TFF Home | About us	Forums	Iraq Forum	Features by others	Links to all issues
New stuff	Associates' articles	Burundi Forum	Publications on-line	Paul McCartney
Nyt på nordisk	Jonathan Power	EU conflict-handling	The 100 best books	Annual Reports
TFF Associates	Nonviolence	Reconciliation project	Øbergs Kalejdoskop	Support TFF on-line
Activities right now	Gandhi & India	Teaching & training	Oberg's photos	Support TFF off-line
PressInfos - Analyses	Macedonia Forum	Lærestof på dansk	TFF News Navigator	Contact

Dette er den første i en serie af TFF PressInfos om Kosovo. Den følger efter PressInfo 208, om at FN lovsynger den mistænkte krigsforbryder, tidligere premierminister Ramush Haradinaj. Relevante baggrundslinks til denne serie findes her.

Officielt resumé

I disse dage, et år efter den massive antiserbiske voldsbølge i marts 2004, ser det ud til, at vejen mod samtaler om den fremtidige status er udstukket.

Provinsen i det sydlige Serbien, hvor befolkningen er overvejende albansk, har udleveret sin premierminister, Ramush Haradinaj, som er anklaget for krigsforbrydelser under Kosovokonflikten, til det internationale krigsforbrydertribunal i Haag. Beograd gør det samme med de af sine fhv. generaler, der anklages for krigsforbrydelser, hvorved vejen er banet for en positiv tilkendegivelse fra EU om Serbiens adgang til EU. Der er stadig mange forhindringer for en virkelig, forhandlet, langtidsholdbar aftale om Kosovo, men de skal ingenlunde forhindre det internationale samfund og de væsentlige parter i konflikten i at finde en løsning for det mest ustabile område i det 21. århundredes Europa.

At udarbejde en levedygtig aftale kræver imidlertid, at alle løsninger baseret på maximalistiske krav forkastes. En intensiv PR-kampagne fra den pro-albanske lobby prøver i disse måneder på at overbevise verden om, at Kosovos uafhængighed - straks eller betinget efter et eller to år - er den eneste løsning, der vil give stabilitet i området.

Denne løsning forbiser imidlertid komplet de indvendinger, der kommer fra de ikke-albanske samfund i provinsen - de fleste er serbere - og indvendingerne fra Serbien, som Kosovo stadig er en del af i henhold til international ret. Det ville være en afgørende fejltagelse at underminere den rolle, som Beograd skal spille med hensyn til at finde et kompromis om Kosovo; den vej kunne gøre det af med alt håb om en forhandlet aftale. Det ville forlænge den regionale ustabilitet på ubestemt tid. Nu hvor hele regionen bevæger sig mod "det grænseløse Europa" ville dét at lave nye grænser være håbløst gammeldags, anti-Europæisk, helt passé og dertil farligt.

Denne serie på 10 artikler om Kosovo analyserer disse problemer og temaer:

- Hvorfor er Kosovo vigtig, ikke bare for folk der og i regionen, men også for verden ?

- Konflikten i medierne, i 1990erne, ved bombningen i 1999 og nu. Hvorfor var Kosovoalbanerne så meget bedre til at vinde mediekrigen ?

- De væsentligste betingelser for en løsning af Kosovoproblemet.

- Problemerne, som set fra serberne og Serbien - en synsvinkel, der sjældent tilbydes i de større medier og som derfor ikke tages i betragtning af de vestlige beslutningstagere.

- Et nærmere kig på Beograds minimumsbetingelser for en levedygtig løsning.

- Hvorfor argumenterne for en hurtig og total uafhængighed ikke er troværdige, men tjener bestemte formål og intet har med det at gøre, at finde den bedste løsning for alle.

- Skitserer en international mediestrategi for serberne og Serbien.

- Et kig ind i fremtiden, muligheder og positive scenarier for Kosovo og regionen - først og fremmest en illustration af, hvorfor der aldrig kun er en løsning.

