Ikke siden kernevåbenalderens begyndelse ved slutningen af den anden verdenskrig har faren for en kernevåbenkrig været større. Og hvad der er ligeså bekymrende, denne fare er ikke opfattet rundt omkring. Flere udviklingsforløb er årsag til denne meget frustrerende situation.

Den amerikanske regering synes at have vedtaget planer, der arbejder med anvendelsen af kernevåben mod bestemte lande og under en lang række forskellige omstændigheder. Terrorist netværk med folkemord på dagsordenen har gjort alvorlige forsøg på at skaffe sig kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben. Spredningen af biologiske og kemiske våben øger den politiske motivering til at true med kernevåbengengældelse. Det amerikanske pres for at skaffe sig et raketforsvar får sandsynligvis andre kernevåbenmagter til at øge deres arsenaler. Indien og Pakistan, fjendtlige naboer, fortsætter deres konflikt om Kashmir med deres kernevåben lurende i baggrunden. Og oven i har den atmosfære, der skabtes af 11. september angrebene, givet anledning til et sorthvidt verdensbillede, som bevirker, at der er færre hæmninger med hensyn til kernevåben.

Det er på en sådan baggrund at deltagerne i Aftalen om ikke-spredning af kernevåben (Non-Proliferation Treaty, NPT) mødes 8. til 19. april for at gennemgå aftalens fremskridt og ikke mindst dens artikel VI om forpligtelsen til kernevåben afvæbning. De nylige afsløringer af den hemmeligstemplede amerikanske kernevåbenanvendelsesplan (Nuclear Posture Review), som først frigaves som delvis deklassificeret i januar 2002, indeholder delplaner for mulig brug af kernevåben mod mindst 7 navngivne stater. Disse afsløringer må have alarmeret disse regeringer og forhåbentlig vækket det internationale samfund i almindelighed til den nye atmosfære med stigende risiko.

Enhver amerikansk plan om at bruge eller true med at bruge kernevåben strider mod international lov såvelsom mod gamle amerikanske forsikringer om ikke at bruge kernevåben mod ikke-kernevåbenstater. Det udgør også en provokerende trussel mod de nævnte stater såvelsom mod den internationale fred og sikkerhed i almindelighed. Denne amerikanske fremgangsmåde med planlægning af anvendelse af kernevåben såvelsom andre udviklinger, der øger risikoen for kernevåbenkrig, vil utvivlsomt have en dårlig virkning på alle landes holdning til ikke-spredning. Det vil sikkert føre til videre spredning af kernevåben og vil alvorligt svække ikke-spredningsaftalens system. Den amerikanske politik for kernevåbenbrug, kombineret med planerne om at udvikle og anvende raketforsvar vil med stor sandsynlighed opmuntre udvidelsen af kernevåbenprogrammerne i Rusland og Kina såvelsom udviklingen af kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben i andre lande. Det vil sikkert også føre til ødelæggende nye våbenkapløb.

Den kendsgerning, at USA udvikler planer om brug af kernevåben ses af det meste af verden som et farligt udtryk for ond vilje. Tidligere har man tøvende accepteret kernevåben, men kun som afskrækkelse mod andre landes brug af kernevåben. USAs Nuclear Posture Review afslører, at kernevåben tilsyneladende indgår i det fulde spekter af mulige kampsituationer.

Den amerikanske politik synes at flytte kernevåbnene fra at være sidste udvej til at være instrumenter, der kan bruges i en krig også mod ikke-kernevåbenstater. Der er allerede taget ødelæggende skridt ad den amerikansk udpegede vej. England har annonceret, at de er forberedte på at bruge kernevåben imod enhver stat, der måtte angribe med et hvilket som helst slags masseødelæggelsesvåben. En sådan udvidet rolle for kernevåben vil have andre destabiliserende virkninger. I verden efter 11 september er det afgørende vigtigt, at USA og de andre kernevåbenstater tager fuldt på sig at sikre, at kernevåben og våbenkvalitets materiale, først og fremmest fra den tidligere Sovjetunion, ikke falder i terroristhænder. Det er også afgørende, at de ledende stater gør deres yderste diplomatisk og gennem FN for at opnå afspænding i Sydasien og Mellemøsten.

Den mest afgørende udfordring nu, handler om skridt som skal tages mod at genskabe hæmningerne mod anvendelse af dette, det mest frygtindgydende af alle våben. Ganske som det er accepteret, at det er vigtigt at etablere troværdige strukturer for forbud mod biologiske og kemiske våben, har det længe været tid for at give højeste prioritet til at skabe et tilsvarende forbud mod kernevåben. Ikke-kernevåbenstater skal insistere på, at kernevåbenstaterne i det mindste holder sig til det erklærede kinesiske standpunkt med ikke at anvende kernevåben som den første, hvorved man fastholder kernevåbnene i deres rolle som afskrækkelse, indtil de kan fjernes helt.

I den retning, skulle USA og UK trække deres farlige og afstabiliserende planer om kernevåbenkrig tilbage, og i deres egen interesse, såvelsom i hele resten af verdens interesse, udgøre en ledelse for bevægelsen mod afskaffelsen af kernevåben og for at få en ende på kernevåbnenes trussel mod menneskeheden og alt liv. De stater, der er med i ikke-spredningsaftalen for kernevåben (NPT) har ikke råd til at være passive, men skal bruge deres indflydelse til at minde verden om, at vi alle står overfor en ny og voksende fare for at kernevåben på en eller anden måde bliver anvendt for første gang siden 1945.

Richard Falk er professor emeritus i international ret og arbejder på Princeton University, USA og er gæste-æres-professor på University of California, Santa Barbara.

David Krieger er præsident for Atomalderens fredsfond, Nuclear Age Peace Foundation (<http://www.wagingpeace.org/>www.wagingpeace.org) .

 © TFF 2002 & the authors

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links