|
Vi
kan lære af den forudsigelige fiasko i
Irak
Af
Jan
Øberg
TFF
direktør
5 juni, 2004
Fredsforskeren Jan Øberg,
der er direktør for Den Transnationale Stiftelse
for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, i Lund havde
små 200 samtaler med mennesker på alle
niveauer i Irak før krigen. Den 3. juni udgiver
han "Forudsigelig fiasko. Konflikten med Irak og Danmark
som besættelsesmagt" (Tiderne Skifter), der
drøfter hele forløbet og opstiller et
19-punkts program for hvorledes det - måske - kan
blive bedre i Irak. Hvis vi kan erkende vore egne fejl
så blir der bedre muligheder for at redde
situationen, mener han.
Besættelsen af Irak vil
aldrig lede til fred, demokrati eller noget andet godt
for irakerne. Jo længere den varer, jo værre
konsekvenser vil denne forudsigelige fiasko få for
Irak, for USA, for Danmark og for resten af
verden.
Set i sammenhæng med
Israel-Palæstina-konflikten er Irak den mest
konsekvensrige enkeltkonflikt i verden; desværre er
den blevet håndteret med lige dele
konfliktanalfabetisme og selvretfærdighed parret
med en kulturforagt, der nærmer sig racisme. Og
derfor blev der krig.
Og hvis dét ikke var
årsagen til krigen og besættelsen så er
dagens tragedie en konsekvens af imperialisme i hvilken
konflikthåndtering er magtpolitikkens
fortsættelse med andre midler.
Det eneste positive, der kan komme
ud af det hele er, at vi kan få afklaret hvordan vi
skal håndtere konflikter i fremtiden.
Selverkendelsen vil også åbne mulighed for at
hæve besættelsen og hjælpe irakerne i
årene fremover.
1. Voldelige midler leder ikke
til fred. Irak er det seneste og mest mislykkede
forsøg på at håndtere konflikter med
vold. Hvis militære indsatser skal være
fredsfremmende må de bygge på et minimum af
kundskab og konfliktanalyse. På 8. år
fungerer Dayton-Bosnien ikke; Kosovo-missionen er ved at
bryde sammen; Serbien er fattigt og ydmyget og sidder med
600,000 flygtninge ingen vil vide af. I Kroatien regerer
igen det parti, som førte krig ud af Jugoslavien,
og landet er mere etnisk rent end før krigen. Det
er ikke sikkert at Makedonien overlever som stat efter
den krig vesten lod kosovo-albanske ekstremister
fremprovokere dér.
Afghanistan er atter i
opium-bøndernes og de lokale krigsherrers
hænder.
Er civile midler bedre? Diktatorer
som Shahen af Iran og Marcos på Filippinerne faldt
takket være folkelig mobilisering. Havde
Solidarnosc brugt våben kunne Sovjetunionen have
besat Polen; Milosevic faldt ikke efter ti år af
diplomatisk isolering, hårde sanktioner og 78 dages
bombninger men da 300,000 mennesker satte stop på
parlamentet trappe og politiet praktiserede civil
ulydighed. Shevardnadze måtte gå takket
være ikkevold.
Verden synes endnu ikke at have
opdaget at den gamle kolde krig ophørte takket
være tre ikkevoldelige tings samvirken: Gorbatjovs
nye politik, de østlige dissidenter og den
vestlige fredsbevægelse
2. Saddam var et produkt af
våbenhandel. Problem Irak og Saddam må
ses i forbindelse med den globale våbenhandel som
helhed. De fem permanente medlemmer af FNs
Sikkerhedsråd, der har kørt hele sagen med
det formål at afvæbne Irak, har alle selv
masseødelæggelsesvåben og står
tilsammen bag 85% af verdens
våbeneksport.
Våbeneksporterende regeringer
vendte det blinde øje til Saddams krænkelser
af menneskerettighederne, hans gasning af sine egne
borgere, hans krige, hans ambitioner om at besidde
masseødelæggende våben og hans
diktatoriske stil. De gjorde gode forretninger og brugte
ham til deres egne udenrigspolitiske
mål.
Dagens største
våbenhandlere kan ikke samtidig være dem, der
skal dømme andre i disse sager. Våbenhandel
må bringes under kontrol.
