Sverige
og 11. september
PressInfo #
134*
9
oktober, 2001
By
Jan Oberg, TFF director
(Den oprindelige tekst blev skrevet før
bombningen af Afghanistan begyndte).
Denne PressInfo giver konkrete eksempler på,
hvordan den svenske regering vælger at føje
sig efter USAs og EUs politik snarere end at forsvare de
små staters interesser og FNs norm om fred med
fredelige midler.
Sveriges statsminister, Göran Persson, sendte et
kondolencetelegram straks efter terrorangrebet den 11.
september og Sverige deltog i EU-udtalelsen. Og så
udsendte statsministeren den 22. september
følgende udtalelse (i uddrag):
"Terroristangrebet på USA var en brud
mod den internationale fred og sikkerhed. EUs
medlemsstater står forenede i deres anerkendelse
af USAs ret til at forsvare sig. EU har også
erklæret sin vilje til at samarbejde med USA i
kampen mod terrorismen," sagde statsminister
Göran Persson i en udtalelse efter det
extraordinære uformelle møde i det
Europæiske Råd i Bruxelles fredag.
"USAs ret til at forsvare sig, om nødvendigt
med militære midler, er i overensstemmelse med
FNs Charter. Denne ret bekræftedes i en
resolution, som er vedtaget enstemmigt af
Sikkerhedsrådet".
"Jeg formoder, at de der står for enhver
fremtidig operation vil overholde de internationale
retsregler og sikre, at alle handlinger, der
foretages, kan forsvares. Ethvert svar må vejes
omhyggeligt og alle nødvendige forholdsregler
tages for at forhindre skader på civile",
fortsatte statsministeren.
Det er sandt, at FNs sikkerhedsråd "godkender
retten til selvforsvar i overensstemmelse med FNs
Charter" i resolution 1368 af 12. september. Rådet
betragtede også terrorhandlingerne som en trussel
mod den internationale fred og sikkerhed. Yderligere
understreger resolutionen, at de, der er ansvarlige for
at hjælpe, støtte eller huse
gerningsmændene, organisatorerne og sponsorerne for
disse handlinger, vil blive draget til ansvar. Mod
slutningen udtrykker rådet, at det er rede "til at
tage alle nødvendige skridt som svar på
terroristangrebene".
Således giver det ikke med et eneste ord USA
nogen ret til at føre en "krig mod terror" eller
erklære krig eller at bombe andre FN-medlemmer som
en slags gengældelse.
Sommetider er politiske dokumenter mest interessante
for det, der ikke står deri.
Sikkerhedsrådets resolution henviser netop ikke til
Artikel 51 (Kapitel VII), som slår fast, at indtil
Sikkerhedsrådet har taget de nødvendige
skridt til at opretholde international fred og sikkerhed
skal intet stå i vejen for retten til selvforsvar,
hvis et FN-medlem bliver udsat for et væbnet
angreb.
Det er ikke en given sag, at det der skete i New York,
Washington og Pennsylvania kan kategoriseres som et
væbnet angreb, selvom der blev brugt knive o.l. Der
blev ikke anvendt militært personel eller
våben. Her 3 uger efter angrebet, er det stadig
ikke klart, om nogen regering var indblandet og ingen har
taget ansvaret for angrebet. Derfor må det
diskuteres, om dette kan defineres som krig og hvis, hvad
det betyder for definitionen på terrorisme og FNs
legitimering af forskellige elementer i "de
nødvendige skridt til at svare på
terroristangrebene".
Retten til selvforsvar betyder ikke uden videre ret
til at bombe eller angribe militært mod
FN-medlemmer overalt i verden. Angrebet på World
Trade Center og Pentagon blev ikke iværksat udefra
af en anden stat, det skete heller ikke med
langtrækkende raketter eller involverede
krænkelse af en international grænse. Dets
udgangspunkt var en civil lufthavn i USA.
Retten til
selvforsvar er ikke en ret til militær
gengældelse og hævn.
Hverken Sikkerhedsrådet eller den svenske
statsminister fandt det nødvendigt at henvise til
Charterets grundlæggende normer: bestemmelsen om
først at søge fred med fredelige midler.
