Hvilken slags uddannelse vil Iraks børn få under den amerikanske besættelse ?

Vi har hørt det igen og igen og vi ved det er en gammel sandhed: Vore børn er fremtiden. I disse uger fokuserer medierne næsten udelukkende på krigen, på militærfolk som "genopbygger" Irak (efter, at de har ødelagt det) og de fokuserer på politikken.

Men sammen med sikkerheden er der intet aspekt af efterkrigstidens genopbygning, forsoning og udviklingen, som er vigtigere end uddannelsessystemet i bredeste forstand. Det fortjener bestemt større medieopmærksomhed end det får. Hvad den amerikanske besættelsesadministration gør i disse uger og måneder, har til hensigt at have en langsigtet indflydelse på det irakiske samfund - altså hvis de lykkes.

Det er derfor naturligt, at jeg blev nysgerrig for nogen få dage siden, da jeg modtog en e-mail fra en ven, som spørger om jeg har set, at Washington-firmaet Creative Associates International Inc., CAII, har fået en kontrakt på 62 millioner USD til genopbygning af det irakiske uddannelsessystem. Det har jeg ikke, så jeg kigger på CAII's website og læser deres nyhed fra 14. april 2003: "United States Agency for International Development (USAID - det amerikanske modstykke til DANIDA - har givet Creative Associates International Inc (CAII) et projekt "Genoplivning af irakiske skoler og stabilisering af uddannelsen" (amerikansk forkortelse, RISE), som skal forsøge at råde bod på mere end et tiårs forsømmelser i Iraks uddannelsessektor".

"Forsømmelse" af Iraks børn

Situationen i irakiske skoler er forfærdelig; her er lidt grundlæggende statistik fra TFF PressInfo 173. Tallene dækker de forandringer, der er sket siden slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne, altså i en periode, hvor regimet ikke har ført nogen krige.

SKOLEGANGEN

- ikke længere i grundskole: 31 % af pigerne, 18 % af drengene

- ikke længere i gymnasieuddannelse: 50 % af drengene og 60 % af pigerne

- lærerløn, 3 - 5 USD om måneder; skiftehold, klasser op til 60 elever, forældet pensum

- der er brug for 5100 nye skolebygninger, 70 % af de eksisterende skoler (inden den sidste krig) trænger til at repareres

- analfabetismen i 1998: 42 %, den var meget lavere i 1980erne på grund af læsekampagner, således var analfabetismeprocenten hos voksne 28 % i 1987

- analfabetismen hos kvinder er steget fra 8 % i 1985 til 45 % i 1995.

USA var det mest ivrige land, når det gjaldt at fortsætte sanktionerne som faktisk var et folkemord (en halv til godt en million døde løbet af de 10 år) på irakerne med en ødelæggelse af deres sundheds- og skolesystem. Men det er næppe det, de mener med "forsømmelse" ovenfor? Hvis det er sådan, er det historiens ironi, at det er et privat profitgivende og amerikansk firma, der nu skal genopbygge Iraks skoler.

Creative Associates International Inc.

"Creative Associates vil lede en alliance af partnere i RISE-projektet som har til formål at skaffe en hurtig fordeling af skolebøger, -udstyr og -forsyninger i Irak. Anstrengelserne for uddannelsesreform vil understrege hurtig indlæring og forbedret kapacitet hos lærere og skoler og dermed blæse liv i et uddannelsessystem, der engang var blandt de stærkeste i Mellemøsten.

Der vil straks blive igangsat hurtige vurderingsmetoder for at imødekomme uddannelsessystemets mest påtrængende behov. Irakiske NGOpartnere vil blive trænet i at lede lokale indsamlere af data, som vil hjælpe med at sætte målene for en hurtig fordeling af materialer. The American Manufacturers Export Group (AMEG) vil lede arbejdet med tilvejebringelsen.

Der vil blive igangsat pilotprojekter med accelereret indlæring i fire amter rettet mod pigers uddannelse, de voksnes behov og den ungdom, som ikke går i skole. USA-baserede irakiske NGO-partnere har en masse lokalkendskab og vil hjælpe med at tilføre basisservice specielt med henblik på at nå ud på landet til områder med særlige behov."

