Hvorfor
Bush vandt?
Frygt-ologi og manglende alternativer
PressInfo #
200
4.
november 2004
Af
Jan
Øberg,
TFF direktør
Der er flere gode grunde til at
George W. Bush vandt. Rundt regnet to tredjedel af
amerikanerne - cirka 60% stemte og af dem omkring
halvdelen for Bush - og alle vi andre må nu leve
både med de akkumulerede konsekvenser af de
første fire år og med mere af det samme,
eller værre, i de næste fire lange år.
For, i George
Bush' verden er det mandat,
han mener at have oppefra fra Gud, nu blevet
bekræftet nedefra af folket. Så der er er en
slags treenighed af Gud, Bush og de troende amerikanere.
Uheldigvis er der ingen af hans politikker, udover den
for at blive genvalgt, der fungerer - men det synes ikke
at bekymre hverken ham eller hans skare. Dog må man
formode at Gud føler en slags skyld gennem sin
ganske vist postulerede forbindelse.
Frygt-ologi
Den vigtigste grund til at Bush
vandt er frygtologi - udviklingen af en politik, der
bygger på manipulation af frygt og på behovet
for beskyttelse og som udelukkende tjener ens egne
politiske formål.
Fra et massepsykologisk perspektiv
havde Bush det mest attraktive program: "Jeg er den
Eneste Ene, der kan love at beskytte jer fra den ondskab,
der lurer ude i verden." Siden præsidenten som
"svar" på den 11. september 2001 indledte sin
misforståede og allerede kuldsejlede "krig mod
terroren" har han i sin hele gerning trukket på
energien i et dybtliggende reservoir, i frygtologiens
syndrom, krydret med eskatologiske myter og idéen
om at være udvalgt: Bush som Guds egen
præsident, USA som Guds eget land befolket af
specielt gode mennesker samt Det Republikanske Parti, der
rent faktisk udelukkende kaldes GOP = Guds eget Parti;
altså endnu en treenighed.
Den der forsøger at forklare
Bush-administrationens politik ved hjælp af
lærebøger i statskundskab vil gå glip
af stort set alt hvad frygtologi er og derfor ikke
forstå hvad der måtte ske
fremover.
Frygtologien fungerede;
først var der det manifeste angreb på USA og
det gav Bush noget som han havde stærkt brug for:
en personlig mission eller orientering. Det var
personligt skæbnesvangert for ham: han skulle
bekæmpe Ondskabens Akse, udrydde Det Onde overalt,
genskabe et slags Paradis af Frihed på vor jord og
gøre ham selv til Beskytteren. På trods den
fejlslagne politik på område efter
område - see TFF-Feature
af Craig Aaron - har en
majoritet, om end en lille majoritet af dem der stemte,
nu vist at de tror på ham og forventer at blive
beskyttet af ham; der er en kontrakt nu som ikke fandtes
i år 2000. USA er ikke igen blevet ramt af noget,
der ligner 11. september, så han har naturligvis en
pointe, hvad enten det nu er takket være eller
på trods af hans administrations virke.
Resten er ret enkelt men
kræver en djærv vision såvel som
intelligente strategier og taktikker at omsætte i
praksis: man fortæller mennesker at de lever i
overhængende dødelig fare, og hvis de
faktisk ikke gør det, så skabe man en
trussel eller fare og et bevidsthedsbillede af den.
Røgen og røgsløret kunne ikke
fungere uden ild, og ilden var naturligvis 11. september
- det nye Pearl Harbour.
Derefter vælger man at
"svare" på terrorangrebet på en sådan
måde at det producerer skepsis hos stort set alle
venner og allierede, had hos eksisterende og potentielle
fjender samt skaber mere af det, der officielt skulle
bekæmpes: terrorister. Med i købet får
man en verdensoffentlighed, der mener at USAs politik
bliver mindre og mindre begribelig, sympatisk og legitim.
