Hvad
der taler for
sanktioner mod Israel
Af
Gerald Kaufman,
Labour medlem af parlamentet for Manchester
Gorton
Det, der virkede
mod apartheid, kan bringe fred til
Mellemøsten
Gerald Kaufman skrev dette i The
Guardian 12. juli 2004
Bombeangrebet i Tel Aviv i
går belyser det desperate behov for at opnå
en fredsløsning. Det belyser også
formålsløsheden i den mur, Israel bygger
på palæstinensisk land, en mur, der blev
fordømt af den Internationale Domstol sidste
fredag, en mur hvis linieføring fordømtes
af Israels højesteret sidste måned. Hvad
skal der til for at få en afslutning på denne
dødsdans?
Da den Internationale Domstol
forlangte at få muren fjernet, svarede den
israelske regering, at den har en "moralsk pligt" til at
forsvare sine borgere. Ganske bortset fra, at denne
regering - den mest højreorienterede og krigeriske
i Israels 56-årige historie - ikke ville kunne
kende en moralsk pligt, hvis den blev slået i
ansigtet med den, så er forsvaret af borgerne den
pligt, som den først og fremmest
svigter.
Siden den anden intifada blev
fremkaldt i september 2000 ved (dengang oppositionsleder)
Ariel Sharons provokatoriske besøg på
muslimernes helligdom Tempelbjerget i Jerusalem, er mere
end 1000 israelere dræbt ved terroristaktioner -
mange flere end i nogen sammenlignelig periode siden
Israel blev dannet. I den samme periode er der
selvfølgelig dræbt 3 gange så mange
palæstinensere af israelere.
For at retfærdiggøre
muren peger den israelske regering på hvad den
hævder er dens succes med at reducere terrorismen
ved fysisk at afspærre Gaza-stribens dybt forarmede
palæstinensere. Den succes illustreredes for et par
uger siden, da en raket fra Gaza-striben dræbte et
israelsk spædbarn, ikke i de ulovlige israelske
bebyggelser i Gaza-striben, men i den nærliggende
israelske by Sderot. Kort efter faldt en anden raket
nogle få hundrede meter fra Sharon selv, da han var
på kondolencevisit i Sderot med erklæringen
"vi lader os ikke rokke".
Muren har ingen chance for at
standse terrorismen, selvom 1 milliard USD er spildt
på den på et tidspunkt, hvor
arbejdsløsheden er rekordhøj, armoden
rammer et stort antal af Israels underklasse,
turistindtægterne er inde i en nedadgående
spiral og økonomien er nærmest i frit fald.
Da jeg besøgte muren for et
par måneder siden, besøgte jeg også
den palæstinensiske by Qalqilya, som er
indespærret i en næsten total omringning af
muren, men som jeg kunne komme ind i med et
FN-køretøj. Næste dag blev israelske
soldater ved et checkpoint, som jeg havde passeret og som
er synligt fra den del af muren, dræbt af en
bombe.
Selvom den israelske
højesteret argumenterer for at muren ikke er
ulovlig, så fastslog den, at denne barriere giver
anledning til "ikke retfærdiggjorte
besværligheder" for omkring 35,000
palæstinensere, som bliver indespærret i
isolerede enklaver og afskåret fra deres
landbrugsjord, klinikker, hospitaler, skoler og
universiteter. Hvis muren gøres færdig vil
hundredtusinder af palæstinensere få disse
problemer og en by som Bethlehem vil få
ødelagt sin turisme og sit landbrug.
Hvad skal man så stille op?
Det er meningsløst at forslå, at
forelægge problemet for FNs Sikkerhedsråd,
eftersom Bush-regeringen, som bestræber sig
på at vinde jødiske stemmer fra
demokraterne, samtidig som de tilskyndes til at
støtte Sharon af Texas skøre kristne
fundamentalister, vil nedlægge veto mod enhver
resolution, der fordømmer den israelske
regering.
Økonomiske sanktioner og en
våbenembargo mod Israel er den eneste måde at
bryde dødvandet. En sådan politik
væltede apartheid i Sydafrika, som på samme
måde dømtes af den Internationale Domstol i
1971 for sin ulovlige besættelse af Syd Vest Afrika
(nu det fri og demokratiske Namibia). Det var sanktioner
pålagt af en præsident Bush (den
nuværendes væsentlig mere fornuftige og
principfaste far), som tvang en højrefløjs
israelsk premierminister Yitshak Shamir til fredssamtaler
i Madrid, efter at Bush suspenderede en lånegaranti
på 10 milliarder USD til genhusning af russiske
immigranter i Israel.
Det bliver ikke let at få
vedtaget sanktioner og en våbenblokade i dag. Men
det giver kun anledning til at starte en stærk
kampagne så snart som muligt. En nylig rapport til
det britiske underhus- udvalg for international udvikling
påpegede den ekstra virkning, der ville være
i at gøre Europas handelsaftaler betingede af
Israels overholdelse af international ret og
Sikkerhedsrådets resolutioner (som Israel lader
hånt om i deres helhed).
War on Want har slået fast:
"En handelspolitik kan være en
nøglemekanisme for at udøve pres på
Israel. En fuld økonomisk embargo ville være
i overensstemmelse med artikel 2 i EUs associeringsaftale
med Israel, som fastslår, at handelsrestriktioner
kan gennemføres på grund af et lands
dårlige indsats på
menneskerettighedsområdet." Som det uimodsigeligt
fremgår af den israelske højesterets
afgørelse for slet ikke at tale om Den
Internationale Domstols afgørelse har denne
regering frastødende resultater at fremvise
på menneskerettighedsområdet.
Mens USA er Israels største
våbenleverandør så deltager
europæiske lande som Tyskland også. Her
må der også udøves pres. Der er en
stigende udtrykt accept af behovet for en
afgørelse, der er retfærdig overfor
palæstinenserne, som det demonstreredes i et
væsentligt parlamentarisk svar fra Tony Blair
(på et spørgsmål jeg stillede) i
Underhuset for nylig. Han sagde at "en levedygtig
palæstinensisk stat" må "bygge på
1967-grænserne". Disse grænser er
præcist hvad muren, der går langt inde
på palæstinensisk jord for at omfatte
jødiske bosættelser, satser på at
ødelægge.
At en opgave er vanskelig betyder
ikke, at man ikke skal forsøge at løse den.
Det har ingen mening at forsøge at ændre den
israelske politik ved at appellere til regeringens bedre
jeg, eftersom et sådant bedre jeg ikke eksisterer.
Sanktioner og et våbenstop må være vort
middel. En bestemt og målrettet kampagne kan
måske i sig selv ændre Sharon regeringens
politik og fremkalde en fredsløsning, som bringer
en ende på palæstinensernes - og
israelernes - lidelser.
Gerald Kaufman er Labour medlem af
parlamentet for Manchester Gorton.
Kommentarer til kaufmang@parliament.uk
Oversat af Orla Jordal, som en
public service
©
TFF and the author
2004
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
|