TFF Home | About us	Forums	Iraq Forum	Features by others	Links to all issues
New stuff	Associateså articles	Burundi Forum	Publications on-line	Paul McCartney
Nyt på nordisk	Jonathan Power	EU conflict-handling	The 100 best books	Annual Reports
TFF Associates	Nonviolence	Reconciliation project	Øbergs Kalejdoskop	Support TFF on-line
Activities right now	Gandhi & India	Teaching & training	Obergås photos	Support TFF off-line
PressInfos - Analyses	Macedonia Forum	Lærestof på dansk	TFF News Navigator	Contact

Baggrund til denne PressInfo, se # 195

Denne PressInfo på svensk og engelsk

Der er både en langtidsbaggrund og nogle årsagsrødder bag det sammenbrud i fredsbevarelsen i Kosovo, som nærmer sig. Medier og politikere synes at glemme dem, fordi de blev bevidst overset i 1990erne og ikke passer ind i standardbilledet af konflikten.

I denne analyse diskuterer TFFs direktør, som har været engageret i Kosovo siden 1991, nogle af de vigtigste af disse årsager.

I forbifarten påeger han også, hvordan en påstået "anset" NGO, som International Crisis Group, virker som en partisk NÆRGO, en Nær-Governmental Organisation - en næsten-regeringsorganisation - og fortsætter med at udbyde perspektiver og forslag, som vil forværre situationen på Balkan.

Det er begyndelsen til slutningen.

Langsomt men sikkert - og sørgeligt - nærmer det internationale samfunds anstrengelser for at skabe fred i Kosovo/a sig sin slutning i sommeren 2004. Årsagerne er enkle: mægling og konfliktløsning i komplekse, sammensatte konflikter kan ikke ske på den måde, man forsøgte mellem 1989 og 1999. Og man vil aldrig have held med fredsskabelse på den måde, man valgte med bombningerne i 1999 og politiken derefter.

Havde nogen i EU og USA haft den intellektuelle vilje og det politiske mod til at drage lære om konflikthpndtering af Balkan ville vi ikke have set de efterfølgende politiske hængedyngssituationer i Afghanistan og Iraq, hvor mulighederne for fred og mægling også svinder dag for dag.

Det internationale samfunds selvudpegede konfliktstyrere og mæglere håber formentlig nu, at deres "fordømmelser" af det seneste udbrud af etnisk rensning i Kosovo i marts 2004 vil klare at forhindre albanske ekstremister i videre angreb og holde Kosovo-jammeren borte fra overskrifterne. Hvis det er sådan, er der en høj grad af sandsynlighed for, at de vil møde ubehagelige overraskelser.

Sandheden er enkel og den vil ud: Det internationale samfund har ikke den ringeste idé om, hvad man skal stille op i Kosovo. Der er ikke længere nogen løsning, som ville være fair i de berørte parters øjne. En hvilken som helst fremtidig status vil skabe alvorlige problemer i regionen og måske for det internationale samfund. For at sige det brutalt - hvis de internationale konfliktløsere havde været læger, ville deres patient være døende på grund af en dårligt stillet diagnose og en aldeles mislykket operation.

De pinlige årsager er ganske simple, men forbliver ufortalte: de ville nemlig kræve en knivsspids selvkritik fra en række europæiske udenrigsministerier, fra Washington og fra Bruxelles. I tiåret 1989 til 1999 arbejdede det internationale samfund ud fra en standardiseret forklaring med én sandhed, én sort-hvid beskrivelse af konflikten. De gav serberne i almindelighed og Slobodan Milosevic i særdeleshed skylden for Kosovokonflikten. De så helt bort fra det sammensatte mønster, hvori Kosovo var en del: opløsningsmekanismerne i Jugoslavien, den videre sammenhæng på Balkan og omorganiseringen af verdensordenen, så vel som overgangen fra et kold-krigs-perspektiv til noget andet.

