|
Indtryk fra
Afghanistan
Af Ulla Fasting
TFF Ven og medlem af det Radikale Venstre
Læs også Ulla Fastings fortælling i
Danmarks Radios
Ved Dagens Begyndelse
28. december 2006
Jeg er netop kommet hjem fra min anden rejse til Afghanistan. Første
gang var besøget først og fremmest privat med ophold i Kabul,
men jeg fik samtidig en invitation til at undervise jordemoderstuderende
i Herat for Dansk Afghanistan Komité (DAC). Anden gang var jeg
to uger i Herat og et par dage i Kabul for DAC for at interviewe kvinder
fra de forskellige kvindeorganisationer om deres arbejde og for at se
på sundhedsvæsnet, - hospitaler, sundhedscentre, mobile sundhedsteam
og sygeplejerskeuddannelsen. Jeg rejste på egen hånd, men
var i Herat altid ledsaget af tolken og kørte med chauffør
i en af DAC’s biler. I Kabul kørte jeg alene rundt, men med
taxa fra et sikkerhedsclearet taxafirma. I Herat færdedes jeg frit
sammen med andre DAC-medarbejdere i byen, når vi skulle handle eller
ville se nogle af byens seværdigheder. I Kabul var sikkerheden mere
skærpet og jeg færdedes kun i byen ledsaget af en afghansk
ven. Jeg har her samlet de indtryk, jeg fik og som jeg diskuterede med
de afghanere, jeg mødte og de udlændinge, som gennem længere
tid har arbejdet i Afghanistan.
Sikkerhedssituationen
Sikkerhedssituationen er i løbet af sommeren blevet forværret
ikke bare i den sydlige og østlige del af landet, men også
i Herat, der ellers har været et forholdsvis roligt sted. Vi ser
det ved, at kvinderne fortsat vælger at bruge burkaen. Man ser praktisk
taget aldrig en kvinde i gadebilledet, som ikke bærer den blå
burka eller den iranske sorte chador med ansigtet frit. Mange familier
i Herat har været flygtninge i Iran og er blevet præget af
det ophold. Flere af mændene har igen anlagt skæg ifølge
Voice of Womens Organization. Taleban er rykket op syd fra og der har
været flere selvmordsbomber i Herat i løbet af sommeren.
Grænsen til Iran er hullet og der kommer i stigende grad hellige
krigere og våben til Taleban ikke bare fra Pakistan, men også
fra Iran. Flere er blevet bange for at køre uden for byen og op
i bjergene. Hvor stor faren er, diskuterede vi meget. Vi fra DAC kørte
ud og følte os over alt særdeles godt modtaget. Men vi kørte
helst i en mørk bil, da de hvide biler fortæller alt for
tydeligt, at der er udlændinge i bilen. Der er eksempler på,
at folk er blevet standset og har fået at vide, at de skal lade
skægget gro. Men det er ikke kun Taleban, som standser bilen. Der
er også egentlige røverier på landevejene.
I Kabul, hvor regeringen og alle de mange organisationer fylder meget,
er sikkerheden skærpet i forhold til situationen i Herat. Selv følte
jeg mig tryg, når jeg kørte med de sikkerhedsclearede taxaer,
som er almindelige personvogne med chauffører, der sikrer sig,
at man bliver modtaget, der hvor man skal ind, som gerne venter og som
kommer og henter én igen. Hotellet, jeg boede på ville ikke
acceptere, at jeg gik knap 100 m lige rundt om hjørnet i et roligt
kvarter, men insisterede på at køre mig. Selvmordsbomberne
er noget forholdsvis nyt i Afghanistan og er intensiveret markant i løbet
af sommeren særlig i Kabul, men også i Herat og i den sydlige
del af landet.
I Kabul er der mange kvinder, som går klædt, som jeg gjorde:
hellange ikke stramme bukser, en løs tunika, som ikke viser former
og dækker selve kroppen og går op i halsen og hvor ærmerne
når helt ned til håndleddet. Tørklædet er løst
slynget om hovedet uden at skjule ansigtet. Nogle af kvinderne lader tørklædet
glide ned på skuldrene, når de er indendørs selv om
der er mænd til stede. Man skal være opmærksom på,
at der også i Karzairegeringen er et ministerium for moral og et
moralsk politi. Endvidere er arbejdsgivere ansvarlige for de ansatte kvinders
moral. Påklædningen er desuden indirekte en del af sikkerheden,
idet den er med til at gøre dig mindre synlig. At man er udlænding
er dog svært at skjule.
Fokus
Det er vores militære tilstedeværelse i landet, som er i mediernes
fokus. Det kan give det indtryk, at sikkerheden i landet først
og fremmest hviler på soldaternes skuldre. Men de tanker, man samler
sammen gennem sine samtaler med folk og de indtryk man får ved at
besøge uddannelsessteder, sundhedscentre, hospitaler og kvindeorganisationer
er, at det er udvikling, der er nøglen til sikkerhed. Befolkningen
fokuserer på uddannelse til alle, arbejde og mad. Det er det, som
kan sikre støtte til regeringen og give tro på en fremtid,
hvor både mænd og kvinder deltager i opbygningen af fremtidens
Afghanistan.