3. Vi må reducere
afhængigheden af olie. Olie er ikke det eneste
men ét centralt motiv bag USAs krigspolitik.
Tallene varierer lidt, men USA importerer i dag lidt mere
end halvdelen af sit olieforbrug og omkring 2020 år
vil nærme sig 70% eller mere. USA selv besidder kun
2% af verdens reserver og omkring 1/4 af dets import
kommer fra Kuwait, Saudi-Arabien og Irak.
Situationen er ikke bedre i Europa.
Allerede i dag er 75% af hele EUs forbrug baseret
på olie. Det nuværende globale olieforbrug
ligger på omkring 77 millioner tønder om
dagen og det beregnes at stige til 115 millioner i 2020,
altså med næsten 50%. Enhver kan se at at EU
således også vil blive stadigt mere
afhængig af olieimport udefra.
Olieprisen per fad ligger nu
på 41 dollars; det vil have store konsekvenser for
verdensøkonomien, ikke mindst de fattige
olieimporterende landes befolkninger. Sikkerhedspolitik
burde handle om energi og reduktion af vores
sårbarhed - et hovedpunkt forresten i min bog om At
udvikle sikkerhed og sikre udvikling for 21 år
siden (Vindrose Forlag).
4. Eksistensen af
masseødelæggende våben er problemet,
ikke spredningen. Irak var i praksis afvæbnet
for masseødelæggende våben i 1996-97.
Ingen planlægger at destruere disse våben
dér hvor de findes som f.eks. i USA, England,
Frankrig, Kina, Indien, Pakistan og Israel, skønt
ethvert atomvåben strider mod Ikkespredningsaftalen
fra 1970. Det er den juridisk bindende traktat, der siger
at de, der har atomvåben, skal nedruste dem mod at
de, der gerne vil erhverve dem, skal afstå og i
stedet hjælpes til at få civil
atomkraft.
Hverken den politiske debat eller
medier fokuserer på at de egentlige "forbrydere" i
folkeretslig og moralsk forstand er dem, der har
kernevåben og har doktriner for at bruge dem. Hvis
atommagterne ned- og afrustede sine
masseødelæggelsesvåben ville den
væsentligste enkeltårsag til spredningen
falde bort.
5. Lærdomme
vedrørende konflikthåndtering. Alt hvad
vi véd om psykologiske mekanismer bliver
trådt under fode på international niveau.
Overalt i verden savner beslutningstagere professionel
kundskab om konflikthåndtering - omend de kan
være gode diplomater, militærfolk eller
ministre. Verden har stort set ingen fredsakademier. Det
ville spare os alle for megen fortræd hvis man
husker disse ting næste gang:
a) Lær det
grundlæggende om konflikthåndtering,
altså om konfliktanalyse, konfliktforståelse,
konfliktløsning, mægling og forsoning. Under
krig og vold ligger en konflikt. Vi behøver mere
konfliktjournalistik og mindre krigsreportage.
b) Tilvejebring så megen og
så forskelligartet information om landet og
konflikten, så man kan formulere en kompleks,
intelligent politik med flere handlingsveje åbne.
Luk derfor aldrig ambassader; hold altid
kommunikationskanaler åbne.
c) Udvikl altid flere eller
alternative planer. Byg aldrig på krigen som den
eneste mulighed. Hvis der kun findes en plan, er der
ingen reel valgfrihed.
d) Hvis du er imod krig så
sig ja til andre veje. Det er ikke nok at demonstrere med
slogans som "Nej til krig"; der må være svar
på spørgsmålet: hvis ikke krig,
hvordan vil du så løse
konflikten?
e) Princippet om at min fjendes
fjende er min ven er en kortsigtet strategi. Saddam var
vor fordi han bekæmpede Khomeini i Iran, Vestens
fjende.
f) Fred med krigeriske midler
fungerer ikke i ni af ti tilfælde. FN-Pagten taler
om fred med fredelige midler. Ikkevold er en
internationalt accepteret norm og Pagtens højeste
mål er at afskaffe krig.
g) Forud for krig udgør
smukke motiver højst 1/10 af virkeligheden. De
hårde interesser, realpolitikken og magtens spil
udgør 9/10.