Jeg læste dette flere gange, og jeg begriber stadig ikke, hvad de sådan konkret vil gøre derude. Jeg ved ikke, hvad de mener med NGOer (ikke-regerings-organisationer) i Irak; under Saddam fandtes der kun nær-regerings-organisationer. Og jeg spekulerer over, hvor meget USA-baserede irakiske NGOer kan bidrage med, når man tænker på situationen i marken. Men jeg forstår naturligvis, at indsatsen vil være både hurtig, øjeblikkelig og accelereret !

Her følger uddrag af hvordan CAII præsenterer sig selv, og det er med vilje, at jeg citerer lidt længere:

CAII blev grundlagt i 1977 som et privat profitgivende internationalt konsulentfirma. Det beskæftiger en stab på over 200 og opererer i 12 markkontorer over hele verden; det tjente i finansåret 2001 35 millioner USD og har kontrakter, der overstiger 200 millioner USD. Det er et minoritets, kvinde-ejet og -styret firma og er sikkerhedsgodkendt til håndtering af klassificeret arbejde/information.

CAII tror på værdien og fortræffeligheden af fri virksomhed og ejendomsret, inddragelse og mangfoldighed, selvstændiggørelse, bæredygtighed og klientens deltagelse og på at "se forandring som en mulighed for fornyelse og udvikling".

Her følger hvad de siger om civilsamfundet: "Det er en betingelse for et ansvarligt nærdemokrati, at der eksisterer et uafhængigt engageret og aktivt civilsamfund. CAII fremmer civilsamfundsaktørers kapacitet så de mere fuldstændigt kan deltage i det demokratiske liv. I særdeleshed vil CAIIs bestræbelser søge at styrke civilsamfundet på områderne menneskerettigheder, forsvar for valg-, lovgivnings- og regeringsret. CAIIs projekter skaber borgerdeltagelse til bekæmpelse af korruption, til øget gennemskuelighed og kræver ansvarlighed".

Således beskriver de deres arbejde i Afghanistan - også med AMEG som partner:

"Til begyndelse af det nye skoleår i Afghanistan blev der revideret, trykt og leveret 50 tons nye grundskolebøger til skoler udover Afghanistan"

"Under programmet "Afghanistan Primary Education, APEP" og i et nært samarbejde med det afghanske undervisningsministerium fuldførte et konsortium opgaven under ledelse af CAII. Bøger blev transporteret ad luftvejen fra Indonesien for at være klar til skolestart 22. marts 2003, en opgave der krævede kompleks logistik. Sidst i maj vil mere end 10 millioner nye lærebøger være produceret og transporteret til Afghanistan- i et samarbejde mellem CAII og AMEG."

62 millioner USD til hvilken uddannelse i Irak ?

Firmaet producerer og transporterer altså skolebøger. Men hvordan vil de producere millioner af skolebøger til Iraks børn? USAID siger, at den amerikanske regerings mål er at sikre, at alt er klart til det nye skoleårs begyndelse i september 2003. Vil det dreje sig om en oversættelse af dem fra Afghanistan? Jeg mener, det tager tid at vurdere behovene og at bygge de ovennævnte 5100 nye klasseværelser og renovere 70 % - eller rettere mere, nu efter krigen - af de eksisterende - og i det mindste noget af dette må vel være på plads først?

Og så tager det tid at inddrage irakerne - autoriteter, lærere, forældre og børn. Der står jo, at for CAII er (nær)demokratiske metoder væsentlige, ikke sandt? Under en sådan proces kan der dukke konflikter op, og de må håndteres hele vejen gennem uddannelsessystemet. Jeg tænker endvidere på sager som forhandling af løn med de forskellige lærerkategorier og udviklingen af pensa sammen med dem, organisering af den ministerielle struktur o.s.v. - for slet ikke at tale om at de mange og forskellige typer af lærebøger skal skrives. Og så selvfølgelig er der den gennemgang, der er nødvendig for at undgå at ansætte de "skidte knægte", som f.eks. medlemmer af Baath partiet, til at undervise de uskyldige sjæle på grundskole og gymnasialt niveau.

Jeg brugte en del tid på at gennemgå CAIIs website. Alle teksterne er af samme type som ovenfor gengivet, det er derfor jeg citerede dem fyldigt, så du selv kan se det glatte markedsføringssprog uden reelt indhold. Jeg kan kun håbe, at det ikke genspejler kvaliteten hos det firma, der kalder sig selv kreativt og som arbejder med uddannelsen af millioner og atter millioner af mennesker på 12 steder over hele verden.