Den findes i forordet, i artikel 1 og i artiklerne 33 til
38 (Kapitel 6), mens artikel 39 til 42 fastsætter
hvordan en militær indsats kan organiseres "hvis
Sikkerhedsrådet finder at de midler, der tales om i
artikel 41 vil være utilstrækkelige eller
allerede har vist sig at være utilstrækkelige
(artikel 42)". Artikel 41 opregner et antal
ikke-militære aktioner som sanktioner og afbrydelse
af diplomatiske forbindelser for at sætte pres
på aggressoren.
Det må derfor stå krystalklart, at FNs
charter ikke godkender militære aktioner før
andre midler er bevist at være
utilstrækkelige. Det sætter heller ikke
lighedstegn mellem selvforsvar og modangreb og endnu
mindre modangreb mod ukendte fjender. Det var det, USAs
ledelse allerede talte om dengang.
Det sidste afsnit i statsministerens udtalelse ovenfor
er en måde at udtrykke bekymring over den karakter
et militært svar fra USA kan få. Svaret skal
være "indenfor international ret", "forsvarligt" og
"alle nødvendige forholdsregler skal tages for at
undgå skade på civile". Dette er gode
råd i lyset af USAs krigsførsels- og
bombemetoder, dets sanktionspolitik gennem de sidste
få tiår og på baggrund af den
følelsesmæssige stemning i USA - for ikke at
tale om præsident Bushs retorik.
Men udtalelsens eneste emne er en militær
aktion, som om det var den eneste eller altoverskyggende
måde at reagere på terroristangrebene. Den
tilgang er helt ude af trit med en lang og ubrudt
tradition i svensk udenrigspolitik - og med
grundlæggende normer i FNs Charter: at søge
freden med fredelige midler, når der er en trussel
mod den internationale sikkerhed.
Hvad Sverige burde
kunne erklære
Statsminister Göran Perssons udtalelse burde have
afspejlet denne tilgang. Det er stadig ikke for sent for
Sverige at gøre netop det. Således må
Sverige:
1) bekræfte at Charteret grundlæggende
bygger på fred og fredsskabelse
2) understrege at den ventede amerikanske reaktion
skal baseres på et FN-mandat og at sagen skal
henvises til og behandles af FNs sikkerhedsråd,
netop fordi det er defineret som en trussel mod
international fred og sikkerhed
3) appellere til selvkontrol eller en tænkepause
i betragtning af den nye situation, man mener verden er
kommet i
4) skelne mellem terrorisme og krig
5) påpege at selvforsvar ikke er det samme som
gengældelse og hævn
6) påpege at intet land, intet FNmedlem,
må bombes med mindre, der er klare beviser for at
dets regering er medskyldig (og hvordan den er
medskyldig) i terroristhandlingen
7) nævne, at der brug for at diskutere
terrorismens årsager for at kunne tage effektive,
langsigtede politiske skridt for at bekæmpe den og
forebygge fremtidige terroristhandlinger.
8) understrege den store forskel mellem at bringe de
enkelte skyldige for retten og så gennemføre
en større krigsindsats mod et eller flere lande
med millioner af borgere, der er ligeså uskyldige
som de, der blev dræbt den 11 september; og
endelig
9) påpege at det er nødvendigt med en
præcis definition på terrorisme og at holde
den ude fra andre voldstyper.
Sådanne forsigtighedsord ville have været
i tråd med de værdier Sverige traditionelt
stod for. Ikke en i hele verden kunne beskylde Göran
Persson for at støtte terrorismen, hvis han
udtalte et eller flere af disse punkter.
Nu er statsminister Göran Persson på ingen
måde alene om at udelade sådanne
retningslinier og i at afstå fra ord om
forsigtighed. De fleste ledere afstod derfra og
afstår stadig, det samme gælder EU. Denne
almindelige mangel på kritisk vurdering af den nye
situation gjorde det lettere for Sikkerhedsrådet at
vedtage resolution 1373, der ser ud som om den er skrevet
af USA.
Det er meget bekymrende, at resolutionen går
meget langt i retning af at tvinge medlemslande til at
bekæmpe noget, der kaldes terrorisme, uden bare en
smule definition af, hvad det er. Resolutionens eneste
pejlemærke er ikke-stats-grupper, mens den ikke
siger et ord om statsterrorisme. I et
Mellemøstperspektiv kommer det til at betyde, at
palæstinensernes handlinger for at fremme
befrielsen af deres land bliver terrorisme, mens
israelske angreb på dem ikke er det.
