|
Mennesker
med blod på hænderne
Af
Mahathir
Mohamad
Malaysias forhenværende
premierminister
13. december, 2005
Engelsk original på Information Clearing House,
September 16, 2005
People
with Blood-Soaked Hands
NGOs
protesting that Mahathir was invited to speak
Jeg vil gerne takke Suhakam for den
ære det er, at få lov til at tale til jer, om
et emne som I ved mere om og har mere erfaring med, end
jeg.
I bekymrer jer om
menneskerettigheder eller Hak Asasi Manusia. Og det er
kun rigtigt, at som et civiliseret samfund og som nation,
må vi alle bekymre os om menneskerettigheder i vort
eget land og også i verden.
Men menneskerettigheder skal
respekteres, fordi de kan bidrage til en bedre
livskvalitet. At dræbe 100.000 mennesker, fordi man
mistænker, at nogle fås menneskerettigheder
er blevet krænket, forekommer at være en
selvmodsigelse. Alligevel har menneskeretsfanatikere
ført til, at flere mennesker er blevet
berøvet deres rettigheder og deres liv, end det
antal, der blev reddet. Det virker, som om vi har tabt
sansen for proportioner.
Med fremskridtene i civilisation,
er det kun ret, at menneskesamfundet forsøger at
udmærke sig selv mere og mere frem for Guds andre
skabninger, der ikke kan tænke, ikke har fornuft,
og ikke kan se ud over deres grundlæggende behov og
følelser. At underkaste sig den stærke og
magtfulde var rigtigt i dyreriget og i primitive
menneskesamfund. Men jo mere fremskredent samfundet
bliver, desto større skulle evnen være til
at tænke, anerkende og vurdere forskellen mellem
rigtigt og forkert og til at vælge mellem disse,
med større argumentationskraft og ikke bare
baseret på følelser og
ønsker.
Verden i dag er, når det
drejer sig om at træffe de rigtige valg, stadig
meget primitiv. For eksempel er der dem, der hævder
at være mest civiliserede og som dog stadig tror,
at ulykker, der rammer dem, skyldes deres fjenders
handlinger, mens ulykker, de påfører deres
fjender, er ret. Dette fremgår af den bekymring og
vrede, der fremkaldes af, at 1700 amerikanske soldater er
døde i Irak, mens døden af 100 gange
så mange Irakere som et resultat af den
militære invasion og den borgerkrig, der
fremkaldtes af, at man påtvang Irak demokratiske
valg, slet ikke nævnes.
Irakiske døde tælles
ikke, mens hvert enkelt dødsfald for en amerikansk
soldat rapporteres for verden. Der er tale om soldater,
der må forvente at blive dræbt. Men Irakerne,
der dør på grund af amerikanske handlinger
eller på grund af den borgerkrig i Irak, som USA
har fremkaldt, er uskyldige civile, som under Saddam
Husseins diktatur stadig ville have været
levende.
Du og jeg læser rapporterne
om Irakeres død med sindsligevægt, som om
det var rigtigt og retfærdigt. Du og jeg reagerer
ikke med vrede og skræk overfor denne
uretfærdighed, denne krænkelse af disse
Irakeres ret til at leve, til at være fri for
terror, også statsfremkaldt terror.
Før invasionen af Irak
døde 500.000 børn, fordi sanktioner,
på et falskt grundlag, berøvede dem medicin
og mad. Adspurgt af pressen, om hun ikke mente, at denne
pris for at stoppe Saddam Husseins diktatur var for
høj, svarede fr Albright [som amerikansk
udenrigsminister], at det var svært, men det
var prisen (de 500.000 døde børn)
værd.
På det tidspunkt,
[må man spørge] hvor var de
mennesker, der bekymrer sig om menneskerettigheder ?
Afslørede de Englands og USAs misgerninger ?
Protesterede de mod deres egne regeringer ? NEJ. Det er
fordi de, fjenden, bliver dræbt. Det er
acceptabelt. Men deres egne folk må ikke
dræbes. At dræbe dem, er at begå en
terrorhandling.
Men, hvad er en terrorhandling. Er
det ikke enhver handling, som skræmmer folk ?
