|
Kristeligt
Dagblad 5. august 2005, side 1 +
6
Da
mennesket gjorde
sig Gud lig
Fredsforsker
efterlyser læren fra Hiroshima
Eftertanken
efter atombomberne over Japan for 60 år siden er
udeblevet, siger fredsforskeren Jan
Øberg
Af ELSE MARIE NYGAARD
nygaard@kristeligt-dagblad.dk
I morgen vil verden mindes
60-året for atombomben over den japanske by
Hiro-shima. Men ifølge fredsforskeren sociolog Jan
Øberg er eftertanken efter atombomberne over
Japan, der kostede over 210.000 mennesker livet,
udeblevet.
- Vores måde at tænke
på er uændret, og atomvåben er nu
nærmest blevet indpasset i moderne, amerikansk,
strategisk tækning, som var de konventionelle
våben. Vi har rationaliseret atomvåbnene og
kommet dem ind i teorier om, at de kun var til for at
afskrække fra krig. Men de skal faktisk bruges
under visse omstændigheder, siger han og
fortsætter:
- Hvis vi havde forstået
følgerne af 6. og 9. august 1945, ville vi i
Vesten have nedrustet. I dag er der ingen i vores del af
verden, som vil forsvare kannibalisme eller slaveri, for
det har vi afskaffet, fordi vi har indset, at det er
uciviliseret, men sådan er det ikke gået med
atomvåbnene, selvom det er den ultimative
terrorisme. Jeg ser terrorisme som det at misbruge
uskyldige, sagesløse individer for at opnå
et politisk mål. Hvad der er sket i London og New
York er intet at regne mod, hvad de våben kan
udrette, siger Jan Øberg.
Fredsforskeren mener, at der endda
i nogle kredse er en opfattelse af, at der kan være
noget godt ved brugen af atombomben.
- En af grundene til, at vi stadig
har atomvåben 60 år efter det
forfærdelige fejlgreb, er, at nogle mener, bevidst
eller ubevidst, at en sådan syndflod
forårsaget af en atombombe vil kunne udrydde den
ondskab, som er i verden. En slags katarsis for kloden.
De alt-ødelæggende kernevåben
repræsenterer et løfte om den store
renselse, og hvis du er tilstrækkelig primitiv i
din livsopfattelse, så er atomvåbnene et
håb om renselse i verden og en bedre verden, siger
han.
De mennesker, der beslutter at
sende et fly lastet med atomvåben af sted,
sætter sig ifølge Øberg i Guds sted.
Han mener, at der skete noget med menneskets
guds-opfattelse efter Hiroshima.
- Det blev bevist, at teknikken
muliggør, at mennesket kan påtage sig
ansvaret for at ødelægge alt levende i det,
som vi kalder skaberværket og dermed indføre
det store destruktionsværk, siger
fredsforskeren.
Efter en fem timers flyvetur fra
den lille ø Tinian cirka 2500 kilometer
sydøst for Japan smed det amerikanske bombefly
"Enola Gay" den 6. august 1945 kl. 8.15 om morgenen - fra
580 meters højde over Shima Hospital i Hiroshimas
centrum - den første atombombe i krigstid. Da
bomben faldt, blev himlen sønderrevet af et
lysglimt. Inden for få sekunder derefter
udløstes en gigantisk varme- og trykbølge
på mindst 6000 grader celcius, som jævnede
alt opretstående med jorden. Af Hiro- shimas cirka
350.000 indbyggere blev over 70.000 dræbt på
stedet. Ved udgangen af december 1945 havde bomben
krævet mindst 140.000 dødsofre i
byen.
Den 9. august smed USA en ny
atombombe over byen Nagasaki. Ved udgangen af december
havde den bombe krævet mindst 70.000 menneskeliv.
Det helt nøjagtige antal ofre er aldrig blevet
fastslået.
GLOBAL
BAGGRUND SIDE 6
HIROSHIMA-DAG -
De nationale ledere, som i dag har magten over
kernevåben, sidder med nøglen til den
moderne syndflod. Det stiller mennesker over for en ny
etisk udfordring, siger fredsforskeren Jan Øberg,
som op til 60-året for Hiroshima-dagen advarer mod,
at man ser på atombombning som noget, der
hører historien til
Af ELSE MARIE NYGAARD
nygaard@kristeligt-dagblad.dk
I morgen vender verden blikket mod
den japanske by Hiroshima, for den 6. august er det
nøjagtig 60 år siden, at byen blev ramt af
verdenshistoriens første
atombombeangreb.