Forfatterne af denne og de følgende TFF PressInfos bygger på en længere erfaring med og i Kosovo og på en mere indgående og integreret tilgang til Balkan i almindelighed og Kosovospørgsmålet i særdeleshed. TFF offentliggjorde sin første rapport: At Forebygge Krig i Kosovo i 1992; International Crisis Group's første rapport om Kosovo er fra december 1999, altså efter bombningen.

Vi tillader os at tro, at havde nogen forsøgt at finde en omfattende og upartisk forhandlet løsning på Kosovokonflikten i de tidlige 1990erne, ville vi hverken have set den lokale krig eller de manipulerede, ikke-forhandlinger i Rambouillet, eller bombningen i 1999, som altsammen kun har forøget den psykopolitiske afstand mellem de væsentlige parter, hvor en professionel konfliktstyring arbejder på at formindske den.

Det er et grundlæggende professionelt princip i TFFs arbejde, at vi analyserer og læger konflikter; vi præsenterer ikke egne løsninger. Filosofien er simpel: eftersom konflikter tilhører de stridende parter, så skal løsningerne også tilhøre netop disse parter. Alt, hvad vi kan gøre som udenforstående, er at hjælpe parterne med at finde løsninger, der er acceptable for alle.

Så hvis parterne sammen kan finde veje til at skabe et uafhængigt Kosovo, et Kosovo som er en del af Serbien-Montenegro eller noget helt tredje, er det helt fint for os. Hvad vi påpeger er, at en konflikt kun er løst hvis:

a) parterne selv beslutter at leve med en ny ordning og føler sig som deltagere i både processen og i løsninger,

b) parterne gør dette frivilligt og ikke under en eller andens pres eller trusler,

c) det kan formodes, at den samme konflikt ikke kommer tilbage i samme skikkelse, altså hvis løsningen er holdbar i den forstand, at den ikke skaber nye traumer, nyt had eller et ønske om hævn for den ene eller anden part engang i fremtiden,

d) der ikke er nogen risiko for at, løsningen i og af sig selv sætter gang i konflikter eller vold et andet sted.

Vi ser farlige tegn i Kosovo og i magtfulde kredse både i EUl-ande og i USA på, at ingen af disse kriterier vil blive opfyldt.

Det er vist nu på tide at rette op på tidligere fejltagelser og se på fremtiden sammen - også for det såkaldte internationale samfund, som har været - og stadig er - mere en deltager end en mægler i Balkans konflikter og krige.

Lidt om ideen med konflikthåndtering og om det international samfunds rolle

Politik og medierne har en tendens til at fokusere på et sted ad gangen. Spørgsmål dukker op og forsvinder og de principper, der bruges for at løse en konflikt ét sted, kan meget vel adskille sig meget fra dem, der anvendes for at løse nabokonflikten. Det er i stigende grad ualmindeligt at huske hændelser eller se mønstre i udviklinger over 15, 5 eller bare 1 år i vort moderne overlæssede og stressede "informations"samfund - som hverken er et "forståelses" eller et "forhandlings" samfund.

Hvordan kan det være, at det internationale samfund har bragt sig selv ind i en sådan politisk og intellektuel blindgyde, at det stadig sidder fast der, 6 år efter, at bombningen - angiveligt - skulle have lettet en løsning?

Læseren opfatter måske dette spørgsmål som baseret på en hypotese, der strider mod kendsgerningerne og som er værdiløs, fordi den ikke kan efterprøves. Imidlertid er dette at på forhånd nægte, at det internationale samfund kunne have behandlet Kosovoproblemet på en bedre måde, ensbetydende med at man afskriver sig enhver mulighed for at lære noget og for at få en bedre konflikthåndtering i fremtiden. Det stimulerer også et farligt tænkemønster i retning af, at "når vi gjorde, det vi gjorde, var det rigtigt og derfor skal vi fortsætte ad samme spor. Hvis Kosovo bliver ved med ikke at bevæge sig i den retning vi forudsagde at det ville efter bombningerne, så holder vi mund om det og giver i stedet en eller flere af parterne skylden."