Skræmmes folk ikke af tanken om at blive bombet og
dræbt ? De, der står for at blive dræbt
af eksploderende bomber, ved, at de får revet
hovedet og lemmerne af deres kroppe. Uden tvivl vil nogen
dø med det samme. Men mange vil ikke. De vil
nå at mærke lemmerne blive revet af kroppen,
at deres tarme falder ud på jorden gennem det
sønderrevne underliv. De vil vente i frygtelig
smerte på den hjælp, som måske ikke
kommer. Og de vil igen føle frygten, mens de
forudser næste bombe eller raket. Og de, som
overlever, vil kende frygten for, hvad der kunne ske med
dem personligt, når bomberne kommer igen, i morgen,
dagen efter, ugen eller måneden efter.
De vil vide, at de er de
næste til at få revet hovedet af kroppen, og
lemmerne. De vil vide, at de vil dø voldeligt
eller overleve i rædselsfuld smerte, minus arme,
minus ben, invalideret for evigt. Og bombningerne vil
fortsætte. I Irak levede folk i en
forfærdelig frygt i 10 år, mellem Golfkrigen
og invasionen af Irak. De var terroriserede. Har de nogen
rettigheder ? Gjorde verdens befolkning noget
?
De britiske og amerikanske
bombepiloter kom, uden modstand, sikkert og bekvemt i
deres moderne fly, trykkede på knapper for at smide
bomber og invalidere rigtige mennesker, som var deres
mål, bare mål. Og disse mordere, for det er,
hvad de er, tager bare tilbage for at fejre: "Opgaven
Fuldført" ("Mission accomplished").
Hvem er terroristerne ? De
mennesker nedenunder, der bombes eller de, der kaster
bomberne ? Hvis rettigheder er taget fra dem ?
Jeg fortæller det her, fordi
når det drejer sig om menneskerettigheder, har vi
ikke bare to sæt normer, der er mange.
Selvfølgelig skal vi bekymre os for, om fanger og
tilbageholdte udenlandske arbejdere i dette land
behandles ordentligt eller ej. Vi skal bekymre os for, om
alle kan udøve deres stemmeret eller ej, om den
mad, der gives til indsatte er sund eller ej, og
selvfølgelig om tilbageholdelse uden retssag, er
en krænkelse af menneskerettighederne eller
ej.
Men de folk, hvis hænder er
sovset ind i uskyldiges blod, Irakeres, afghaneres,
panamaners, nicaraguaneres, chileneres, ecuadorianeres;
de folk, der myrdede præsidenterne i Panama, Chile,
Ecuador; de folk, der så bort fra international ret
og igangsatte militære angreb, invaderede og
dræbte hundreder af panamanere for at arrestere
Noriega og sætte ham for retten, ikke efter Panamas
love, men efter deres egne, har disse mennesker nogen ret
til at stille spørgsmålstegn ved
menneskerettighederne i vort land, til at lave en liste
og give karakterer for menneskerettighedstilstanden i
verdens lande en gang om året, disse mennesker med
de bloddryppende hænder.
De sætter ikke
spørgsmålstegn med grove
menneskerettighedskrænkelser i lande, der er deres
venner. I virkeligheden forsyner de disse lande med
midler til at tillade sig
menneskerettighedskrænkelser.
Israel forsynes med våben,
kamphelikoptere, kugler med betræk af udarmet uran
til at føre krig mod mennesker, hvis eneste
mulighed for at gøre gengæld er ved
selvmordsbomber. De israelske soldater er velbeskyttede
med skudsikre veste o.l., opererer fra armerede tanks,
armerede bulldozere, når de sender raketter og
bomber over palæstinenserne og
ødelægger deres huse, mens beboerne stadig
er i dem.
Israel har kernevåben, men de
fik alligevel bombefly til at bombe såkaldte
kernevåbenforskningsanlæg i andre lande. Og
som det er med de amerikanske og britiske handlinger,
så river de israelske bomber og raketter levende
palæstinensere, Irakere og snart syrere og iranere
i stykker, uden den ringeste bekymring for, om de
dræbte folk har rettigheder, har
menneskerettigheder til deres liv, til sikkerhed, til
fred.