Klokken 8.15, lokal tid, blev den
japanske havneby stort set forvandlet til en ruin, da det
amerikanske fly Enola Gay kastede uranbomben "Little
Boy". Mellem 70.000 og 100.000 døde efter
nedslaget og i de efterfølgende kritiske
måneder. Tre dage senere blev Japan ramt af endnu
en atombombe, da en plutoniumsladning blev kastet over
Nagasaki, og cirka 30.000 døde.
De to atombomber, som ramte Japan,
er de hidtil eneste, som er anvendt i krig. Beslutningen
om at kaste bomberne blev taget af den amerikanske
præsident Harry S. Truman, som med bombningen ville
tvinge japanerne til at kapitulere uden det blodbad, en
invasion i landet ville koste. Sådan kan man
læse om de tragiske begivenheder i Den Store Danske
Encyklopædi, og nutidens turister i Hiroshima har
gode mulighed for at fordybe sig historien om
atombomberne og følgerne. Men den danske
fredsforsker Jan Øberg advarer mod at lave flere
mindesmærker og indrette flere museer over Anden
Verdenskrigs brug af atomvåben. Han mener, at man
med den slags fortællinger og iscenesættelser
af en tragisk historie risikerer at forlede moderne
mennesker til at tro, at atomvåben hører
fortiden til.
Jan Øberg, 54 år, er
leder af et uafhængigt fredsforsknings-center,
Transnational Foundation for Peace and Future Research,
den Transnationale Stiftelse for Freds- og
Fremtidsforskning, TFF, som har base i den skånske
by Lund. I 1971 flyttede han til Sverige og blev doktor i
sociologi fra Lunds Universitet og var i ni år
ansat på universitetet som fredsforsker, men siden
1989 har han ledet netværket TFF. Han rejser en
stor del af året og ernærer sig som
foredragsholder og forfatter, ligesom han ved flere
lejligheder har været gæsteprofessor i
fredsforskning i blandt andet Japan.
- I dag er årsdagen for
atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stort set de
eneste anledninger, hvor spørgsmålet om
atomvåben bliver behandlet i medierne. I forhold
til tidligere fylder spørgsmålet om
atomvåben ikke meget i den offentlige debat, og der
er ingen danske medier, som eksempelvis interesserer sig
for Danmarks aktuelle relationer til atomvåben og
atomkrigsplanlægning. Det er mit indtryk, at der i
den brede befolkning i Vesten er en forståelse af,
at atombomber er noget, som hører historien til,
og som vi nu, efter den kolde krigs afslutning, har
på museum, selvom vi lever under det vilkår,
at vi kan blive blæst væk når som helst
af kernevåben, siger Jan Øberg.
En præsident, der beslutter
at sende et fly lastet med kernevåben af sted, er
ifølge Jan Øberg et menneske, som
sætter sig i Guds sted.
Skønt han betegner sig selv
som fritstående i forhold til religion, så er
han overbevist om, at der skete noget med menneskers
gudsopfattelse den dag for snart 60 år siden, hvor
bomben ramte Hiroshima.
- Det blev bevist, at teknikken
muliggør, at mennesket kan påtage sig
ansvaret for at ødelægge alt levende i det,
som vi kalder skaberværket, og dermed
indføre det store destruktionsværk, siger
han og tilføjer:
- Der er ikke bare tale om, at man
ignorerer Gud eller fornægter ham, men man
påtager sig rollen at spille Gud og sende den store
afstraffelse over menneskeheden. De nationale ledere, som
i dag har magten over kernevåben, sidder på
sin vis med nøglen til det, som man kan betegne
som en moderne syndflod. Det stiller mennesker over for
en ny etisk udfordring. De, som mener, at
atomvåbnene er vigtige, de må dybest set
foragte Gud fuldstændigt, eller også må
man bilde sig selv ind, at man har Guds mandat til at
føre sin politik ud i livet, siger
Øberg.
Han har fundet et citat frem fra
Albert Einstein, der som en refleksion over brugen af
atomvåben tilbage i 1945 skrev: "Med dette er alt i
vores verden forandret undtagen vores måde at
tænke på." Med de ord mener Øberg, at
Einstein sætter fokus på kernen af den
problematik, som står tilbage, årtier efter
at Hiroshima og Nakasaki er genopbygget.