Som vi ser det i dagens Iraq, så er der ingen grænse for det politiske overmod koblet til politisk uvidenhed. Både albanere og serbere behandledes som bønder i et meget større spil og det forstår de nu.

Herunder følger en liste over nogen af fejlgrebene i konflikthåndteringen og de langsigtede rødder, som forklarer den opløsning af de fredsskabende anstrengelser i Kosovo, vi nu ser. (Tallene siger ikke noget om de enkelte punkters forholdsmæssige vægt eller betydning).

Nogle af rødderne til den fejlslagne fredsskabelse i Kosovo

1. Man forstod ikke, at det tidligere Jugoslavien faldt sammen - også - på grund af en række af strukturelle forandringer, 1970ernes oliekrise, den europæiske indvandringspolitik, slutningen af den kolde krig, der medførte tabet af stillingen som neutral mellem to blokke. Endvidere de multinationale selskabers udnyttelse af lavtlønsarbejdskraft i Sydøstasien, hvad der ødelagde Jugoslaviens industrielle grundlag og gav en høj arbejdsløshed - fulgt af IMFs (sædvanlige) programmer med strukturel tilpasning, som yderligere ødelagde økonomi og velfærd. Det internationale samfund var selv med til at skabe den jugoslaviske krise og skabe de ydre betingelser, der gjorde det muligt - senere - at fremstille syndebukke på en etnisk basis.

2. Man forstod ikke, at Kosovos og Voivodinas selvstændighed forudsatte Jugoslaviens eksistens; Serbien kunne stemmes ned i sit eget parlament af de to provinser, hvis og når de andre jugoslaviske republikker forsvandt ud af forbundsrepublikken. Derfor kunne den vestlige politik med at tale for og fremme opsplitning af Jugoslavien kun skabe frygtelige problemer, i Kosovo og andetsteds.

3. Det at man vendte det blinde øje til den stærke kosovo-albanske nationalisme og dens udelukkelse af andre, betød at kosovo-albanerne styrkedes politisk af at have en arrogant stærk mand i Beograd, som undertrykte deres grundlæggende menneskerettigheder - og den stærke opbakning udefra betød, at de aldrig støttede oppositionen i Serbien og dermed kunne have svækket (om ikke ligefrem væltet) Milosevic. Når det internationale samfund talte om menneskerettigheder, hørte de kosovo-albanske ledere ordet "uafhængighed". Spørg dig selv, hvorfor det, der skete i Kosovo, ikke skete i Voivodina, den anden autonome provins ?

4. Den kortsigtede strategi med at drille Milosevic ved at støtte et uafhængigt Kosovo - lige som at støtte et uafhængigt Montenegro (Crna Gora) - og at droppe denne politik, så snart Milosevic havde forladt scenen. Tag til Podgorica i dag og du vil blive overvældet af skuffelsen og vreden over EU og amerikanerne; montenegrinerne har også forstået, at de blev behandlet som bønder i et skakspil.

5. Politikken med at behandle lige undertrykte minoriteter forskelligt efter deres nationalitet; den serbiske minoritet i Kroatien fik aldrig nogen reel opmærksomhed fra Vesten; politisk hjalp EU og militært hjalp USA Tudjman med at fordrive en kvart million serbere i 1995. Med få undtagelser er de stadig flygtninge i Serbien.

6. I stedet for at give reel støtte til dr. Rugovas pragmatiske ikke-voldelige politik - den eneste af sin art i det tidligere Jugoslavien - bevæbnede vestlige lande, især Tyskland og USA kosovo-albanske ekstremister fra 1993 og skabte UCK/KLA, Kosovos befrielseshær med omkring 20.000 veludrustede soldater. Dette er, hvad der i 1998 forvandlede Kosovo-situationen til en regulær krig. I en kort periode betegnede USA UCK som en terrororganisation, men senere anvendtes organisationen som NATOs allierede på jorden under bombningen. Sådan forvandledes en konflikt, som kunne være løst ved mægling med diplomatiske midler for år tilbage, til en krig.