Så er der andre venner af
disse terroristnationer, som krænker deres eget
folks menneskerettigheder, nægter dem blot de
simpleste demokratiske rettigheder, fængsler og
henretter deres folk uden en fair retssag, men som ikke
kritiseres eller fordømmes.
Men når lande ikke er venlige
overfor disse store magter, så påstår
de store landes regeringer, at de har ret til at bruge
penge på at undergrave regeringen, til at
støtte NGOer med at vælte regeringen, til at
sikre, at kun kandidater, der er villige til at
underkaste sig dem, vinder. Vi ser allerede valg, hvor
kandidater, der ønsker at bevare landets
uafhængighed afvises, mens kun de, der er rede til
at underkaste sig disse magter, får lov til at
stille op og til at vinde.
Der var engang, hvor nationer
lovede højtideligt ikke at blande sig i andre
landes indre anliggender. Som et resultat heraf opstod
mange autoritære regimer, som begik
forfærdelige grusomheder. Cambodja og Pol Pot
falder i tanken. På grund af
ikke-indblandingsprincippet i landes interne anliggender
døde 2 millioner cambodjanere på frygtelig
vis.
Der kan være grund til
indgriben. Men hvem bestemmer, hvornår det er
tilfældet ? Skal denne ret ligge hos en bestemt
supermagt ? Hvis det er tilfældet, kan vi så
være sikre på, at denne supermagt vil handle
i det pågældende lands bedste interesse for
at opretholde de menneskelige rettigheder.
Saddam Hussein blev retsbehandlet
af medierne og fundet skyldig i at undertrykke sit folk.
Men det var ikke undskyldningen for at invadere Irak.
Undskyldningen var, at Irak truede Verden med
masseødelæggelsesvåben. Specielt
formodedes England at være truet af
masseødelæggelsesvåben, der kunne
ramme 45 minutter efter, at Saddam havde givet
ordren.
Som vi alle ved, var det en
løgn. Ethvert organ, der har fået opgaven at
verificere, at Saddam havde
masseødelæggelsesvåben, har opgivet at
bevise det. Selv Englands og USAs efterretningstjenester
har sagt, at der ikke var noget
masseødelæggelsesvåben, som Saddam
kunne true USA eller England eller Verden med. Og i dag
efter måneder af grundig søgen, uden at
Saddam eller hans folk gik i vejen, har man ikke fundet
noget
masseødelæggelsesvåben.
Alligevel påtog USA og UK sig
at invadere Irak for at fjerne en påstået
autoritær regering. Resultatet af invasionen er, at
mange flere mennesker er dræbt og såret, end
man nogensinde har givet Saddam ansvaret for. Endnu
værre, de magter som formodes at redde det Irakiske
folk har brudt international lov om menneskerettigheder
ved at internere Irakere og andre og ved at torturere dem
på Guantánamo, i Abu Ghraib og andre
steder.
Så kan vi virkelig acceptere,
at disse store magter alene har retten til at
afgøre, hvornår man skal blande sig i andre
landes interne affærer for at beskytte
menneskerettighederne ?
Malaysia bekymrer sig om
menneskerettighederne inden for sine egne grænser.
Det behøvede ikke fremmede magters indblanding for
at starte Suhakam, et organ, der skal kontrollere og
sikre, at der ikke sker
menneskerettighedskrænkelser indenfor landets
grænser.
Folk i Malaysia synes at være
ganske tilfredse. De kan arbejde og handle og tjene lige
så mange penge de vil. Der er ingen
begrænsninger på deres
bevægelsesfrihed, de kan endda tage til
udlandet.
De har politiske partier, som de
frit kan tilslutte sig, hvadenten de er for eller imod
regeringen. De kan læse aviser, der er for eller
imod regeringen. Mens de nationale elektroniske medier er
for regeringen, er der ingen, der forhindres i at se
eller lytte til fremmede udsendelser, som stort set er
kritiske mod regeringen.
Fremmede aviser og blade er frit
tilgængelige. Faktisk så trykkes mange
fremmede aviser, som International Herald Tribune og
Asian Wall Street Journal i Malaysia og er frit
tilgængelige for malaysiere. Og så er der
internettet som ingen synes at kunne stoppe, selv ikke
når der vises ærekrænkende
løgne.
Periodisk, uden afvigelser, er der
valg i Malaysia. Alle og enhver kan deltage i disse valg.
