Hvad er fred?
Opsummering af 35 års
tanker og praksis
By
Jan
Oberg
11. april, 2007
Fred er at sikre
udvikling og udvikle sikkerhed med ikkevold og mangfoldighed
Individer så vel som samfund behøver mange ting men to
er basale og universelle. Udvikling betyder en kontinuerlig
modning, højere niveauer for at leve og være, tilfredsstillelse
af mikro/basale behov (som f.eks. mad og vand), meso/højere behov
(f.eks. fællesskab, værdighed, psyko-socialt helbred) og
makro/højeste behov (ex. spiritualitet, kærlighed, selvudvikling
og andre former for realisering, universelt fællesskab.)
Nogle - som psykologen Abraham Maslow - argumenterer for at menneskelige
og sociale behov er organiseret hierarkisk, altså at vi mennesker
først må have de grundlæggende behov tilfredsstillet,
før vi kan stige opad. Men mennesker i dyb krise har historien
igennem leveret beviser på at højere ikke-materielle behov
og niveauer af eksistens hjalp dem til at overleve, f.eks. troen på
en Gud og håbet om medmenneskers solidaritet. Kunsthistorien er
fyldt med personligheder hvis ’lavere’ behov ikke blev dækket,
men de berigede alligevel verden med deres sublime udtryk.
Sikkerhed eller tryghed er det andet basale element. Eksistentielt
indebærer det en oplevelse af at der er noget –
jeg selv såvel som verden rundt om – nu og i fremtiden snarere
end at verden og jeg forsvinder og bliver tilintetgjort. Vi investerer
i vores udvikling, uddanner os, køber bolig og stifter familie
udelukkende på baggrund af en mere eller mindre bevidst opfattelse
af at der vil være en fremtid, en fremtid i hvilken vi opnår
nogle goder ved at dedikere os selv til at arbejde hen imod bestemte
forventede resultater.
For at skabe sikkerhed er nogle ressourcer en nødvendighed, sikkerhed
kan ikke skabes ud af ingenting. Der skal være en udvikling, f.eks.
i form af fødevareproduktion eller byggematerialer til huset,
for at skabe følelsen af sikkerhed i forhold til morgendagens
eksistens.
Fred hører til filosofiens ‘essentielle omtvistede begreber
(essentially contested conncepts) for at bruge filosoffen W. B. Gallies
term fra 1956. Gallie argumenterede for at det er umuligt at præcist
definere nøglebegreber som ’social retfærdighed’
’demokrati’, ’kunst’, ’moralsk godhed’
og ’pligt’ selvom det nok er muligt og rationelt at diskutere
ens retfærdiggørelser for at fastholde én fortolkning
frem for konkurrerende fortolkninger. Så denne korte redegørelse
fremfører ikke ideen om at fred kan defineres engang
for alle.
Fred er noget, der er i stadig udfoldelse, kun kan tilnærmes og
som vil have forskellige konnotationer og tyngdepunkter alt efter kultur,
historisk kontekst, omstændigheder og social kosmologi –
hvad enten det f.eks. drejer sig kristendommens Agape, islams
Dar al-Islam (fredens hus), det jødiske Shalom,
det konfucianske ho p’ing-p’ing ho, det japanske
heiwa-wahei, Gandhis ahimsa/satyagraha - eller den moderne,
vestlige (fejlkonstruerede) idé om at fred er balancen af (politisk)
magt nogle gange kombineret med terrorbalance, dvs. nuklear våbenbalance
for gensidig at afskrække hinanden fra at påbegynde en krig
(på engelsk MAD = mutually assured destruction = gensidig garanteret
ødelæggelse). MAD betyder som bekendt vanvittigt eller
sindssygt.
Uden at fortsætte ind i flere overvejelser om disse ret så
komplicerede teorier, så lad os nu væve udvikling og sikkerhed
ind i hinanden; så får vi en tilgang til fred som
siger at fred er at udvikle sikkerhed og sikre udvikling.
Ligesom udvikling ikke kun er ekstern og økonomisk-materiel
vækst, består sikkerhed ikke kun af fysisk-tekniske midler
såsom indsprøjtninger, medicin, tanks og missiler. Uanset
de empiriske-reduktionistiske traditioner i moderne videnskab, så
har sikkerhed også en indre, selv-genererende dimension.