7. På trods af alle advarsler gennem 1990erne foreslog det internationale samfund aldrig en samlet, alvorlig forhandlingsproces for Kosovo. Rambouillet "forhandlingerne" var svindel; serbere og albanere mødtes aldrig ansigt til ansigt dér. Tilføjelsen af et militært tillæg som ville have tilladt NATO fri adgang til hver eneste krog af Serbien, var et mafia-lignende "tilbud", som enhver europæisk statsmand måtte have afslået.

8. Det internationale samfund sendte forskellige udsendinge til Kosovo. Det sidste påfund, som blev aftalt mellem Milosevic og Richard Holbrooke, var OSCEs Verifications Mission på 2.000 mand. Desværre var de vestlige regeringer hverken i stand til eller villige til at skaffe tilstrækkeligt med kvalificerede folk på stedet i tide, så besynderligt nok havde 70 % af dem militær baggrund og omkring 100 var formodentlig CIA - slet ikke så overraskende endda, når man tænker på at lederen af styrken var William Walker med hans specielle baggrund. Siden OSCE mislykkedes med denne indsats, har man anvendt den sædvanlige standardundskyldning: at det hele var Milosevics skyld.

9. Gennem bombningen og det diplomati der knyttedes hertil, kunne albanerne ikke undgå at få det indtryk, at det internationale samfund - i særdeleshed USA - ville give dem deres uafhængige stat (uden at konsultere Beograd, taberen). I dag 5 år senere har de meget gode grunde til at føle sig snydt. Det forklarer naturligvis ikke den albanske etniske rensning og kan slet ikke retfærdiggøre den - sådan som den "ansete" International Crisis Group, der fungerer som NÆRGO - NærGovernmental Organisation, vil hævde. Herværende forfatter mødte amerikanere og andre i Kosovo lige efter de facto besættelsen, som ikke vidste (eller ikke længere mente), at Kosovo var en del af Serbien og blev ved med at tale om provinsen som "dette land" med et skævt smil.

10. Total seen bort fra konfliktens menneskelige dimension. Der er sendt milliarder af dollars ind i Kosovo siden 1999; hundreder af regerings- og ikke-regerings organisationer har holdt kurser om medier, menneskerettigheder, selvstændiggørelse og andre civilsamfundsforhold. Det eneste, ingen har vovet at røre ved, er historie, had, kulturforskelle, forsoning, tilgivelse, sandhedskommissioner og den slags. Der var den naive tro, at hvis det internationale samfund simpelthen gennemførte historiens største internationale fredsskabende indsats i en lille provins, så ville de lokale hilse dem med blomster og de, der ikke gjorde det, ville snart blive overbevist om den internationale tilstedeværelses indbyggede godhed. De begik den samme fejl 4 år senere i Iraq.

11. Efter bombningerne registrerede det internationale samfund albanernes omvendte etniske udrensning - fordrivelsen af omkring 200.000 mennesker, som stadig er i Serbien og Makedonien, inklusive de altid oversete romer (zigøjnere) - men man gjorde intet for at forhindre den. De fik heller ikke hjælp til at komme tilbage som de albaner fik der flygtede fra 13 måneders krig og NATOs bomber. Krigen og bombningen var for øvrigt en meget vigtigere grund til flugten end de fabrikerede historier om brændte lif og om at Milosevic allerede var i gang med at iværksætte en "Hestesko-Plan", som gik ud på at skaffe sig af med ikke mindre end 1.5 millioner albanere, der boede i Kosovo.