h) Der er altid to virkeligheder -
dels den virtuelle, inklusive propagandaens,
markedsføringens og den psykologiske
krigsførelses, og dels den faktiske, som man bedst
får greb om ved eget øjesyn på
stedet.
i) Der findes ingen konflikter i
hvilke den ene er helt sort/ond og den anden helt
hvid/god. Hvis sandheden er krigens første offer,
er kompleksiteten det andet, selvkritikken det tredje og
fairness formentlig det fjerde offer.
j) Forsøg ikke på
konflikthåndtering uden om FN og uden for
folkeretten i øvrigt. Verdensorganisationen er
langtfra perfekt, men den bør betragtes som den
vigtigste organisation, indtil vi en dag har udviklet en
anden og bedre. En verden, der køres af de
militært stærkeste uden for FNs normer er en
langt farligere og uciviliseret verden end den, vi har
selv med et svagt FN.
k) Tag udgangspunkt i
befolkningernes tarv og ikke kun i hvem der er gode og
onde på regeringsniveau. Havde vi haft den irakiske
befolknings vé og vel som højeste
prioritet, var konflikten blevet håndteret på
en helt anden måde. Nu blev irakerne istedet
usynliggjort eller slået i hartkorn med
Saddam.
6. Krigen mod terrorister og mod
Irak har øget verdens usikkerhed. Angrebet den
11. september 2001 var en kriminel handling mod USAs
økonomiske og militære centre, men det var
ikke en krig(serklæring) mod USA eller den vestlige
kultur. Bush-regimet valgte derimod at bruge 11.
september som et påskud for en global krig mod
terrorismen med uendeligt større voldsarsenaler og
uforholdsmæssig stor destruktion af Afghanistan og
senere Irak.
Derefter er den internationale
terrorisme vokset. Iraks territorium er blevet en magnet
for irakiske selvmordsbombere og andre terrorister og
al-Queda-netværket "svarer" igen i den
djævelske spiral, der i marts 2004 nåede til
Spanien, en af besættelsesmagternes tættest
allierede. Vi vil opleve mee "blow back" eller
boomeranger i fremtiden.
Man skaber mere terrorisme
når man "besvarer" gruppeterrorisme med
stats-terrorisme og jager terrorister i stedet for at
angribe grobunden for terrorismen. For det andet skaber
forfejlede krige et bundløst had mod USA. Den der
stiller sig kritikløst bag USA kan meget vel blive
ramt, også Danmark. For det tredje er vi nu
på vej til at lukke det åbne
samfund.
Vi må derfor begynde en
alvorlig debat og folkeoplysning om hvorledes terrorismen
kan bekæmpes og udryddes med civile
midler.
7. Sanktioner er et
masseødelæggende våben. De 12
år med historiens mest kvælende sanktioner
indebærer at der i dag er en halv til en hel
million færre irakere i live end der ellers ville
have været. 300,000 børn og unge er klinisk
traumatiserede i dag.
Dette bør sidestilles med
folkemord for sanktionernes beslutningstagerne vidste
hvad de gjorde. Skoler, sundhedsvæsen, kultur og
infrastruktur blev ødelagt. Denne del af
ødelæggelsen af det irakiske samfund kan
ikke tilskrives Saddam. I de 12 år faldt irakernes
levestandard fra cirka Portugals til Lesothos niveau,
altsammen ifølge pålidelig FN-statisk og
mine samtaler med samtlige chefer for FN i Baghdad forud
for krigen.
Vi føler vrede over
billederne fra Abu Ghraib og dyb medfølelse med
ofrene. Sådan skal det være. Men det er for
intet at regne med den moralske og kulturelle
forbrydelse, verden gennem Sikkerhedrådet
påførte de 24 millioner medmennesker i Irak.
Og de gjorde det i praksis umuligt for irakerne at fjerne
Saddam selv. Uden om hans indre bur satte vi et ydre, og
det gavnede kun ham.
Vi har ét problem, der
måske er større end alle de andre: hvordan
lærer vi at sige undskyld, betale kompensation,
skabe forsoning og ny tillid mellem os og menneskene i
Irak. Eet véd jeg, hverken regeringer eller penge
alene kan gøre det. Der vil også være
brug for et nyt, omfattende og mangeårigt
mellemfolkeligt samarbejde.
JAN ØBERG
©
TFF & the author 2004
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
|