De klassiske fortolkninger indenfor, hvad der måske kunne kaldes det vestlige MPM - militær-politisk-medie-kompleks - er, at alle konflikter i grunden har to parter, en god og en dårlig - noget der ligner det kristne verdenssyn, med de gode som os selv og de onde som de andre. Konflikter henføres til aktører og aldrig til strukturer, faktorer i situationen eller til at tingenes kompleksitet ramler sammen på bestemte steder til en bestemt tid i menneskehedens historie.

En eller anden er ond og handler ondt og konfliktløsning handler om at straffe denne part og frelse det gode offer. I en demokratisk sammenhæng med et planlægningsperspektiv på maksimalt 4 år skal der hurtigt findes løsninger på konflikter, som det tog tiår eller århundreder at få konkretiseret til vold.

Så Vestens selvudpegede - men professionelt utrænede - konfliktløsere laver en fredsplan, forlanger underskrifter og truer med straf skulle en eller anden part tøve eller nægte. Læg til dette skema kulturel arrogance og husk, at under det hele ligger den formodning, at folk der strides eller på anden måde ikke er "med os", de er mindre civiliserede, end de Vestlige aktører er. Vi har derfor ret til ikke alene at fortolke deres konflikt, men også til at monopolisere sandheden om dens kærne; der er ikke noget behov for aktivt at lytte til alle sider. Vi ved også, hvad løsningen skulle være og vi har en ret af en højere myndighed - sommetider endda Guds mandat - til at påtvinge vores løsning. Vi beklager naturligvis, hvis der er aktører, som ikke kan se deres eget bedste i, hvad vi ædelt prøver at gøre for dem med eller uden vold.

Denne intellektuelle konstruktion strider mod enhver lærebog i freds- og konfliktforskning og forhandling, ligesåvel som mod kompleksiteten i enhver konflikt i den virkelige verden. Hertil kommer, at vi behandler lande og nationer på en måde, vi meget vel véd ikke virker på det individuelle psykologiske niveau. Det internationale samfund har kun ædle motiver og god vilje og ser sig selv som upartiske mæglere.

Den idé at dets forskellige aktører faktisk kan være deltagere i disse konflikter - historisk og i dag - og forfølge deres egne interesser, som de fremmer gennem andres konflikter, svarer til at bande i kirken og hører ikke hjemme i en alvorlig debat. Bare det at antyde, at konfliktstyring kunne være en ny type af efter-kold-krigs-magt-politik eller kanonbådsdiplomati svarende til den postmoderne globaliserede verdensorden betragtes som en konspirationsteorilignende absurditet af netop de regeringer, der bruger disse metoder.

Hvorfor har lillebitte Kosovo - med en befolkning, der kun er en brøkdel af Londons - fundamental betydning også langt udenfor Kosovo ?

1. Det var det vigtigste prøveeksempel på ideen om "humanitær intervention". Dets hensigt var at skabe fred med voldelige, ikke med fredelige, midler. Selvom de enkelte tilfælde er forskellige, er det samme filosofi, der er forsøgt i Somalia, Afghanistan og Irak, men - virker den ?

2. 1999 bombningen skete uden mandat fra FNs Sikkerhedsråd, men førte til, at FN blev den førende fredsskaber i hvad der kaldtes en "kontroversiel" mission sammen med NATO, EU og OSCE - kontroversiel fordi FN overtog et område bombet ud af en FN-medlemsstat.

3. Per hoved er det den største og formentlig dyreste FN-fredsskabende mission nogensinde med en hidtil uset investering af international prestige.

4. Løsningen på Kosovokonflikten vil have grundlæggende indflydelse på integrationsprocesserne i EU og NATO.

5. Det er værd at huske, at EUs militarisering, dets militære og civile konfliktstyringsapparat, blev væsentligt forøget efter NATOs USA-ledede bombning i Jugoslavien. Europas ledere følte sig ydmyget. Kosovo handler også om, hvem der havde ret og hvem ikke; og om hvem der skal bære den økonomiske og politiske byrde, det er - uanset hvilken løsning - at skabe fred og stabilitet. Og husk det internationale samfund er allerede overbebyrdet af alle de kriser, det har mellem hænderne.

