|
Ministerbetjening,
ministerbetjening, ministerbetjening
Av
FRANK SØHOLM GREVIL
16 augusti 2004
Vi er nu nået til
tredje akt i det absurde teaterstykke, der i analogi med
de store skueprocesser i Moskva 1936-38 er blevet
døbt 'Grevil-sagen'.
Første akt bestod i min
anonyme fremlæggelse af egenhændigt
nedklassificerede rapporter i Berlingske Tidende i
februar og marts.
Andet akt udgjordes af min
fremtræden med navn og billede i Information i
april samt den efterfølgende mediestorm, som uden
min direkte medvirken kostede en forsvarsminister
taburetten samt en sigtelse for brud på
tavshedspligten.
Tredje akt bliver en retssag, hvor
jeg står tiltalt for at have overtrådt
straffelovens bestemmelser om uberettiget videregivelse
eller udnyttelse af fortrolige oplysninger.
Statsanklageren har ovenikøbet valgt at
påberåbe sig særligt skærpende
omstændigheder. Da jeg aldrig har modtaget betaling
for at stille rapporterne til rådighed eller lade
mig interviewe, må det skærpende bestå
i, at "videregivelsen eller udnyttelsen er sket under
sådanne omstændigheder, at det
påfører andre en betydelig skade eller
indebærer en særlig risiko
herfor".
Det tog lang tid for statsadvokaten
at bedømme, om sagen burde fremmes. Om det er
udtryk for særlig grundige juridiske overvejelser,
ved jeg ikke. Om der er blevet konspireret på
regeringsniveau eller blandt de øverste
embedsmænd i magtapparatet, ved jeg indlysende nok
heller ikke.
Af de avisklip, jeg har gemt, kan
jeg se, at jeg gentagne gange har udtrykt dét
budskab, der lå mig mindst lige så meget
på sinde som belysningen af beslutningsgrundlaget
for at deltage i krigen mod Irak: Der er noget rivende
galt i Forsvarets Efterretningstjeneste. Og det drejer
sig ikke om brug af ulovlige metoder over for landets
egne indbyggere, men om at Danmark gennem en
årrække har været blindt med hensyn til
begivenhederne i de dele af verden, hvorfra de
største trusler mod nationen og dens allierede
udgår.
Hvad er der galt i FE?
Årsagen til blindheden skyldes manglende omstilling
til tiden efter Warszawapagtens og siden Sovjetunionens
fald, og der findes kun én forklaring på
dette åbenlyse svigt: inkompetence hos den politisk
udpegede øverste ledelse for FE og manglende vilje
og gennemslagskraft hos skiftende forsvarsministre til at
skaffe sig indblik i forholdene.
I den forbindelse er det
væsentligt at understrege, at Forsvarets
Efterretningstjeneste, navnet og de mange militære
medarbejdere til trods, ikke er en del af Forsvaret, men
en statsinstitution direkte underlagt Forsvarsministeren.
FE har gennem årene udviklet sig fra at
beskæftige sig med en blanding af militære og
politisk-strategiske analyser til at blive en politisk
tænketank for de centrale ministerier. Paradoksalt
nok synes ingen i de centrale ministerier at læse
FE's rapporter.
Forsvaret, som FE støt og
roligt har 'glemt', er i dag henvist til at skaffe sig
nødvendige efterretninger andre steder
fra.
Et stort problem for modtagerne af
FE's skriftlige og mundtlige produkter er, at det ikke
fremgår, i hvor høj grad indholdet af en
given rapport er baseret på fordækte (men
efter dansk ret lovlige) egenindhentede oplysninger. Det
åbner rige muligheder for at levere rapporter med
kort varsel eller endda på forkant, men helt uden
islæt af egenindhentede oplysninger. I den
forbindelse er Internettet en velsignelse, og det er de
store, internationale aviser og tv-kanaler også,
for slet ikke at tale om allierede
efterretningstjenester. Nok så mange fagligt tunge
eksperter i FE kan ikke opveje manglen på egne
kilder.
Hvorfor skulle nogen ansvarlig chef
i FE ønske en sådan tingenes tilstand? Det
er næppe udtryk for en aktiv beslutning, men er
konsekvensen af manglende tilpasning til udviklingen op
gennem 1990'erne, hvor først Warszawapagten og
siden Sovjetunionen faldt fra hinanden. Det var fra den
del af verden, den største trussel mod ikke bare
danske interesser men dansk område udgik, og det
var en del af verden, som Danmark i kraft af sin
geografiske beliggenhed havde særligt gode
forudsætninger for at skaffe fordækte
oplysninger fra.
