TFF Home | About us	Forums	Iraq Forum	Features by others	Links to all issues
New stuff	Associates' articles	Burundi Forum	Publications on-line	Paul McCartney
Nyt på nordisk	Jonathan Power	EU conflict-handling	The 100 best books	Annual Reports
TFF Associates	Nonviolence	Reconciliation project	Øbergs Kalejdoskop	Support TFF on-line
Activities right now	Gandhi & India	Teaching & training	Oberg's photos	Support TFF off-line
PressInfos - Analyses	Macedonia Forum	Lærestof på dansk	TFF News Navigator	Contact

Der er flere gode grunde til at George W. Bush vandt. Rundt regnet to tredjedel af amerikanerne - cirka 60% stemte og af dem omkring halvdelen for Bush - og alle vi andre må nu leve både med de akkumulerede konsekvenser af de første fire år og med mere af det samme, eller værre, i de næste fire lange år. For, i George Bush' verden er det mandat, han mener at have oppefra fra Gud, nu blevet bekræftet nedefra af folket. Så der er er en slags treenighed af Gud, Bush og de troende amerikanere. Uheldigvis er der ingen af hans politikker, udover den for at blive genvalgt, der fungerer - men det synes ikke at bekymre hverken ham eller hans skare. Dog må man formode at Gud føler en slags skyld gennem sin ganske vist postulerede forbindelse.

Frygt-ologi

Den vigtigste grund til at Bush vandt er frygtologi - udviklingen af en politik, der bygger på manipulation af frygt og på behovet for beskyttelse og som udelukkende tjener ens egne politiske formål.

Fra et massepsykologisk perspektiv havde Bush det mest attraktive program: "Jeg er den Eneste Ene, der kan love at beskytte jer fra den ondskab, der lurer ude i verden." Siden præsidenten som "svar" på den 11. september 2001 indledte sin misforståede og allerede kuldsejlede "krig mod terroren" har han i sin hele gerning trukket på energien i et dybtliggende reservoir, i frygtologiens syndrom, krydret med eskatologiske myter og idéen om at være udvalgt: Bush som Guds egen præsident, USA som Guds eget land befolket af specielt gode mennesker samt Det Republikanske Parti, der rent faktisk udelukkende kaldes GOP = Guds eget Parti; altså endnu en treenighed.

Den der forsøger at forklare Bush-administrationens politik ved hjælp af lærebøger i statskundskab vil gå glip af stort set alt hvad frygtologi er og derfor ikke forstå hvad der måtte ske fremover.

Frygtologien fungerede; først var der det manifeste angreb på USA og det gav Bush noget som han havde stærkt brug for: en personlig mission eller orientering. Det var personligt skæbnesvangert for ham: han skulle bekæmpe Ondskabens Akse, udrydde Det Onde overalt, genskabe et slags Paradis af Frihed på vor jord og gøre ham selv til Beskytteren. På trods den fejlslagne politik på område efter område - see TFF-Feature af Craig Aaron - har en majoritet, om end en lille majoritet af dem der stemte, nu vist at de tror på ham og forventer at blive beskyttet af ham; der er en kontrakt nu som ikke fandtes i år 2000. USA er ikke igen blevet ramt af noget, der ligner 11. september, så han har naturligvis en pointe, hvad enten det nu er takket være eller på trods af hans administrations virke.

Resten er ret enkelt men kræver en djærv vision såvel som intelligente strategier og taktikker at omsætte i praksis: man fortæller mennesker at de lever i overhængende dødelig fare, og hvis de faktisk ikke gør det, så skabe man en trussel eller fare og et bevidsthedsbillede af den. Røgen og røgsløret kunne ikke fungere uden ild, og ilden var naturligvis 11. september - det nye Pearl Harbour.

Derefter vælger man at "svare" på terrorangrebet på en sådan måde at det producerer skepsis hos stort set alle venner og allierede, had hos eksisterende og potentielle fjender samt skaber mere af det, der officielt skulle bekæmpes: terrorister. Med i købet får man en verdensoffentlighed, der mener at USAs politik bliver mindre og mindre begribelig, sympatisk og legitim. Denne cocktail udgør en særdeles effektiv frygtologisk politik fordi den både øger vælgernes følelse af at være udsat for eksistentielle trusler og deres følelse af at være alene og misforståede.

Osama Bin Ladens iøjnefaldende vel-timede video til støtte for Bush var en genial manipulators værk, hvem det så end var. Hvis det var Bin Laden selv kan han regne med at leve længe efter denne håndsrækning. ("Hvis du lader mig leve, så lover jeg at hjælpe dig med din overlevelse").

Beskyttelsen af det amerikanske folk er ikke af den defensive, helende og forebyggende slags. Den er udadvendt og aggressiv, hævngerrig. Der findes ikke den kvadratmeter noget sted på jorden hvor vi kan slappe af eller føle os trygge. Verden er farlig, terrorister lurer omkring hvert hjørne.