Der er ikke et ord nogetsteds om indholdet, om vanskelighederne forude, hensyntagen til den lokale kultur o.s.v. Ikke et ord om hvordan CAII vil gribe sagen an, den didaktik og de pædagogiske metode, som vil blive anvendt i netop dette land og overfor dets forskellige religiøse og etniske samfund.

Det er ikke fordi, jeg forventer, at de amerikanske besættere vil indføre Paolo Freires pædagogik for de undertrykte eller Ivan Illichs gemytlige tanker om "af-skoling". Men der burde have været en antydning på hjemmesiden - forudsat altså at CAII ikke opfatter uddannelse som et rent teknisk redskabsproblem med en standardpakke, der kan leveres med faldskærm overalt, hvor amerikanske interesser står på spil og der derfor er USAID finansiering at hente.

Og hvordan "genopbygger du uddannelsessystemet" - det er forresten en ordentlig mundfuld ! - i et land, du ikke har arbejdet i før? Jeg mener, hvad ved CAII faktisk om de millioner af børn, som det skal "hjælpe", "betjene", "selvstændiggøre", "demokratisere" og som er blevet "befriet" af den amerikanske "præsident" nogle få karreer fra CAIIs kontorer i Washington?

Forresten er det en "præsident", som har gjort meget for at "forsømme" uddannelsen i USA selv. Hvis du ikke tror på mig, så kig en gang på Michael Moores "Stupid white men" (Dumme hvide mænd), som også vil minde dig om, hvorfor George W Bushs officielle titel bør angives i anførselstegn.

I forståelsen af, at der er så meget, jeg ikke forstår, surfer jeg en smule mere og er heldig at finde et FOX News Channel interview med CAIIs præsident og direktør, Charito Kruvant.

Men - det virker som om hun kun siger de rigtige ord - grænsende til almindeligheder - og uden reelt indhold.

- Vi starter med at kommunikere med det irakiske folk. En af de ting vi har lært i vort arbejde er, at uddannelse tilhører landets folk.

Hårdt presset med spørgsmål om, hvor fornuftigt det er, at fremmede kommer ind for at undervise irakerne, svarer hun at CAII kun hjælper:

"Hånd i hånd med irakerne, som vi vil identificere - først og fremmest må vi vurdere de reelle tal. Dernæst må vi finde ud af, hvilke andre ting skolerne har brug for 1. oktober når skolegangen starter. Vi ved også, at det irakiske regime ikke har leveret den form for uddannelsesinstrumenter og -materialer, som børnene har behov for.

Så, virkelig, den amerikanske regering er forpligtet til at støtte dem. En af de ting vi skal gøre er at se os omkring og se hvad de behøver. Har de brug for blyanter? Har de brug for kladdehefter? Har de brug for tavler? Vi har set, at i nogle tilfælde er skolerne blevet plyndret.

Her er en kvinde, der har fået 62 millioner USD og det er alt hvad hun kan sige! Og de irakiske børn skal have et "nyt Irak" pr 1. oktober - "forhåbentlig" i samarbejde med det irakiske undervisningsministerium.

"Vort mål er sammen med irakerne, og forhåbentlig, med undervisningsministeriet, at være i stand til at starte skolerne 1. oktober på en måde, der virkelig viser omdannelsen til et nyt Irak".

Kvalificeret til kontrakten - "i seng" med Washingtons magtkredse.

Jeg fortsætter med at surfe på det vidunderlige Internet og begynder at forstå at firmaet formand, eller forkvinde, og direktør Charito Kruvant, er en ganske speciel person. Hun blev født i Bolivien og voksede op i Argentina. At dømme af det man kan finde om hende på Internettet, har hun et vældig godt forhold til erhvervsmiljøet i Washington og anses for at være en af de mest magtfulde kvinder i hovedstaden.

-"Siden 1998 har hun været leder for "Projektet til Fremme for National Sikkerhedsstrategi", der fokuserer på hvordan USAs interesser og værdinormer kan opnås ved at støtte legitime styreformer og give økonomiske muligheder ude som hjemme. Det forener koncepter som demokratisk frihed, legalitet, menneskerettigheder, frie markedskræfter og amerikansk idealisme".