Denne cocktail udgør en særdeles effektiv
frygtologisk politik fordi den både øger
vælgernes følelse af at være udsat for
eksistentielle trusler og deres følelse af at
være alene og misforståede.
Osama Bin Ladens
iøjnefaldende vel-timede video til støtte
for Bush var en genial manipulators værk, hvem det
så end var. Hvis det var Bin Laden selv kan han
regne med at leve længe efter denne
håndsrækning. ("Hvis du lader mig leve,
så lover jeg at hjælpe dig med din
overlevelse").
Beskyttelsen af det amerikanske
folk er ikke af den defensive, helende og forebyggende
slags. Den er udadvendt og aggressiv, hævngerrig.
Der findes ikke den kvadratmeter noget sted på
jorden hvor vi kan slappe af eller føle os trygge.
Verden er farlig, terrorister lurer omkring hvert
hjørne.
Og hvis det ikke er nok at opfange
og likvidere dem langt borte, så intensiverer vi
opbygningen af vort Ballistisk Missil Forsvar, BMD, som
skal beskytte selve Amerika ifald nogen alligevel skulle
trænge igennem vort fremskudte forsvar. BMD handler
ganske vist om noget andet, nemlig om at øge evnen
til at udkæmpe en atomkrig og overbevise én
selv om rigtigheden af den - sindsforvirrede - opfattelse
at man selv kan overleve og opnå noget gennem en
atomkrig; men det er ikke gået op for amerikanerne
og for resten heller ikke for en del europæere
(f.eks. den danske regering og Grønlands
hjemmestyre). Analfabetismen angående komplekse og
af og til filosofiske sikkerhedsproblemer er udbredt.
Frygtologien har sin egen logik: du
er nødt til at provokere borgerne hele tiden og
overalt for at opretholde og øge den selvskabte
trussel. Din magt ville gå fløjten hvis
ingen frygtede noget eller følte behov for dig som
Beskytter. Hvis Bush f.eks. fundamentalt ændrede
amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og fulgte en
generøs og åben samarbejdsstrategi over for
resten af verden og dermed fik mennesker til at elske og
se op til USA igen, ville han miste jobbet i det Det
hvide Hus. Hvorfor? Simpelthen for han ikke har noget som
helst originalt, konstruktivt at komme med, ingen vision
som kan gøre andre entusiastiske. Kun dette:
Beskyttelse fra det Onde - som jeg ganske snedigt selv
puster til. Men med et propagandaapparat, som ethvert
diktatur ville blegne af misundelse over, tror en stor
skare amerikanere på Beskytteren - Perpetuum
mobile: fire år til!
DEIA -
Der Er Ingen Alternativer
Her kommer så den anden
hovedårsag til Bush's genvalg: det krystalklare
fravær en sammenhængende og konstruktive
alternative programmer til hans politik. Det er nu
temmelig indlysende at USA er tæt på at
være et et-parti system med to fraktioner og at
John
Kerrys politik vedrørende f.eks. terrorismen og
elendigheden i Irak - og stort set alle andre
områder - ikke var substantielt forskelligt fra
Bush's.
Hovedforskellen lå formentlig
i personligheden; Kerry har oplevet krigens
meningsløshed, grusomhed og absurditet (om end
undertrykt af hensyn til karrieren, må man formode)
og han synes at have et mindre problemfyldt forhold til
sin fortid, Gud og diverse fundamentalismer. Han er
også mindre politisk autistisk en Bush. Hvad man
end kan sige om disse ting, så fremstår han
som en mere "intellektuel" imperialist og militarist med
en anelse mindre unilateral og (selv)isolerende
opfattelse af USA's rolle i verdenssamfundet.
Og hvis Kerry var blevet
præsident så kunne han have udpeget Richard
Holbrooke som sin udenrigsminister og Wesley Clark som
sin forsvarsminister; med deres katastrofale
håndtering af Jugoslavien og Kosovo for fem
år siden under Clinton skal man være
usandsynlig naiv for at tro at imperialisme og
militarisme er sygdomme, der kun forekommer i det
Republikanske (God's Own Party, GOP) Parti.