Man undlader at
analysere de mulige årsager bag
terrorismen
I en senere fjernsynsdiskussion med de svenske
partiledere, afkoblede statsminister Persson tydeligt og
kraftigt terrorismefænomet fra
spørgsmål som globale problemer,
underudvikling, fattigdom, fortvivlelse og had. En
sådan afkobling hjælper ikke på det
påtrængende behov for internationalt
samarbejde om forebyggelse af terrorisme men det
får naturligvis krig mod terrorister til at se mere
rimelig ud.
Udenrigsminister Anna Lindh gik endnu videre i en
ugennemtænkt udtalelse for at tilfredsstille USA.
Ligesom i de fleste andre civiliserede lande forbyder
svensk lov at udlevere forbrydere til et land, der
anvender dødsstraf. Men den situation kan
ændres, hvis FN kræver udlevering, sagde hun
den 30 september, da hun kommenterede
Sikkerhedsrådets resolution 1373, som foreskriver
langtrækkende anti-terrorisme samarbejde. "Sker
det, tror jeg vi må ændre svensk lov og altid
følge FN" sagde hun ifølge TT (Tidningarnas
Telegrambyrå).
Altså en lov vedtaget af den svenske riksdag
skal sættes ud af kraft ved en vedtagelse i FNs
Sikkerhedsråd! Hvilke andre nationer vil gå
så vidt? USA selv?
Som nævnt i PressInfo
133 er socialdemokratiske partimedlemmer, inklusive
forhenværende ministre og fremtrædende
regerings sikkerhedsrådgivere begyndt at
spørge, hvad der egentlig foregår generelt
og specielt omkring
terrorismespørgsmålet.
Således argumenterer fhv statsminister Ingvar
Carlsson og fhv undervisningsminister Carl Tham i Dagens
Nyheter (22 september) kraftigt for at se angrebet
på USA som et resultat af de utroligt ulige
magtforhold i dagens verden.
De diskuterer emner som økonomisk elendighed,
klasseskel, kolonialismens onde arv og den kendsgerning,
at USA støttede autoritære regeringer gennem
hele koldkrigsperioden. De nævner konflikten i
Mellemøsten og ligegyldigheden overfor folkemordet
i Rwanda (i 3 måneder blev der her dræbt
flere mennesker pr dag end der blev dræbt i USA 11
september). De fremholder med stærk overbevisning
at vi skulle have lært, at fattigdom og voksende
indtægtskløfter kan resultere i
uforudsigelig vold og krige.
Og de argumenterer for, at når USA nu beder
verden om hjælp, så er det kun naturligt, at
andre stiller krav til USA.:
"Bush administrationen har klart udstukket en
ensidig amerikansk magtpolitik, hvor USA samarbejder
med andre, når det passer ind i USAs interesser
og ellers går sine egne veje. En sådan
politik er uforenelig med et bredt internationalt
samarbejde mod terrorisme. En succesrig alliance
kræver, at der sættes en ny kurs" siger
Carlsson og Tham.
De foreslår, at USA skal betale sin gæld
til FN og stoppe med at "nedgøre" og "modarbejde"
FN. USA skal også fuldt ud acceptere en
International Criminal Court og tage skridt til at
gennemføre "en fredspolitik i Mellemøsten
og andre øjeblikkelige konfliktområder, en
politik for økonomisk udvikling i stedet for
bevæbning".
Så mens statsministeren uden at tøve
godkender en militær modoffensiv fra USAs side og
totalt ser bort fra fredelige midler og afkobler
spørgsmålene om den globale fattigdom og
desperation fra terrorismeproblemet, så gør
den fhv statsminister og Palme Centerets
generalsekretær præcis det modsatte. Den
kendsgerning, at de ikke nævner den officielle
svenske reaktion på 11 september begivenhederne
taler diplomatisk for sig selv.
Definer retten til
selvforsvar
Ambassadør Sverker Åström som
spillede en central rolle med analyser af internationale
spørgsmål og rådgivning af svenske
regeringer gennem flere årtier, leverer et
diplomatisk men ødelæggende slag mod den
aktuelle svenske 11 september-politik. I en artikel,
også i Dagens Nyheter, 28. september, argumenterer
han under overskriften "Regeringen er uklar" for at
Sikkerhedsrådets resolution 1368 ikke giver USA
grønt lys for et modangreb.
