Ikke
længere den
"eneste" supermagt -
At komme overens med Kina
Af
Chalmers
Johnson*
March, 2005
From Japan
Policy Research Institute
No
Longer the "Lone" Superpower. Coming to Terms with China
by Chalmers Johnson
Jeg kan huske for 40 år
siden, mens jeg var ny professor og arbejdede med
kinesiske og japanske internationale forhold, at Edwin O.
Reischauer engang kommenterede: "Den store fordel ved
vores sejr i 1945 var et permanent afvæbnet Japan".
Reischauer var født i Japan og historiker ved
Harvard med Japan som speciale og arbejdede som
amerikansk ambassadør i Tokyo under Kennedy og
Johnson. Det føles underligt at konstatere at
siden 1991 og specielt under George W Bush, har USA gjort
alt, hvad der stod i deres magt for at opmuntre, ja endog
accelerere japansk genoprustning.
En sådan udvikling fremmer
fjendtlighed mellem Kina og Japan, Østasiens to
stormagter, saboterer mulige fredelige løsninger i
de 2 problemområder, Taiwan og Nordkorea, der blev
tilbage efter de kinesiske og koreanske borgerkrige og
samtidig lægger det grunden for en fremtidig
konflikt mellem Kina og USA, en konflikt USA næsten
sikkert vil tabe.
Det er uklart, om ideologerne og
krigselskerne i Washington faktisk forstår, hvilke
kræfter de slipper løs - en mulig
konfrontation mellem verdens hurtigstvoksende
industrielle økonomi, Kina og verdens
næstmest produktive, ganske vist for
nedadgående, økonomi, Japan; en
konfrontation, som USA vil have skabt og som det meget
vel kan blive fortæret i.
Lad mig gøre det klart, at i
Østasien taler vi ikke om en lille
regimeskiftekrig af den slags, som Bush og Cheney taler
for. Når alt kommer til alt, var det mest
fremtrædende forhold i de internationale relationer
gennem sidste århundrede, de rige, etablerede
magters - Storbritannien og USAs - manglende evne til
fredeligt at tilpasse sig, at der fremkom nye magtcentre
i Tyskland, Japan og Rusland. Resultatet var to
overvældende blodige verdenskrige og en 45
års kold krig mellem Rusland og "Vesten" og
utallige nationale befrielseskrige (som den over et kvart
århundrede i Vietnam) mod arrogancen og racismen i
europæisk, amerikansk og japansk imperialisme og
kolonialisme.
Hovedspørgsmålet i det
21. århundrede er, om man kan overvinde denne
skæbnesvangre manglende evne til at tilpasse sig
ændringer i den globale magtstruktur. Indtil videre
er tegnene negative. Kan USA og Japan, dagens udgave af
rige, etablerede magter, tilpasse sig Kinas
genopståen - det er verdens ældste kontinuert
eksisterende civilisation, der genopstår som en
moderne supermagt? Eller vil Kinas vej op blive markeret
med endnu en verdenskrig, hvor den europæiske
civilisations prætensioner i dens amerikanske og
japanske projektioner endeligt bliver stedt til ro? Det
er det, der står på spil.
"Alice
i eventyrland"-politik og moderen til alle finansielle
kriser
Kina, Japan og USA er verdens 3
mest produktive økonomier, men Kina har den
hurtigste vækst (en gennemsnitlig vækstrate
på 9.5 % om året igennem 2 årtier),
mens både USA og Japan sidder med store og stigende
gældsbyrder, og i Japans tilfælde faldende
vækstrate. Kina er i dag verdens 6. største
økonomi (USA og Japan nr 1 og 2) og vor 3.
største handelspartner efter Canada og Mexico. I
henhold til CIAs statistikere i deres Factbook 2003, er
Kina faktisk allerede den næststørste
økonomi på jorden, hvis man måler i
købekraft - d.v.s. efter hvad Kina producerer uden
hensyn til priser og valutakurser. CIA beregner USAs BNP
- den samlede værdi af alle varer og al service
produceret i et land - for 2003 til 10.400 milliarder USD
og Kinas til 5.700 milliarder USD. Det giver Kinas 1.3
milliarder mennesker en BNP på 4,385 USD per
indbygger.
Mellem 1992 og 2003 var Japan Kinas
største handelspartner, men i 2004 faldt Japan
tilbage på en 3. plads efter EU og USA. Kinas
udenrigshandel var i 2004 på 1200 milliarder USD,
nr 3 i verden efter USA og Tyskland og en god bid foran
Japans 1070 milliarder. Kinas handel med USA voksede 34 %
i 2004 og har gjort Los Angeles, Long Beach og Oakland
til de 3 travleste havne i Amerika.
Den virkelig vigtige
handelsudvikling i 2004 var, at EU kom frem som Kinas
største økonomiske partner, hvad der peger
mod en kinesisk-europæisk samarbejdsblok overfor en
mindre vital japansk-amerikansk. Som Englands Financial
Times beskrev det, "3 år efter sin indtræden
i WTO (2001) er Kinas indflydelse i den globale handel
ikke længere bare af betydning. Den er
afgørende." For eksempel er de fleste Dell
computere, der sælges i USA, fremstillet i Kina,
ligesom de DVD-spillere, der sælges af Japans Funai
Electric Company. Funai eksporterer ca 10 millioner
DVD-spillere og TV-apparater fra Kina til USA, hvor de
især sælges i Walmarts forretninger. Kinas
handel med Europa i 2004 var på 177.2 milliarder
USD, med USA 169.9 milliarder og med Japan 167.8
milliarder USD.
Kinas voksende økonomiske
vægt i verden anerkendes og hilses velkommen vidt
omkring, men det er Kinas vækstrater og deres
virkning på den fremtidige magtbalance, som USA og
Japan med rette eller urette frygter. CIAs National
Intelligence Council forudsiger, at Kinas BNP vil
være som Englands i 2005, som Tysklands i 2009, som
Japans i 2017 og som USAs i 2042.
Men Shahid Javed Burki, tidligere
næstkommanderende i Verdensbankens Kinaafdeling og
tidligere finansminister i Pakistan, forudsiger, at i
2025 vil Kina formentlig have en BNP på 25.000
milliarder USD målt som købekraft og dermed
være verdens største økonomi, foran
USA med 20.000 milliarder USD og Indien med 13.000
milliarder - og Burki's analyse regner med en beskeden
forudsigelse på 6 % vækst over de næste
2 tiår i Kina. Han forudser Japans
uundgåelige fald, fordi befolkningen vil begynde at
falde drastisk efter 2010. Japans indenrigsministerium
melder, at antallet af mænd allerede faldt med 0.01
% i 2004; og nogen demografer forudser, at ved
århundredets slutning kan landets befolkning
være sunket med 2/3 fra 127.7 millioner i dag til
45 millioner, det samme som i 1910.
I modsætning hertil forventes
Kinas befolkning at stabilisere sig på ca 1.4
milliarder mennesker med en kraftig overvægt af
mænd. (I henhold til Howard French fra New York
Times har den regeringsgennemtvungne 1 barns politik,
sammen med ultralydscanning i en af de større
sydlige byer ført til, at der fødes 129
drenge pr 100 piger; 147 drenge pr 100 piger for par, der
søger 2. eller 3. barn. Folketællingen i
2000 gav for landet som helhed ca 117 drenge for hver 100
piger).
Den interne kinesiske
økonomiske vækst forventes at
fortsætte i flere tiår, svarende til det
opdæmmede behov i den store befolkning, et
forholdsvis lavt niveau for personlig gæld og en
dynamisk sort økonomi, der ikke er medregnet i den
officielle statistik. Vigtigst her er, at Kinas
udlandsgæld er forholdsvis lille og let
dækkes af reserverne; mens både USA og Japan
har en nettogæld på ca. 7.000 milliarder USD;
hvilket er værst for Japan, som kun har halvt
så stor befolkning som USA og mindre
økonomisk kraft.