6. Alt hvad der er gjort i Kosovokonflikten og denne mission er gjort til støtte for et uafhængighedssøgende mindretal; andre undertrykte minoriteter og enheder i det tidligere Jugoslavien (f.eks. det kroatiske Herceg Bosna, Republikken Srpska Krajina, ungarerne i Voivodina, albanerne i Macedonia og løsrivelsesbevægelser andetsteds - som f.eks. bare for at nævne nogle få, den baskiske provins, Tjetjenien, Tibet, Taiwan, Kurdistan, Corsica, Scotland, Quebec, Abkazien, Sydossetien, Den tyrkiske Republik på Nordcypern, Palæstina, Somalia (flere !), Kashmir (og mange andre i Indien), Sri Lanka, Myanmar (mange), Sydthailand, o.s.v. - er ikke blevet begunstiget med noget, der bare ligner denne opmærksomhed og støtte. Andre løsrivelsesbevægelser rundt i verden vil se til Kosovo som et lovende eksempel.

7. Kosovo kan ikke ses isoleret. Det er absolut nødvendigt at vurdere de forskellige muligheder for Kosovo nøje med hensyn til den større regions stabilitet. Enhver tænkelig løsning på Kosovoproblemet vil sandsynligvis have positive og negative virkninger set fra f.eks. Republika Srpska, Montenegro, Albanien, Makedonien, Serbien, Sandjak og Voivodina.

8. Europas største flygtningeproblem og problem med internt fordrevne, findes i Serbien. Det er serbere og roma (zigeunere) og andre som er etnisk udrensede fra enten Kroatien, Bosnien eller Kosovo. En løsning for Kosovo må give mulighed for at enhver, der er fordrevet fra Kosovo (over 200.000 serbere og roma), som har lyst til det, kan vende tilbage i sikkerhed og til et værdigt liv i Kosovo uanset provinsens fremtidige status.

9. Problemkomplekset med kriminel økonomi, smugling, menneskehandel, stofhandel o.s.v. er formentlig større pr kvadratkilometer i Kosovo end noget andet sted i Europa. Hvad end Kosovos fremtidige status bliver, så er dette Europas problem og det skal løses - og det bliver sværere, hvis Kosovo bliver en helt uafhængig stat med ret til at nægte udenlandske missioner på sit territorium.

10. Hvis Kosovo erklæres uafhængigt, må det opfylde ikke alene de specielle krav, som UNMIK opstiller, men også de traditionelle kriterier for uafhængighed og selvstændighed. Derudover må det internationale samfund, uanset Kosovos endelige status, diskutere, hvordan man kompenserer Serbien og Montenegro for tabet, pr. diktat, af denne del af territoriet, for de internationale missioners anvendelse af bygninger og landområder siden 1999, inklusive Bondsteel militærbasen, for 10 års sanktioner mod Serbien, der ramte folket og ikke Milosevic og hans lederelite samt endelig for den ødelæggelse, som bombningen forårsagede.

11. Kosovo vil være en prøvesag for det vestlige internationale samfunds filosofiske engagement og politiske vilje med hensyn til at gøre, som man prædiker over hele verden: menneskerettigheder, beskyttelse af minoriteter, bevægelsesfrihed, ret til tilbagevenden og ligestilling mellem kønnene. Udfra Kosovos historie vil det være særligt vanskelige problemer i denne provins. I 1960erne var omkring 1/3 af indbyggerne serbere, i dag er der mindre end 5 % tilbage. Hvis et fremtidigt Kosovo bliver næsten monoetnisk, vil det underminere troværdigheden for den vestlige menneskerettighedspolitik andre steder, ikke mindst fordi der, som omtalt overfor, er tale om mønstereksemplet på humanitær intervention.