Begge partier vælger den
antagonistiske Imperium-strategi snarere end
Demokrati-Samarbejde-strategien. På det lidt
længere sigt kan
det betyde afslutningen på det amerikanske Imperium
og globale lederskab - men
hvem kerer sig om det lidt længere sigt, 15-20
år eller så, i dagens politik?
Så for nu at udtrykke det
krast: amerikanerne kunne stemme, men de have ikke noget
reelt valg. Denne distinktion er vital i en tid med
stigende magtarrogance. Demokrati handler om
valgmuligheder og ikke kun om at kunne stemme. For
øvrigt må man udfordre ethvert
demokratibegreb, der benyttes om et system som udelukker
alle, der ikke besidder hundreder af millioner dollars,
fra at kunne blive sit lands leder.
Det civile samfund - og mennesker,
der elsker fred, retfærdighed, økologisk
balance og frihed - kan nu beslutte sig for at
fortsætte med at tale negativt om George W. Bush og
fremme de traditionelle - til kedsommelighed
grænsende - slogans om anti-krig og
anti-imperialisme samt udtrykke sig kritisk til og
være imod ethvert nyt vanvittigt tiltag af den
amerikanske administration. De vil garanteret komme hvad
enten det er Iran, Nordkorea, Syrien eller eventuelle
overraskelser. Det skal vi naturligvis, men nu véd
vi at dét ikke er nok. Om noget viser dette valg
at "kun kritik"-strategien er for let og ikke
repræsenterer nogen reel udfordring af
systemet.
Den amerikanske og globale modstand
kunne ikke standse denne præsident hvis politik har
skabt et sådant frygteligt, forudsigeligt og
inhumant kaos som det vi ser i Afghanistan og Irak. Det
er derfor tid at spørge os selv: hvad var det vi
ikke gjorde godt nok?
George W. Bush er nu blevet
genvalgt (ikke længere udpeget) efter at have
kastet ikke blot USA men verden ud i de forkerte krig af
de forkerte grunde og opnået absolut intet bortset
fra fysisk og kulturel destruktion samt 100,000 irakeres
død - ovenpå de sanktions-skabte folkemord
som Clinton-administration besluttede skulle
fortsætte også efter at Irak var blevet
afrustet og som indebærer at der nu lever mellem
500,000 og 1,000.000 færre irakere end der ville
have gjort. Desuden ødelagde sanktionerne den
middelklasse, der sandsynligvis kunne have fjernet Saddam
før eller siden.
Men "vi" blev da af med Saddam? Ja
og det var godt, men det er det gale argument hér.
Eftersom andre midler end krig ikke blev prøvet
systematisk hvordan kan man da hævde, at krigen var
den eneste måde at fjerne ham på? Og hvor
høj en pris kan vi moralsk set kræve at
andre skal betale for vores demokratisering, frihed - og
olieforsyninger og virksomhedsoverskud?
Behovet
for konstruktive programmer
Hér ligger problemet med en
stor del af den globale modstandsbevægelse: den er
"imod" og "anti" men den har alt for lidt af det Gandhi
altid insisterede på: konstruktive programmer. De
millioner, der marcherede imod Irak-krigen sidste
år havde - som for øvrigt den franske og den
tyske regering - meget lidt at sige til det helt legitime
spørgsmål: Og hvis du ikke kan acceptere
krig, hvad ville du så gøre i stedet?
Hvis ikke tage olien fra andre,
hvilken energipolitik i stedet, hvilken økonomi og
hvilket samfund i stedet? Hvis ikke massiv vold imod
terror, med hvilke midler skal vi så bekæmpe
den? Hvis Saddam er et produkt af verdens
våbenhandel hvordan stopper vi så den
så lignende figurer ikke dukker op igen? Hvilken
slags uddannelse og hvilke medier har vi brug for
så mennesker kan blive lige så interesserede
i fred som de er i computere, underholdning, Coca-Cola -
og vold? Hvis, som man sagde dengang, "krig er den eneste
plan i byen" så bliver der krig. I de fleste af
livets svære situationer er dette at gøre
ingenting ikke en løsning.