Ironisk nok er Japans gæld et
produkt af dets anstrengelser på at bakke Amerikas
globale imperium op. For eksempel har Japan siden den
kolde krigs afslutning betalt imponerende ca. 70
milliarder USD for de amerikanske baser i Japan. USA
nægter at betale for sit ødsle
forbrugsmønster og sine militære udgifter
gennem skatter på deres egne borgere, og
finansierer disse udgifter ved en stigende gæld til
Japan, Kina, Taiwan, Sydkorea, Hong Kong og Indien.
Situationen er i stigende grad
blevet ustabil, eftersom USA har brug for en
kapitalimport på mindst 2 milliarder USD per
dag til regeringens udgifter. Enhver beslutning fra
østasiatiske centralbanker om at flytte en
væsentlig del af deres valutareserver fra USD til
Euro eller andre valutaer for at beskytte sig mod
nedskrivning af USD vil give blive moderen til alle
finansielle kriser.
Japan har stadig verdens
største reserver af udenlandsk valuta, ved
slutningen af januar 2005, ca. 841 milliarder USD. Men
Kina sidder på en stak på 609.9 milliarder
USD (ved slutningen af 2004) hentet på deres
handelsoverskud med os. Samtidig fornærmer den
amerikanske regering og George W Bushs japanske
følgesvende Kina på en hvilken som helst
måde, specielt vedrørende Kinas
udbryderprovins, øen Taiwan. Den
fremtrædende økonomiske analytiker William
Greider bemærkede for nylig: "Enhver ødsel
skyldner som fornærmer sin bankmand er uklog, for
at udtrykke det mildt .... Den amerikanske ledelse er ...
blevet stadig mere præget af selvvalgt blindhed -
jeg mener det bogstaveligt - og blind for den modmagt,
som samler sig mod den."
Bush-administrationen truer uklogt
Kina ved at presse Japan til genbevæbning og ved at
love Taiwan at skulle Kina bruge magt for at forhindre en
taiwanesisk uafhængighedserklæring, så
vil USA gå i krig på dets vegne. Det er
svært at forestille sig en mere kortsigtet og
uansvarlig politik, men set i lyset af Bush-regeringens
"Alice i Eventyrland"-krig i Irak, den akutte
antiamerikanisme, den har skabt globalt, og
politiseringen af USAs hemmelige tjenester, synes det
faktisk muligt, at USA og Japan kunne finde på at
starte en krig med Kina over Taiwan.
Japan
genbevæbner
Siden slutningen af 2. Verdenskrig
og specielt siden det fik sin uafhængighed i 1952,
har Japan haft en pacifistisk udenrigspolitik. Det har
kraftfuldt nægtet at opretholde offensive
militærstyrker eller at blive en del af USAs
globale militærsystem. Japan deltog f.eks. ikke i
1991-krigen mod Irak, ligesom det ikke deltager i
kollektive sikkerhedsarrangementer, i hvilke det skulle
levere, hvad der svarer til partnernes militære
ydelser.
Siden underskrivelsen i 1952 af
Japan-USA Sikkerhedstraktaten er landet officielt blevet
beskyttet mod såkaldt ydre trusler af amerikanske
styrker på omkring 91 baser på det japanske
hovedland og på øen Okinawa. USAs 7.
flåde har endda sin hjemhavn i den gamle japanske
flådebase Yokosuka. Japan understøtter ikke
alene disse baser, men accepterer den offentlige fiktion,
at de amerikanske styrker kun er der for dets forsvar. I
virkeligheden har Japan ingen kontrol over, hvordan og
hvor USA anvender sine land-, sø- og luftstyrker
med baser på japansk territorium og de japanske og
amerikanske regeringer har indtil helt for nyligt knebet
udenom problemet ved simpelthen ikke at diskutere
det.
Siden slutningen på den kolde
krig i 1991 har USA gentagne gange presset på, for
at få Japan til at ændre artikel 9 i sin
grundlov (den, der giver afkald på magtanvendelse,
andet end som selvforsvar) og blive, hvad amerikanske
embedsmænd kalder "en normal nation". For eksempel
fastslog udenrigsminister Colin Powell klart den 13
august 2004 i Tokyo, at hvis Japan nogensinde skulle
gøre sig håb om at blive fast medlem af FNs
Sikkerhedsråd, så måtte det
først skaffe sig af med sin pacifistiske grundlov.
Japans krav om en plads i
Sikkerhedsrådet er baseret på den
kendsgerning, at selv om dets andel af verdens BNP kun er
14 %, så betaler det 20 % af FNs samlede budget.
Powells bemærkning var en klar indblanding i Japans
indre anliggender, men den er bare et ekko af mange
tidligere budskaber, leveret af tidligere
viceudenrigsminister Richard Armitage, lederen for den
reaktionære klike Washington som i årevis har
arbejdet for en genmilitarisering af Japan og på
den måde åbne et stort nyt marked for
amerikanske våben. Dens medlemmer omfatter Torkel
Patterson, Robin Sakoda, David Asher og James Kelly i
udenrigsministeriet; Michael Green i staben hos Det
nationale Sikkerhedsråd; og utallige
militærfolk i Pentagon og ved hovedkvarteret for
Stillehavskommandoen i Pearl Harbor, Hawaii.
Amerikas ønske er at omdanne
Japan til, hvad Washingtons neokonservative kalder "Det
fjerne Østens Britain" - og derefter bruge det som
stedfortræder til at sætte Nordkorea skakmat
og til at afbalancere Kina. Den 11. oktober 2000 skrev
Michael Green, der dengang var et medlem af Armitage
Associates: "Vi ser det særlige forhold mellem USA
og Storbritanien som en model for alliancen [mellem
USA og Japan]". Japan har hidtil ikke sat sig imod
dette amerikanske pres, eftersom det modsvarer en fornyet
nationalisme blandt japanske vælgere og en frygt
for, at et opblomstrende kapitalistisk Kina vil true den
japanske stilling som den ledende økonomiske magt
i Østasien.
Japanske embedsmænd
hævder også, at landet føler sig truet
af Nordkoreas udvikling af kernevåben og raketter,
selvom de ved, at spillet med Nordkorea kunne
løses faktisk over natten - hvis Bush-regeringen
ville ophøre med at ville vælte
Pyongyangstyret og i stedet opfylde løfterne om
amerikansk handel til gengæld for Nordkoreas
samtykke til at opgive sit atomvåbenprogram).
Istedet erklærede udenrigsministeriet den 25.
februar 2005, "at USA vil afslå den nordkoreanske
leder, Kim Jong-ils krav om en garanti om "ingen
fjendtlige hensigter" som betingelse for at vende tilbage
til forhandlinger om dets kernevåbenprogram". Og
den 7. marts udpegede Bush John Bolton som amerikansk
ambassadør til FN, selv om Nordkorea har
nægtet at forhandle med ham på grund af hans
fornærmende udtalelser om landet.
Japans genmilitarisering bekymrer
en del af den japanske befolkning og over hele
Østasien er alle de lande, som var ofre for Japan
under 2. Verdenskrig imod den, det gælder
også Kina, begge Koreaer og selv Australien. Derfor
har den japanske regering startet et skjult program med
trinvis genbevæbning. Siden 1992 har man vedtaget
21 større stykker sikkerhedsrelateret lovgivning,
heraf alene 9 i 2004. Det begyndte med den Internationale
Fredssamarbejds Lov i 1992, som for første gang
tillod Japan at sende tropper ud for at deltage i FNs
fredsbevarende operationer.