Albanernes etniske udrensning skete for øjnene af 43.000 NATO soldater og tusinder af OSCE, FN og EU folk, så vel som vestlige NGOer i Kosovo. Verden fik at vide - også af International Crisis Group - at det skulle ses som en psykologisk reaktion på undertrykkelsen af deres side tidligere. Så Vesten accepterede etnisk udrensning gennem flere år; den seneste, men næppe sidste runde heraf, så vi i marts 2004. Denne gang blev det "forklaret" med to argumenter; dels en historie, der gik gennem hele verdens medier, om serbere med hund, der havde jaget albanske børn ud i en flod, så de druknede; der blev ikke trykt noget dementi, da historien blev bevist at være usand. Dels at det var albanske "kriminelle" og "pøbel" (det var altså ikke politisk), som var "frustrerede" over provinsens uklare status og den sociale og økonomiske situation.

12. Kosovos Befrielseshær (Kosovo Liberation Army, KLA), var officielt blevet afvæbnet og nedlagt, erstattet af Kosovos Beskyttelseskorps som, blev det os fortalt, kun tog sig af civile opgaver. Lederen hedder Agim Ceku, en albansk general der havde en central rolle i udviklingen af KLA i 1993. Samtidig gjorde han tjeneste under Kroatiens præsident Tudjman og var med til at fordrive omkring en hvart millioner serbere fra Kroatien i operationerne "Storm and Flash".

Afvæbningen af ksovo-albanerne skulle dpg vise sig at være endnu et bedragersk værk af kræfter indenfor det internationale samfund. De serbiske styrker forsvandt, men den kosovo-albanske hær bestod, i hvert tilfælde i i praksis. Og man skal være meget naiv for at tro på at amerikanerne, der kunne bombe Afghanistan til grus som nu besætter Irak, ikke skulle have været i stand til at forhindre KLA fra at lave ravage i regionen.

Nogen burde i dag undersøge det faktum at KLA var i stand til at destabilisere og lede krige uden for Kosovo, først i det sydlige Serbien og senere i Makedonien. Er det ikke også besynderligt at folk, der er blevet afvæbnet, har våben og kan dræbe serbere og internationale arbejdere, såvel som moderate albanere, og endda, som nu i marts 2004, grovf ødelægge såvel boliger som ganske solide ortodokse kirker rundt om i hele Kosovo?

13. Nøjagtigt som nu i Irak fyrede besættelsesmagten stort set alle kompetente personer, - dem der havde været i stand til at gennemføre noget reelt, reparere infrastruktur, vand, elektricitet, sundhedssektor, skoler, - også selv om de ikke havde haft nogen del i Milosevic' undertrykkelsespolitik. Så, på et tidspunkt hvor kosovo-albanerne havde god grund til at håbe på at nu endelig skulle deres republik fungere normalt igen - efter denne hjælp fra vennerne - så var der endnu mindre, der fungerede.

14. I cirka et årti troede alle at sanktioner var et glimrende redskab til at lægge pres på Milosevic. Men det eneste der kom ud af det var at folk blev fattige, og det samme blev tilfældet med handelspartnere, som Makedonien. Endnu værre var det at sanktionerne fik mafiaøkonomier til at skyde op - eller forværres - overalt.

Mafiaen er i dag meget indflydelsesrig i Serbien og Kosovo. Sanktioner og sort økonomi, i kombination med en påtvunget privatiseringspolitik, har skabt et klassesamfund med dyb fattigdom blandt de almindelige mennesker. International Crisis Group kan naturligvis ikke se det absurde i den gentagne påstand om at kosovo-albanerne foretager uacceptable handlinger fordi deres økonomiske situation er så dårlig. Serbisk politik undskyldes aldrig i den slags vendinger. Meget bekvemt nævner man heller ikke albanernes "trafficking", prostitutionen, cigaretsmuglingen, de hundredevis af pengevaskende benzinstationer over hele Kosovo, narkotikahandelen fra Afghanistan (hvor vestlig politik har geninført opiumproduktionen) og Kosovos forbindelser til Europas kriminelle underverden. Mangel på penge turde være den sidste forklaring på hvorfor ekstremistiske albanere bedriver etnisk udrensning!

