|
Denne
snigende sygdom
Nu ved
vi det: der anvendes
rutinemæssigt tortur af USA
på basen i Guantanamo Bay
By
Ken
Coates
TFF-associeret
Betrand Russel Peace
Foundation
15. maj 2004
Trykt i The Guardian, 13 marts
2004
Vi lever virkelig i mørke
tider. Et sikkert tegn påat nætterne bliver
længere - selvom foråret nærmer sig -
kommer fra intensiteten i angsten for tortur. Hele tiden
er der rapporter om nye grusomheder - i Sudan, blandt
britiske ofre i Saudi Arabien og om angsten for tortur.
Senere i denne måned vil i Geneve
Verdensorganisationen mod Tortur fortælle FNs
menneskerettighedskommission, at "siden angrebene den 11.
september har talrige stater vedtaget eller annonceret
foranstaltninger, der er uforenelige med deres
forpligtelser i forhold til international ret". Samtidig
som vi står over for nye grusomheder i Madrid,
hører vi stemmerne af de første briter
løsladt fra Guantanamo Bay, hvor de var udsat for
et system af aldrig svigtende grusomhed, som beskrevet af
den forhenværende fange, Jamal
al-Harith.
Han beskriver systematisk ydmygelse
som klart havde som mål at nedbryde ofrenes
menneskelighed og som omfattede det at udsætte
stærkt troende muslimer for fornærmelser fra
prostituerede.
Centeret for rehabilitering af
Torturofre i København var først med at yde
systematisk medicinsk behandling til torturofre og med at
forske i torturens virkninger. "Vi troede, at torturens
formål var at fåinformation" siger centerets
dr. Inge Genefke. "Men nej. Hovedmålet med tortur
er at nedbryde, at ødelægge identiteten,
personligheden."
Efter års forskning
konkluderede centeret: "Målgruppen for
regeringsgodkendt tortur er ledere for etniske
minoriteter, menneskerettighedsforkæmpere,
fagforeningsmedlemmer, politikere, studenterledere,
journalister og andre."
Disse blev alle udvalgt, fordi de
var ledende personligheder, som forfulgte mål, der
var imod regeringens politik. Når de engang er
brudt ned, er disse personer "fulde af angst,
depressioner ... deres familier lider. Andre bliver
skræmte, bange for at blive udsat for samme
behandling, og derfor tør de ikke følge
disses mere modige eksempel."
Trods dette mener mange, at krigen
mod terror kan retfærdiggøre den slags
foranstaltninger. ærværdige lederskribenter
har foreslået, at det at holde folk vågne i
lang tid eller langvarige forhør, under
betegnelsen torture-lite, skulle tillades.
Sent i 2002 afslørede
Washington Post: "Dybt inde i den forbudte zone på
USAs Bagram-flyvebase i Afghanistan ... står en
samling skibscontainere beskyttet af en tredobbelt
pigtrådsspærring. Containerne indeholder det
mest værdifulde bytte i krigen mod terrorismen -
tilfangetagne al Qaida folk og Taliban
ledere".
Avisen fortsatte med at beskrive
den proces, de kalder "rendering[rendition]", som
består i at sende ikke-samarbejdsvillige fanger til
lydige allierede, hvor man ikke tager sig
forhørsmetoderne alt for nær. Guantanamo
Bay, som er udenfor for alle normale retslige
begrænsninger, har mere end 600 indsatte, som
står udenfor rækkevidde for juridiske
processer, hvorsomhelst i verden.
Det diskuteres fortsat om den
amerikanske base pådet britiske område San
Diego ogsåbruges til den slags forhør. Den
engelske regering nægter det, men beskyldningerne
fortsætter, og gengives af talrige
borgerrettighedsgrupper.
Diktatur er ikke den eneste kilde
til tortur. I imperiets tidsalder bliver adfærd,
som ville have påkaldt sig almindelig misbilligelse
i nationalstaten, "nødvendige" for at kontrollere
de undertrykte nationer. Da den type af adfærd kan
sprede angst til den hjemlige befolkning, som
desværre har stemmeret, er det bedst at holde den
begrænset til vanskeligt tilgængelige zoner
eller fjerne øer under streng militær
kontrol. I Bagram gælder der klart en anden lov end
en, som finder anvendelse i det kontinentale USA.
Desværre har andre regeringer, som den engelske,
fundet det nødvendigt at se gennem fingre med
det.
Men denne adfærd spredes til
hovedstatslegemet og fordærver borgerrettighederne
der også. Den har brug for en
høj-sikkerhedsinstitution selv hjemme, sådan
som den er etableret i Belmarsh. Den har brug for
omskiftelige og opportunistiske politikere, som har
svært ved at genkende det,r der i går blev
vurderet som universelle, uomstridte
sandheder.
Krigen mod terror er en perfekt
psykotisk tilstand, indeni hvilken mørket kan
udbrede sig. Den har ingen definerede grænser,
ingen faste territoriale fjender: den tager, hvad der
igår blev vurderet som simple forbrydelser og
udvider dem mentalt til at kriminalisere hele
befolkninger, sociale gruppe eller religioner.
Der er kun et middel mod denne
snigende sygdom: at insistere påuniverselle
menneskerettigheder, indenfor disse blev tortur
kriminaliseret af FNs Konvention mod Tortur af 1984.
Forbudt er her enhver officielt accepteret handling "som
med vilje udsætter en person for alvorlig smerte
eller lidelse, hvad enten den er fysisk eller
mental".
Men hvad enten det er forbudt eller
ikke, såhar 3000 fanger, som beskyldes for at
støtte al Qaida regelmæssigt blevet forsynet
med masker og knebler, bundet i stillinger, der er
beregnet påat skabe smerte og ubehag og systematisk
berøvet søvn.
Jamal al-Harith sagde: "Hele
meningen med Guantanamo var at knuse dig psykologisk.
Tæskene var ikke nær såslemme som den
psykiske tortur - sårene heler på en uge, men
alt det andet bliver hos dig."
Vi måsamle kræfterne
sammen med de NGOer, som allerede forlanger, at FN
inspicerer disse anlæg, hvor man mistænker
mishandling af de fangne og at FN bringer sådanne
anlæg under sin egen jurisdiktion.
Ken Coates er formand for Bertrand
Russel Fredsfonden og redigerer dens avis Spokesman - og
TFF Associeret.
Oversat fra engelsk af Orla Jordal,
frivillig medarbejder ved TFF. Oversættelsen
må anvendes - for fair use - stillet til fri
rådighed af Orla
Jordal i kampen for fred og
mod krigsforbrydelser.
©
TFF & the author 2004
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
|