Ambassadør Åström, som ingen kan
beskylde for hverken anti-amerikanske eller
anti-etablissement-synspunkter, gør det
fuldstændigt klart, at spørgsmålet
må forelægges Sikkerhedsrådet. Og
endelig, at USA i alt hvad det måtte gøre,
er bundet af Charterets forskrifter og normer,
såvelsom af international ret. Bl.a., siger
Åström, af princippet om
forholdsmæssighed mellem volden i første
omgang og angrebet, der svarer på det, skal
understreges og at angreb ikke må rettes mod civile
og heller ikke må søges legitimeret i
forvejen.
Åström understreger også, at
Sikkerhedsrådets henvisning til retten til
selvforsvar ikke skal forstås derhen, at
Rådet har accepteret alt, hvad USA måtte
finde på som svar. Han tilføjer diplomatisk
og med et understatement at "det ville være
ønskeligt, om det kunne udtrykkes mere klart i de
officielle svenske udtalelser".
Ambassadør Åström understreger den
traditionelle og konsekvente vægt Sverige har lagt
på en restriktiv tolkning af FN Charterets artikel
51.
I lyset heraf sætter han
spørgsmålstegn ved om et angreb kan
accepteres i andre tilfælde end hvor der foreligger
et væbnet angreb af en stat mod en anden. Retten
til selvforsvar skal anvendes hurtigt "for at forebygge
et angreb og kan ikke bruges til at starte en krig uger
eller måneder senere".
"Sammenlagt", siger Sverker Åström,
"må vi alvorligt overveje den risiko, at en
amerikansk gengældelse uden klar overensstemmelse
med international ret, kan danne precedens, som kan
bruges af andre stater end fredelige demokratier til at
retfærdiggøre brug af vold. Hvis det sker,
ender vi med at leve i en verden, der bygger på
jungleloven og i hvilken små staters interesser
ikke betyder noget som helst".
Tavshed
fører til jungleloven
Der er andre uenige røster indenfor partiet,
f.eks. Kvindegruppen og fhv afrustningsminister og medlem
af EUparlamentet, TFF
associate Maj Britt Theorin, som har udtalt sig mod
at fjerne neutraliteten og mod EUs militarisering. Efter
11 september har Theorin kraftigt argumenteret for, at
Sveriges rolle skulle være at eksportere og fremme
fred og konfliktløsning, ikke vold.
Den svenske regerings håndtering af den
nuværende terrorkrise er derfor kun det sidste af
en serie af væsentlige politiske valg , der
fortjente en ordentlig debat.
En USA-ledet krig mod Afghanistan og måske andre
lande kan bryde ud når som helst. Lande som Sverige
som kun ser på den militære mulighed
løber en stor risiko for i den nære fremtid
at tage medansvar for modterrorisme. Og modterrorisme er
også terrorisme.
Nogen vælger at holde mund om det moralsk og
politisk vanskelige spørgsmål om civile
muligheder, lovlydighed, beherskelse, analyse af
årsager og effektive langsigtede forebyggende
forholdsregler i overensstemmelse med FNs Charter. Men
hvis vi gør det, ender vi i en verden, der bygger
på jungleloven. (De nævnte artikler findes
på: http://www.transnational.org/sitemap.html,
venstre kolonne.
Postscriptum om den
kyniske svenske våbeneksport
Denne og den foregående PressInfo kan forekomme
nostalgisk i forhold til det Sverige, der engang var. Men
spis salt til! Der er et område, hvor Sverige
ikke har skiftet politik: som
våbeneksportør.
Den 7 oktober berettede Dagens Nyheter, at det svenske
USA-ejede Bofors Defence har fået grønt lys
"fra myndighederne og et flertal af riksdagens partier"
til en eksport af op til 3000 77B haubitsere til en pris
af 15 milliarder svenske kroner - til Indien! Det kan
oplyses, at i Sverige er våbeneksport forbudt, og
det accepteres kun som undtagelser. Og kun til lande, som
ikke er, og som ikke forventes at komme i krig...
* Oversættelse Orla Jordal
© TFF 2001
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
You are welcome to reprint, copy, archive,
quote or re-post this item,
but please retain the source.
Would
you - or a friend - like to receive TFF PressInfo by
email?
|