- Vores måde at tænke
på er uændret, og atomvåben er nu
nærmest blevet indpasset i moderne amerikansk
strategisk tækning, som var de konventionelle
våben. Vi har rationaliseret atomvåbnene og
kommet dem ind i teorier om, at de kun var til for at
afskrække fra krig. Men de skal faktisk bruges
under visse omstændigheder. Hvis vi havde
forstået følgerne af den 6. og 9. august
1945, ville vi i Vesten have nedrustet. I dag er der
ingen i vores del af verden, som vil forsvare
kannibalisme eller slaveri, for det har vi afskaffet,
fordi vi har indset, at det er uciviliseret, men
sådan er det ikke gået med atomvåbnene,
selvom det er den ultimative terrorisme. Jeg ser
terrorisme som det at misbruge uskyldige,
sagesløse individer for at opnå et politisk
mål. Hvad der er sket i London og New York, er
intet at regne mod, hvad de våben kan udrette,
siger Jan Øberg.
Med til den forandrede verden, som
ifølge Øbergs tolkning var en konsekvens af
atombomberne over Japan, hører også, at De
Ti Bud må revideres. Forståelsen af
Moselovens femte bud, "Du må ikke slå ihjel",
skal udvides, mener han.
- Siden august 1945 har vi egentlig
påtaget os et andet etisk ansvar. Med ét
blev det tydeligt, at vi alle var del af en klode og er
hinandens globale naboer, og vi har påtaget os et
ansvar for at opføre os ordentligt som globale
borgere, for alt, hvad vi gør, har globale
konsekvenser. Den individuelle naboskabsetik, som ligger
i kristendommens bud om, at du ikke må slå
ihjel, den skal ekspanderes, siger han.
Han bruger et andet billede fra
Bibelen, når han skal forklare, hvordan han oplever
USA og NATO's forståelse af sig selv som
atomvåbenmagter. Han finder Jesu ord fra
Lukasevangeliet om splinten og bjælken frem:
"Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men
lægger ikke mærke til bjælken i dit
eget øje?"
- Siden 1989, hvor vi sagde, at den
kolde krig var overstået, er talen om
atomvåbenkrig gledet i baggrunden. Jeg tror ikke,
at det er en udfordring, som optager flertallet. Og
når vi taler om atomvåben og det
problematiske ved dem, så handler det altid om den
risiko, der er ved spredning af atomvåben, og ikke
om eksistensen af vore egne atomvåben. Jeg mener,
at det svarer til, at vi ser splinten i vores brors
øjne, men ikke bjælken i vores eget, og det
er udtryk for civilisatorisk racisme, siger Jan
Øberg.
Ligesom Øberg mener, at
mennesket ved at bruge atomvåben bestiger den
almægtige Guds trone, så tror han også,
at nogle mennesker forventer, at der kan komme noget godt
ud af syndfloden. Da duen vendte tilbage til Noa i arken
med oliegrenen i næbet, fortæller historien,
at en ny, bedre verden var brudt frem.
- En af grundene til, at vi stadig
har atomvåben 60 år efter det
forfærdelige fejlgreb, er, at nogle mener, bevidst
eller ubevidst, at en sådan syndflod
forårsaget af en atombombe vil kunne udrydde den
ondskab, som er i verden. En slags katarsis for kloden.
De alt-ødelæggende kernevåben
repræsenterer et løfte om den store
renselse, og hvis du er tilstrækkelig primitiv i
din livsopfattelse, så er atomvåbnene et
håb om renselse i verden og en bedre verden, siger
han.
Han er selv drevet af en
overbevisning om, at verdens konflikter en dag vil blive
løst gennem andet end krig. Det er denne tro, som
har fået ham til at vie sit liv til
fredsforskningen.
- Jeg tror på, at vi kan
sætte mekanismer i gang gennem debat og
folkeoplysning, hvor vi bakker tilbage fra afgrunden. For
jeg har en tro på, at mennesket vil ligge kursen
om, når det bliver rigtig alvorligt, siger
han.
Jan Øberg
54 år, født
i Århus og student fra Aarhus Katedralskole. Blev
doktor i sociolog fra Lunds Uni-versitet i Sverige i 1981
og var i ni år ansat på universitetet, hvor
han blandt andet stod i spidsen for instituttet for
fredsforskning. I 1985 tog han og hans svenske kone,
Christina Spännar, initiativ til
forskernetværket Transnational Foundation for Peace
and Future Research, den Transnationale Stiftelse for
Freds- og Fremtidsforskning. Arbejdet i stiftelsen er
ulønnet, men Jan Øberg er en flittig
foredragsholder og desuden forfatter til flere
bøger, hvilket gør det økonomisk
muligt for ham at arbejde frivilligt i stiftelsen.
Øberg har modtaget flere internationale priser.
Hans seneste bog fra 2004 hedder "Forudsigelig
fiasko".
Get
free articles &
updates
©
TFF & the author 2005
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
|