Genmilitariseringen har siden taget
mange former, inklusive stigende militærbudgetter,
legitimering og lovliggørelse af at sende tropper
udenlands, en forpligtelse til at deltage i det
amerikanske raketforsvars (Stjernekrigs-) program - og en
stigende accept af militære løsninger
på internationale problemer.
Denne gradvise proces accelererede
kraftigt i 2001, med at præsident George Bush og
premierminister Junichiro Koizumi kom til magten
samtidigt. Koizumi besøgte USA første gang
i juli samme år og i maj 2003 fik han den endelige
godkendelse med en invitation til Bushs "ranch" i
Crawford, Texas. Kort tid derefter accepterede Koizumi at
sende et hold på 550 soldater til Irak for et
år, udvide deres ophold med et yderligere år
i 2004 og den 14. oktober 2004 støttede han
personligt George Bushs genvalg.
En ny
kernevåben-gigant på vej?
Koizumi har udpeget hårde
anti-kinesiske og pro-taiwanesiske medlemmer til sine
regeringer. Phil Deans, direktør for Contemporary
China Institute på School of Oriental and African
Studies på University of London, siger: "Der har
været en bemærkelsesværdig vækst
i pro-Taiwan stemningen i Japan. Der er ikke en eneste
pro-Kina figur i Koizumis regering". Medlemmer af den
seneste Koizumi-regering er forsvarsenhedens chef
Yoshinori Ono og udenrigsminister Nobutaka Machimura,
begge brændende militarister; og udenrigsminister
Machimura er medlem af tidligere premierminister Yoshiro
Moris højrefløjsfraktion, som
støtter et uafhængigt Taiwan og opretholder
et vidt net af hemmelige bånd med taiwanesiske
ledere og forretningsfolk.
Taiwan, må man huske, var en
japansk koloni fra 1895 til 1945. I modsætning til
det hårdhændede japanske militærstyre
over Korea fra 1910 til 1945 havde man et forholdsvis
venligt styre af en civil japansk administration. Selvom
øen blev bombet af de allierede, var den ikke
krigsskueplads under 2. Verdenskrig, selvom den blev
brutalt besat af kinesiske nationalister (Chiang
Kai-sheks Guomindang) straks efter krigen. Derfor taler
mange taiwanesere japansk i dag og har et fordelagtigt
billede af Japan. Taiwan er faktisk det eneste sted i
Østasien, hvor japanere er helt velkomne og
vellidte.
Bush og Koizumi har udviklet
detaljerede planer for det militære samarbejde
mellem deres to lande. Vigtigt for sådanne planer
er, at den japanske forfatning af 1947 kasseres. Hvis der
ikke kommer noget i vejen, vil Koizumis regerende
Liberaldemokratiske Parti (LDP) forelægge en ny
forfatning i anledning af partiets 50 års
jubilæum i november 2005. Dette vurderes passende,
eftersom LDPs grundlag fra 1955 har som et
grundlæggende mål for partiet, at "etablere
Japans egen forfatning" - en henvisning til den
kendsgerning, at den nuværende forfatning er
skrevet af general Douglas MacArthurs efterkrigs
besættelseshovedkvarter. Den oprindelige politiske
udtalelse fra LDP krævede også "en endelig
fjernelse af amerikanske tropper fra japansk
territorium", hvilket kan være en af de skjulte
årsager bag Japans trang til
genbevæbning.
Et hovedmål for amerikanerne
er at opnå Japans aktive deltagelse i deres
ekstremt dyre raketforsvarsprogram. Bush-regeringen
søger bl.a. at få slut på Japans
forbud mod eksport af militær teknologi, fordi man
vil have japanske ingeniører til at hjælpe
med at løse nogen af de tekniske problemer i dens
indtil videre fejlslagne stjernekrigsprogram.
USA har også aktivt
forhandlet med Japan om at flytte hærens 1. Corps
fra Fort Lewis, Washington til Camp Zama, sydvest for
Tokyo i det tætbebyggede område Kanagawa,
hvis hovedstad er Yokohama. Disse amerikanske styrker i
Japan skulle så placeres under kommando af en
4-stjernet general, som ville stå lige med
regionale kommandanter som Centcoms John Abizaid, der
regerer over Iraq og Sydasien. Den nye kommando vil
stå for alle hærens "fremskudte" operationer
udover Østasien og vil uundgåeligt indblande
Japan i det amerikanske imperiums daglige militære
operationer. Det at indkvartere bare et lille
hovedkvarter og i endnu højere grad hele 1. Corps
på anslået 40.000 mand, i et sofistikeret og
centralt placeret område som Kanagawa vil
også helt sikkert skabe intens offentlig modstand
såvelsom voldtægter, slagsmål,
bilulykker og andre episoder, der ligner dem, der
opstår dagligt i Okinawa.
Imens har Japan til hensigt at
opgradere sit Forsvarskontor (Boeicho) til et ministerium
og måske endda udvikle sit eget kernevåben.
At anspore den japanske regering til at hævde sig
selv militært, kan få landet til at opruste
med kernevåben for at "afskrække" Kina og
Nordkorea, samtidig som Japan befries for sin
afhængighed af den amerikanske "atomparaply". Den
militære analytiker Richard Tanter noterer, at
Japan allerede har "den utvivlsomme evne til at opfylde
alle tre grundbetingelser for et brugbart
kernevåben: et militært
kernevåbenpotentiale, et tilstrækkeligt
nøjagtigt målsøgningssystem, og
mindst èt pålideligt afleveringssystem".
Japans kombination af fuldt
virkende fissions- og breeder-reaktorer og anlæg
for kernebrændseloparbejdning giver det mulighed
for at lave avancerede termonukleære våben;
dets H-II og H-IIA raketter, bombefly, der kan
genoptankes i luften sam dets militære
overvågningssatellitter sikrer, at våbnene
kan frembringes nøjagtigt til regionale mål.
Hvad der mangler nu, er f.eks. ubåde, der kan sikre
en tilstrækkelig gengældelsesstyrke til at
afholde en kernevåbenmodstander fra at
forsøge sig med et altødelæggende
førsteslag, der kommer gengældelsen i
forkøbet.
Den
taiwanesiske knude
Japan taler måske meget om
den fare Nordkorea udgør, men det virkelige
mål for genbevæbningen er Kina. Dette
fremgår klart af de måder, hvorpå Japan
for nyligt har blandet sig i det ene mest delikate og
farlige problem i de Østasiatiske internationale
forhold - Taiwan problemet. Japan invaderede Kina i 1931
og var dets krigstidsplageånd såvelsom
kolonial overherre over Taiwan. Allerede dengang blev
Taiwan - som USA længe har anerkendt det -
betragtet som en del af Kina. Hvad der mangler at blive
løst er vilkårene og tidsplanen for Taiwans
genforening med det kinesiske hovedland. Denne proces
blev dybt kompliceret i 1987, da Chiang Kai-sheks
nationalister, som havde trukket sig tilbage til Taiwan
(i ly af den amerikanske 7. flåde) i 1949 ved
slutningen af den kinesiske borgerkrig, endelig
afsluttede krigsretstilstanden på øen.
Taiwan er siden modnet til et levende demokrati og
taiwaneserne begynder nu at vise deres egne blandede
opfattelser af deres fremtid.
I 2000 afsluttede det taiwanesiske
folk Nationalisternes lange magtmonopol og gav en
valgsejr til det Demokratisk-Progressive Parti under
ledelse af præsident Chen Shui-bian. Som
indfødt taiwaneser (i modsætning til de
mange fra hovedlandet, der kom til Taiwan med Chiangs
slagne styrker), står Chen for et uafhængigt
Taiwan, og det samme gør partiet. I
modsætning hertil håber Nationalisterne,
sammen med en magtfuld udbrydergruppe,
FolketFørst-partiet under James Soong (Song Chuyu)
på en endelig fredelig forening af Taiwan med Kina.