Energi og fremtid
Der er masser af vind og sol i Afghanistan. Det er oplagt at bygge både
små og store vindmøller og solfangere. Landet har brug for
billig energi og opvarmning om vinteren. Der er mange forskellige mindre
produktionsvirksomheder, men der er også et potentiale for produktion
i stor skala fx marmorproduktion. Vind og sol i sig selv kan give arbejde
til mange og afghanerne vil ikke behøve at lukke skolerne i tre
måneder om vinteren, fordi det er for koldt for børnene at
opholde sig i lokalerne. Og ingen skole i tre måneder har Afghanistan
slet ikke råd til, for her er fremtiden i færd med at tilegne
sig viden.
Kvindernes sikkerhed
Iran ligger et par timers kørsel fra Herat. Mange har været
flygtninge i Iran og mange bor der stadig, men afghanerne oplever sig
i stigende grad uønskede. Det betyder, at en stor gruppe flygtninge
vender hjem. Det har både en positiv og en negativ effekt. Det positive
er, at der bygges på højtryk i Herat. Det giver indtryk af
vækst og udvikling og det giver da også arbejde til mange
i et land, hvor arbejdsløsheden er et sted mellem 60% og 80%. Men
der bliver også flere arbejdssøgende. For mange af kvinderne
har det endvidere vist sig at være problematisk at vende tilbage.
I Herat besøgte jeg brandsårsafdelingen. Der lå otte
kvinder, som alle var meget alvorligt forbrændte. En af kvinderne
var døende. En ung kvinde havde forsøgt for anden gang at
tage sit liv ved at brænde sig selv. Hvorfor er der så mange
forbrændte kvinder? Det er et Herat fænomen, fortalte en af
de kvinder, som har arbejdet meget med netop dette problem. Det begyndte,
efter familierne var vendt tilbage fra Iran til Herat og familien genoptog
de traditionelle familiemønstre. I Iran er 10% af kvinderne analfabeter,
i Afghanistan er det 90%. I Iran havde kvinderne et langt mere frit liv.
De uddannede sig, flere af dem kunne godt gå på cafe med de
unge mænd og så kommer de tilbage til et Afghanistan, hvor
kvinderne er blevet undertrykt, livet gået i stå eller tilbage
og de skal måske giftes med en fætter, som ikke vil have,
at de uddanner sig og arbejder. Nogen bliver gift med en gammel mand og
skal være hustru nummer to eller tre. Måske benytter sønnerne
sig af, at faderen har giftet sig med en ung kone og det betaler hun prisen
for. Mange af de gifte kvinder får ikke lov til at forlade hjemmet
eller besøge deres egen familie. Hvordan skal de slippe ud af et
sådant liv? I 2005 var der over 360 tilfælde, i år ser
det ud til, at man kan holde tallet under 100, noget som sandsynligvis
skyldes den store indsats, som organisationen Voice of Women har gjort
gennem oplysning, mægling, støtte til kvinderne og familierne
og ved også at fokusere på mandens situation.
De kvindeorganisationer, jeg talte med, gav alle udtryk for, at de i deres
arbejde tager udgangspunkt i 10 punkter fra Sharia. Ved at gøre
det får de mullahernes opbakning. De 10 punkter giver kvinderne
god beskyttelse og også vigtige rettigheder. De internationale rettigheder
for kvinder vil være alt for provokerende på nuværende
tidspunkt og kan resultere i en modreaktion mod kvinderne. Kvindeorganisationerne
har erfaret, at den måde, man bedst kan hindre vold mod kvinderne,
er ved dels at tage udgangspunkt Sharia, dels ved at fokusere på
hele familien og ikke kun på kvindens situation. For at mændene
skal give kvinderne lov til at uddanne sig og arbejde, skal de selv have
et arbejde. Derfor er der iværksat flere projekter, som giver mændene
korte uddannelser og kvalificerer dem til at et lønnet arbejde.
Nabolandene
Herat vender sig som nævnt mod Iran. Den østlige del af Iran
med Mashad, som hovedbyen er forholdsvis konservativ og moskeen i Mashad
er et af de store pilgrimssteder. Iranerne er overvejende shiamuslimer
og afghanerne sunnier. De flygtede afghanere slog sig først og
fremmest ned i den østlige del af Iran i Mashad, men mange har
også boet og bor fortsat i Teheran. På begge sider af grænsen
er der hver dag en flere timer lang kø af mennesker med store bylter
og pakker. De venter tålmodigt på at komme over på den
anden side. Mange afghanere arbejder i Iran, da arbejdsløsheden
er på 60 –80 % i Afghanistan. Også opium krydser grænsen,
samt forstærkninger til Taleban. En studerende og andre jeg talte
med var af den opfattelse, at Iran føler sig truet ved USA’s
tilstedeværelse i Afghanistan. Det betyder, at Iran havde en interesse
i at holde USA optaget af kampen mod Taleban og helst kom til at lide
et knusende nederlag. Dette kan muligvis forklare, at der kommer stigende
støtte til Taleban fra Iran. Det er spørgsmålet, om
vi er tilstrækkelig opmærksomme på, at Iran er en vigtig
faktor for fred og stabilitet i Afghanistan.