12. Almindelige kosovoalbanere har lidt under flere tiårs undertrykkelse; da USA, EU og NATO blandede sig på den måde, det skete, var det naturligt, at de så det, som en aktiv støtte til dem og som et indirekte løfte om at hjælpe dem virkeliggøre deres drømme om et uafhængigt Kosovo. Deres ledere fra dr. Rugova i de senere 1980ere til Ramush Haradinaj i går, er aldrig blevet modsagt af vestlige diplomater, når de har sagt, at et uafhængigt Kosovo var den eneste løsning. Noget mindre end det vil derfor blive opfattet som uacceptabelt af albanerne i Kosovo; der er tale om en ung befolkning, som aldrig har hørt andet end løfter om at virkeliggøre en drøm. Det internationale samfunds meget alvorlige problem er, at der ikke findes en måde, hvorpå man kan præstere denne drøms virkeliggørelse uden at skabe flere konflikter på Balkan og i det bredere internationale samfund. Og det vover heller ikke at bryde, hvad kosovoalbanerne har al grund til at opfatte som et løfte.

Hvorfor er Kosovo vigtig netop nu?

17 marts 2005 var årsdagen for de anti-serbiske opløb i Kosovo, som kom som et chok også for de internationale dér. Det blev almindeligvis opfattet som et signal om, at den kosovoalbanske tålmodighed med situationen var ved at løbe ud. Observatører er overbeviste om, at der ikke er sket nogen virkelig afvæbning af albanske ekstremister, og at Kosovo kan blive sat i flammer og de sidste ikke-albanere og mange af de internationale missioner jaget på flugt, hvis ikke en selvstændig stat erklæres tidligere snarere end senere.

Det kan være svært for folk, der aldrig har været i Kosovo at forstå, at en forholdsvis lille minoritet er i stand til psykopolitisk at afskrække og skræmme de mægtige internationale organisationer, der med tæt på 20.000 NATOsoldater og tusinder af civile, som har gjort meget for at støtte uafhængighedssagen. Men det er virkeligheden og hertil kommer, at det internationale samfund har andre mere påtrængende problemer, som f.eks. Irak.

Nu hvor tidligere premierminister Ramush Haradinaj er i Haag betragtes han forståeligt af de fleste albanere som en helt og ikke som en krigsforbryder. De ser det som dybt uretfærdigt, at han er anklaget, mens internationale diplomater fortæller verden, at han er den bedste politiker Kosovo nogensinde har set. 6 serbiske generaler er frivilligt taget til Haag indenfor de sidste 2 måneder og Beograd har udvist alle, der er anklaget i forbindelse med Kosovo (Lukic og Pavkovic overføres snart).

Denne sommer - 2005 - vil sætte gang i vurderingen af i hvilken udstrækning Kosovo lever op til internationale standarder. Kofi Annans særlige repræsentant og højeste autoritet i Kosovo, Søren Jessen-Petersen, betragter det som givet, at Kosovo vil bestå denne prøve og at processen med at beslutte Kosovos endelige status vil kunne begynde i september og ikke vare år, men måneder (i henhold til hans udtalelse af 14. marts 2005). Så der ligger en snuptagsløsning i luften, en afgørelse besluttes om ikke i år, så dog i 2006.

International Crisis Group o.a. fører en international kampagne for uafhængighed. Kort sagt Kosovodramaet nærmer sig hastigt sin afslutning. Enhver interesseret og ansvarlig må i dag stille sig spørgsmålet: hvad er chancen for en lykkelig udgang og hvis den er ringe, hvad er da den mindst ulykkelige udgang ?

Oversat fra engelsk af Orla Jordal, www.jordals.dk, som en public service.

The TFF Kosovo Solution Series

# 1
Why the solution in Kosovo matters to the world

# 2
The media - strategic considerations

# 3
The main preconditions for a sustainable solution to the Kosovo conflict

# 4
The situation as seen from Serbia

# 5
The arguments for quick and total independence are not credible

# 6
What must be Belgrade's minimum conditions and its media strategy

# 7
Nations and states, sovereignty and self-determination

# 8
Positive scenarios: Turn to the future, look at the broader perspectives

# 9
Many thinkable models for future Kosovo

# 10
Summary: From "Only one solution" towards democracy and peace

NOTE
Relevant background links for this series.

© TFF and the author 2005

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links