Den 7 marts 2005 komplicerede
Bush-regeringen disse vanskelige forhold ved at
udnævne John Bolton til amerikansk
ambassadør ved FN. Han er en åbent udtalt
fortaler for taiwanesisk uafhængighed og var engang
betalt konsulent for den taiwanesiske
regering.
I maj 2004 blev Chen Shui-bian
genvalgt med snævert flertal i omstridte valg og
den 20. maj deltog den kendte japanske
højrefløjspolitiker Shintaro Ishihara i
hans indsættelse i Taipei. (Ishihara tror, at
Japans voldtægt af Nanking i 1937 er "en kinesisk
fremstillet løgn"). Selv om Chen vandt med kun
50.1 % af stemmerne var det alligevel en ordentlig
stigning i forhold til hans 33.9 % i 2000, hvor
oppositionen var delt. Taiwans udenrigsministerium
udpegede straks Koh Se-kai til sin uformelle
ambassadør til Tokyo. Koh har boet i Japan i 33
år og opretholder udstrakte bånd til senior
politiske og akademiske skikkelser der. Kina svarede, at
det ville "totalt udrydde" ethvert skridt mod taiwanesisk
uafhængighed - selv om det kom til at betyde, at
man måtte opgive Olympiaden i 2008 og det gode
forhold til USA.
I modsætning til de
amerikanske neokonservatives og japanske
højrefløjsfolks rænkespil har det
taiwanesiske folk imidlertid vist sig åbne for at
forhandle med Kina om tidspunkt og betingelser for
genforening. Den 23. august 2004 vedtog Den lovgivende
Yuan (Taiwans parlament) ændringer i sine
afstemningsregler, som skulle forhindre Chen i at
ændre forfatningen i retning af uafhængighed,
som han lovede det i sin genvalgskampagne. Denne handling
nedsatte drastisk risikoen for konflikt med Kina. En
ting, der påvirkede Den lovgivende Yuan, var
formentlig den advarsel, der kom 22. august fra
Singapores nye premierminister, Lee Hsien-loong: "Hvis
Taiwan gør sig uafhængigt vil Singapore ikke
anerkende det. I virkeligheden vil intet asiatisk land
anerkende det. Kina vil kæmpe. Uanset om Taiwan
vinder eller taber vil det være
ødelagt".
Den næste væsentlige
udvikling var parlamentsvalgene den 11. december 2004.
Præsident Chen kaldte sin kampagne en
folkeafstemning om hans uafhængighedspolitik og bad
om et mandat til at gennemføre sine reformer. I
stedet tabte han eftertrykkeligt. Oppositionen
Nationalisterne og FolketFørst partiet vandt 114
pladser i et parlament på 225 pladser, mens Chens
DPP og dets allierede kun fik 101 (10 pladser gik til
uafhængige kandidater). Nationalisternes leder Lien
Chan, hvis parti fik 79 pladser mod DPPs 89, sagde: "I
dag så vi klart, at hele folket ønsker
stabilitet i landet".
Da Chen ikke fik kontrol med
parlamentet bortfaldt også et foreslået
køb af våben fra USA på 19.6
milliarder USD. Handelen omfattede destroyere med styrede
raketter; P-3 anti-ubåds fly, dieselubåde, og
avancerede Patriot PAC-3 anti-raketsystemer.
Nationalisterne og James Soongs tilhængere
betragter prisen som for høj og først og
fremmest en finansiel sutteklud til Bush-regeringen, som
har presset for salget siden 2001. De mener også,
at våbnene ikke vil fremme Taiwans
sikkerhed.
Den 27. december 2004 udgav Kina
sin 5. forsvarshvidbog om målene for landets
nationale forsvarsanstrengelser. Som en observatør
gennem lang tid, Robert Bedeski, udtrykker det: "Ved et
første blik, er der tale om et papir med en
hård linie vedrørende den territoriale
suverænitet, et papir, der understreger Kinas
beslutning om ikke at tolerere nogen bevægelse
henimod løsrivelse, uafhængighed eller
adskillelse. Men næste afsnit .... viser en
villighed til at reducere spændinger i Taiwan
Strædet: så længe Taiwans myndigheder
accepterer princippet om ét Kina og standser deres
separatistaktiviteter med målet "Taiwan
uafhængighed", så kan der til en hver tid
holdes samtaler henover strædet om, hvordan man
officielt bringer en afslutning på fjendtlighed
mellem de to sider".
Det virker som om, det også
er sådan taiwaneserne læser beskeden. Den 24.
februar 2005 mødtes præsident Chen Shui-bian
for første gang siden oktober 2000 med formand
James Soong fra FolketFørst partiet. De to ledere,
der har stik modsat syn på forholdet til
hovedlandet, underskrev alligevel en fælles
udtalelse, der udstikker 10 punkter, man er enige om. De
lover at prøve at åbne fulde transport- og
handelsforbindelser over Taiwan Strædet, at
øge handelen, at lette på forbudet mod
investeringer i Kina for mange af Taiwans
forretningssektorer. Forbavsende nok fik dette Chen
Shui-bian til at sige, at han "ikke ville udelukke
Taiwans eventuelle genforening med Kina, forudsat at
Taiwans 23 millioner indbyggere accepterer
det."
Hvis USA og Japan overlod Kina og
Taiwan selv at tage sig af det, synes det muligt, at de
kunne udarbejde en modus vivendi. Taiwan har allerede
investeret omkring 150 milliarder USD på
hovedlandet og de 2 økonomier integreres mere og
mere for hver dag. Der synes også at være en
voksende anerkendelse i Taiwan af, at det ville blive
meget vanskeligt at leve som en uafhængig
kinesisktalende nation ved siden af et land med 1.3
milliarder mennesker, 3.7 millioner kvadratmiles og en
hurtigtvoksende økonomi på 1400 milliarder
USD, som har forhåbninger om at være regional
leder i Østasien. I stedet for at erklære
sig uafhængigt kunne Taiwan søge en status,
der ligner den fransk Canada har - en slags løsere
udgave af et kinesisk Quebec formelt under
centralregeringens kontrol men med egne institutioner,
love og vaner.
Hovedlandet ville blive så
lettet ved en sådan løsning, at man
formentlig ville acceptere den, specielt hvis den kunne
opnås før Olympiaden i Beijing i 2008. Kina
frygter, at radikale taiwanesere skulle erklære
uafhængighed en måned eller to før
Olympiaden ud fra en satsning på, at Kina så
ikke ville angribe på grund af sin
kæmpeinvestering i de kommende lege. De fleste
observatører tror imidlertid, at Kina ikke ville
have noget andet valg end at gå i krig, fordi, hvis
man undlod det, ville det være en invitation til
hjemlig revolution mod det kinesiske kommunistparti for
ikke at opretholde Kinas nationale integritet.
De
kinesisk-amerikanske og de kinesisk-japanske forhold er
inde i en ond spiral
Det har længe været en
neokonservativ trosartikel, at USA må gøre
alt, hvad der står i dets magt for at forebygge
udviklingen af rivaliserende magtcentre, hvad enten de er
venligtsindede eller fjendtlige. Efter Sovjetunionens
sammenbrud betød det, at de vendte deres
opmærksomhed mod Kina, som en af vore sandsynlige
næste fjender. Da de kom til magten i 2001,
flyttede de neokonservative meget af vores
kernevåben over fra at have Rusland som mål
til at være rettet mod Kina. De begyndte også
militære samtaler på højt niveau med
Taiwan om øens forsvar, beordrede en flytning af
hærens personale og forsyninger til
Asien-Stillehavsregionen, og at arbejde ihærdigt
på at fremme Japans genmilitarisering.