Ingen sikkerhed eller udvikling kan skabes udelukkende af impulser udefra,
udenfor den individuelle eller samfundsmæssige krop.
Groft sagt, mens vi alle er afhængige af andre på forskellige
niveauer – alternativet er total anarki, selv-isolationisme eller
psykosocial selvtilstrækkelighed – er vi også nød
til at stå på vores egne ben, mobilisere indre energier
og realisere vores potentialer for at opnå sikkerhed og udvikling
for os selv og andre. Et menneske der er fuldstændigt afhængigt
af andre i forhold til mad, socialt velvære, medicin eller underholdning
vil således være et dårligt udviklet, begrænset
og usikkert individ og formodentlig meget ulykkeligt. Det samme gælder
det samfund der behøver alt udefra, importerer alting og er totalt
afhængigt af omverdenen. Det kan ikke være frit, det kan
ikke være suverænt og slet ikke uafhængigt bogstaveligt
forstået.
Således har fred et indre selv-generende element der vekselvirker
med ydre elementer.
Dette korresponderer godt med ideen om det ydre og indre menneske, med
tillid til sig selv og tillid til andre. Men det harmonerer også
med en anden dikotomi, nemlig den mellem den materielle og ikke-materielle
væren i udvikling og sikkerhed). Når vi taler om den indre
menneskelig væren betyder det selvfølgelig realiseringen
af de potentialer som hver af os er født med og som er givet
os i vores opdragelse og miljø.
Lad os se lidt mere på de relationelle karakteristika
ved fred. Det øjeblik individer og kollektiver/organisationer,
f.eks. et land, søger at realisere deres potentialer, vil
de uundgåeligt støde imod andre, der gør det samme.
I processen vil hver aktør lede efter og søge kontrol
med ressourcer, der er uundværlige for udvikling og sikkerhed
i tid og som nødvendigvis også vil søges af andre.
Husk at sikkerhed handler om opfattelsen af at der er noget - en væren,
et liv, en verden - snarere end ingenting, tomhed. I en verden med begrænsede
ressourcer (i den forstand at alle ikke kan få alt hvad de kan
lide eller ønsker sig) er det uundgåeligt at der vil blive
en konflikt.
Gandhis har formuleret det sådan, at verden er rig nok til at
stille hele verdens behov, men ikke alles grådighed. Det har stigende
relevans i dagens globale samfund, der domineres af nogle få magtfulde
aktører hvis basale materielle behov blev opfyldt for længe
siden - mens millioner sulter andre steder - men hvis livsstil og måder
at tænke på (takket være ’kosmologi’ =
samfundsprogrammering) gør det naturligt at deres udækkede
ikke-materielle behov til stadighed søges tilfredsstillet gennem
kompensatorisk materielt (over)forbrug.
Kort sagt, konflikter sker. I det store såvel som i det
lille system. Udviklingen skaber dem, sikkerheden søger at håndtere
dem. Intet menneske kan modnes og udvikle sig uden at opleve konflikter,
for eksempel indre moralske dilemmaer og skænderier med forældre,
venner, overordnede, etc. Et samfund uden konflikter kan ikke være
andet end autoritært, Orwellsk, eller et diktatur. Der er dem
der mener at det demokratiske system – i det mindste i teorien
– er den mindst dårlige måde at håndtere konflikter
på. Desværre er demokratierne også langt fremme når
det gælder udviklingen og brugen af de mest voldelige metoder,
menneskeheden kender.
I parentes, er den moderne snak om konfliktbekæmpelse eller
-forebyggelse filosofisk nonsens og sikkert ubevidst bare en anden
måde at undgå det ubehagelige faktum at konflikt er et essentielt
og uundgåeligt aspekt af vores liv. Hvor ville det være
nemmere hvis konflikter bare gik væk af sig selv! Men den konfliktfrie
verden er utopi, og kommer ikke til at finde sted. Skulle vi nogensinde
skabe den ville den blive en dystopi.
Den eneste realistiske måde at håndtere konflikter er at
acceptere og rumme dem, blive bedre til at tackle dem – kort sagt
stande konfliktskyheden og reducere konfliktanalfabetismen. Det vil
sige ved at systematisk gennem alle uddannelsessystemer intensivere
forståelsen for fred, ikkevold, dialog og konflikter og således
professionalisere hvordan man ’skændes godt’. Dermed
er det antydet at fred et langt stykke ad vejen kan læres og har
meget lidt at gøre med spørgsmålet om hvorvidt mennesket
af naturen er godt eller ondt.