Hun er også bestyrelsesformand i Calvert, et socialbevidst investeringsselskab. Fr. Kruvant er engageret i terroristbekæmpelse og krisescenarier i Washington.

"Det fremstående Washington Handelsnævn har taget fire personer til sig -tidligere AOL-chef George Vradenburg, Marsh's udøvende direktør (og Connolly's chef) Dick Duncan, KPMG's John Veihmeyer og Creative Associates' Charito Kruvant - for at udvikle planer der kan komplettere regeringens".

Man må udgå fra at terroristbekæmpelse i USA's hovedstad giver et temmelig stort politisk råderum. For lang tid siden hjalp Fr. Kruvant endda USA med at afvæbne Contras og underminere apartheid i Sydafrika.

"Kruvant har arbejdet med voldtægtsofre i Bosnien og undertrykte kvinder i Afghanistan. En af hendes mest bemærkelsesværdige opgaver må have været det at deltage i en (amerikansk) regeringensdelegation, der skulle overbevise Contras om at det nu var tid at nedlægge våbnene til fordel for mere fredelige aktiviteter. På hendes rejser til møderne med nicaraguanske guerillafolk, blev hun hejset ned fra en helikopter ved deres tilflugtssted i bjergene. Kruvant er også særlig stolt over at have været blandt de få amerikanere, der arbejdede indenfor Sydafrikas grænser for at få bugt med apartheid. Hun og hendes hold hjalp til med at uddanne sorte sydafrikanere til at kunne være med og styre deres land".

På USA-regeringsmission for at afvæbne Contras i Nicaragua? Ja, jeg har ikke været i stand til at finde mere om denne del af CAII-chefens liv. "Arias Fredsplanen" blev underskrevet d.7. august 1987, CAII blev stiftet i 1977.

Her følger noget om hvordan Washington Post har dækket USAs bistandskontrakt for Irak med CAII:

"Den hast - og den mangel på konkurrerende bud - med hvilken udenrigsministeriet gennemførte seks af sine otte første genopbygningskontrakter, blev mødt med kritik af kongressen og gjorde at man fæstede opmærksomhed til selskaber som IRG, der indtil da ikke havde været kendt udenfor det internationale udviklingsmiljø."

Charito Kruvant, formand og udøvende chef for "Creative Associates International Inc.", det Washington-basserede konsulentfirma der fik skolegenopbygningskontrakten på en værdi af så meget som 62 millioner dollars, sagde at regeringskontraktorerne er vandt til at blive fingransket:

"Gennemsigtighedsprincippet er en del af vores liv", sagde Kruvant. "Jeg plejer med ro i sindet at sige: ALLE ved hvilken størrelse sko jeg bruger".

Sidst men ikke mindst, AMEG, CAII's partner i både Afghanistan og Irak, presenterer sig selv på denne måde på deres enkle hjemmeside:

-"American Manufacturers Export Group (AMEG) er et lille kvindeejet firma, hvis kerneopgave svarer til hvad ethvert Forsynings Services Agentur (FSA) foretager sig, - dog ligger AMEG's styrke i at fremskaffe teknisk service til humanitære og økonomiske udviklingsprojekter overalt på kloden. Samtidigt med at AMEG har specialiseret sig på området vedrørende forsyning og logistik, har vi også opbygget et godt rygte i forhold til velfungerende foretagsledelse af storstilede programmer, gennemførbare kvalitetstudier, design, færdigbehandling og evaluering."

Et interessant aspekt er at Sandra Tribble er formand mens Wess Tribble er udøvende viceformand for AMEG:

-"Wess Tribble er i besiddelse af omfattende international erfaring som udøvende leder i den private sektor, som tidligere udenrigsministeriel embedsmand og som officer i USA's marinekorps. Han har arbejdet med USA-bistand i Asien, Afrika og Mellemøsten. Efter pensionering fra udenrigsministeriet fik han tjenesten som udøvende viceformand for AMEG. Han har været engageret i et væld af følsomme programmer over hele verden".

Hvad for betydning kan man mon lægge i det at have været med iudenrigsministeriet og i marinekorpset og engageret i "følsomme programmer"?

Der er god grund til at være skeptisk.