Den 1. april 2001 stødte et
af den amerikanske flådes EP-3E Aries II
elektroniske spionfly sammen med en kinesisk jager ud for
den sydkinesiske kyst. Det amerikanske fly var på
en tur for at provokere kinesisk radarforsvar og så
beskrive de transmissioner og procedurer, kineserne
bruger, når de sender jagere op. Den kinesiske
jager faldt ned og piloten mistede livet, mens det
amerikanske fly landede sikkert på Hainanøen
og dens besætning på 24 spioner blev godt
behandlet af de kinesiske myndigheder.
Det blev snart klart, at Kina ikke
var interesseret i konfrontationer, eftersom mange af de
vigtigste investorer i landet har deres hovedkvarter i
USA. Men det kunne ikke straks returnere spionflyets
besætning uden at risikere magtfuld hjemlig kritik
for servilitet overfor en provokation. Den blev derfor
udsat i 11 dage, indtil man havde modtaget en pro forma
amerikansk undskyldning for at forårsage den
kinesiske pilots død på randen af landets
luftterritorium og for at lande uden tilladelse på
en kinesisk militær flyveplads. Imens havde vore
medier udnævnt besætningen til "gidsler",
opfordret deres pårørende til at binde gule
bånd omkring træer i naboområdet, rost
præsidenten for at udføre et "første
klasses job" med at befri dem og endeløst
kritiseret Kina for dets "statskontrollerede medier". De
undgik omhyggeligt at nævne, at USA opretholder en
200 miles luftzone, hvor man sender jagere op mod
fremmede fly - langt ud over
territorialfarvandet.
Den 25. april 2001 under et
interview på nationalt TV blev Præsident Bush
spurgt, om han nogensinde ville "bruge det amerikanske
militærs fulde styrke" mod Kina for Taiwans skyld.
Han svarede "hvad der end kræves for at
hjælpe Taiwan forsvare sig selv". Dette var
amerikansk politik indtil 9/11, da Kina entusiastisk
sluttede sig til "krigen mod terrorismen" og
præsidenten og hans neokonservative blev optaget af
deres "ondskabens akse" og af at starte krig mod Irak.
USA og Kina har også meget nære
økonomiske relationer, som storfinansens gren af
det Republikanske Parti ikke ville risikere.
Mellemøsten overtrumfede
således de neokonservatives Asienpolitik. Mens
amerikanerne var optaget andetsteds passede Kina sine
økonomiske forretninger i næsten 4 år
og udvikledes til Asiens kraftstation og et muligt
organisationscentrum for Asiens økonomier. Det
hastigt industrialiserende Kina udviklede også en
glubende appetit for olie og andre råvarer, hvilket
bragte det i direkte konkurrence med verdens
største importører, USA og
Japan.
I sommeren 2004 blev Bushs
strateger som ellers var distraheret af Irak igen
alarmerede over Kinas voksende magt og dets mulighed for
at udfordre USAs overherredømme i Østasien.
Det republikanske valgprogram, som det afsløredes
på partiets Convention i New York i august,
proklamerede, at "Amerika vil hjælpe Taiwan med at
forsvare sig". I løbet af sommeren afholdt
Flåden også øvelser, som det
døbte "Operation Summer Pulse '04", der indeholdt
samtidig udsendelse af 7 af de 12 hangarskibsgrupper.
En amerikansk hangarskibsgruppe
består af et hangarskib (sædvanligvis med 9 -
10 eskadroner fly, totalt omkring 85 fly) en krydser med
styrede raketter, 2 destroyere med styrede raketter, en
angrebsubåd og et forsyningsskib for ammunition og
olie. Det var uden fortilfælde at udsende 7
armadaer af den slags samtidig - og meget dyrt. Selvom
kun 3 af hangarskibsgrupperne blev sendt til Stillehavet
og der aldrig var mere end en af dem på patrulje
ved Taiwan ad gangen, så blev kineserne meget
alarmerede, det kunne markere begyndelsen til et
forsøg på at genoplive det 19.
århundredes kanonbådsdiplomati rettet mod
dem.
Denne amerikanske
styrkedemonstration og Chen Shui-bians polemik forud for
decembervalget så også ud til at
overstimulere taiwaneserne. Den 26. oktober
forsøgte Colin Powell at neddæmpe tingene
ved en erklæring til pressen, "Taiwan er ikke
uafhængigt. Det er ikke en suveræn nation, og
det forbliver vores politik, vor faste politik... Vi vil
ikke se nogen af de to parter foretage en ensidig
handling, der kan true en endelig løsning, en
genforening, som alle parter søger".
Powells udtalelse syntes utvetydig
nok, men der bestod væsentlig tvivl om, om han
havde megen indflydelse på Bush-regeringen og om
han kunne tale for vicepræsident Cheney og
forsvarsminister Donald Rumsfeld. Tidligt i 2005 fortalte
Porter Goss, den nye CIA-direktør,
forsvarsminister Rumsfeld og admiral Lowell Jacoby, chef
for forsvarets efterretningstjeneste Kongressen, at Kinas
militære modernisering gik meget hurtigere, end man
tidligere troede. De advarede om, at 2005s Quadrennial
Defense Review, en formel vurdering af USAs
militærpolitik, der gøres hvert 4. år,
ville have et skrappere syn på den trussel, som
Kina udgør, end 2001- udgaven.
I den sammenhæng spillede
Bush-regeringen sit farligste kort ud, måske under
indflydelse af valget 2. november og byttet fra Colin
Powells til Condi Rices udenrigsministerium. Den 19.
februar 2005 undertegnedes i Washington en ny
militær aftale med Japan. For første gang
tilsluttede Japan sig, at man nævnte sikkerheden i
Taiwan Strædet som "et fælles strategisk
mål". Intet kunne være mere alarmerende for
Kinas ledere end den afsløring, at Japan nu
endeligt havde afsluttet 6 årtiers officiel
pacifisme ved at hævde en ret til at intervenere i
Taiwan Strædet.
Det er muligt, at i de kommende
år vil selve Taiwan mindske i betydning for at
erstattes af mere direkte kinesisk-japanske
konfrontationer. Det ville absolut være en
skæbnesvanger udvikling, en som USA ville
være ansvarlig for at have tilskyndet, men sikkert
ville være ude af stand til at kontrollere.
Opvarmningen til en
kinesisk-japansk eksplosion har været i gang
længe. Når alt kommer til alt, så
dræbte japanerne under 2. Verdenskrig 23 millioner
kinesere over hele Østasien - større tab
end de kolossale, som Rusland oplevede fra nazisterne -
og alligevel nægter Japan at gøre bod for
eller bare anerkende sine historiske krigsforbrydelser.
Tværtimod forsøger Japan at omskrive
historien, at skildre sig selv som Asiens befrier og et
offer for europæisk og amerikansk
imperialisme.
I, hvad der for kineserne må
stå som en pinligt symbolsk handling,
besøgte Junichiro Koizumi straks efter at han var
blevet premierminister i 2001, som sit første
officielle besøg, Yasukuni- templet i Tokyo, noget
han har gentaget hvert år siden. Koizumi plejer at
sige til udlændinge, at han bare hædrer
Japans krigsofre. Yasukuni er imidlertid noget ganske
andet end en militær kirkegård eller et
krigsmindesmærke. Det blev etableret i 1869 af
kejser Meiji som et Shinto- tempel (selvom dets torii
buer er lavet i stål istedet for det
sædvanlige rødmalede træ) til minde om
de liv, der gik tabt i kampene for at vende tilbage til
direkte kejserstyre i Japan. Under 2. Verdenskrig overtog
militaristerne templet og brugte det til fremme af
patriotiske og nationalistiske følelser. I dag
siges Yasukuni at være tilegnet ånderne for
de ca. 2.4 millioner japanere, som døde i landets
krige, både borgerkrige og rigtige krige, siden
1853.