Så, fredsdynamikkerne er fuldt forenelige med konflikt, faktisk
kan de ikke adskilles fra konflikt. Hvad der ikke er foreneligt og som
må udskilles er vold.
For at skabe den ægte og holdbare fred har vi altså brug
for voldsforebyggelse og for at citere FN Charterets mest signifikante
og globalt anerkendte (men ikke overholdte) norm: fred med fredelige
midler (Artikel 1.1) og afskaffelse af krig som en accepteret
social institution (præamblen).
For globalt at leve globalt sammen og sammen med vore konflikter har
vi brug for konsensus – for vores udvikling og sikkerhed, for
fred. Ideelt og som en del af en kontinuerlig civilisations proces må
denne konsensus handle om at reducere volden i alle dens former. At
fortsætte med at skabe voldelige redskaber for at sikre sikkerhed
og orden i et dårligt eller fejl-udviklet globalt samfund er en
opskrift på katastrofer. Selv fra en ren økonomisk vinkel,
fra idéen om alternative anvendelser af ressource (opportunity
cost analyse), er det i den grad uholdbart i to henseender:
- stadigt flere investeringer i militær- og andre voldsbaserede
systemer og i den såkaldte krig mod terror vil tage ressourcerne
fra udviklingssektorerne hvor ingen benægter at der er et meget
stort behov. Højteknologiske investeringer i våben
og f.eks. sofistikeret overvågningsteknologi er kapitalintensive
eller, anderledes udtrykt, skaber langt færre arbejdspladser og
tilfredsstiller langt færre menneskers behov end tilsvarende investeringer
i civile sektorer; endvidere skaber den militære sikkerhedssektor
kun få, om overhovedet nogen, spin-off effekter og økonomiske
fordele i samfundets civile sfære. Hvis man ønsker at udvikle
et samfund er det helt ineffektivt at gå omvejen ad den militære
sektor sammenlignet med at foretage direkte investeringer i civil udvikling,
behovstilfredsstillelse og socialt tilpasset teknologi;
- reparationssamfundet vokser– først træffer
globale ledere beslutninger, der er modproduktive i henseende til udvikling
og sikkerhed, altså fred. De træder menneskerettigheder
under fode, starter krige, fremmer materielt overforbrug, driver rovdrift
på ressourcerne, forurener og opretholder en global uretfærdig
verden med magt, - og derefter har vi så brug for miljøpolitikker,
fredsbevarende styrker, forhandlinger, menneskelig helbredelse, fysisk
rekonstruktion, forsoning, etc. til at reparere skaderne og bremse de
langvarige ødelæggelser.
At ty til voldsudøvelse er ikke statsmandskløgt, det er
en yderligere besværlighed skabt af intellektuel fattigdom. At
hjælpe med at løse en konflikt, f.eks. den mellem serbere
og albanere i Kosovo, er en ting. At gøre det efter
at have givet dem våben og efter krig, bombninger, etnisk udrensning,
voldtægter er en helt anden ting. I stedet for at løse
et problem har vi snarere ”fordoblet” det oprindelige problem:
alt er blevet værre, ødelæggelserne større,
hadet dybere og forringet mulighederne for tillid, forsoning og sameksistens.
Ledende filosoffer, samfunds- og fredsforskere har længe argumenteret
for at reparationsudgifterne stiger eksponentielt, og derfor vil voldsforebyggelse,
tidlige varslinger af konflikter og andre forholdsregler være
meget mere effektivt som ledelse og mere humant som taktik. Altså
nogenlunde det samme som i den medicinske verden: forebyggelse er både
mere humant og effektivt end helbredelse bagefter.
Fred er kun mulighed i mangfoldighed. Mangfoldighed fordi menneskeheden
er mangfoldig, det korresponderer med konfliktelementet. Fred kræver
også enhed og det korresponderer med konsensuselementet. Derfor
kan vi med den gamle tanke om ’enhed gennem mangfoldighed’
– unity in diversity - opsummere hvad fred handler om.