I Kabul er blikket først og fremmest rettet mod Pakistan, som i
lighed med Iran husede og fortsat huser mange flygtninge fra Afghanistan.
I Kabul var der mange, som henviste til den mere end tvivlsomme grænse
Durand Line mellem Afghanistan og Pakistan, en grænse som englænderne
trak i 1893 og som ikke anerkendes af de to nabolande. Grænseområdet
på begge sider er beboet af pashtuner, en befolkning, som Afghanistan
opfatter som afghansk. Det er ud af den pashtunske stamme Taleban er vokset
og hvor den også i dag har udbredt støtte. Flere både
i Herat og Kabul var af den opfattelse, at en del af de, som bliver opfattet
som Taleban er sympatiserende pashtunere, der er en slags ’fritids-talebanere’,
de er både almindelige bønder og talebanere eller de støtter
Taleban frivilligt eller fordi de er nødt til det for at kunne
forsørge familien. Taleban giver betydelig støtte til de
fattige familier. Opfattelsen af Taleban var ret nuanceret. Der var den
opfattelse, at flere af talebanerne er forholdsvis moderate og nogen man
godt kan forhandle med. Faktisk finder der i det skjulte forhandlinger
sted, sagde de, som går ud på, at Taleban får et eget
område og repræsentation i regeringen. Et krav, der sikkert
er uspiseligt for USA, men som kunne være vejen til en våbenhvile.
Fortsatte kamphandlinger vil bare skabe mere had,
fordi så mange civile bliver dræbt. Fortsat kamp mod Taleban
vil også fremme de ekstremistiske holdninger. Man må ikke
glemme, fremhævede én, at grunden, til at I er i Afghanistan,
er på grund af 11.september og for at få ram på Al-Qaeda,
I er her ikke for vores skyld. Det er udvikling, vi har brug for, ikke
krig, det har vi haft nok af. Og, sagde en studerende, I skal være
mere opmærksomme på, hvad der sker i Pakistan. Pakistan eller
rettere Musharraf ønsker ikke fred i Afghanistan. Et stærkt
Afghanistan vil være en trussel mod Pakistans økonomi og
et stærkt Afghanistan kan gøre krav på både Pasthunistan
og Baluchistan. Begge områder har ofte kompliceret forholdet mellem
Afghanistan og Pakistan og Musharraf, sagde de, vil undgå, at Vesten
bliver opmærksom på, hvad der sker i Baluchistan. Området
bliver holdt nede med hård hånd. Dette forhold har Samina
Ahmed fra International Crisis Group også gjort opmærksom
på.
Danmarks særlige ansvar
Med tropper i Afghanistan hviler der en særlig stor forpligtelse
på Danmarks regering og de andre Nato-lande til at fokusere på
genopbygningen af landet. Genopbygning kan sikre ikke bare vores soldater,
men i særlig grad udviklingen i landet. Genopbygning kan medvirke
til, at terroren ikke får fodfæste i landet og regionen. Afghanerne
ønsker ikke at være bistandsmodtagere. De ønsker en
fremtid, hvor de er bidragydere. De ønsker investeringer, skoler
og sundhed.
Men vi skal også være opmærksomme på Iran. Der
er en åben flanke og et ønske fra Irans side om at svække
USA gennem et umuligt engagement i Afghanistan. Men Iran kan også
blive en vigtig partner, hvis der skal skabes fred og udvikling i Afghanistan.
Der må etableres en dialog med landet, så landet ikke føler
sig truet af vores tilstedeværelse i Afghanistan og der kan lukkes
for tilførslen af hellige krigere og våben til Taleban.
Vi har opmærksomheden rettet mod Afghanistans nordlige grænse
til Pakistan, hvor man formoder, at Osama Bin-laden opholder sig, men
ikke mod forholdene i landet Pakistan med Pasthunistan og Baluchistan,
som områder, der kan forklare Musharrafs tvetydige støtte
til en fred i Afghanistan.
Der er sekulære og demokratiske kræfter i Pakistan. De skal
støttes.
Når vi engagerer os i en krig, bliver der et øget behov for,
at vi har en høj diplomatisk aktivitet i de områder, vi har
sendt soldater til. Det er ikke kun i Irak og Afghanistan repræsentationerne
skal være til stede, men i lige så høj grad i nabolandene.
Det er gennem en indsigt i og forståelse af de lokale forhold, at
vi kan være med til at skabe stabile forhold i Verden.
Copyright
© TFF & the author 1997 till today. All rights reserved.
Tell a friend about this TFF
article
Send to:
From:
Message and your name
Get
free TFF articles & updates
|