I 1978 blev general Hideki Tojo og
6 andre krigstidsledere, som var blevet hængt af de
allierede som krigsforbrydere af årsager, der
aldrig er klarlagte, lagt i en kollektiv grav i Yasukuni.
Den nuværende hovedpræst ved templet
nægter, at de var krigsforbrydere og siger,
"vinderen dømte taberen". I et museum på
templets grund er der et fuldt genopbygget Mitsubishi
Zero Type 52 jagerfly, som en plakat siger havde sin
kampdebut i 1940 over Chongqing, der dengang var
Republiken Kinas krigstids hovedstad. Det var utvivlsomt
ikke et tilfælde, at da Chongqing i 2004 var
vært for Asien Cup fodboldfinalen, buede de
kinesiske tilhørere af den japanske nationalsang.
Yasukunis ledere har altid hævdet at have
nære bånd til kejserens husholdning, men den
afdøde kejser Hirohito besøgte templet
sidste gang i 1975 og kejser Akihito har aldrig
været der.
Kineserne betragter den japanske
premierministers besøg i Yasukuni-templet som en
fornærmelse, måske lidt at sammenligne med,
hvis Englands Prins Harry klædte sig ud som Nazi
til et kostumebal. Ikke desto mindre har Beijing i de
senere år forsøgt at stille Tokyo tilfreds.
Den kinesiske præsident Hu Jintao rullede den
røde løber ud for Yohei Kono, formanden for
det japanske Diets repræsentanternes hus, da han
besøgte Kina i september 2004; han udpegede Wang
Yi, en moderat senior i den kinesiske udenrigstjeneste,
som ambassadør til Japan; og han foreslog
fælles kinesisk-japanske olieefterforskninger
på de havområder, begge lande gør krav
på.
Alle disse venligheder blev
ignoreret af Koizumi som insisterer på fortsat at
besøge Yasukuni.
Sagen kom åbent op i november
2004 på to vigtige topmøder; et møde
i Asien- Stillehavsområdets Økonomiske
Samarbejde (APEC) i Santiago, Chile, og straks efter et i
de sydøstasiatiske nationers forening (ASEAN),
hvor ASEAN mødtes med lederne for Kina, Japan og
Sydkorea i Vientiane, Laos. I Santiago bad Hi Jintao
direkte Koizumi om at holde op med sine
Yasukuni-besøg af hensyn til det kinesisk-japanske
venskab. Tilsyneladende som svar herpå gjorde
Koizumi sig særlig umage med at fornærme den
kinesiske premierminister Wen Jiabao i Vientiane. Han
sagde til premierminister Wen, "Nu er det ved at
være tid for Kina at tage sin studentereksamen"
[Chalmers Johnson anvender ordet graduation], han
sigter til, at Japan ensidigt vil ophøre med sit
25 årige økonomiske støtteprogram.
Ordet "studentereksamen" indeholdt også den
fornærmelse, at Japan så sig selv som
lærer for Kina - studenten.
Koizumi holdt dernæst en
lille tale om historien i Japans anstrengelser for at
normalisere forholdet til Kina, hvortil premierminister
Wen svarede, "Ved De, hvor mange kinesere, der
døde i den kinesisk-japanske krig ?" Wen fortsatte
med at nævne, at Kina altid havde opfattet Japans
økonomiske bistand, som han sagde, Kina egentlig
ikke havde behov for, som betalinger i stedet for
egentlig kompensation for den skade, Japan
påførte Kina under krigen. Han
påpegede at Kina aldrig havde forlangt
krigsskadeserstatninger fra Japan og at Japans betalinger
beløb sig til 30 milliarder USD over 25 år,
en brøkdel i forhold til de 80 milliarder Tyskland
har betalt til ofrene for nazisternes forbrydelser,
selvom Japan både er et folkerigere og et rigere
land.
Den 10. november 2004 opdagede den
japanske flåde en kinesisk atomubåd i japansk
territorialfarvand ved Okinawa. Selvom kineserne sagde
undskyld og forklarede undervandsbådens
indtrængen som en "fejl" kørte
Forsvarskontorets direktør Ono sagen hårdt i
pressen og opflammede den japanske offentlige mening mod
Kina. Fra det tidspunkt er forholdet mellem Beijing og
Tokyo på en stadig nedtur, der kulminerede i den
japansk-amerikanske fællesudtalelse om, at Taiwan
var af speciel militær betydning for dem begge,
hvilket Kina stemplede som en
"vederstyggelighed".
Formentlig vil denne
nedadgående spiral vise sig at være til skade
for såvel USAs som Japans interesser, men mest for
Japans. Kina kan ikke forventes at gengælde
direkte, men det er endnu mere usandsynligt, at man
glemmer det, der er sket - og Kina har en betydelig
påvirkningsmulighed overfor Japan.
Faktisk afhænger den japanske
rigdom i stigende grad af dets bånd til Kina. Det
modsatte er ikke tilfældet. I modsætning til,
hvad man kunne forvente, så sprang japansk eksport
til Kina op med 70 % mellem 2001 og 2004, hvilket var
hovedimpulsen for en spruttende japansk økonomisk
genrejsning. 18.000 japanske firmaer opererer i Kina. I
2003 overgik Japan USA som det førende land for de
kinesiske studenter, der tager udenlands for en
universitetsuddannelse. Næsten 70.000 kinesiske
studenter går nu på japanske universiteter,
sammenlignet med 65.000 på amerikanske akademiske
institutioner. Disse nære og lukrative forbindelser
kommer i fare, hvis USA og Japan fortsætter deres
militarisering af regionen.
En
multipolær verden
Tony Karon fra Time har
sagt, "Over hele verden dannes der nye bånd af
handels og strategisk samarbejde omkring USA. Kina er
ikke bare begyndt at erstatte USA som den dominerende
aktør i Asien - Stillehavsområdets
Samarbejdsorganisation (APEC), det er hurtigt ved at
udvikle sig til den største handelspartner for
nogen af Latinamerikas største økonomier
... Franske udenrigspolitiske tænketanke har
længe fremmet "multipolaritet" som et mål i
verden efter den kolde krig, d.v.s. at man
foretrækker mange forskellige, konkurrerende
magtcentre for USAs "unipolaritet", altså USA som
eneste hyper-magt. Multipolaritet er nu ikke
længere bare et strategisk mål. Det er en
realitet på vej."
Det er nemt at finde eksempler
på multipolaritet og på Kinas
fremtrædende rolle i at fremme den. Læg
således mærke til Kinas stadig tættere
forhold til Iran, EU, Latinamerika og ASEAN. Iran er den
næststørste olieproducent efter Saudi
Arabien og har længe haft venlige relationer til
Japan, som er dets ledende handelspartner. (98 % af
Japans import fra Iran er olie).
Den 18. februar 2004 tegnede et
konsortium af japanske firmaer et "memorandum of
agreement" med den iranske regering om
fællesudvikling af Irans Azadegan oliefelt, et af
verdens største, et projekt til 2.8 milliarder
USD. USA er imod Japans støtte til Iran, hvad der
fik kongresmedlemmet Brad Sherman (D, California) til at
beskylde Bush for at være blevet bestukket til at
acceptere den japansk-iranske handel ved Koizumis
afsendelse af 550 japanske soldater til Irak, hvad der
gav en fernis af international støtte til den
amerikanske krig der.