Pludselig befandt FE sig i et
vakuum, hvor danske militære styrker måtte
påregne indsættelse alle andre steder end i
Danmark og Nordtyskland, og hvor behovet for viden om
verden flyttede langt bort &emdash; til Nordafrika og
Asien. Det var i denne periode, der dukkede et mantra op,
som angiveligt stammer fra FE, og som lige siden har
været dimensionerende for det hjemlige forsvar af
Danmark &emdash; også i det seneste forsvarsforlig:
'Rusland vil ikke inden for en horisont på 10
år kunne gennemføre et angreb mod dansk
område.'
Hvad angår omstillingen til
at se på andre dele af verden, så gik det
udmærket med eks-Jugoslavien, fordi der var danske
styrker på stedet, som alligevel ifølge
deres standardfremgangsmåder gennemførte
indhentning til taktisk brug. Disse oplysninger
tilgodeså i stort omfang samtidig FE's behov for
strategisk indhentning, fordi eks-Jugoslavien havde
høj prioritet. For FE har der været tale om
et lykketræf, for intet tyder på, at man
helhjertet har omstillet sin indhentningsvirksomhed til
en ny tids trusler.
Hvem er de chefer, der har tilladt
FE at degenerere til politisk tænketank? Det er
chefer, der er udpeget til disse vigtige poster på
grundlag af lang og tro tjeneste i Forsvarsministeriets
departement. Problemet er bare, at ministeriernes
departementer tjener tre formål: ministerbetjening,
ministerbetjening og ministerbetjening. Der er tale om
gennempolitiserede 'nulfejlskulturer' med stramme
kommandoveje og bureaukrati. Lang tids tjeneste og
forfremmelse i et sådant miljø må
nødvendigvis føre til, at vigtige
lederegenskaber som initiativ og handlekraft visner bort,
og det, uanset om man har en militær eller en
akademisk baggrund.
Når jeg taler om politiske
tænketanke, tænker jeg blandt andet på
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Der
findes også i de centrale ministerier
tænketanke i form af 'internationale kontorer' og
lignende, som kan rådgive respektive ministre,
så her oplever man næppe noget behov for FE's
konkurrence. Jeg kender flere af DIIS' forskere og har
intet at udsætte på deres arbejde, men jeg
kritiserer på det skarpeste, at FE duplikerer DIIS'
arbejde. Det er alene de fordækte kilder, der
adskiller en efterretningstjeneste fra et nyhedsmedie
&emdash; også selv om de måske kun
udgør nogle få procent af det samlede
kildegrundlag for dens rapportering.
Landspolitikere må formodes
at have valgt deres erhverv, fordi de ikke er bange for
at træffe beslutninger. De bør ikke
være afhængige af rapporter, der argumenterer
for netop dén beslutning, de på et givet
tidspunkt måtte være i færd med at
overveje. Til det formål har de deres
regeringskolleger samt medarbejderne i departementet og
eventuelle rådgivere i
partiorganisationerne.
Dét, som stats-, udenrigs-
og forsvarsministeren har brug for, er selvstændige
vurderinger, der bunder i solidt efterretningsarbejde,
uanset hvor ubekvemme vurderingerne måtte
være for en given politisk beslutning. En
politiker, der ikke tør træffe beslutninger
på ufuldstændigt grundlag og under
inddragelse af upopulære vurderinger bør
finde sig et andet erhverv. Ihvertfald bør han
ikke forfalde til at indsætte lakajer i
ministeriets underlagte myndigheder.
Jeg anklager skiftende
forsvarsministre for at have forfremmet og forflyttet
embedsmænd til de øverste stillinger i FE,
selv om de burde have indset, at de
pågældende ikke besad lederkvalifikationer og
umuligt ville kunne løfte opgaven med at omstille
organisationen til nye tider.
Jeg anklager skiftende
forsvarsministre for at have forsømt deres ansvar
ved ikke at skaffe sig indblik i arbejdet i FE, men
forlade sig på FE's skriftlige
årsberetninger, som ikke overraskende siger, at
'her går det godt, send flere penge'.
Jeg anklager FE's skiftende chefer
for at have forsømt at omstille organisationen,
men i stedet lade den degenerere til et niveau, hvor den
ikke kan leve op til sit eksistensformål, nemlig at
»indsamle, bearbejde og formidle informationer om
forhold i udlandet af betydning for Danmarks
sikkerhed« (Forsvarsloven kapitel 4).
Jeg anklager FE's skiftende chefer
for at have accelereret degenerationen ved efter
'Rip-Rap-Rup-princippet' at trække flere
inkompetente chefer til og indsætte dem på
nøgleposter, således at FE er endt med at
få trukket dén bureaukratiske
'nulfejlskultur' ned over sig, som totalt har
handlingslammet organisationen.
Frank Søholm Grevil er
tidligere ansat i Forsvarets
Efterretningstjeneste.
©
TFF and the author
2004
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
|