.

Om marchrutens tilrettelæggere var blevet tvunget til også at vise finere sager i ”verdens udstillingsvindue”, var der lidt diskussioner om. For efter de godt 5 km. slum blev man ført andre 5 -6 km. gennem et industriområde med alle de multinationale storkoncerners gigantiske ”forter”, hvor Mercedes Benz’s stod sig i konkurrencen som det mest noble, rent arkitektonisk. De fleste marchdeltagere var altså godt møre da de endelig nåede frem til Uhuruparken (uhuru = frihed på swahili) i Nairobis centrum.

Det var samme sted som man den 20. havde fejret WSF’s åbningsfest. Da havde der været mange kendte talere på programmet, den mest celebre, Kenneth Kaunda, Zambias første præsident. Den 25. var der få talere, nu var der behov for musik og dans; og de sidste indkøb af T-shirts med politiske budskaber, samt diverse typiske håndarbejder, kunne foretages her, inden man valgte at gå igennem den lille afskallede træport prydet med teksten ”NAIROBI BEACH CLUB” (humor skorter det ikke på) der leder hen til en gul åkande-sø i parken og videre ud i den fine bykerne. Man skulle jo gerne nå hjem til sit logi i den mindre mondæne bydel inden mørkets frembrud, som alle kloge råd byder: Glem ikke Nairobis tilnavn ”Nairobery”.

Forhåbentlig betyder WSF i en af verdens mest socialt ulige byer på verdens fattigste kontinent, at nogle frø til forandring er sået. At En Anden Verden kan spire frem i Afrika.

*

 

Copyright © TFF & the author 1997 till today. All rights reserved.

 

Tell a friend about this TFF article

Send to:

From:

Message and your name

Get free TFF articles & updates


TREASURES Sitemap Areas we work in Resources Columns and art
Publications About TFF Support our work Search & services Contact us


The Transnational Foundation for Peace and Future Research
Vegagatan 25, S - 224 57 Lund, Sweden
Phone + 46 - 46 - 145909     Fax + 46 - 46 - 144512
www.transnational.org

© TFF 1997 till today. All righs reserved.