Det kan ikke udelukkes at CAII gennemfører noget positivt for mange mennesker. Men selskabet har ikke fremvist nogen analyse udover hjemmesiden og mediedækningen.

Der er derfor god grund til at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor dette selskab, så godt som uden konkurrenter og med den betydelige sum af 62 milloner dollars, er blevet udvalgt til at formidle uddannelse til et historiskt civiliseret land, der plejede at være udmærket i stand til at uddanne sit eget folk til et meget højt niveau. Det synes derfor mest sandsynligt at:

1. Dette er privatforretning, for vinstgivende eksport af uddannelse. Den læring det befordrer vil være i overensstemmelse med de virksomhedsværdinormer der fremmer USA's verdensomspændende interesser.

2. Fondsmidler, metode og struktur vil uvægerligt påvirke, hvis ikke helt dominere, indholdet af det de irakiske børn lærer i fremtiden. Altså, hvad nøjagtig er det Iraks børn vil komme til at lære?

3. Den smarte presentation, de moderigtige og politisk korrekte ord der fylder hjemmesiden, afslører et syn på verden, der er fundamentalt forskelligt fra det der hersker i den verden i hvilken programmerne skal gennemføres.

4. Strukturelt er det forudbestemt til at tjene USA's regering og erhvervsinteresser snarere end det behov for læring, indtil videre uidentificeret og ukendt, som Irak måtte have. Hvordan skal det kunne medvirke til at skabe "et nyt Irak" indenfor en tidsramme af blot 4 -5 måneder?

5. Sådan et program vil være dårligt i stand til at lære Iraks børn noget som helst, der ikke er politisk korrekt udfra den aktuelle Washington-regerings synsvinkel.

6. Med luftbåret teknologisk værktøj i højsædet, vil indholdet komme i sidste række. Det kolliderer grundlæggende med kreativiteten og de andre behov et folk har, der længes efter frihed i tanke og tale.

7. Det er for tæt på USA-bistand og USA-ledelse. Hvor sympatisk det end forekommer med dette minoritets- og kvindeejede selskab, så vækker fru Kruvants forbindelser og status i Washingtons magtkredse mistanker om favoritisme.

8. Sandt nok vil mange sympatisere med de værdier og det livssyn der ligger i sådanne effektive færdigpakke-programmer, men vil der i sidste ende være mere frihed i det end der var i f.eks. det gamle upopulære Bathpartis værdier?

"Fast-food uddannelse" - - Burger filosofien spreder sig.

Kort sagt, det ser ud som prefabrikeret, flyvemaskineudkastet hurtigundervisning. Det ser ud som facade og overfladiskhed: "Se bare hvor vi tager os af irakerne og deres børn", mens de i virkeligheden ikke gives en chanse for selv at have indflydelse på processen! Det er svært at forestille sig hvordan de skal undgå at blive gjort til objekt, i stedet for at blive set som mennesker, i den proces.

En hamburger er et magert måltid sammenlignet med en vel gennemtænkt menu baseret på kogekunst og gode råvarer. Der er nu en betydelig risiko for at Iraks børn vil blive undervist efter hamburger-modellen. Men vi kan være sikre på at USA snart vil fortælle os om "succes'en" om deres "hurtige, omgående, kapløbsvindende uddannelse", takket være pædagogik målt i tid, tons og millioner af bøger. Mere betyder bedre! Det skal nok være "Den Amerikanske Vej", men er den god?

Efter 25 års diktatur, fire krige og tolv års sanktioner som Iraks folk har gennemlevet, er okkupationsherrerne så virkelig ikke i stand til at ofre noget mere seriøst på børnene og ungdommen i Irak? Kan USA ikke vise bare lidt mere respekt for de "befriede" irakere og deres vigtigste behov?

Hvis børn er fremtiden, så er det NU der skal være undersøgende journalister i Irak! Halvdelen af Iraks folk er under 16 år gamle. Krigen for Iraks, krigen om Iraks fremtid - kort sagt, den egentlige kamp - er den der er i gang nu, efter den militære krig. Så, kære Medier: stik ikke af nu, bliv og hold fast i sagens kerne. Og husk på alle løfter, der er blevet givet til Iraks folk...

Oversættelse af Orla Jordal og Doris Kruckenberg

© TFF 2003

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links