Dagens globalisering foregår desværre på en måde
som må betegnes som ’enhed gennem ensformighed’ eller
standardisering. Den er et forgæves forsøg på at
universalisere vestlige (kultur)normer og politisk-økonomiske
teorier – ”forgæves” netop fordi den, de gode
værdier vestliggørelse også bringer ufortalt, gennemtvinger
enhed uden mindste respekt for mangfoldigheden. Og mangel på respekt
er blot andre ord for vold, for ydmygelse, for kulturel arrogance. Det
os, der skal ud og lære dem, ikke at vi skal
lære af hinanden.
Firkantet sagt, vold indbefatter den påtvungne eller
viljesmæssige under-realisering af menneskets og samfundets potentialer.
Den klassiske humanistiske psykolog Eric Fromm udtrykker det sådan
at vold er ’det ikke levede liv.’
Det er ikke vold at af- eller begrænse ens egen selvrealisering
for at give andre en chance for at realisere sig. Men det er vold når
en aktør realiserer hendes eller hans potentiale på måder
der bevidst hindrer andre fra at realisere deres så ”deres
liv ikke kan leves”.
Dette sker gennem fysisk og psykologisk vold, inklusiv kønsrelateret
vold og vold mod børn og de endnu ufødte – det sidste
sker gennem destruktionen af naturens potentialer så de ikke kan
bruges til at stille de kommende generationers behov. Vold sker også
strukturelt og organisatorisk; det betyder at det ikke er en enkelt
aktør som skader andre, men at det er det samlede resultat af
systemets daglige funktion der leder til systematisk under-realisering
af potentialer og til en grad af behovstilfredsstillelse for majoriteten,
der er langt lavere end den kunne være (sub-optimal).
Bagved eller under ethvert tilfælde af vold ligger en konflikt:
inden i en aktør, mellem to eller mellem flere og/eller indbygget
i det økonomiske, kulturelle system. Derfor er dette at lære
at håndtere konflikter med stadig mindre vold, fra individet til
verdensorden, en vigtig måde at nærme sig ideen om fred
på. Hvis vi udbreder undervisningen og træningen i at forstå
og håndtere konflikter gennem uddannelse og professionalisering
vil vi kunne reducere volden i verden. For det er jo sådan at
vold oftest bliver brugt fordi vi mennesker er ”konfliktanalfabeter”
– og ikke nødvendigvis onde – der ikke véd
at der findes andre redskaber end de voldelige.
Hvis vi alle kunne opnå mere konfliktdannelse, kan vi
mindske mange typer af vold på mange niveauer og det vil styrke
udviklingen – dvs. realiseringen af menneskelige og sociale potentialer
såvel som beskytte naturen, miljøet, bedre. Dette vil i
sig selv øge følelsen af sikkerhed og reducere de oplevede
behov for militære og andre former for voldelige (selv)forsvar,
simpelthen fordi verden vil synes mere god og håbefuld.
For at opsummere det hele: fred kan kun tilnærmes og diskuteres.
Den kan ikke og skal ikke defineres en gang for alle. En tilgang som
denne forfatter har udviklet over de sidste 35 år – inspireret
af et utal af mere vise tænkere og praktikere end jeg –
kommer nu hér i telegramstil og tilbydes læseren til kritik
og forbedring.
Fred er at udvikle sikkerhed
og sikre udvikling af det hele menneske og alle mennesker.
Den sammenvæver en række balancer - indre og
ydre faktorer, selvstændighed og samspil med andre, materielle
og spirituelle potentialer, samt konflikt og konsensus.
Det er en permanent proces der tager udgangspunkt i modeller
af menneskelige og sociale behov som de optræder
kulturspecifikt i bredere sociale kosmologier (tænkemåder)
og civilisationer.
Fred er foreneligt med konflikt men ikke med vold. Derfor
har vi brug for en global multikulturel og multidimensional tilgang
til voldsforebyggelse, ikke konfliktforebyggelse. Det opnås
bedst gennem uddannelse og dialog og dyb respekt for ideen
om enhed gennem mangfoldighed – mange slags ”freder”
der væves ind i hinanden som i et kludetæppe - i kontrast
til den voldsfremmende ide om at gennemtvinge én enkelt fredsopfattelse
på alle andre.
Oversat fra engelsk af Kirstine Rønnov Due.
*
Copyright
© TFF & the author 1997 till today. All rights reserved.
Tell a friend about this TFF
article
Send to:
From:
Message and your name
Get
free TFF articles & updates
|