Men den langvarige iransk-japanske
fælleslinie begyndte at ændres sent i 2004.
Den 28. oktober underskrev Kinas store olieselskab,
Sinopec Gruppen, en aftale med Iran til en værdi
mellem 70 og 100 milliarder om udvikling af det
gigantiske Yadavaran naturgasområde. Kina har
aftalt at købe 250 millioner tons flydende
naturgas (LNG) fra Iran over 25 år. Det er den
største handel Iran har underskrevet med et andet
land siden 1996 og vil indeholde flere andre fordele,
bl.a. Kinas hjælp med at bygge mange skibe til at
levere naturgassen til kinesiske havne. Iran har
også forpligtet sig til at eksportere 150.000
tønder råolie pr. dag til Kina igennem 25
år til markedspris.
Irans olieminister, Bijan Zanganeh,
sagde på et besøg i Beijing, at Iran er
Kinas største leverandør af olie og
tilføjede, at hans land ønsker at
være Kinas langtids forretningspartner. Han
fortalte China Business Weekly, at Tehran gerne
ville erstatte Japan med Kina som den største
kunde for sin olie og gas. Årsagen er klar nok:
Amerikansk pres på Iran for at få det til at
opgive sit program for udvikling af kernekraft og
Bush-regeringens erklærede hensigt om at indbringe
Iran for FNs sikkerhedsråd med henblik på at
indføre sanktioner (som en kinesisk stemme kunne
vetoe).
Den 6. november 2004 var den
kinesiske udenrigsminister, Li Zhaoxing på et
sjældent besøg i Tehran. På
møder med den iranske præsident Mohammad
Khatami sagde Li, at Beijing faktisk ville overveje et
veto mod enhver amerikansk anstrengelse for at få
sanktioner mod Iran igennem FNs sikkerhedsråd. USA
har også beskyldt Kina for at sælge kerne- og
raketteknologi til Iran.
Kina og Iran havde allerede en
to-vejs handel på 4 milliarder US dollar i 2003.
Bl.a. byggede Kina det første stykke af Tehrans
metro og der er en kontrakt om næste stykke til en
værdi af 836 millioner US dollar. Kina vil ligge i
toppen i konkurrencen om at bygge fire andre planlagte
linier, omfattende en strækning på 19 miles
til lufthavnen. I februar 2003 åbnede Chery
Automobile Company, den 8. største bilproducent i
Kina, sit første oversøiske
produktionsanlæg i Iran. Det fremstiller nu 30.000
Chery biler om året i det nordøstlige Iran.
Beijing forhandler også om at konstruere en
rørledning på 240 miles fra Iran til det
nordlige Kaspiske Hav for at forbindes med
langdistancerørledningen fra Kazakhstan til
Xinjian, som påbegyndtes i oktober 2004. Den
kazakhiske rørledning har kapacitet til at levere
10 millioner tons olie om året til Kina. Trods
amerikansk braldren op og krigeriskhed, så er Iran
alt andet end isoleret i dagens verden.
EU er Kinas største
handelspartner og Kina er EUs næststørste
handelspartner (efter USA). Tilbage i 1989 vedtog EU et
forbud mod salg af militært udstyr til Kina, som en
protest mod undertrykkelsen af demonstrationerne for
demokrati på Beijings Tienanmen plads. De eneste
andre lande, der behandles sådan, er de virkelige
internationale pariaer, Burma, Sudan og Zimbabwe. Selv
Nordkorea er ikke underkastet en formel EU
våbenembargo.
Eftersom den kinesiske ledelse er
udskiftet flere gange siden 1989 og som et tegn på
sin gode vilje, har EU bekendtgjort sin hensigt om at
fjerne embargoen. Jacques Chirac, den franske
præsident, er en af de stærkeste fortalere
for ideen om at erstatte det amerikanske hegemoni med en
"multipolær verden". På et besøg i
Beijing i oktober 2004, sagde han, at Kina og Frankrig
deler "et fælles syn på verden" og at
ophævelsen af embargoen vil "markere en
betydningsfuld milesten: et tidspunkt, hvor Europa
måtte vælge mellem Amerikas og Kinas
strategiske interesser - og vælge Kina".
På sin tur til Vesteuropa i
februar 2005 sagde Bush gentagne gange "Der er en dyb
bekymring i vort land for, at en overførsel af
våben vil være en overførsel af
teknologi til Kina, som kunne ændre balancen i
forholdet mellem Kina og Taiwan". Tidligt i februar
stemte Repræsentanternes Hus med 411 mod 3 for en
resolution, der fordømmer den mulige EU handling.
Europæerne og kineserne hævder, at
Bush-regeringen i væsentlig grad overdriver sagen,
at der ikke er involveret nogen våben, der kan
ændre magtbalancen samt at EU ikke stræber
mod at vinde store nye forsvarskontrakter i Kina, men
blot at styrke de gensidige økonomiske relationer
i almindelighed. Straks efter Bushs Europatur ankom EUs
handelskommissær Peter Mandelson til Beijing
på sit første officielle besøg.
Formålet med besøget var, sagde han, at
understrege behovet for at skabe et nyt strategisk
partnerskab mellem Kina og Europa.
Washington støtter sin
hårde linie med udgivelsen af mange nye
efterretningsvurderinger, der fremstiller Kina som en
enorm militær trussel. Hvad enten disse
efterretninger er politisk påvirkede eller ej,
så påstår de, at Kinas militære
modernisering netop har som mål at
imødegå Flådens hangarskibsgrupper,
som kunne tænkes at blive brugt i Taiwan
strædet i krigstilfælde.
Og Kina bygger faktisk en stor
flåde af atomubåde og det deltager aktivt i
EUs Galileoprojekt for fremstilling af et
satellitnavigationssystem, der ikke kontrolleres af det
amerikanske militær. Forsvarsministeriet, Pentagon,
er bekymret for at Beijing skulle tilpasse
Galileoteknologien til antisatellitformål. Det
gør også indtryk på amerikanske
militæranalytikere, at Kina den 15. oktober 2003
opsendte et rumfartøj med en enkelt astronaut, som
kom velbeholdent tilbage til Jorden dagen efter. Kun den
tidligere Sovjetunion og USA har tidligere sendt
mennesker ud i rummet.
Kina har allerede mellem 500 og 550
ballistiske raketter med kort rækkevidde placeret
overfor Taiwan og det har 24 CSS-4 interkontinentale
raketter med en rækkevidde på 13.000 km til
at afskrække amerikanerne fra et raketangreb
på det kinesiske hovedland. I henhold til Richard
Fisher, en forsker ved det amerikansk baserede Center for
Security Policy, "De styrker, som Kina opstiller netop nu
vil formentligt være mere end tilstrækkelige
mod en enkelt amerikansk hangarskibsgruppe". Arthur
Lauder, professor i internationale forhold ved University
of Pennsylvania, er enig. Han siger at det kinesiske
militær "er det eneste under udvikling nogetsteds i
verden, som er specielt opbygget til at kunne slås
mod USA".
USA kan så klart ikke bare
ønske denne modstandsevne bort, men man har ingen
vidnesbyrd om, at Kina gør andet end at
imødegå de trusler, der kommer fra
Bush-regeringen. Det søger at undgå krig med
Taiwan og USA samtidig med at afskrække dem fra at
skille Taiwan fra Kina. Derfor vedtog Kinas pro forma
lovgivende forsamling, Den nationale Folkekongres, i
marts 2005 en lov, der gør løsrivelse fra
Kina ulovlig og godkendte brugen af magt, hvis et
landområde skulle forsøge at løsrive
sig.
Den japanske regering bakker
naturligvis op om den amerikanske holdning, at Kina
udgør en militær trussel for hele regionen.
