|
En
debat om moralen at gå i krig
PressInfo #
199
14.
september, 2004
Af
Jonathan
Power,
TFF associeret,
Columnist for bl.a. International Herald Tribune
Er der nogen der
spekulerer på om Al Qaeda-krigere har det
svært med deres nattesøvn? Selv tror jeg
ikke at de har nogen problemer. Efter at være
blevet høje af at slagte "de utro" sover de de
retfærdiges søvn, på trods af den
manglende godkendelse en sådan opførsel har
fra den islamiske teologi.
Det er mere
interessant at spørge om hvorvidt George W. Bush
og Tony Blair sover godt. Hvad slags narkotika har de
kunnet indtage? Ingen hulde jomfruer venter i deres
himmel, og deres krigsføring er langtfra
inspireret af de Augustianske principper for den
retfærdige krig. Men de er dog mænd af
religiøs overbevisning, og burde det så ikke
være svært at slukke sin sengelampe,
når man ved at man har givet ordre til en langt
større slagt af uskyldige end tilfældet var
ved terrordådet d.11.september 2001.
I vores vestlige
kultur bliver man, hvis ens handlinger ikke er i pagt med
ens følelser, almindeligvis anset for at
være en farlig psykopat.
Ingen har som
Robert McNamara lagt figur til det dilemma. Hans
stålsatte ledelse af forsvarsministeriet under
både præsident Kennedy og Johnson, er stadig
formål for respektindgydende samtaler.
McNamara regerede
over Pentagon både under misilkrisen der fulgte
angrebene på Cuba og under hele opbygningen af
Vietnamkrigen, da han lancerede konceptet
"ligtælling" for at måle de amerikanske
troppers fremgang.Hvis der skrives om dette her og nu,
så er det fordi der er behov for den viden. Og der
er behov for langt mere kvalificeret journalistik i
fremtiden.
Men McNamara sov
vist fortræffeligt, også selv om han
påstod sig føle en vis "moralsk
anspændthed", lige til den 2 november 1965, da en
ung kvæker, far til tre, brændte sig selv
ihjel mindre end 13 meter fra hans kontorvinduer. Denne
handling tvang ham til ny indsigt, noget han senere
erkendte: "Norman Morrisons handling fik mine øjne
op for den enorme uoverensstemmelse mellem budet "du
må ikke dræbe", som altid har indgået i
mit moralkodeks og så den virkelighed der var
dagligdag i Vietnam", skrev McNamara.
Fra det tragiske
øjeblik ændrede McNamara opfattelse. Han
fortsatte med at styre krigen, men han gik mere og mere
ind for at føre forhandlinger. En måned
efter Morrisons selvmord tog han initiativ til en 37
dages bombepause, men gav dog derefter op. Han har
senere, da han så tilbage på den tid,
erkendt: "Vi troede at vi handlede i menneskehedens
interesse, men tabet af liv oversteg langt hvad vi og
andre havde kunnet forudse." Nu indså han
også at USA kunne have afsluttet krigen i 1962,
altså 13 år inden man gennemførte den
endelige tilbagetrækning, hvis man fuldt ud havde
undersøgt de muligheder der lå i
ikke-militære måder at opnå USA's
mål på. "Det ville have reddet vores
sjæl", sagde han.
Mikhail Gorbatjov,
tidligere præsident for Sovjetunionen, gav mig svar
på det spørgsmål jeg altid har
ønsket at stille til en leder af en stormagt. I et
interview med Jonathan Schell, der spurgte om han kunne
have startet en atomkrig, svarede han: "Selv i
øvelsessituationer, hvor jeg havde en mappe ved
hånden med koderne og en illustrativ knap, så
rørte jeg den aldrig". Gennem hans handlinger og
alle hans kompromis'er med det brutale kommunistiske
system, fremgår det at Gorbatjov satte sin
personlige grænse ved voldsudøvelse. Han
nægtede at tillade at tropper blev udstationeret i
de baltiske lande, selv om militæret pressede
voldsom på for at gå ind og forhindre disse
landes uafhængighed, noget der i øvrigt
under alle omstændigheder var en tabt
sag.
Han var heller ikke
villig til at bruge vold for at stoppe
flygtningestrømmen fra òsteuropa,
Berlinmurens fald og senere Sovjetunionens
opløsning. ((Ja, undskyld igen, men hvordan kan
din gode Jonathan Power vide om Gorbatjov ikke ville have
standset Sovjetunionens opløsning hvis han havde
kunnet?)) Og han var heller ikke villig til at
udløse en borgerkrig i sit land da Boris Jeltsin
langede ud efter magten. "Man kan nedlægge sin
fjende, man kan ødelægge en ideologisk
modstander, men i historiens lys vil det ikke være
en sejr", har Gorbatjov en gang sagt. Man kan ikke
forestille sig Gorbatjovs i en lignende krig som den der
idag udspiller sig i Tjetjenien.
"Og så er der
jorden, alt det mudder hvor kød rådner, hvor
øjne går i opløsning. Disse arme,
disse ben som knuses i vildsvinets gab. Sjælene
rådne og fulde af sår af at dræbe,
kroppene udsultne af mangel på ømhed,
så de forfølger dem der er sunde for
morskabs skyld. Det er en koldbrand der æder
hjertet op indefra . . ", skriver Duong Thu Huong i den
gribende "Roman uden Navn", baseret på hendes egne
oplevelser som soldat på Vietcongsiden. Men det
kunne lige så godt have handlet om Irak eller
Tjetjenien. Når man lægger bogen fra sig
føler man sine egne øjne blive stukket ud,
sit egen døde legeme hænge fra et træ
og den "kvælende lugt af lig og krudt". Da bliver
det svært at sove.
© TFF and the author 2004
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
You are welcome to
reprint, copy, archive, quote or re-post this item, but
please retain the source.
Would
you - or a friend - like to receive TFF PressInfo by
email?
 
|