Og hvis det ikke er nok at opfange og likvidere dem langt borte, så intensiverer vi opbygningen af vort Ballistisk Missil Forsvar, BMD, som skal beskytte selve Amerika ifald nogen alligevel skulle trænge igennem vort fremskudte forsvar. BMD handler ganske vist om noget andet, nemlig om at øge evnen til at udkæmpe en atomkrig og overbevise én selv om rigtigheden af den - sindsforvirrede - opfattelse at man selv kan overleve og opnå noget gennem en atomkrig; men det er ikke gået op for amerikanerne og for resten heller ikke for en del europæere (f.eks. den danske regering og Grønlands hjemmestyre). Analfabetismen angående komplekse og af og til filosofiske sikkerhedsproblemer er udbredt.

Frygtologien har sin egen logik: du er nødt til at provokere borgerne hele tiden og overalt for at opretholde og øge den selvskabte trussel. Din magt ville gå fløjten hvis ingen frygtede noget eller følte behov for dig som Beskytter. Hvis Bush f.eks. fundamentalt ændrede amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og fulgte en generøs og åben samarbejdsstrategi over for resten af verden og dermed fik mennesker til at elske og se op til USA igen, ville han miste jobbet i det Det hvide Hus. Hvorfor? Simpelthen for han ikke har noget som helst originalt, konstruktivt at komme med, ingen vision som kan gøre andre entusiastiske. Kun dette: Beskyttelse fra det Onde - som jeg ganske snedigt selv puster til. Men med et propagandaapparat, som ethvert diktatur ville blegne af misundelse over, tror en stor skare amerikanere på Beskytteren - Perpetuum mobile: fire år til!

DEIA - Der Er Ingen Alternativer

Her kommer så den anden hovedårsag til Bush's genvalg: det krystalklare fravær en sammenhængende og konstruktive alternative programmer til hans politik. Det er nu temmelig indlysende at USA er tæt på at være et et-parti system med to fraktioner og at John Kerrys politik vedrørende f.eks. terrorismen og elendigheden i Irak - og stort set alle andre områder - ikke var substantielt forskelligt fra Bush's.

Hovedforskellen lå formentlig i personligheden; Kerry har oplevet krigens meningsløshed, grusomhed og absurditet (om end undertrykt af hensyn til karrieren, må man formode) og han synes at have et mindre problemfyldt forhold til sin fortid, Gud og diverse fundamentalismer. Han er også mindre politisk autistisk en Bush. Hvad man end kan sige om disse ting, så fremstår han som en mere "intellektuel" imperialist og militarist med en anelse mindre unilateral og (selv)isolerende opfattelse af USA's rolle i verdenssamfundet.

Og hvis Kerry var blevet præsident så kunne han have udpeget Richard Holbrooke som sin udenrigsminister og Wesley Clark som sin forsvarsminister; med deres katastrofale håndtering af Jugoslavien og Kosovo for fem år siden under Clinton skal man være usandsynlig naiv for at tro at imperialisme og militarisme er sygdomme, der kun forekommer i det Republikanske (God's Own Party, GOP) Parti.

Begge partier vælger den antagonistiske Imperium-strategi snarere end Demokrati-Samarbejde-strategien. På det lidt længere sigt kan det betyde afslutningen på det amerikanske Imperium og globale lederskab - men hvem kerer sig om det lidt længere sigt, 15-20 år eller så, i dagens politik?

Så for nu at udtrykke det krast: amerikanerne kunne stemme, men de have ikke noget reelt valg. Denne distinktion er vital i en tid med stigende magtarrogance. Demokrati handler om valgmuligheder og ikke kun om at kunne stemme. For øvrigt må man udfordre ethvert demokratibegreb, der benyttes om et system som udelukker alle, der ikke besidder hundreder af millioner dollars, fra at kunne blive sit lands leder.

Det civile samfund - og mennesker, der elsker fred, retfærdighed, økologisk balance og frihed - kan nu beslutte sig for at fortsætte med at tale negativt om George W. Bush og fremme de traditionelle - til kedsommelighed grænsende - slogans om anti-krig og anti-imperialisme samt udtrykke sig kritisk til og være imod ethvert nyt vanvittigt tiltag af den amerikanske administration. De vil garanteret komme hvad enten det er Iran, Nordkorea, Syrien eller eventuelle overraskelser. Det skal vi naturligvis, men nu véd vi at dét ikke er nok. Om noget viser dette valg at "kun kritik"-strategien er for let og ikke repræsenterer nogen reel udfordring af systemet.

Den amerikanske og globale modstand kunne ikke standse denne præsident hvis politik har skabt et sådant frygteligt, forudsigeligt og inhumant kaos som det vi ser i Afghanistan og Irak. Det er derfor tid at spørge os selv: hvad var det vi ikke gjorde godt nok?

George W. Bush er nu blevet genvalgt (ikke længere udpeget) efter at have kastet ikke blot USA men verden ud i de forkerte krig af de forkerte grunde og opnået absolut intet bortset fra fysisk og kulturel destruktion samt 100,000 irakeres død - ovenpå de sanktions-skabte folkemord som Clinton-administration besluttede skulle fortsætte også efter at Irak var blevet afrustet og som indebærer at der nu lever mellem 500,000 og 1,000.000 færre irakere end der ville have gjort. Desuden ødelagde sanktionerne den middelklasse, der sandsynligvis kunne have fjernet Saddam før eller siden.