15. Overleveringsproblemet. Den internationale mission er i det samme dilemma som den USA-ledte besættelse i Bagdad. De vil så hurtigt som muligt overlade det hele over til lokalbefolkningen, - men samtidig også forsikre sig om at disse gør det, besættelsesmagten vil at de skal gøre. Nøgleordet i Irak er "suverænitet", i Kosovo "uafhængighed", i forbindelse med hvilke vi hører alle de andre hule superlativer: befrielse, demokrati, menneskerettigheder, frihed, - hule fordi besættelsesmagten ikke viser den ringeste respekt for lokalbefolkningen, ej heller for sine egen "vestlige standarder". Derfor er det næppe helt ved siden af at forudsige at der snart vil opstå en modstandsbevægelse også i Kosovo.

16. Olje, gas og militærbaser. Realpolitik handler snarere om materielle fordele og strategiske positioner. Det er her Bulgaria og Romania, de to gigantiske amerikanske Kosovo-baser, samt de 14 baser i Irak, kommer ind i billedet. (Se detaljer i PressInfo 195). Det er i denne sammenhæng at det større strategiske billede træder frem, nemlig trekanten Balkan, Mellemøsten og Centralasien, med dens ressourcer, transport-korridorer, gas og oljeledninger - og den strategiske langtids-batalje mellem det overmilitariserede, men skrumpende, Vest og resten af verden. Albanerne er ved at vågne op til den virkelighed at Vesten - især USA - nok ikke kom til Kosovo for at forsvare deres rettigheder eller deres uafhængighed, hvis det ikke var fordi det passede ind i deres overordnede strategiske planer.

17. Den kontraproduktive behandling af Serbien. Efter at Milosevic blev overgivet til Haag fik Vesten aldrig orden i sagerne; hvorfor det bekvemt beskylder Serbien for ikke at have orden i sagerne. Hvis man prøver at leve sig ind i Serbiens situation, vil man opdage at det har været offer for uafbrudte politiske trakasserier lige siden. For den der vil se den er listen er lang:

Helt inadekvat hjælp til genopbygning efter de frygtelige bombardementer og den psyko-politiske ydmygelse; ekstreme betingelser for nødhjælp og lån; brudte løfter ved overleveringen af Milosevic; udelukkende negativ tilbagemelding til en af de få politikere med rene hænder, nemlig Vojeslav Kostunica; ingen vilje til at støtte den af ham foreslåede "Sandheds- og Forsoningskommission"; kontinuerlige krav på samarbejde med ICTY i Haag, sådanne stilles slet ikke på modsvarende måde til politikerne i Sarajevo, Zagreb eller Pristina; en laden-som- ingenting om det faktum at Serbien har Europas største flygtningeproblem med ca. 500.000 til 600.000 serbere fra Kroatien, Bosnien og Kosovo; grov indblandning i landets indre affærer; ingen forståelse for serbernes følelse af at man har taget Kosovo fra dem, og at de er offer for kollektiv afstraffelse på grund af én mands brutalitet og dumhed - Milosevic, der var alt andet end det han oftest kaldes: nationalist. Faktum er at han var en katastrofe for serberne alle steder.

Dertil kommer at landet, som er belemret med alle de samme problemer som de andre østeuropæiske overgangssamfund har, bliver pålagt ekstremt store krav på dets vej til optagelse i EU, noget der måske kan blive virkelighed om ti eller endnu flere år.

Og så bliver man forbavset og fordømmer det når et højre-populistisk parti, som Seseljå Radikale Parti, får flere og flere medlemmer! International Crisis Group foreslår selvfølgelig endnu mere af denne type fejlrettet politik i dens rapport om Serbien, marts 2004. Således taber Vesten ganske enkelt en chanse på gulvet til at opnå forsoning og samarbejde med et af de vigtigste lande i den del af verden. Et land der ønsker at nærme sig Vesten, men som hele tiden bliver afvist og ydmyget.