Begge siders kampagner er lige på og hårdt.
Og resultaterne viser ganske klart, at trods
beskyldninger mod regeringen for udemokratisk praksis,
så kan mange oppositionskandidater vinde. Faktisk
tabtes flere stater til oppositionspartierne. Ikke en
eneste af de vindende oppositionskandidater er blevet
anklaget, stillet for retten og fundet skyldig i et eller
andet lille brud på valgproceduren og forhindret i
at indtage sit sæde i parlamentet, som det sker i
et vist land.
Men trods alt dette beskyldtes
Malaysia for at have en totalitær regering gennem
de 22 år, jeg har været premierminister. At
jeg løslod tilbageholdte, da jeg blev
premierminister og at jeg brugte ISA [formentlig en
sikkerhedslovgivning] meget lidt, ændrede ikke
ved, at jeg var en diktator, der krænkede
menneskerettigheder.
Og at jeg ikke brugte ISA, ikke
tilbageholdt nogen uden retssag, det hjalp heller ikke.
Og så da en tidligere vicepremierminister blev
anklaget, stillet for retten med 9 forsvarsadvokater og
dømt, så blev der bare sagt, at der var tale
om en sammensværgelse, at retten var styret og
manipuleret og at retssagen var et skuespil. Så det
er galt, hvis du bruger ISA og galt, hvis du ikke
gør.
Kan de lide dig, så er en
retsafgørelse i din favør helt fin, selvom
den kommer på et latterligt grundlag.
Det er de folk, som synes at give
sig selv retten til at fastlægge grundreglerne for
menneskerettigheder og som har udpeget sig selv til
vogtere af verdens menneskerettighedskvalitet.
Og nu har disse samme personer
fundet på noget de kalder globalisering. For det
første, hvem har ret til at foreslå og
fortolke globalisering ? Det er helt sikkert, at
globalisering ikke er opfundet af de fattige lande. Det
blev opfundet, fortolket og startet af de
rige.
Den globaliserede verden skal
være uden grænser. Men hvis lande ikke har
grænser, så er det helt sikkert, at det
første, der vil ske, er, at folk vil være i
stand til at flytte fra det ene land til det andet uden
betingelser, uden papirer og pas. De fattige mennesker i
de fattige lande skulle så være i stand til
at flytte til de rige lande, hvor der er arbejde og
muligheder.
Men det er slået fast, at
globalisering, grænseløshed, ikke
gælder for mennesker, men for kapital, for
valutahandlere, for store selskaber, for banker, for
NGOer, der interesserer sig for såkaldte
menneskerettighedskrænkelser, for mangel på
demokrati, etc. Bevægelsen går, som I kan se,
kun i den ene retning. De rige krydser grænserne
til gavn for deres forretninger, banker, valutahandlere,
deres NGOer, for menneskeret og demokrati.
Der vil ikke ske nogen
bevægelse i den anden retning fra de fattige lande
til de rige, bevægelsen af fattige mennesker
på jagt efter arbejde, NGOer, der bekymrer sig for
menneskerettighedskrænkelser i de rige og magtfulde
lande, hvor medierne udøver selvcensur for at
fremme bestemte partier, hvor tvivlsomme valgresultater
godkendes af tamme domstole. Der bliver ikke nogen
bevægelse af farvede mennesker til de hvide lande.
Hvis de skulle slippe ind, bliver de pågrebet og
sendt til afsides liggende øer i midten af
oceanet, eller de bliver anbragt bag
militærpigtrådshegn. Det er altsammen meget
demokratisk og tager fuldt hensyn til
menneskerettigheder.
Hvis vi ser tilbage, kan vi
erkende, hvad globaliseringen egentlig er. Det er slet
ikke en ny ide. Handelsglobalisering begyndte, da etniske
europæere fandt søvejene til Vesten og
Østen. De ville have handel, men de kom i
orlogsfartøjer med kanoner og invaderede, erobrede
og koloniserede deres handelspartnere.
Hvis de indfødte folk var
svage, blev de bare likviderede, skudt på stedet,
deres lande blev taget og nye etnisk europæiske
lande skød op. Ellers blev de integreret i
imperier, hvor solen aldrig gik ned, deres ressourcer
blev udnyttet og folket behandlet med foragt.