Men "vi" blev da af med Saddam? Ja og det var godt, men det er det gale argument hér. Eftersom andre midler end krig ikke blev prøvet systematisk hvordan kan man da hævde, at krigen var den eneste måde at fjerne ham på? Og hvor høj en pris kan vi moralsk set kræve at andre skal betale for vores demokratisering, frihed - og olieforsyninger og virksomhedsoverskud?

Behovet for konstruktive programmer

Hér ligger problemet med en stor del af den globale modstandsbevægelse: den er "imod" og "anti" men den har alt for lidt af det Gandhi altid insisterede på: konstruktive programmer. De millioner, der marcherede imod Irak-krigen sidste år havde - som for øvrigt den franske og den tyske regering - meget lidt at sige til det helt legitime spørgsmål: Og hvis du ikke kan acceptere krig, hvad ville du så gøre i stedet?

Hvis ikke tage olien fra andre, hvilken energipolitik i stedet, hvilken økonomi og hvilket samfund i stedet? Hvis ikke massiv vold imod terror, med hvilke midler skal vi så bekæmpe den? Hvis Saddam er et produkt af verdens våbenhandel hvordan stopper vi så den så lignende figurer ikke dukker op igen? Hvilken slags uddannelse og hvilke medier har vi brug for så mennesker kan blive lige så interesserede i fred som de er i computere, underholdning, Coca-Cola - og vold? Hvis, som man sagde dengang, "krig er den eneste plan i byen" så bliver der krig. I de fleste af livets svære situationer er dette at gøre ingenting ikke en løsning.

Indrømmet, det er lettere at kæmpe sammen mod en fælles fjende - og George W. Bush, USAs udenrigspolitik og alt den står for opleves som fjendtlig af millioner rundt om i verden. Men disse millioner har ikke, hvor legitim og rigtig modstanden end er, været i stand til at udvikle noget der kommer bare i nærheden af en alternativ vision af hvorledes tingene kunne gøres i stedet? Kunne gøres? Ja, ved hjælp af ikkevold - ved hjælp af gandhiansk "ahimsa" og "satyagraha", hele arsenalet af fred med fredelige midler som er FN-erklæringens højeste norm. Energien gik til at "bekæmpe Bush" snarere end til at udvikle et eller flere nye paradigmer og nye strategier og aktionsformer. Dermed blev det i praksis Bush, der bestemte agendaen som de fleste re-agerede på. Men i demokratier er det befolkningen, der pro-aktivt bestemmer agendaen - som de folkevalgte repræsentanter reagerer på.

Demokratiet dør uden en vision om det gode fremtidssamfund; det kan ikke styrkes ved en slags omvendt frygtologi: dystopiske billeder af krigen, Hiroshima-film, den nukleare udslettelse, foragt for og had til ledere. Fred er så meget mere end dette at arbejde mod krigen og andre typer af vold - dét bør ikke en gang optage 50% af tiden. Vi véd godt hvad krig er! Det er alternativerne til krigen, der savnes og uden alternativer vil folk de facto acceptere krig som "realistisk" og freden som "urealistisk."

Fred handler snarere om det vi vil i stedet - om verden som den kunne være. Den handler om programmer byggende på værdier som kærlighed og samarbejde, omsorg og empati med dem der lider mest og har mindst. Man må søge inspiration i ikkevoldens historie og i bøger som f.eks. Jonathan Schells "The Unconquerable World". Det er vigtigt at hele tiden uddanne os selv i ikkevoldens teori og praktik, se dens styrke og muligheder - og bekæmpe den lille lyst til krig og angreb på dem, vi er uenige med.

Og det går ikke længere at tie stille om den totalt uacceptable vold, der foregår i de dele af den irakiske modstandsbevægelse, som kidnapper freds- og humanitære arbejdere. De der praktiserer en udelukkende voldelig modstand mod den illegitime besættelse vil ikke automatisk være de bedste ledere i det frie Irak, der en dag vil komme. Uden at fordømme andre menneskers desperation bør dette kunne debatteres - og den ikkevoldelige modstand støttes.

Bush's genvalg bør stimulere os til at bruge de næste fire år mere konstruktivt. Der vil være frygt, vrede og store skuffelser. Verden vil blive endnu mere voldelig. Men vi må gå videre. Frygtologien og den djævelske partner, håbløsheden, er de bedste redskaber i hænderne på autoritære ledere. At åbent møde dem, stå imod, vise civilcourage og udholdenhed vil muliggøre at de konstruktive programmer trods alt dukker op hér og dér. Og de positive visioner kan blive en god medicin mod både frygten og håbløsheden.

Når alt kommer til alt så tror jeg at præsident Bush's genvalg bør ses som lidt af en opvågnen, en gave, til alle der vil en fredeligere fremtid. Om dette i en senere TFF PressInfo.

© TFF and the author 2004

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links