Sandheden er at Serbien er ved at tabe Kosovo og man véd det godt. Hvis Vesten overser den mulighed der ligger i at tilbyde Serbien en attraktiv handel, politisk og økonomisk, om Kosovo og det egentlige Serbiens fremtid, står det til at tabe såvel Kosovo som Serbien, - og menneskerne begge disse steder står til at tabe endnu mere. I værste fald vil det kunne lede til genoptagne kampe og sammenbrud, også i Bosnien.

18. Det er naivt at tro at kosovo-albanerne er alvorligt interesseret i at komme ind i EU. Det er de ikke. De er interesseret i et selvstændigt Kosovo og i albaneres skæbne i Montenegro og Makedonien, måske også i at udvikle - ikke et større Albanien men - et større Kosovo. Og hvorfor ikke? Kosovo-albanske ledere har en tendens til at se sig selv som det historiske, filosofiske og intellektuelle centrum i den albanske nation. Alt mindre end et uafhængigt Kosovo er dem uacceptabelt; og lad os ikke glemme at de har fortalt deres unge generationer, de sidste 15 år, at Kosovo allerede vár uafhængigt. Den betydningsfulde forskel på de jure og de facto gik tabt i kampens hede, både for dem selv og helt klart for dem der nu er mellem 5 og 20 år.

Tiden er ved at løbe ud for den gamle politiske elite, og de nye er utålmodige. Femten års selvbedrageriske politik fra EU-landenes og USAs side giver, forudsigeligt nok, endelig bagslag. Der er grænser for hvor mange spil man kan spille samtidigt, hvor ofte man kan skifte politik, hvor megen principløs politik man kan hobe op på ét og samme sted og hvor meget man kan snyde lokalbefolkningerne i de internationale konfliktområder, hvadenten det drejer sig om Irak eller Kosovo. Boomerangeffekten vil komme før eller senere.

Det er ganske vist hårdt at skulle indrømme at den fredsskabende virksomhed, så prestigeladet og ressourcekrævende den er, har slået fejl. Men det vil blive endnu hårdere for endnu flere mennesker hvis det hele bryder sammen. Rettidige advarsler skal ikke blot handle om de konflikter der er ved at gå i gang; de er også relevante for fejlslagne fredsskabende indsatser.

Men rettidige advarsler og voldspreventive bestræbelser er fortsat en ønskedrøm i denne verden.

Det vi i dag ser ske i Kosovo nu ville man have kunnet undgå hvis man for 10 - 15 år siden havde forhandlet i civile og politiske termer og med ærlige, principfaste mæglere. Dette faktum forekommer mig at være den ultimative tragedie for Balkan i almindelighed og Kosovo i særdeleshed.

* Følgende pressemeddelse er en kritik af ICG, den Internationale KriseGruppe.

Det er simpelthen på tide at medierne tager de bagliggende faktorer op, der gør at en organisation, som udgiver sig for at være en uafhængig NGO, i virkeligheden spiller en semi-regeringsrolle underlagt vestlig/amerikansk påvirkning. Gå ind på ICGås website, der ser man hvem der står bag organisationen. Blandt ICGås bestyrelsesmedlemmer finder vi:

Morton Abramowitz
Abramovitz hjalp Zbigniew Brzezinski med at starte underretningssamarbejde med Kina, han hjalp til med at levere STINGER-missiler til Afghanistans mujahediner, han blev formand for "Carnegie Fredsdonationer", han bidrog til formuleringen af den nye verdensorden med USA som eneste supermagt, han var den grå eminence bag Madeleine Albright og han agerede som rådgiver for kosovo-albanerne i Rambouillet. Der er mere om ham her:
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/articles/A6539-2004Mar18.html
http://www.tcf.org/4L/4LMain.asp?SubjectID=1&TopicID=0&ArticleID=469
http://www.roadtosurfdom.com/surfdomarchives/002125.php
http://nsarchive.chadwyck.com/ch_essay.htm

Kenneth Adelman
Velkendt sikkerhedspoliti-høg, relateret til "Projektet for det Nye Amerikanske Århundrede", PNAC. En stærk troende i sagen om de masseødelæggelsesvåben man skulle finde i Irak. Mere om ham her: http://rightweb.irc-online.org/ind/adelman_k/adelman_k.php