Det er imidlertid interessant, at John Howards australske
regering, der er en loyal amerikansk allieret, når
det drejer sig om Irak, har besluttet at trodse Bush i
spørgsmålet om at hæve den
europæiske våbenembargo. Australien
lægger stor vægt på gode relationer med
Kina og håber på at kunne forhandle sig til
en frihandelsaftale mellem de to lande. Canberra har
derfor besluttet at støtte EU i sagen om at
ophæve våbenembargoen. Chirac og den tyske
kansler Gerhard Schröder siger begge, "Det vil
ske".
USA har længe hævdet,
at Latinamerika er en del af dets
"indflydelsessfære" og derfor har de fleste andre
lande trådt forsigtig frem, når de lavede
forretninger der. Imidlertid dyrker Kina åbent
mange Latinamerikanske lande i sin søgen efter
brændsel og råstoffer til den hurtigtvoksende
økonomi uden hensyn til hvad Washington
tænker. Den 15. november 2004 afsluttede
præsident Hu Jintao et femdages besøg i
Brasilien, under hvilket han underskrev mere end et dusin
aftaler, der gik ud på at udvide Brasiliens salg
til Kina og kinesiske investeringer i Brasilien. En
aftale indeholder brasiliansk eksport af kød og
fjerkræ til Kina for 800 millioner US dollar per
år. Til gengæld har Kina lovet Brasiliens
statsejede olieselskab at finansiere (med 1.3 milliarder
US dollar) en gasrørledning mellem Rio de Janeiro
og Bahia, når de tekniske undersøgelser er
færdige. Kina og Brasilien indgik også et
"strategisk partnerskab" med den hensigt at øge
omfanget af den gensidige handel fra 10 milliarder US
dollar i 2004 til 20 milliarder i 2007. Præsident
Hu sagde, at dette partnerskab symboliserede "en ny
international politisk orden til gavn for
udviklingslandene".
I de følgende uger
underskrev Kina vigtige investerings- og handelsaftaler
med Argentina, Venezuela, Bolivia, Chile og Cuba. Af
særlig interesse er det, at i december 2004
besøgte præsident Hugo Chávez fra
Venezuela Kina og aftalte, at give udstrakt adgang til
sit lands oliereserver. Venezuela er verdens femte
største olieeksportør og sælger
normalt omkring 60 % af sin udvinding til USA, men under
de nye aftaler vil Kina få lov til at drive 15
modne oliefelter i det østlige Venezuela. Kina vil
investere omkring 350 millioner i olieudvinding og andre
60 millioner i naturgasbrønde.
Kina arbejder også for at
samle Østasiens mindre lande i en eller anden form
for ny økonomisk og politisk fællesskab. En
sådan alliance, hvis den bliver til noget, vil med
sikkerhed nedslide amerikansk og japansk indflydelse i
området. I november 2004 mødtes de 10
nationer, der udgør ASEAN, sammenslutningen af
sydøstasiatiske nationer (Brunei, Burma, Cambodia,
Indonesien, Laos, Malaysia, Philippinerne, Singapore,
Thailand og Vietnam) i den laotiske hovedstad Vientiane,
med lederne fra Kina, Japan og Sydkorea. USA var ikke
inviteret og de japanske embedsmænd virkede utrygge
ved at være der. Formålet var at
planlægge et Østasiatisk topmøde i
november 2005 som begyndelsen til dannelsen af et
"Østasiatisk Fællesskab". I december 2004
enedes ASEAN-landene og Kina også om at skabe en
fælles frihandelszone i 2010.
I henhold til Edward Cody fra
Washington Post, "er handelen mellem Kina og de 10
ASEAN-lande steget med omkring 20 % om året siden
1990 og øgningstakten er steget gennem de senere
år". Denne handel nåede op på 78.2
milliarder dollar i 2003 og rapporteres at ligge omkring
100 milliarder ved slutningen af 2004. Som den japanske
senior politiske kommentator Yoichi Funabashi siger
"interregionshandelen i Østasien var 52 % af
verdenshandelen i 2002. Selvom dette tal er mindre end de
62 %, der gælder i EU, så overstiger det de
46 % i NAFTA [den nordamerikanske
frihandelsaftale]. Østasien bliver derfor
mindre afhængigt af USA, når det drejer sig
om handel".
Kina er den væsentligste
drivende kraft bag disse anstrengelser. I henhold til
Funabashi så planlægger det kinesiske
lederskab at bruge landets eksplosive økonomiske
vækst og dets stadig mere kraftfulde forbindelser
til de regionale handelspartnere til at marginalisere USA
og isolere Japan i Østasien. Han mener, at USA
undervurderer, hvor stor mistroen til det er blevet i
regionen på grund af dets snævertsynede og
ideologiske reaktion på den Østasiatiske
økonomiske krise i 1997, som det i høj grad
var årsag til.
Den 30. november 2004 udtalte
Michael Reiss, direktøren for politisk
planlægning i det amerikanske udenrigsministerium,
i Tokyo, at "USA har, som en magt i det vestlige
Stillehav, en interesse i Østasien. Vi ville
være ulykkelige overfor enhver plan om at udelukke
USA fra mønsteret af forhandlinger og samarbejde i
regionen". Men det er formentlig allerede for sent for
Bush-regeringen at opnå meget mere end en
forsinkelse af et Kinadomineret Østasiatisk
Fællesskab, især på grund af faldende
amerikansk økonomisk og finansiel
styrke.
For Japan er valgmulighederne endnu
vanskeligere. Kinesisk-japansk fjendskab har haft en lang
historie i Østasien, altid med
ødelæggende resultater. Før 2.
Verdenskrig advarede en af Japans mest indflydelsesrige
skribenter angående kinesiske forhold, Hotsumi
Ozaki, profetisk om, at Japan ved at afslå at
tilpasse sig den kinesiske revolution og i stedet
føre krig mod den, kun ville radikalisere det
kinesiske folk og bidrage til, at det kinesiske
kommunistparti kom til magten. Han arbejdede hele sit liv
med spørgsmålet, "hvorfor skulle den
kinesiske revolutions succes være til skade for
Japan ?" I 1944 hængte den japanske regering Ozaki
som forræder, men hans spørgsmål er
ligeså relevant i dag, som det var i de sene
1930ere.
Hvorfor skulle Kinas fremgang som
et succesrigt land være til skade for enten Japan
eller USA? Som en Hong Kong vittighed udtrykker det, Kina
har bare haft er par dårlige århundreder og
nu er det tilbage. Verden må fredeligt tilpasse sig
dets legitime krav - et af dem er, at andre nationer
standser med at militarisere Taiwan problemet - samtidig
med, at man forsøger at kontrollere urimelige
kinesiske bestræbelser på at påtvinge
området sin vilje.
Desværre er udviklingens
tendens i Østasien snarere, at vi risikerer en
gentagelse af den sidste kinesisk-japanske konflikt, dog
med den forskel at USA denne gang næppe vil
være på den vindende side.
From Japan
Policy Research Institute
No
Longer the "Lone" Superpower. Coming to Terms with China
by Chalmers Johnson
Kilder til citaterne og andre
referencer findes på originalversionen på
denne hjemmeside.
*
Chalmers Johnson er præsident for Japan Policy
Research Institute og forfatter til
"Blowback: The Costs and
Consequences of American Empire" og
"The Sorrows of Empire:
Militarism, Secrecy and the End of the
Republic"
Vi anbefaler også hans
artikel fra 31. marts 2005,
Wake
up! Washington's alarming foreign
policy
Artiklen er
oversat af Orla Jordal, www.jordals.dk, som en public
service.
Get
free articles & updates
©
TFF and the author
2005
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
|