Verdenskortet i dag viser
globaliseringens effekter, som den er tolket af
historiens etniske europæere. Der fandtes intet
USA, Canada, Australien, Latinamerika, New Zealand
før europæerne opdagede søvejene og
startede en global handel.
Før europæerne var der
arabiske, indiske, kinesiske og tyrkiske
handelsmænd. Der var ingen erobring og
kolonisering, da disse folk besejlede havene for at
handle. Kun da europæerne stod for verdenshandelen
blev lande invaderet, menneskerettigheder krænket,
folkemord begået, imperier opbygget og nye etnisk
europæiske nationer skabt på jord, der
tilhørte andre.
Dette er historiske kendsgerninger.
Vil ikke dagens globalisering resultere i at svage lande
koloniseres igen, at nye imperier dannes og at verden
bliver totalt hegemoniseret ? Vil ikke dagens
globalisering resultere i
menneskerettighedskrænkelser ?
I dagens verden ejer 20 % af
menneskene 80 % af værdierne. Næsten 2
milliarder mennesker lever af 1 USD pr dag. De har ikke
mad nok, eller klæder, eller et ordentligt tag over
hovedet. Om vinteren fryser mange af disse mennesker
ihjel. Folk i de magtfulde lande bekymrer sig om vores
menneskerettighedskrænkelser.
Men burde vi ikke bekymres over den
ulige fordeling af rigdommen, som berøver 2
milliarder mennesker deres rettigheder til et ordentligt
liv, berøvet af de folks griskhed, som er så
bekymrede for os og de lejlighedsvise utilsigtede
smuttere, der har resulteret i
menneskerettighedskrænkelser i vort
land.
Vi skal fordømme
menneskerettighedskrænkelser i vort land, men vi
skal vogte os for de folk, der vil ødelægge
vor stabilitet, fordi vi er for uafhængige og fordi
vi stort set har haft held med at give vort folk et godt
liv og trods al kritikken er vi mere demokratiske end de
fleste af de magtfulde nationers venner i
verden.
Globaliseringen af bekymringen for
de fattige og undertrykte er ren og skær hykleri.
Hvis disse mennesker, som synes så bekymrede, stod
overfor den situation, vi sommetider står i i
Malaysia, ville deres reaktioner og svar være meget
værre end vore. I Guantánamo fangelejren
tortureres og ydmyges de indsatte, mange af dem har ikke
den ringeste tilknytning til terrorisme. I Abu Ghraib
sanktionerede de højeste officerer faktisk den
umenneskelige behandling af de indsatte.
Når verdensopinionen tvinger
til handling mod de, der er ansvarlige for disse
forkastelige handlinger, så bliver de formastelige
enten fundet "ikke skyldig" eller idømt lette
straffe. De dømmes af deres egne domstole, efter
deres egne love. Ofrene er ikke repræsenteret. De
lande, hvor forbrydelserne blev begået, fik ikke
lov at føre retssagen. Samlet set var hele
processen bare et ordentligt paradenummer. Og alligevel
er det de lande og de folk, der påstår, at
malaysiske domstole manipuleres af regeringen, at
menneskerettighedskrænkelser er hyppige i Malaysia.
Og malaysiske NGOer, medier og andre slikkede det bare i
sig.
Vi må kæmpe mod
krænkelser af menneskerettighederne. Vi må
kæmpe for menneskerettigheder. Men vi må ikke
fjerne andres rettigheder, majoritetens rettigheder. Vi
må ikke slå dem ihjel, invadere og
ødelægge deres lande i
menneskerettighedernes navn. Selvom der gøres
meget forkert i Islams navn og også i andre
religioners navn, så gøres der værre
ting i demokratiets og menneskerettighedernes navn. Vi
må have et ordentligt perspektiv på tingene.
To forkerte giver ikke en rigtig. Husk at samfund har
også rettigheder, ikke bare individer eller
mindretal.
Vi har fået politisk
uafhængighed men for mange er mentaliteten stadig
koloniseret.
Oversat af Orla
Jordal, - www.jordals.dk - som en public service.
Get
free articles & updates
©
TFF and the author
2005
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
|