Richard Allen
Tidligere associeret med Nixon og Reagan; tilknyttet Hoover Institutet siden 1983. For tiden er han medlem af USAs forsvarspolitiske rådgivningskomité. Mere:
http://www-hoover.stanford.edu/bios/allen.html

Louise Arbour
Tidligere anklager ved ICTY, det var hende der udsendte anklageskriftet mod Milosevic under bombningerne af Jugoslavien - næppe helt tilfældigt. Hun er for nylig blevet udnævnt til chef for UNHCR.
http://www.un.org/icty/pressreal/p404-e.htm
http://www.cbc.ca/news/background/arbour/

Wesley Clark
Her er hvordan han på sin website forklarer at han reddede 1,5 millioner kosovo-albanere: "Fra 1997 og frem til maj 2000, var general Clark NATOs overordnede chef for de allierede tropper, og Övererstkommanderende i USAs Europa-styrke. I denne stilling beordrede general Clark "Operation Allierede Styrker", NATOs første store angrebsaktion, hvilken reddede albanerne fra etnisk udrensning i Kosovo." Han har senest forsøgt sig på at blive USAs næste præsident.
http://www.draftwesleyclark.com/Biography.htm

William Shawcross
Forfatter og radiomand. Han har skrevet "I alt døde ca. 200 000 mennesker på Balkan mens Europa var vagthund. Det var Amerika der satte en stopper for det. I 2001 var det bare Amerika der kunne befri Afghanistan fra talibanerne. Resultaterne i Bosnien, Kosovo og Afghanistan er ikke perfekte, men alle disse områder har det bedre nu end før, og det var alene USA der kunne afstedkomme disse forandringer. Tony Blair forstår det; mange andre europæiske leder gør det ikke." Mere her:
http://www.williamshawcross.com/first_page.html

Stephen Solarz
Tidligere medlem af USAs kongres, har haft benhårde synspunkter på hvordan man skal løse Balkan-problemerne og yderligere isolere Serbien. Lige som Adelman affilieret med PNAC. Der er mere om ham her:
http://www.refugeesinternational.org/cgi-bin/ri/article?arc=00033
http://www.newamericancentury.org/kosovomilosevicsep98.htm
http://www.apcoworldwide.com/content/bios/solarz.cfm

Mellem andre hårde negle fra sikkerhedsbranchen i ICGs bestyrelse kan man nævne Zbigniew Brzezinski og George Soros.

Og for retfærdighedens skyld må også nævnes nogle ikke-høge som Oscar Arias Sanchez, Emma Bonino, Marika Fahlen, Mohamed Sahnoun, Salim A. Salim, Thorvald Stoltenberg, Shirley Williams, ligesom Martti Ahtisaari (ordstyrer) og Gareth Evans (formand og CEO). Men disse synes ikke at have nogen indflydelse på balancen i ICGs rapporter.

Til sidst: Gå ind og kig på hvordan ICG bliver financieret - og drag så egne slutninger omkring ICGs uafhængighed. Betænk at 19 vestlige regeringer sammen med deres allierede, og omkring ti store USA-stiftelser, samt hovedsagelig amerikanske borgere, giver penge til dets arbejde.

Oversat fra engelsk af Orla Jordal og Doris Kruckenberg

© TFF and the author 2004

Udvalgte artikler om Kosovo siden 1999

TFF on CNN about Kosovo

Rambouillet - A Process Analysis

Read the Civilian Kosovo Agreement !

Read the Military Kosovo Agreement !

Bombings - Incompatible With Humanitarian Concerns

NATO Mistakes Take More Lives Than the Serb-Albanian War Did

The West is in Moral Trouble if there is an Ethnic Cleansing Plan - and if there isn't

Some Ethical Aspects on NATO's Intervention in Kosovo

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links