|
Så
tortur er lovlig?
Af
Anne
Applebaum
30 juni, 2004
Man behøver hverken
særlig sikkerhedsgodkendelse eller fortrolig
information for at begribe størrelsesordenen af,
hvad der er hændt i USAs hemmelige fængsler.
Enhver, som vil forbinde de enkelte punkter til en
sammenhængende figur, kan gøre det. For at
se hvad jeg mene,r skal du bare gennemgå nogle
få sager, som man nemt kan finde på
internet.
Sag 1: "Tortur papiret", skrevet i
august 2002 af justitsministeriets kontor for juridisk
rådgivning efter anmodning fra CIA og siden Det
hvide Hus. Papiret argumenterer for, "at det kan
retfærdiggøres" at tortere Al Qaeda
mistænkte. Papiret, som blev bragt på
Washington Post's hjemmeside den første uge i
juni, indeholder også spekulationer om, at
international ret, som kategorisk forbyder tortur ", kan
stride mod forfatningen".
Sag 2: "Rumsfeld dokumentet". Dette
dokument, gravet frem af Wall Street Journal blev skrevet
af en arbejdsgruppe i Pentagon i marts 2003. Det fastslog
ikke alene, at den amerikanske præsident har
fuldmagt til at undgå international ret og tortere
udenlandske fanger, men også, at
forhørsfolk, der adlyder præsidentens
ordrer, også er udenfor
retsforfølgelse.
Sag 3: Fotografierne fra Abu
Ghraib. Husk hvad de viste: ikke bare tortur, men vagter,
som synes at være ganske sikre på deres
juridiske og moralske ret til at tortere og et stort
antal af uidentificeret personale, der står og ser
på.
Sag 4: "Hundevidnesbyrdet". To af
hærens hundeførere, som var stationeret
på Abu Ghraib har aflagt beedigede vidnesbyrd, som
også Washington Post har skaffet frem, som
fastslår at hærens efterretningsofficerer har
givet dem ordrer til at bruge hundene til at
skræmme fanger med. Hæren har udtalt, at
enhver anvendelse af hunde ved forhør ville have
krævet en godkendelse fra USAs militære
øverstbefalende i Iraq.
Som jeg skrev - forbind prikkerne:
de leder fra Det hvide Hus til Pentagon til Abu Ghraib og
fra Abu Ghraib tilbage til den militære
efterretningstjeneste til Pentagon og til Det hvide Hus.
Det er sandt - de giver ikke et fuldstændigt
billede. De afslører ikke, om det startede med
direkte ordrer fra Det hvide Hus og Pentagon, som
så igangsatte en kædereaktion, der
førte til mishandlingen i Abu Ghraib,
fangedødsfald i Afghanistan eller andre
tilfælde af tortur, som vi ikke har hørt om
endnu.
Men hvem vil udfylde de hvide
pletter ? Her ligger tragedien: Selvom beviserne er let
tilgængelige, er der næsten ingen, der har en
interesse i at presse en undersøgelse så
langt igennem, som den faktisk skulle.
Det er klart at regeringen aldrig
af sin frie vilje vil fortælle os, hvad Det hvide
Hus vidste og hvornår de vidste det: Der er et valg
på vej. Og ligesom for at understrege dette forhold
lavede præsidenten alle mulige krumspring sidste
uge, da han på et pressemøde blev spurgt om
torturen og erklærede at "der blev udsendt
instruktioner til vore folk om at overholde loven". Men
hvilken lov ? Genevekonventionerne ? Eller lovene som de
ser ud i de hemmelige papirer ?
Desværre har kongressen
heller ikke rigtig noget motiv til at finde svaret. Efter
en smule obligatorisk postyr blev Huset tavst. Mandag
forsøgte nogle af demokraterne i Husets komite for
de væbnede styrker at forlange, at
forsvarsministeriet skulle udlevere dokumenterne med
forbindelse til Abu Ghraib. Det republikanske formandskab
kvalte hurtigt dette tiltag. Imens arbejder senator John
Warners komite for de væbnede styrker i et meget
mageligt tempo med den eneste undersøgelse, der
faktisk foregår på Capitol Hill. Med kun
få arbejdsdage tilbage inden sommerferien er det
svært at se, at der skulle kunne blive meget i
retning af en sammenfattende rapport før
valget.
Militæret foretager
naturligvis sine egne undersøgelser. Men uden
politisk støtte kan militæret alene ikke
komme til at afsløre hvem, der præcist gav
militæret sine ordrer og hvilke politiske
beslutninger der skabte de betingelser, der gjorde
mishandlingen mulig. Pressen arbejder også
hårdt - idet mindste den del af den, som
støtter den opfattelse, at forfatningen på
en eller anden måde tillader tortur og altid har
gjort det. Men artikler, TV rapporter og internetartikler
har kun betydning, hvis de flytter
offentligheden.
For i den sidste instans er det den
offentlige mening, der betyder noget. Og nu
afhænger alle yderligere undersøgelser af
den offentlige mening. Vælgerne har nogen
information nu, som vist ovenfor. Vælgerne - i
sidste instans den vigtigste pressionsgruppe overfor
demokratiske politikere - kan presse deres
kongresmedlemmer og senatorer og deres præsident
for mere. Hvis de ikke gør det, afholdes valget og
nye emner kommer på dagsordenen. Hvis vi ikke
får en virkelig national debat, med godkendelse i
kongressen, efter en ordentlig diskussion om, hvad tortur
faktisk er og hvorfor det har været ulovligt
både hjemme og ude, har nogle få hemmelige
udvalg ændret dette lands karakter.
Hvis vælgerne ikke kan flytte
politikerne og hvis politikerne ikke er modige nok til at
handle alene, kan vi vågne op en morgen og opdage,
at når alt kommer til alt, har tortur altid
været lovlig. Edmund Burke en konservativ filosof
skrev "Alt hvad skal til for at det onde kan sejre er, at
gode mænd intet gør". Det kunne se ud til,
at han havde ret.
Link til originalen:
http://www.informationclearinghouse.info/article6331.htm
Oversat som public service af Orla
Jordal, www.jordals.dk, oversættelsen må
anvendes - for fair use only - helt eller i brudstykker,
så længe den dobbelte kildehenvisning
fastholdes.
PS. Harvard juraprofessorer vil
have klare regler for forhørspolitikken,
pressemeddelelse: http://www.law.harvard.edu/news/2004/06/16_congressletter.php
og selve brevet:
http://www.iraq-letter.com/
©
TFF and the author
2004
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
|