Indrømmet, det er lettere at
kæmpe sammen mod en fælles fjende - og George
W. Bush, USAs udenrigspolitik og alt den står for
opleves som fjendtlig af millioner rundt om i verden. Men
disse millioner har ikke, hvor legitim og rigtig
modstanden end er, været i stand til at udvikle
noget der kommer bare i nærheden af en alternativ
vision af hvorledes tingene kunne gøres i stedet?
Kunne gøres? Ja, ved hjælp af
ikkevold - ved hjælp af gandhiansk "ahimsa" og
"satyagraha", hele arsenalet af fred med fredelige midler
som er FN-erklæringens højeste norm.
Energien gik til at "bekæmpe Bush" snarere end til
at udvikle et eller flere nye paradigmer og nye
strategier og aktionsformer. Dermed blev det i praksis
Bush, der bestemte agendaen som de fleste re-agerede
på. Men i demokratier er det befolkningen, der
pro-aktivt bestemmer agendaen - som de folkevalgte
repræsentanter reagerer på.
Demokratiet dør uden en
vision om det gode fremtidssamfund; det kan ikke styrkes
ved en slags omvendt frygtologi: dystopiske billeder af
krigen, Hiroshima-film, den nukleare udslettelse, foragt
for og had til ledere. Fred er så meget mere end
dette at arbejde mod krigen og andre typer af vold -
dét bør ikke en gang optage 50% af tiden.
Vi véd godt hvad krig er! Det er alternativerne
til krigen, der savnes og uden alternativer vil folk de
facto acceptere krig som "realistisk" og freden som
"urealistisk."
Fred handler snarere om det vi vil
i stedet - om verden som den kunne være. Den
handler om programmer byggende på værdier som
kærlighed og samarbejde, omsorg og empati med dem
der lider mest og har mindst. Man må søge
inspiration i ikkevoldens historie og i bøger som
f.eks. Jonathan Schells "The Unconquerable World".
Det er vigtigt at hele tiden uddanne os selv i
ikkevoldens teori og praktik, se dens styrke og
muligheder - og bekæmpe den lille lyst til krig og
angreb på dem, vi er uenige med.
Og det går ikke længere
at tie stille om den totalt uacceptable vold, der
foregår i de dele af den irakiske
modstandsbevægelse, som kidnapper freds- og
humanitære arbejdere. De der praktiserer en
udelukkende voldelig modstand mod den illegitime
besættelse vil ikke automatisk være de bedste
ledere i det frie Irak, der en dag vil komme. Uden at
fordømme andre menneskers desperation bør
dette kunne debatteres - og den ikkevoldelige modstand
støttes.
Bush's genvalg bør stimulere
os til at bruge de næste fire år mere
konstruktivt. Der vil være frygt, vrede og store
skuffelser. Verden vil blive endnu mere voldelig. Men vi
må gå videre. Frygtologien og den
djævelske partner, håbløsheden, er de
bedste redskaber i hænderne på
autoritære ledere. At åbent møde dem,
stå imod, vise civilcourage og udholdenhed vil
muliggøre at de konstruktive programmer trods alt
dukker op hér og dér. Og de positive
visioner kan blive en god medicin mod både frygten
og håbløsheden.
Når alt kommer til alt
så tror jeg at præsident Bush's genvalg
bør ses som lidt af en opvågnen, en gave,
til alle der vil en fredeligere fremtid. Om dette i en
senere TFF PressInfo.
© TFF and the author 2004

Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
You are welcome to
reprint, copy, archive, quote or re-post this item, but
please retain the source.
Would
you - or a friend - like to receive TFF PressInfo by
email?

|